lørdag, marts 31, 2007

Løbet tør

Gad vide, om det kun er mig, der ankommer til min bopæl omkring midnat efter nogle dage på farten kun for at opdage, at jeg

-ikke har mere mad (herunder mælk, som jeg på det nærmeste er afhængig af)
-ikke har mere rent tøj (herunder undertøj - og jeg skal til frokost/fest i morgen...)
-ikke har mere toiletpapir
-(for længst) ikke har flere penge på mobilen og risikerer at få den lukket, fordi mine legatpenge først går ind på min konto på f.....g mandag

???

Nå, men nu må jeg så sidde her dødtræt og vente på, at vaskemaskinen snotter sig færdig... *bander*
Men der er dog én god ting, som udligner alt det ovenstående, der jo til syvende og sidst bare er bagateller: Jeg er i et dejligt humør og véd, at det nok skal gå. Alt sammen. :-)

Lommen - træt og fortrøstningsfuld

onsdag, marts 28, 2007

Tis og reklamer

Når jeg lige har skrevet en sød mail til en fyr, jeg gerne vil ha' fingrene i, så skal der altså ikke dukke følgende målrettede reklame op i sidebaren i min gmail-inbox:

Tisser dit barn i sengen?
Vi har løsningen til barnet baseret på mere end 30 års erfaring.

Fik I den, jer inde hos Google, der tilsyneladende er overalt??!

Lommen - jeg har altid haft på fornemmelsen, jeg gjorde noget galt på det område... ;-)

tirsdag, marts 27, 2007

Nyt ord

En bekendt opfandt forleden helt uden at tænke nærmere over det ordet
anstødende
Jeg synes, det er et fantastisk ord - en blanding af 'anstødeligt' og 'frastødende'. Så kan man da ikke lægge mere afstand til noget...

Lommen - følelsesladet distance

Jeg - et muldyr

Som jeg vist før har været inde på, så er den kombi af personlige egenskaber, jeg har med mig fra mine forældre, liiiidt til den egensindige side...

Min far kan blive så stædig, så han mest af alt minder om et gammelt muldyr, der hverken vil i den ene eller den anden retning. Jeg har kun set ham rigtigt hidsig 3-5 gange i mit liv. Men i dagligdagen tror jeg faktisk, at stædigheden er hans måde at blive vred på. Lige pludselig står han altså bare fast. Og så må man værs'go' vente, til han af sig selv er blevet god igen. Ethvert forsøg på at formilde preller af og gør i visse tilfælde bare situationen endnu mere fastlåst.

Til gengæld indtraf heller ikke stædigheden nu så tit, da jeg var barn. Og når den så gjorde - og når den igen var drevet over - så kom vores far listende ind til os på den velkendte rolige, sindige facon og var lidt flov og forlegen over sådan at have været så "umulig". Så kan jeg huske, at min far og mor holdt i hånd meget længe bagefter.

Min mor er kolerisk - eller var det i hvert fald i sine yngre, mere energifyldte dage. Meget. Hun kunne i løbet af et par minutter gå fra at være sød og smilende og munter og fuld af overskud til at være meget gal og hurtigtsnakkende på den velformulerede, hårde måde. Hun kunne sige de frygteligste ting, når hun blev vred. Og hendes vrede var meget fysisk. Man kunne altid se på hele hendes krop og mimik, at hun var ved at sprænges af raseri.

Heldigvis blev hun næsten altid meget hurtigt god igen, og inden for en halv times tid havde vi vores gode gamle smilende, kærlige mor tilbage.

I dag...
I dag sender jeg dem en kærlig tanke, begge to. Jeg kan så tydeligt genkende dem begge i mig. For jeg blev simpelthen så arrig og irriteret og møghamrende stædig på én og samme gang lige før. Og jeg er sådan set stadig arrig og irriteret og møghamrende stædig, men jeg kan osse godt mærke blødheden nedenunder.
Det var nok dét, man ikke som barn kunne se på de voksne...

Lommen - *stamper i gulvet*

Dovenskab

Ordveksling (endnu en gang) mellem min græske nabo og mig i aftes:

Han: "Hello Nill!"
Jeg (smilende): "Are you calling me Nill? That's what my dad usually calls me!"
Han: "Yes, but your dad loves you. I'm just lazy."
Jeg: "What a relief! Would be some drama if my neighbour loved me...!"
Han (mens han roder i køkkenskuffen): "Weeee, yes definitely - I don't need bigger dramas than where to find the opener for my beer. Jeeez, don't scare me that way...!"

Lommen - så fik vi lissom dét på plads! :-)

mandag, marts 26, 2007

Helt almindelig mandag

Nåmmen, det ku' da godt være, jeg sku' se at få kylet lidt i skrutten, før jeg går i seng. Igen. Jeg sov ikke i nat, og de dage er talte, hvor jeg ku' springe en nats søvn over - det gik ellers meget godt, indtil jeg var cirka 25, det dér med uregelmæssige søvnmønstre.

Men som I nok husker, er jeg ved at blive gammel. Jeg går HELT død om eftermiddagen dagen efter en søvnløs nat. Sådan fungerer det heldigvis ikke, hvis bare det lykkes mig at sove et par timer eller tre, men slet ingen søvn slår mig ganske enkelt ud. Summa summarum. Faldt i søvn kl. 16 og har sovet til nu *gisp* og er lidt omtumlet.

Nu skal der spises i sengen og ses et par serie-afsnit med computeren på skødet. Det er planen, at så sover jeg ikke for sent og vågner dejligt tidligt op til en lang specialedag i morgen, hvorefter jeg i morgen aften endnu en gang mødes med veninden. Vi skal ind og høre et foredrag om ligestilling med et rigtigt spændende panel af debattører, for det er nu engang sådan noget, som vi caffé lattede, selvtilstrækkelige, luksus-københavnerinder laver i vores fritid... !-)

Hm... Kan allerede mærke, jeg bliver mere klar i hovedet. Måske man alligevel lige kunne nå en kop the med de andre i køkkenet? Pis, måske kommer jeg alligevel ikke tidligt i seng...?

Lommen - helt almindelig mandag

Fra 3000 til 1200 sider på to minutter

Ja, det var så den finte, jeg lavede i formiddags, da min underviser heldigvis besluttede sig for at være large...

Ifølge reglerne skal vi være til stede til mindst 80 procent af undervisningen i et kursus. Overholdes dette ikke, betragtes man som selvstuderende og skal så stå til regnskab for et pensum, som er 2,5 gang større end det normale. I dette tilfælde 3000 sider.
(Man kan så diskutere det fornuftige i at holde regnskab med universitetsstuderendes fremmøde, som var de gymnasieelever med henblik på at sikre sig, de tilegner sig pensum. Jeg synes, det er formynderisk og en mistillidserklæring af dimensioner til voksne mennesker, som selv må forventes at tage ansvar for deres tilegnelse af stoffet, men det er en anden historie...)

Anyway.
Jeg startede i dette semester egentlig på et helt andet kursus, men valgte så om og missede derfor de første par gange på dette hold. Hvis jeg møder op hver gang resten af semesteret (og det gør jeg selvfølgelig), så mangler jeg én gang i at ha' været der 80 procent af tiden. Dén åd min forelæser uden problemer. Og således slap jeg for at sku' stå til regnskab for 3000 sider og kan nu nøjes med de 1200 (som stort set allerede er læst - jeg er nemlig ingen doven studerende *pudser glorien*).

Og så foreslog jeg endda i øvrigt at holde oplæg efter påske.
Magtstrukturer og sprog... Hm... Måske jeg sku' finde på et eller andet klogt at sige om sociale dynamikker i Blogland?

Lommen - uanset hvor langt livet er, så er det ret sikkert for kort til stive systemer

Ka' I høre det?

Der er helt stille...

Lommen -

søndag, marts 25, 2007

En kvinde, der er helt vild...

... efter mænd, der hedder Otto... Er hun mon ottoman?

Lommen - i det fjollede hjørne :-)

lørdag, marts 24, 2007

Den gamle spillemand

Kan I huske den her?
Det er vist nok en svensk folkevise. Jeg hørte den som barn på kassettebånd. Det var Bjarne Jes Hansen, der sang, og den sørgelige beretning prentede sig dybt ind i mit barnesind. I aftes sang veninden og jeg den i vilden sky på cykelturen gennem byen i ren glæde over endelig at ha' fundet én anden, der osse kendte denne sang. En lidt mystisk blanding af tragik og munterhed, kan man sige.

Den gamle spillemand

I de store skove nær ved Siljansøen
Bor en gammel spillemand, han venter kun på døden
Huset som han bor i byggede han selv
Af træer som han fældede langs den blanke elv

I tresindstyve år gik han rundt fra by til by
Og spilled´ på sin violin for mad og nattely
Han laved´ ikke andet i alle disse år
Han spillede med glæde for en snapsetår

De sidste fire år har ingen set ham mer´
Men folk på egnen ved dog hvor den gamle er:
"Han er blevet tosset", si´r de hvis man spø´r
"Gå ikke op til spillemanden han har låst sin dør"

Han sidder nu og spiller og snakker for sig selv
Han er blevet tosset, han spiller sig ihjel
Om natten kan det ske, han ta´r sin båd og sejler
Frem på Siljansøens vand, der spiller han for dem

Han husker fra sin ungdomstid hvor han kom vidt omkring
Til bryllupper og fester og mange skønne ting
Han er blevet tosset han spiller sig ihjel
Farvel, du gamle spillemand og tak for alt, farvel.

Ja han er blevet tosset han spiller sig ihjel
Farvel, du gamle spillemand og tak for alt, farvel.

Lommen - nostalgi sat i musik

Halalslagtning i min seng?!

Til trods for at mine inderlår er helt hudløse efter at ha' krydset Københavns midte på en alt for høj cykel (blot for at få byens bedste shawarma)...

Til trods for at den første øl, jeg udså mig i baren alkoholmæssigt var lige så stærk som en flaske vin...

Til trods for at de de to mænd, der var mest interesserede i os i går, var to alt for pæne og ordentlige cand. merc.'er, som slet ikke kunne følge med i vores tempo...

Til trods for at jeg sikkert har været kikset for flere år ved at danse kækt og længe med veninden til jukeboksens hits oppe i baren for øjnene af resten af gæsterne...

Til trods for jeg hjemme hos veninden tidligt på aftenen gik med til at drikke portvinen, der ikke var portvin, men sherry...

Til trods for at nogen tilsyneladende har halalslagtet et lam i min seng her til morgen (på mit NYE, fine lagen)...

Til trods for - eller måske pga disse ting - hører festlighederne i nat absolut til de bedste og sjoveste, jeg har oplevet i det københavnske natteliv. Simpelthen fordi humøret var tårnhøjt og følelsen af "vi kan charmere hele verden" ikke var til at skyde igennem.

Lommen - nu: tømmermandsmad og læsning (!)...

fredag, marts 23, 2007

Fredags-held

På en skala fra ét til Fætter Højben hvor heldig er man så, når man i én og samme bevægelse i sit badeværelse taber en stor, næsten fuld flaske yndlingsparfume, sine briller og en kæmpe flaske creme, uden at noget af det går i stykker eller på anden måde tager skade...?

God weekend!

Lommen - adrenalin-niveau midlertidigt forhøjet; bliver sikkert en god fredag aften :-)

Det var det med den nederdel...

I aften skal det være - jeg lovede nærmest Kontorchefen det i sidste uge, men så blev det ikke til noget pga af regnfuldt, ustadigt vejr...
Lommen dropper den slidstærke buksebag for en stund og hiver nederdelen og et par festlige sko på. Ska' dog ikke forhindre mig i osse at bære hættebluse. Sådan er jeg - og det holder hele vejen! :-)

I aften skal jeg faktisk se den samme veninde som i sidste uge, og i modsætning til sidst er vi på slap line og uden søstre og kærester osv.. Ost og hvidvin og måske noget af den sherry, som jeg forsøgsvis (meget forsøgsvis!) vil indvillige i at afprøve... Uhm, det bliver guf!

Jeg glæder mig!

Lommen - uden bukser...

De gamle spøger

Jeg har noget med tal. Helt nøjagtigt datoer og telefonnumre. Er bestemt ingen ørn til ting, der vedrører matematik. Men hvad der skete hvornår, officielle og personlige mærkedage. Dét husker jeg nærmest, uanset om jeg så gør en indsats for det eller ej.

Således lod det sig gøre, at jeg for nogle måneder siden opdagede noget, som jeg fandt lidt skræmmende:

Min morfar, som jeg ligesom mine øvrige bedsteforældre aldrig har kendt, var født d. 23. september. Den ene af mine eks'er, som jeg var vanvittigt (!) forelsket i og i et halvt års tid kæmpede for at få fat i, var jeg (endelig og langt om længe!) på date med netop d. 23. september...
Denne eks var i øvrigt født 14. januar - samme dag som min morfar døde.

(Bonusinfo: Eks'ens mor havde fødselsdag 18. marts - hvilket så underligt nok var den dag, hvor den forrige eks gik fra mig...)

Min farmor var født d. 6. august. En anden eks og jeg fandt efter nogen tids luren på hinanden ud af, at jeg d. 6. august kom ud til ham og drak noget vin. Sagerne udviklede sig, som de skulle. The rest is history. Og endda rigtigt meget history. :-)
Det er nemlig længe siden, jeg gik fra ham. Det skete i øvrigt d. 11. april. Behøver jeg nævne, min mormor var født d. 11. april...?

Så... Nu mangler vi kun min farfar til "samlingen". Han var vist nok født 25. januar. Så man må konkludere, at muligheden for, at jeg finder sammen med en fyr, ligger et stykke ude i fremtiden... ;-)
Med mindre... Hm... Gad vide, hvornår min farfar døde...?

Lommen - det mest charmerende tilfælde er dog det, der synes at være sat i system...

Melodien i en samtale


Kender I det, at man befinder sig i et lokale, hvor der står et fjernsyn, som er tændt, men der er skruet helt ned for lyden?

Visse programmer og indslag forekommer helt surrealistiske, når man ikke kan høre, hvad folk siger, eller at skurkens pistol siger bang-lyde.

Her i Huset mellem de to Søer har jeg en ganske særlig chance for at opleve noget, der ligner det modsatte. Nemlig en samtale uden billeder.

Min lejlighed ligger nemlig således placeret, at jeg ind imellem uden nogen som helst form for anstrengelse kan høre, hvad der foregår på et "trafikknudepunkt" i Huset. Ikke til nogen gene for mig. Beskrivelsen her lyder nok, som om det føles som at bo ved en større banegård, men sådan er det nu slet ikke. Og jeg har altid haft det godt med at kunne mærke, at der var en smule liv omkring mig. Når bare jeg kan lukke min dør og - som regel - være i fred, hvis jeg ønsker det...

Tilbage på (lyd)sporet:
Nu véd jeg godt, du vil sige, at lyd uden billeder vel bare er ligesom radio, så hvad er nu det særlige?
Det særlige er, at jeg ikke kan høre, hvad folk siger. Men jeg kan høre musikken i samtalen. Jeg kan høre klangen i stemmerne, deres samarbejde - eller mangel på samme. Deres velvillighed over for hinanden. Intimitetsgraden. Ud af tonefaldet alene.

Dét giver mig en enestående mulighed for at huske at slå min hjerne med alle ordene og reflektionerne fra, men bare bruge min intuition, når jeg lytter.

Og jeg tror kun, at det i skrivende stund er mig, der ved, at min genbo er ved at indlede en affære med en af pigerne i den anden del af Huset. Og jeg hører så tydeligt underlægningsmusikken i de samtaler, som de to - for tiden sent hver aften - fører derude i korridor-knudepunktet foran min hoveddør.

For nogen tid siden var der altid andre med på besøg inde hos ham. Samtalens musik var en flerstemmig, larmende, drillende, hvirvlende musical uden et gran af alvor i. Nu hører jeg kun to stemmer derude i den nattekølige korridor, en ung mands og en ung kvindes i en blid og søgende duet.

Forestillingen er blevet dæmpet, eftertænksom, øm. I stedet for at udfordre, nærmer de to stemmer sig hinanden.
Jeg kan ikke høre, hvad de siger. Heldigvis - så ville jeg føle mig som en lurer. Men de samarbejder. De aer hinanden. De har et fælles mål og forsøger at finde ud af, hvor langt ude i fremtiden det ligger at realisere det...

Jeg tror ikke engang selv, de ved, hvor de ender. Men hvis de mangler en fortæller i forestillingen for at få lortet til at hænge sammen, så stiller jeg gerne op.

Lommen - lyder det godt?

torsdag, marts 22, 2007

YES!

Forleden knoklede jeg jo for at overholde endnu en speciale-deadline.

Afleverer noget materiale til min vejleder cirka hver anden eller tredje uge. Jeg fastsætter selv mine deadlines, og derfor er det så meget desto vigtigere for mig og min stolthed, at de tidsplaner overholdes til punkt og prikke. Foreløbig er det lykkedes, selv om det ind imellem holder hårdt...

Det er ikke alt det afleverede materiale, som skal indgå direkte i det færdige speciale, selvfølgelig ikke. Det er jo bestemt ikke meningen, at min vejleder skal ha' rettet hele specialet, før det afleveres. :-) Så ofte er det arbejdsplaner, udkast til undersøgelsesmetoder, argumentation for, hvorfor jeg anvender en bestemt teori osv. som ryger af sted på mail.

Anyway.
Afleveringen forleden var ret afgørende. Og nu har jeg så allerede fået svar fra min heldigvis altid effektive vejleder. Deri stod bl.a.:
"NU er der virkelig kommet facon på det! Det ser rigtig fint ud."
Og så var der desuden et par konstruktive overvejelser, som allerede nu har fået mit hoved til at arbejde videre. Og dét kan et hoved altså godt gøre, mens man af lutter glæde danser rundt i sin lejlighed med TV2's seneste album for fuld drøn i stereoen...

Lommen - dagen reddet, endda før katastrofen indtrådte :-)

Syvsover - osse i dén grad!

Livsnyderen kaldte mig tidligere på dagen en syvsover - og jeg skal love for, hun fik ret! Gisp! Sov ikke så meget i nat og lige pludselig hen over middag, tumlede jeg så om på sengen. Og da jeg kiggede på uret igen, var der GODDAMMIT gået halvanden time, og mit program for i dag var allerede totalt braset sammen.

Hvad gør en klog kvinde så? Jo, hun lader da programmet skride endnu mere ved at sætte sig til at blogge om det... :-S

Godt, at Bedstevennen ikke forventer, maden er klar, når han kommer, for inden da skal jeg altså liiiige...

Lommen - og ja, jeg svarer selvfølgelig på jeres kommentarer i det foregående indlæg snarest :-)

Jeg GIDER ikke mene ret meget. I Blogland.

"[...] jeg ORKER ikke råben og skrigen
og 127 misforståelser, som jeg burde
være ligeglad med, men som jeg alligevel
kommer til at sidde og kludre ud, fordi
folk forholder sig til noget ganske andet,
end det jeg egentlig skrev - nemlig dét,
de
tror, jeg skrev."

------

"Du er fandeme skarp, og du har et talent. Du har et ansvar for at bruge det!"

Sådan cirka lød meldingen fra modparten i en samtale, jeg havde i går. Vedkommende syntes, jeg burde mene noget mere i Blogland - tage nogle flere konfrontationer med blodtørstige debattører.

Sandheden er, som jeg osse måtte forklare personen:

Jeg mener skam en maaaasse ting. Og jeg kan sagtens provokere nyrerne ud af kroppen på folk. Hvis jeg vil. Og jeg kan skam osse selv blive så provokeret, at jeg er ved at koge over - om end man skal vide, hvilke knapper der skal trykkes på... Konen har temperament, jowjow.
Men det er i det virkelige liv - uden for bloggen - at politiske diskussioner og andre holdningsmæssige stridigheder og kampe er værd at gå ind i. Synes jeg.

Selvfølgelig mener jeg osse noget på bloggen. Ingen, der læser med bare et par gange her i Baglommen, kan vel være i tvivl om, at jeg har holdninger til dette og hint. Men jeg ORKER ikke råben og skrigen og 127 misforståelser, som jeg burde være ligeglad med og ikke tage ansvaret for, men som jeg alligevel kommer til at sidde og sku' kludre ud, fordi folk forholder sig til noget ganske andet, end det jeg egentlig skrev - nemlig dét, de tror, jeg skrev.

Jeg ORKER ikke, at jeg kommer til at tro en hel masse forpulet sludder om andre bloggere, bare fordi jeg i en diskussion har følt mig trængt - og fordi det (når man ikke kender folk) er så pisse-hamrende-alt-for nemt at danne sig arrige indtryk, som man ikke kan bruge til noget som helst, men som bare blokerer for udsynet og lukker muligheden for SÅ mange spændende erkendelser...


Og nej, det er bestemt ikke, fordi jeg anser bloggere for dummere end så mange andre. Folk, jeg diskuterer med irl, misforstår da bestemt osse. For slet ikke at tale om, naturligvis, at jeg nu og da osse selv går totalt fejl af folk. Men blogmediet gør altså en forskel.

"Og det gamle ord lyder jo, at kan man ikke klare fiskelugten i Esbjerg, må man tage til Århus i stedet... Eller noget."

At det bygger på skrift frem for på tale er én ting. Men selve det, at vi altså ikke kan se hinanden i en ophedet diskussion kan rent faktisk i sig selv sagtens afholde mig fra at tage konfrontationen.
Klimaet bliver for hårdt for min smag, når man mundhugges sådan og så ikke kan sende hinanden et smil eller høre et tonefald. Og det gamle ord lyder jo, at kan man ikke klare sildelugten i Esbjerg, må man tage til Århus i stedet... Eller noget. Og dét gør jeg så.

Med fare for at lyde vattet, så synes jeg simpelthen, at det er for nemt at være et dumt svin, hvis man koger over i et medie som dette.
Lad gerne andre bekrige hinanden. Jeg ønsker ikke at deltage. For mange spildte, skønne kræfter, for megen frustration. Kald mig magelig, sat og selvtilstrækkelig. Tja... Vil nok være mit bedste svar.

Og så er vi faktisk tilbage ved den go'e, gamle klassiker om, hvorfor man blogger...

Jeg har ikke min blog for at mene en masse politisk - jeg har den i hvert fald ikke for at sige, at min holdning er den rigtige eller med det formål at slå andre i hovedet med den (ikke at jeg siger, at dette er, hvad mere "menende" bloggere gør!), men måske ved jeg, at jeg selv kan ha' en - for - slem tendens til at blive netop sådan, hvis jeg folder mig ud...?

Jeg synes helt klart, det er spændende og interessant, hvis andre gider spadsere forbi i mit kommentarspor med en holdning til vigtige emner som livet, døden og frost-pommes frites. Men at jeg begynder at retfærdiggøre og forklare mig, at jeg argumenterer hektisk og insisterende videre for min overbevisning skal man nok ikke forvente...

Jamen, hvorfor blogging?
Blandt mange andre årsager blogger jeg, fordi bloggen hjælper mig til at få alle sider af min personlighed frem. Irl.
Jeg var i mange år en "hård negl", der aldrig blev fanget på det forkerte ben i en samtale/diskussion. Men det var nu ikke altid, fordi argumenterne var de mest solide. Jeg havde bare altid pingpong-paraderne oppe, altid svar parat. Og livet efter dén opskrift var fattigt, var det!

Bl.a. på bloggen fandt jeg et fristed. En ny verden åbenbarede sig, en verden hvor det klædte mig at være følsom og ærlig. Osse om dét, jeg ikke var stolt af og havde svært ved at bære. Det allerbedste var, at det viste sig, at de forskellige sider af mig godt kunne forenes, uden at jeg blev i tvivl om, hvem jeg selv var. Tværtimod blev jeg klogere på, hvad jeg var for én.

Derude i virkeligheden orkestrerer jeg nu efterhånden rimeligt fornuftigt hele Pernille, både den bløde og den hårde. Men hende den hårde har jeg ikke brug for at øve mig på. Hun sidder på rygraden. Derfor ser jeg ingen grund til at hale handsken af hånden. Jeg vil hellere stikke hånden i Baglommen (nogle ville kalde det "hovedet i busken") og eftertænksomt tage bestik af situationen...

Med en for tiden lidt for brugt vending, så vil jeg samle op på gårsdagens - i øvrigt givende - samtale ved at sige det som følger:

Jeg træder i karaktér på den her ved at være lidt out of character:
Jeg udfordrer mig selv ved helt stille og roligt at lade folk mene noget andet end mig og ved at forvente , at de gør det samme den anden vej.

Lommen - i fredstid: Spar på krudtet...

onsdag, marts 21, 2007

Slut prut marinade!

Med denne poetisk ladede vending knapper jeg Baglommen til for i dag. Og så må det dérsens humørsyge gerne snart holde op. Som i "meget gerne"...!

Har ellers haft en dejlig dag med Tom & Jerry-vennen. Vi gik en skøn, lang tur ved Søen i eftermiddags.
Dér rendte vi for resten på en mand, som vist nok er meget rig og alligevel ikke mere begavet, end at han havde kaldt sin hund noget, der rimer på Bøvsi (!) Det kan ikke være sin sans for hundenavne, han er blevet velhavende på...!

Men grinagtige hundenavne og godt selskab til trods, så er batteriet sgu noget fladt og humøret lidt slunkent her et par timer før midnat. Hvis jeg lægger mig til at sove nu - mon så ikke den irritable, lidt smålige Lomme er borte i morgen? Hope so!

Lommen
søvn - en af de største problemknusere, verden har set

"Vær god ved mig i dag..."

Sådan sagde min mor somme tider, da jeg var barn og teenager. Dengang var det ikke helt nemt at få hold på, hvad det egentlig var, hun ville ha'. Men hen ad vejen lærte vi, at det sådan set ikke krævede så meget. Man skulle bare lade være med at skælde ud og råbe og skrige. Man kunne godt være sur og tvær, men de store voldsomme kampe orkede min mor ikke, når hun havde sådan en dag. (Ellers stod hun nu tit for skud og skånede ikke sig selv). Men skulle der absolut råbes og skriges, måtte min far tage over på netop de dage. Jeg mindes ikke, at det voldte de store problemer.

Når jeg nu kigger tilbage, forstår jeg meget bedre, hvad det egentlig var, min mor følte de dage. Nu sidder jeg nemlig selv på samme måde nu og da...

Jeg tænker på de dage som "mine ængstelige dage". Normalt er jeg ikke sådan at slå ud, men på de her dage bekymrer jeg mig ud over enhver rimelig grænse.

Hvis jeg har kæreste, og han ikke giver lyd, så kan jeg på sådan en dag sagtens blive overbevist om, at han nok er i gang med at tage livet af sig selv og pludselig få alt til at passe med den tanke, selv om der intet belæg er for, at han skulle gøre noget sådant. Og jeg har derfor ingen ro, før jeg hører hans stemme eller ser ham.

Jeg er tilsvarende nødt til at sætte mig på hænderne for ikke at ringe rundt til alle vennerne og høre, om de er okay. Nu ved jeg, at jeg "tilfældigvis" har nogle venner, som er ret gode til at give lyd, hvis de har det skidt og osse til at give lyd i øvrigt. Alt i alt: Hvis jeg intet hører, kan jeg være ret sikker på, at alt er, som det skal være. Men sådan fungerer mine følelser bare ikke, når jeg har en "ængstelig dag".

Pyyyh... Jeg ved jo godt, hvad det drejer sig om, det her...

Det handler om, at jeg nogle gange i min barndom oplevede, at tæppet blev trukket væk under mine barnefødder. Det, som dagen i forvejen syntes godt og trygt og helt uforanderligt og urokkeligt, var lige pludselig helt ændret den følgende dag, og en katastrofe ku' være opstået, når jeg kom fra skole og ellers troede mig sikker.

Mine ængstelige dage er mit gamle alarmberedskab, der stadig slår til ved en fejl, selv om jeg har afsikret det for flere år siden. Fejlen opstår som regel, hvis jeg føler mig presset eller nervøs over noget i mit eget liv - og især hvis jeg føler mig helt alene med det.

Så... på disse dage er det egentlig andre, der helst sku' ringe til mig og spørge, om jeg har det godt - om jeg er okay. Alternativt må jeg selv løfte knoglen og se at få sagt, at det faktisk er mig selv, jeg er bekymret for, og om jeg ikke kan få lidt forståelse og trøst og varme. Det kan jeg nærmest altid. Heldigvis. :-)

Lommen - ansvarlige, energiske storesøstre kan osse være små og bløde...

Lommen - måske med podcast

Jeg haver en forespørgsel til mine kære læsere:

Nu er det sådan, at jeg skriver alt mellem himmel og jord - noveller, børnehistorier, kronikker, essays osv.. Der er altid en tekst i gang, der er altid en idé på tapetet.
Jeg overvejer at begynde at lægge lidt af det færdige materiale her i Baglommen.

Mit spørgsmål går på, om det mon derudover kunne ha' jeres interesse, hvis jeg gav jer muligheden for at lytte til min oplæsning af teksterne, altså som en slags podcast her på bloggen.

Jeg overvejer nu, om man hellere vil sidde og læse teksten selv eller...?

Lommen - rømmer sig for at klare stemmen

tirsdag, marts 20, 2007

Dejlig mad


Ja, nu kan det godt være, at pms'en har indfundet sig. Dét sku' nu ikke forhindre mig i her til aften at prøvekøre den selvopfundne madtærte, jeg vil lave til Bedstevennen torsdag.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er rigtigt glad for at lave mad (og osse jævnligt får at vide, jeg er god til det), så hvorfor har der egentlig aldrig været nogle af mine selvopfundne opskrifter her på bloggen? Én gang ska' jo være den første og hvorfor ikke offentliggøre en opskrift, jeg først fandt på i går, og som jeg derfor aldrig havde prøvet før? Må på forhånd advare sarte sjæle om, at følgende opskrift ikke er fedtfattig, men hold kæft, hvor det smagte...! Nam!

Tag godt imod, mine damer og herrer...

Lommens tærte med laks og spinat

Til et stort tærtefad (diameter 30 cm) skal du bruge:

Til bunden
125 g køligt smør/Kærgården
2 spsk vand
Hvedemel til det hænger sammen
En knivspids salt
(Selv bruger jeg somme tider lidt mere smør, meeeen der må osse være en (fedt)kant, så et æg kan osse bruges for at dejen hænger sammen).

Fyld
500 g frossen helbladet (IKKE hakket) spinat
2 frosne lakseportioner
250 g champignons (jeg brugte kastanjechampignons)
Saften af en halv citron
½ muskatnød (reven)
Lidt smør til stegning af svampe
Salt

Gratinering/skorpe
Ca. 180 g reven mozzarella
2 æg
Ca. 2 dl. madlavningsfløde/mælk (alt efter hvor tæt bikinisæsonen er på...)

Først ælter du mel, smør, salt og vand til en glat mørdej. Normalt skal mørdej stå koldt inden brug, men det har jeg ikke tålmodighed til. Så jeg trykker med det samme dejen ud i fadet med fingrene, så den dækker tærtefadet jævnt. Prik herefter dejen med en gaffel og forbag den cirka 10 min i en 200 grader varm ovn.

Nu fyldet:

Laksen kan sagtens tages ud af fryseren i sidste sekund. Så skal den bare koges cirka 5-7 minutter, før den kommes i tærten.
Spinaten tøs ganske enkelt op i en gryde. Rør om nu og da og tilsæt muskat.
Svampene renses og skæres i skiver, mens du bander over, hvor meget jord det er lykkedes producenten at snyde med i bakken.
Herefter steges de på en pande i lidt smør sammen med citronsaft og salt efter behag. Hvis de afgiver megen væde, hældes denne fra, inden svampene kommes i tærtefadet.

Når alle tre dele er klar, fordeles først spinaten, så laksen (den smuldres groft og fordeles jævnt ud over tærtebunden. Til sidst følger svampene. Hæld en blanding af æg og fløde/mælk over og top op med den revne ost.

Bag ca. en halv time i ovnen ved 200 grader. Hold øje med at osten ikke branker!

Serveres gerne med en grøn salat og et glas mild hvidvin*.
Velbekomme!

Lommen - nu som pms'et husmor

NB! Hvidvinen på billedet hedder La Joya (ædelstenen) og er en chilensk konsumvin. Fås bl.a. i ISO. Her er den vist som chardonnay reserva. Men i virkeligheden passer en frisk sauvignon blanc nok bedre til den lidt fede tærte.Vinen koster normalt en 50'er, men er ofte på tilbud og superlækker.
Går både fint i spænd med pms, amoriner, gamle og nye parforhold... ;-)

En rød klassiker

Nåmmen, så tog jeg den pangrøde jakke på, svøbte mig ind i det store halstørklæde og listede ned mod søen for at nyde de aftenrøde stråler, som da heller ikke skuffede.

Dét gjorde humøret derimod. Til trods for en god, effektiv arbejdsdag og en ellers dejlig energi dagen igennem, tog jeg pludselig - med gruset knasende under fodsålerne og duften af spejderes lejrbål i de kølige næsebor - mig selv i at tænke tanker som:
"Det speciale bliver sgu heller aldrig færdigt - og hvis det bliver, så bliver det i hvert fald ikke godt."

"Æj, jeg får sgu heller aldrig en kæreste igen. Og hvis jeg gør, så bliver det helt sikkert bare fuldt af problemer..."

"Jeg finder da heller aldrig noget andet at bo i - får et sted, som er helt mit eget. Og hvis jeg gør, så bliver det da et helt til grin sted og sikkert alt for dyrt."

"Min mor bliver sikkert heller aldrig i stand til at tage ud ad huset sammen med resten af familien, og hvis hun gør... Jamen, det er osse alt for sent!"
Med andre ord:
Der var simpelthen ikke det område, som jeg pludselig ikke kunne se totalt sort og negativt og trist og opgivende på. Og jeg sidder stadig og er lidt mut.

Meeeen... Nu fik jeg jo så tænkt over datoen. Og med ét kunne jeg osse godt se, at jeg hele dagen har været sådan ret "kram mig, pas på mig, vis omsorg, hold om mig"-agtig. Dét kan kun betyde én ting: Jeg ska' ha' min menstruation inden for et døgn eller to.

Så jeg har, mine damer og herrer... PMS. Humøret er stadig ikke godt, men det hjælper nu alligevel at vide hvorfor, for gud, hvor er det ubehageligt, når man slet ikke kan få humøret til at stemme overens med, hvad der er sket i løbet af dagen!

Lommen - somme tider er det rart med en god forklaring

God samvittighed

Så er endnu en del af specialet om blogging sendt af sted til min vejleder. Øøøj, jeg er stolt af mig selv!
Havde en længere periode i begyndelsen af min uddannelses overbygning, hvor jeg aldrig fik læst en faglig tekst færdig af bare angst for at føle mig dum... Havde mega koncentrationsproblemer og mistede virkelig gejsten. Hadede faget, miljøet, mine medstuderende. Alt, hvad der angik studiet, var bare dårlig karma. Og jeg anede ikke, hvordan jeg nogensinde sku' komme i land.

Men nu sætter jeg deadline efter deadline for mig selv - og overholder hver og én. Og jeg er allerede nu godt rustet til den kommende (sidste!) eksamen, fordi jeg for én gangs skyld har sørget for at alliere mig med en medstuderende, så jeg har en yderligere motivation for at holde mig selv til ilden.
Én gang om ugen mødes vi og terper teori og drikker et uanstændigt mål kaffe, og jeg bliver mindet om, hvor meget jeg kan glæde mig over at tygge den slags abstrakte tekster grundigt igennem, forstå og formidle dem. Jeg husker, at jeg faktisk kan noget. Osse fagligt. Hvordan f... det gik til, at jeg mistede den tro, aner jeg virkelig ikke. Men nu er den her igen. Og denne gang holder jeg fast!

Nu vil jeg ud og nyde en kop komfurespresso i aftenlyset ved søen. Ja, jeg har gode erfaringer med at ta' den med derned. :-) Jeg har siddet indenfor hele dagen og puklet, og hjernen trænger til lys og frisk ilt.
Bagefter skal der lige hives noget vasketøj i land. Var så smart at få det sat over under skrivningen.

Er jeg rigtig ferm, ryger der lidt teori ind mellem ørerne i aften, og så kan jeg holde fri, når Tom og Jerry-vennen kigger forbi i morgen. Men gør der ikke, ja, så er jeg frikendt. For en stund. :-)

Lommen - elsker når dagens pligter går op i en højere enhed :-)

Kalimera!


Ordveksling mellem min græske nabo og mig i fælleskøkkenet i går aftes, da jeg tager en bakke karse ud af køleskabet:

Han: "Oh, what is that??"
Jeg: "I don't know what the English word is, but in Danish it's 'karse'. It's very good in sandwiches!"
Han (tydeligvis begejstret over opklaringen af et spørgsmål, der havde tynget ham):
"I see. I thought it was some kind of decoration for your living room!"

... Som så står i grøntafdelingen ovre i supermarkedet eller!?! :-D

Lommen - nu med gulvtæpper og standerlamper i sin sandwich

P.s. Overskriften er græsk og betyder 'godmorgen'... :-)

Varmemester på cykel

Det er en velkendt sag, at vores elskelige og lettere excentriske varmemester - udover at skifte dipper og dupper og reparere dit og dat - osse er vejrgud og profet for Huset mellem de to Søer.

Når denne store bamse af en mand med dertil hørende buldrelatter atter viser sig på sin gamle fjedrende damecykel i stedet for i bil, véd man således, det er forår.

Og det har han altså tilsyneladende besluttet, at det er nu, for rygtet er faret som en løbeild gennem Huset her til formiddag: "[Varmemesterens navn] er set på cykel! Nu er det fandeme forår! Hurra"*

Tænkte, I gerne ville underrettes med det samme...

Lommen - forårstegn af enhver slags

*) Tesen understøttes af, at vi i dag får nye køleskabe og frysere - nogen regner åbenbart med, at temperaturen udenfor snart stiger så meget, at vi har brug for at ku' køle af...

mandag, marts 19, 2007

Og sådan endte en god dag!

Aaaah, træt i hovedet... Fire ud af fem punkter på to do-listen overstået. En god dag er til ende.

Jeg har studeret for lidt, men jeg har haft en fantastisk dag og ellers været flittig. Og jeg véd, jeg overholder min deadline i morgen, så skidt pyt.

Nåja! Og så har jeg købt påskeliljer, som nu står og pynter så fint blandt de grønne planter i min bolig. Det er en hel have i vindueskarmen! :-)

I lang tid var påskeliljer ellers absolut ikke blandt mine yndlingsblomster: De mindede alt for meget om en voldelig eks-kæreste, som engang blev rasende, fordi han (igen-igen!) misforstod noget, jeg sagde. At han misforstod var naturligvis min skyld... :-S Han greb nogle påskeliljer, jeg ligesom nu havde stående i vindueskarmen og vred i en håndevending hovederne af dem og smed dem og vasen på gulvet, hvorefter han slog ud efter mig, som (igen-igen!) måtte dukke mig...

I dag er det præcis to år og én måned siden, at dét forhold heldigvis gik i stykker, selv om jeg dengang (med skam at melde) var ved at gå i stykker på det selv.
Her sidder jeg nu med dejlige, uskyldige påskeliljer i en helt anden vindueskarm og den skønneste ro i maven.

Lommen - livet er utroligt

Pensionist-post #2

Ja, som I så forleden, er fruen i Huset mellem de to Søer stærkt på vej til at udvikle sig til en fuldblods pensionist. I dag blev det så understreget endnu en gang...

Har lige taget mig selv i at skrue radioens tuner fra Radio 100 og over på P1, alt imens jeg tænkte: "Så er det tid til Pressen!"

Lommen - ikke alt det nymodens pjat

søndag, marts 18, 2007

Vi kan ikke være det bekendt!

Flere mennesker, der står mig meget nær, har den ene eller den anden type af angst inde på livet. Deres eget liv. Vi snakker ikke pårørende her.

Faktisk drejer det sig heller ikke bare om "flere mennesker", men ligefrem mange mennesker i min omgangskreds. Og faktisk heller ikke bare "mennesker, som står mig nær", men nogle, som jeg i helt overvældende grad er præget af, som jeg støtter mig opad, definerer mig ud fra. Som enten altid eller i hvert fald meget længe har været i mit liv, og som jeg uvilkårligt tænker, skal være dér hele mit liv. På "hvis de forsvinder, så forsvinder en del af mig og meningen med at være her"-måden.

Disse mennesker er somme tider simpelthen ved at kvæles i deres angst for verden, og nu min overvældende følelse af magtesløshed simpelthen ud på mit særlige papir - nemlig bloggen.

Alle statistikker viser, at der i selv en lille befolkning som den danske, er et ildevarslende stort antal mennesker, som dagligt kæmper med angstsymptomer - begrænsninger, de ikke kan overkomme, og som i mange tilfælde gør hverdagen til et helvede for dem. Det drejer sig ifølge Angstforeningen om ikke færre end 300.000 danskere. Selv skyder jeg på, at antallet er endnu højere...

Alligevel er angst sgu nærmest et større tabu end døden... Vi kan ikke være det bekendt. Vi kan ikke være bekendt ikke at få øje på det, ikke at ville se det, når det efter alt at dømme er omkring os hele tiden.

Folk har så småt fået øjnene op for andre udbredte psykiske lidelser så som depression og stress. Det er min fornemmelse, at det nu heldigvis er fuldstændigt legitimt og ikke spor odiøst at fortælle, at man tager medicin for at mildne en depression, eller at man tager en arbejdsfri periode, fordi man af den ene eller den anden årsag er ved at gå ned med stress.

Men angst... Dét må man altså åbenbart ikke. Dét at andre mennesker, der ligner os selv, kan blive så bange, at det kun vanskeligt kan forklares, gør os... nåja... bange.

Men for dylen da! De her mennesker har sgu nok at slås med. Hver eneste dag kæmper de med frygten for andre mennesker og disses eventuelle fordømmelse, angst for følelser (andres og egne), for at blive set, for at blive alvorligt syge, for at komme ud for naturkatastrofer eller færdselsulykker, for at være alene, for at dumme sig eller ganske enkelt... for at... blive så bange, at alle andre kan se det på dem.

De har ikke brug for oven i angsten at skulle skamme sig over noget, de ikke selv har valgt. De har ikke brug for at skulle bruge en masse energi på at skjule, hvor skidt de har det, bare for at vi andre kan leve i vores illusion om angst som noget, der kun eksisterer på psykiatriske hospitalsafdelinger...

Hvor mange i din omgangskreds har en angstlidelse? Hvordan tackler du det? Eller har du mon selv angst? Og skjuler du det, eller er du åben om det?

Lommen - jeg er bange for, at det ikke forsvinder af sig selv...

Lykken er...

... (bl.a.) når man i en alder af niogtyve kan opdage, at man har skiftet yndlingspizza (hvor har du været hele mit liv, nummer 36?), OG at pizzamanden rent faktisk lyttede efter, da man bad ham lave éns pommes frites ekstra sprøde! :-)

Efter en lang dag med læsemakkeren og tung sociologisk teori (som til sidst gav mening), er der nu genereret tilstrækkeligt med energi pga god mad og godt samarbejde til, at jeg sagtens kan klare endnu nogle ensomme timer i selskab med specialet...

Lommen - med ekstra hvidløg og arbejdsglæde

lørdag, marts 17, 2007

Når nu jeg tænker over det...

... er det godt, du er så lækker at se på med dine brede skuldre og din rolige, maskuline gang

... er det godt, du er så humoristisk, at jeg ofte ligger knust af grin i mine samtaler med dig

... er det godt, du er så følsom og har så nemt til tårer, for det opbløder den hårdhed og stædighed, som ellers ku' være så dræbende

... er det godt, du kan være så benhård og nøgtern, fordi det giver kant til alt det følsomme

... er det godt, du kan indse og klart melde ud, når du har opført dig dumt

... er det godt, at du så umiddelbart udtrykker, når noget eller nogen begejstrer dig

... er det godt, at du pludselig kan vende på en tallerken og i dén grad sætte dig noget i hovedet, alle dårlige odds til trods

... er det godt, at du kan skraldgrine over, at du har væltet saltbøssen ned i sovsen

... er det godt, dit sind og gemyt er så forskelligt fra mit, men din opfattelse af tilværelsen så meget lig min

Lommen - for bare at nævne noget

Hvad er min åndelige alder mon...


... når jeg sidder med en bofælle og glæder mig til Matador i fjerneren, putter mig under en plaid og glædesstrålende byder et hende et mandelæg fra en knasende sprød Anthon Berg-cellofanpose?

Lommen - mangler da bare gyngestolen nu, men er dog ikke på vej i seng... :-)

Grænsemarkering og pasta

Aaaah... *strækker mig veltilpas i stolen*
I tråd med det foregående indlæg startede dagen her med en grænsemarkering af en ganske velvoksen kaliber. Nøøøj, hvor gjorde det godt i hele kroppen at få sagt fra! Gjorde godt at få sagt sætninger som:

"Jeg vil ikke finde mig i den slags. Det er under min værdighed" og
"jeg udviser respekt over for dig. Jeg mener ikke, det er for meget at forlange, at det osse går den modsatte vej".

Det var endvidere mere end rart, at det var modparten, der tog kontakt og erkendte, at han havde båret sig helt forkert ad over for mig.

Nu er jeg simpelthen bare så lettet. Som en veninde siger: "Hep! Du trådte i karakter på den dér, Pernille!" Og det var nemlig lige, hvad jeg gjorde. Jeg var tro mod mig selv.

Og selv om jeg ikke umiddelbart havde erkendt sammenhængen mellem dét at træde i karaktér og at spise Spaghetti Carbonara, så anede det mig nok alligevel, der var en forbindelse. Føler mig i hvert fald nu inspireret til en stor portion...! :-)

Lommen - tilværelsen er guf

Nok

Der er altså noget fascinerende ved ordet 'nok' og alle dets betydninger...

Sådan lidt på trods:
"Nok var hun god af sig og forstående, men det dér ville hun alligevel ikke finde sig i."

Det gentagende:
"Nok en gang var hun blevet pisset op og ned ad ryggen."

En overvejende sikkerhed, som kun for et syns skyld levner en lillebitte sprække til det usikre:
"Men det var nu nok heller aldrig gået mellem dem alligevel."

Og nu er målet fuldt:
"Nu ku' det fandeme være nok, nok, nok!"

Lommen - historier fortælles både mellem og på linjerne...

fredag, marts 16, 2007

På kornet

Reklame for psykolog set på nettet for lidt siden:

"Det kræver mod at stå ved sig selv. Ofte er det risikoen værd."

Lommen - sådan er dét!

Du ved. Eller: Lidt om kemi

Hvad ER det egentlig - kemi mellem mennesker?

Spørgsmålet er stillet en milliard gange før, jo. Og som med alle spændende ting i tilværelsen: Det lykkes aldrig nogen at beskrive det fyldestgørende og på en måde, der giver mening for alle. Og dét har jeg således heller ingen intention om at slippe af sted med her. Men det slog mig lige, at en god tommelfingerregel for, om man sidder over for et menneske (det være sig samme eller modsatte køn), som man har "god kemi" med, så...

... ka' man sige "du ved" efter et udsagn om følelsesmæssige, personlige emner.

Hvis man kan afslutte med "du ved", så er det jo, fordi man vurderer, at den anden har erfaringen og indfølingen så meget på plads, at vedkommende uden videre forklaring kan følge én.
Sådan en kvinde har jeg mødt for nylig. Det var nærmest berusende! :-)

Lommen - hellere fodslaw end bagslaw

Folk er blevet... voksne!?

Kan så ikke lige påstå, at jeg er enormt frisk i dag. Vågnede ganske vist af mig selv, men jeg tror mere, det var et spørgsmål om lidt for meget alkohol i blodet til en ordentlig dyb søvn.. Var ikke engang fuld i går! :-( Vi bliver alle ældre...

Og ja, dét var noget af det, der slog mig under gårsdagens tøsefestivitas: Uanset hvor lidt jeg så selv tænker over, at jeg altså runder de tredive næste år (og over alder i det hele taget), så kunne jeg ikke undgå at blive mindet om det i dette selskab (ikke at det gør noget, men det var en ret ny fornemmelse):

- Folk snakkede arbejde og jobsamtaler og specialer lige på nippet til at være færdige...
- De gik tidligt "for jeg skal jo osse op og på arbejde i morgen"
- Og der er da vist kun en enkelt single eller to tilbage i det selskab (som ellers tidligere var farligt at lukke ud i byen, når det gik på mandejagt...)
- Og ikke mindst var der - endnu - én, som med strålende øjne annoncerede, at hun og kæresten var "gravide" (blev sgu så rørt)*

Men det var nu en rigtigt hyggelig aften, og så kan jeg så sidde her med min "jeg er næsten tredive, så jeg har halvvejs tømmermænd, selv om jeg ikke engang var fuld"-fornemmelse i kroppen. :-S
Nå, nu byder jeg espressokanden op til dans på komfuret og så: Læsning...!

Lommen - havde jeg forventet, at intet nogensinde ville forandre sig?


*) Alt sammen dog på ingen måde så skræmmende, som da Bedstevennen, der er lidt yngre end jeg, forleden kundgjorde, at nu var han ved at få pensionsordninger på plads... A'hva'??!

Just like Heaven...

Hvis man endelig skal ha' billeder til musik, så er det allerbedste da nogle, som absolut intet har at gøre med indholdet af teksten eller viser de mennesker, der fremfører sangen. Har personligt oplevet, at ellers dejlige sanges magi gik fuldstændigt af dem, efter at jeg havde oplevet en musikvideo med totalt tåbelige og/eller grimme billeder. Det var umuligt at digte et nyt, personligt drømmebillede til sangen bagefter.

Så musikvideoer med alt andet end pågældende band/solist, tak!

Sådan en video fandt jeg lige før på YouTube, da jeg ledte efter Katie Meluas version af sangen Just like Heaven, som mig bekendt oprindeligt er skrevet af The Cure. Jeg kan faktisk bedst lide Cures version, men hver ting til sin tid. Og denne nattestund er mest til stille, eftertænksom musik og ikke Cures 80'er-fjollede gang-i-den univers.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad den her sang handler om. Jeg er ikke sikker på, hvorfor den gør noget særligt ved mig, hver gang jeg hører den. Men jeg véd, hvem den er til og hvorfor, og det ved han osse selv, modtageren, som måske-måske ikke læser dette.

Lommen - engang imellem kryptisk på bloggen

torsdag, marts 15, 2007

Blogs, blogs, blogs

Nu forholder det sig jo sådan, at jeg er ved at færdiggøre min uddannelse i dansk og kommunikation på uni (mest i det sidste, for sådan har jeg selv tilrettelagt mit studium :-)), og jeg vil bare sige jer:

Det kan godt anbefales at skrive speciale om blogging - for så er der ingen, der kan ha' noget at udsætte på, at jeg somme tider surfer blogs meeeget længe. Indsamling af empirisk materiale, I ved nok... !-)

Overvejer lidt, om det mon ikke ku' være en løsning for hende her. :-D

Lommen - arbejde forenet med fornøjelse kan næsten kun blive det sidste...

Jeg ved vist nok, hvordan det ender...

Det er ingen hemmelighed, at jeg i perioder bruger en farlig masse tid på at skrive fiktion og dermed osse på at udvikle både plots og figurer (det første i øvrigt så laaaangt det vanskeligste af de to). Jeg elsker at fortælle historier og dagdrømmer osse utroligt meget.

Når virkelighedens uforudsigelighed så ind imellem virkelig slår mig som fiktionens uregerlige modsætning. Når jeg endnu en gang erkender, at tilværelsen er en (dårlig - eller måske genial??) roman, som forfatteren ikke fik planlagt til bunds, før den overmandede ham og foldede ti forskellige plots og endnu flere biplots ud, så... kan jeg ta' mig selv i at tænke: "Godt, at jeg alligevel, når alt kommer til alt, véd, hvordan det ender..."

Og nej, det er altså ikke noget så banalt som Døden, jeg her tænker på.

Lommen - det er min overbevisning, at af mange potentielle plots realiseres altid kun ét. Og det er ikke altid, man får valget...

Hm... tja... bumbum

Nåmmen, det gode humør ku' vel heller ikke vare evigt...

Lommen - mut og vil sove på det

onsdag, marts 14, 2007

Hvad er kvindelighed?

Livsnyderen skrev i går et glimrende indlæg om det her med at føle sig som en "rigtig kvinde".

Som jeg forstod Lizelotte, kunne hun slet ikke relatere til den dér med, at man som hunkønsvæsen somme tider skulle føle sin kvindelighed ekstra meget. Hverken i situationer, som vi er blevet socialiserede til at finde særligt "kvindede" (wellness-dage, tøse-shoppe-ture osv.) eller andre situationer for dén sags skyld.
Kvinde var ifølge Livsnyderen noget, hun var/er hele tiden - og deraf følger, at kvindelighed ikke er noget, der føles kraftigere i visse situationer end i andre.

Jeg oplever det slet ikke på samme måde som Lizelotte. Men måske er det i virkeligheden bare en strid om ord...? Måske diskuterer vi i virkeligheden, hvad kvindelighed er for noget, og hvad vi skal kalde den?

Først sku' jeg måske lige opridse, hvad jeg i hvert fald ikke mener, at kvindelighed er eller afhænger af:

Jeg er enig med Lizelotte så langt, at de dér "tillærte stammeritualer" som shopping og lignende tøsefnidrede ting ikke får mig til at føle mig det mindste mere kvindelig. Faktisk nærmest tværtimod.

Jeg minder vist lidt om Livsnyderen typemæssigt. :-) I hvert fald ser jeg ikke serier med mine veninder, jeg har aldrig været til en wellness-dag (fy for et ord, for resten!), og jeg køber først sko, når der er hul i de gamle. Jeg synes, tekniske gadgets er vildt spændende, jeg har aldrig ejet en barbiedukke og skifter selv pakningen i min vandhane, hvis den er røget.

Omvendt er der osse masser af de tillærte feminine karakteristika ved mig: Jeg kan fx drøfte følelser i timevis og godt lide at pynte mig og bruge makeup og parfume. Men jeg kan altså sagtens ha' lagt den flotteste krigsmaling og ta' den vovede udskæring på uden af den grund at føle mig det mindste mere kvindelig.
Tilsvarende kan jeg sidde i morgenhår og en gammel, udtrådt t-shirt helt for mig selv og føle mig dejligt kvindelig og uimodståelig. :-)

Noget tyder altså på, at kvindelighed kommer indefra. For mig hænger kvindelighed og éns egen fornemmelse for sin seksualitet meget tæt sammen...

Der er heldigvis dage, hvor jeg føler mig rigtigt sexet. Hvor mine skridt bliver lidt ekstra vuggende, uden at jeg egentlig tænker over det, og hvor jeg har meget lettere til smil og "smut" med øjnene. Og hvor jeg føler mig meget, meget mere sanselig end ellers. Ud fra hvad jeg ved om Livsnyderen, må osse hun kende den slags dage... :-) Og måske er det bare det, hun så foretrækker at kalde dage, hvor hun er "meget menneske"?

Men det er altså dét, begrebet 'kvindelighed' indebærer for mig: At jeg føler mig tiltrækkende og knejser glad og lidt stolt over at være mig - inkl. liderlighed, anden kropslighed og så alt det dérsens indsigt og humor osv.. De dage hvor krop og ånd går op i en højere enhed, ku' man sige, og man mest mærker alt det gode, alt det man holder af ved sig selv i stedet for det, man måske er mindre stolt af.

Det er ikke til at sige, hvad der gør, at jeg en bestemt dag føler sådan, men der er så afgjort forskel på, hvor meget jeg føler min seksualitet - min egen fornemmelse af min evne til at tiltrække mænd og ikke mindst blive tiltrukket.

På sådanne dage er det ikke nok for mig at sige, at "jeg føler mig meget som menneske". Selvfølgelig er jeg kvinde hele tiden. Men det her handler om at mærke mit køn, min seksualitet. Være mig kvindeligheden bevidst, være stolt af den, kunne spille på den. Og jo, jf. den udtrådte t-shirt kan det udmærket finde sted, selv om jeg fx bare ligger og reparerer computeren og ikke ser andre mennesker en hel dag (om end jeg på sådan en dag ofte vil tilskyndes til at gå ud og - åbent - møde verden).

Min følelse af kvindelighed behøver altså på ingen måde skydes i gang af en mands tilstedeværelse. På en "mindre kvindelig" dag kan en mand tilsvarende være nok så lækker og charmerende, men det har bare ingen indvirkning. Dét kender mange andre end jeg nok til...

Jeg finder det ligesom Lizelotte ret tåbeligt at snakke om begreber som 'rigtige mænd' eller 'rigtige kvinder', al den stund at det jo indikerer, at der osse findes "forkerte" af slagsen. Men kun at snakke om 'mennesker'... Dét bliver sgu alligevel en anelse for fladt, synes jeg.

Lommen - for shoppingfri kvindelighed...

Timing

Nu sidder jeg godt nok ved skrivebordet og arbejder (men der er dømt blogpause... *ahem*), for jeg skal da lige glæde mig højlydt over, at jeg er blevet inviteret til tamtam (Mor-ord) i weekenden. Troede ellers, jeg sku' ha' en ret stille weekend, fordi læsemakkeren og jeg skal terpe megameget teori på søndag, men næh nej.

Hende her
, som var her til en gryde mad og en pandekage i går, skyndte sig at gøre reklame for et vældigt sammenrend af mærkelige :-) mennesker i den portugisiske kærestes kollektiv inde i byen i den kommende weekend. Det bliver en dag lige efter mit hoved:

Læser mig vind og skæv dagen igennem og glemmer måske halvvejs at spise... Tager ind på Østerbro lidt halvsent, æder mig mæt og fed, møder en masse nye mennesker og bliver (pga den manglende føde tidligere) alt for hurtigt snaldret og i endnu bedre humør. Ikke noget med et eller andet gå-i-byen-trip, lovede veninden. Niks, en masse mennesker, der hygger og drikker og diskuterer - sikkert på alt for lidt plads. :-)

Havde netop forleden brokket mig over, at der p.t. er aaaalt for få af den slags arrangementer i min vennekreds, hvorefter jeg bliver inviteret til tøsemiddag og druk i morgen, ovennævnte hygge i weekenden, og Bedstevennen truer med snarlig fest pga sit held med at finde nyt job.

Alt i alt er der lagt op til at gøre en masse helt nye bekendtskaber og at gense meget gamle, savnede ditto i den kommende tid.
- Og hurra - så skal jeg ha' min nye nederdel på!

Lommen - det er lige mig! :-)

"Op og hop!"

Sådan galer min bror ofte, når han selv er meget morgenkry og véd, at den ofte lidt langsommere starter, der kalder sig hans storesøster, ikke bliver nem at få ud af fjerene. Men for tiden ville han ha' en overraskende nem tjans... :-)

Der findes ikke mange ting, der er så gode som at vågne af sig selv - endda relativt tidligt på dagen - føle sig dejligt udhvilet og så som noget af det allerførste tænke: "YES! En hel lang arbejdsdag! Det bliver sateme spændende at komme i gang!"

Sådan har jeg med skam at melde heller aldrig tidligere haft det med min specialeskrivning. Men sådan har det været her på det seneste, hvor ting virkelig er klappet, og ideer (og tro og håb) er spiret frem. Og sådan var det altså osse at vågne i dag.

Lommen - nu osse forår i den rationelle del af hovedet...

tirsdag, marts 13, 2007

Hvem læser med?

Ja, sådan nogle stikprøver har jeg osse set andre steder i Blogland, og nu er det så min tur til at spørge. Selvfølgelig ved jeg, hvem nogle af mine læsere er (for de er så søde at kommentere her på siden nu og da). Men når jeg kigger på mine besøgstal, er der noget, der siger mig, at der må være en lille flok, som jeg intet kender til. Og da jeg finder det lidt mystisk at ligge og suse ip-numre igennem for oplysninger (og da jeg gerne vil den hyggelige blog-kontakt), vil jeg meget hellere spørge direkte:

HVEM ER I?

Har I ikke lyst at smide et pip her? Ku' være hyggeligt at få url/nick på jer. :-)

Lommen - velkommen her i buksen! :-)

Noget om motiver: Børnene og branddammen

Folk, der kender mig/kender til mig irl har med garanti på et eller andet tidspunkt hørt mig fortælle følgende historie, hvis oprindelse jeg rent faktisk ikke kan huske. Men det er nu stadig en fin, lille beretning - nogle ville kalde det en lignelse - så her kommer den:

Et ægtepar boede i et hus i en lille landsby. De var glade for deres hus og stedet, men der var én væsentlig ulempe ved placeringen: Det lå lige op og ned ad en branddam.
Parret havde to sønner, og især moderen var ofte bekymret for, at hendes børn en dag skulle falde i branddammen og drukne. Derfor havde begge hendes sønner altid fået strenge formaninger om ikke at nærme sig den farlige dam.

En dag, da begge forældre havde et vigtigt ærinde inde i den nærliggende stad, indskærpede hun således endnu en gang over for især den ældste af drengen, at de to ikke måtte nærme sig dammen. Og faderen gik så langt som til at fortælle storebroderen, at hvis nu lillebroderen alligevel sku' være uheldig og falde i, så måtte storebroderen gøre alt, hvad han kunne, for at redde sin bror, så han ikke druknede.

Forældrene tog af sted, og det gik hverken værre eller bedre, end at lillebroderen faldt i branddammen, da drengene rendte og legede og måske var lidt vildere end sædvanligt i den barnlige kådhed, man somme tider føler, når éns forældre er ude af syne.

Storebroderen blev selvsagt skræmt og var et øjeblik rådvild, men huskede tydeligt faderens ord og fik heldigvis bakset sin forskrækkede og gispende lillebroder op af vandet, båret ham igennem det nysgerrige og skræmte opløb af landsbyens beboere, der havde samlet sig ved dammen, og ind i huset: Her tørrede han ham og fik osse hældt noget varm suppe, som moderen havde efterladt på komfuret, i ham.

Da forældrene kom hjem kort efter, blev de salvsagt ude af sig selv ved synet af de mange mennesker, der endnu befandt sig omkring branddammen. De to forstod straks, hvad der var sket, og stormede ind i huset, hvor de til alt held konstaterede, at begge børn var i live og vel. Så fik de hele historien af den ældste søn.

"Men jeg reddede ham, Far! Jeg reddede ham , for det havde du sagt, jeg skulle!", sluttede han.
Ved disse ord gav faderen sin ældste søn en smældende lussing, og drengen tog sig forskrækket til kinden, mens lillebroderen sad og så til med store, forvirrede øjne.

"Du skal ikke redde din bror, fordi jeg har sagt til dig, du skal gøre det. Du skal redde ham, fordi du i dit hjerte ved, hvor højt du elsker ham, og at du derfor aldrig ville kunne leve med at have ladet ham drukne", sagde faderen så.

Hvorfor fisker DU barnet op af branddammen?

Lommen - det gælder om at gøre ting af de rigtige årsager

Namnam og slurp

Her i Huset har der hen over frokost bredt sig den skønneste duft af mine rundt omkring højt besungne vanillepandekager... Fik pludselig sådan en trang, og så kan det nok være, at bofællerne kom frem af hullerne for at nasse nogle lune kulhydrater. Og Nogen er så flink og rar at komme forbi med en god bøtte vanilleis lige om lidt og hjælpe med at spise resten, der har stakket sig op, i en grad så det er Rasmus Klumps mor værdigt. :-)

Det er ikke kun hænderne, der har været foretagsomme:
Læste Fanden øjnene ud i formiddags og for at det ikke skal være løgn har jeg sgu osse fået gjort rent med fuglesang uden for vinduet.
Har nu netop talt med vejlederen på telefon i tre kvarter. Jeg skal love for, at hovedet som altid efter snak med hende, hin inspirerende og effektive, summer af fagbegreber som fx 'vederhæftighed' og 'forhandlinger af kommunikative normer og dynamikker'.

Hm... Den solstribe, der nu endelig viser sig med en klar blå himmel som baggrund, må da være lige, hvad der skal til for at få sat den summen i system, så den kan skrives ud hurtigst muligt! Ud og af sted - min gæst vil sikkert med!

Lommen - hverdagslykkelig

*Nynner*

I får lige en teksten musikken til en sang, der ellers er så meget i sukkersød-kategorien, at jeg burde hade den, men som jeg er blevet ret så vild med. Det er, hvad der kommer ud af at lytte til Radio 100... :-) Sangen hedder Last Request og er med Paolo Nutini. Det er ikke, fordi der skal læses nogen dybere mening ind i den ift mig og mit liv for tiden. Sidder bare og synger med, hver gang de spiller den, og det ville jeg lige dele.

Lommen - for fuld musik :-)





mandag, marts 12, 2007

Mig og en nørdet fyr

Så ligger man og slumrer hen til amerikansk no brain teenage-serie. Alt ved den er vældigt forudsigeligt, og "dramaerne" bliver aldrig mere originale og dybfølte, end at man kan sagtens kan falde i søvn til dem. Den er selvfølgelig osse nærmest én lang klichépræget modelopvisning, og typecastingen driver ned ad væggene: Vi skal ha' en sort, en blond, en asiat osv., osv blandt de medvirkende for at imødekomme enhver typemæssig smag blandt seerne.

Og nå jo, vent - vi skal osse ha' en enkelt mandlig nørd med - bare lige for at vise, at såkaldt "almindelige mennesker" osse kan komme med i tv-serier. Og dér fik de så osse mig, Lommen, op på denne uhyggeligt primitive limpind...

For hvor er det dog typisk - den eneste fyr, jeg finder lækker i serien, er netop... nørden. Ham med det halvkiksede hår, lemmedaskerkroppen og den sjove replik konstant på spring. Uh, han er sød, og så findes han endda i flere udgaver (aldersgrupper) i serien. Der må være en del piger rundt omkring i verden, der har det som jeg. :-)

Lommen
Nørder - sådan
er det bare! :-)

UPDATE: Okay, okay - indrømmet. Jeg tudede...

Sku' man nu ha' lyst...

... og ærgre sig over, at der ikke lige er en både dejlig og villig mand i nærheden (vi antager naturligvis, at dette er en rent hypotetisk situation, dét er klart)... Ja, så synes jeg bare, man skal læse med her. I guder, altså! Singlekvinder (inkl. undertegnede), der i det mindste kan lægge sig og "trykke på knappen" har fra i dag ingen grund til selvmedlidenhed.
Panicrooms beretning sætter desperation i et helt nyt og skræmmende lys...!

Lommen - *gulp*

Vue over min uge

Jeg har nu gennemgået min uge, og der ser ud til at blive fin balance mellem arbejde og fornøjelse (jaja, det siger jeg altid, og så får jeg som regel lavet alt for lidt :-)).

Således har jeg den i den kommende uge bl.a...

... besøg af ét stk. veninde til middag - vi lægger ud med spadseretur ved søen (se billedet)
... en fødselsdagsinvitation til tøseslapperads (bli'r det vist) med middag
... ét stk. aftale om snak med specialevejleder
... ét stk møde med læsemakker om opsamling af vigtigste teoretiske værker inden eksamen (så der skal vist liiige terpes lidt inden)
... ét stk halv aftale om thedrikning og kagespisning med Tom & Jerry-vennen

Og så ved jeg ikke engang endnu, hvad fredag-lørdag kan bringe.

Lommen - jeg har givet mig selv et godt udgangspunkt :-)

Drømme og sollys

Bedstevennen har netop i dag fået at vide, at han har fået drømmejobbet.
Den højt skattede veninde afleverer efter mange udskydelser sit speciale i morgen - to dage inden sin fødselsdag. Hvilken fødselsdagsgave!
Min bror ser nu ud til at få opfyldt sin store drøm om at komme til Japan til sommer, fordi det er blevet økonomisk muligt for ham.
TILLYKKE TIL DEM ALLE TRE!!
Jeg selv har netop meldt mig til min sidste eksamen og kørte totalt med klatten til forelæsning på uni i dag (nåja, lidt har osse ret). Desuden ser det ud til, at mit legat forlænges de par måneder, jeg får brug for.
Specialevejlederen er tilmed overmåde tilfreds.
Og jeg sad i dag med læsemakkeren i solen (!) og nød min frokost i universitetets gårdhave.

Jeg kan ikke bede om mere. Ikke engang økonomien knirker lige nu...

Lommen - se det summer af sol over engen

søndag, marts 11, 2007

Man må fejre sine sejre #2

... Jo, så var der osse en anden grund til at være meget glad i dag... Måske lyder det lidt fjollet og overfladisk, men ikke desto mindre: Følgende er kæmpestort for mig.
"Den korte version er, at jeg i mange år hadede mit udseende. Ikke på "jeg er for bred om røven"-måden, ikke på "jeg har for mange bumser"-måden og heller ikke på "jeg kan ikke lide min næse"-måden."
Jeg kunne ikke lide mit udseende på "jeg har udviklet evnen til konsekvent at overse spejle og (butiks)ruder, fordi jeg ikke kan udholde synet af mig selv"-måden. På "om natten drømmer jeg jævnligt, at jeg taler med en fyr uden at være kropligt til stede, men pludselig bliver jeg synlig for ham, og så begynder han at kaste op i stedet for at smile"-måden.

Sådan var det.

For en ordens skyld skal det siges, at jeg aldrig har haft symptomer på nogen former for spiseforstyrrelser eller lignende. Jeg har heller aldrig været overvægtig på dén måde (selv om jeg ret konstant vejer en 5-7 kilo for meget). Jeg havde det "bare" ad helvede til... med mig.

I løbet af de sidste cirka fem-syv år er der dog sket ting og sager. Jeg synes nu langt de fleste dage, at jeg ser okay ud (uden dog at være en skønhedsåbenbaring :-)), og på de rigtigt gode dage kan jeg mærke min gang fjedre på den dér selvsikre, tilfredse "jeg holder af og accepterer mig selv"-måde.

Meeeen... Det kniber stadig med "jeg tror på, jeg kan være sexet og tiltrækkende at se på"-følelsen. Der har lissom været en kløft, jeg ikke kunne hoppe over, et selskab jeg anså for udelukket for mig at entre. Lige præcis det dér var noget, andre kvinder kunne. Og at fyre, jeg mødte, ind imellem fortalte mig, at jeg var endog særdeles attraktiv, nyttede ikke det fjerneste. Faktisk blev de lidt latterlige i mine øjne. De havde jo tydeligvis dårlig smag...!

I fredags var jeg så på tøjindkøb, og jeg kan pludselig mærke, at der er sat en prik over i'et (ikke et punktum, for det kan blive endnu bedre...) i den stilmæssige udvikling, jeg de sidste 2-3 år har været inde i.
Det startede med håret, der for cirka fire år siden blev kortere og snart efter ligefrem kort og farvet og "vovet". :-)

Så var der pludselig en makeup-artist, der hev fat i mig, engang jeg var på indkøb, og med funklende øjne spurgte mig, om hun ikke måtte sminke mig med det samme. Jeg blev så forbavset, at jeg kom til at sige ja, og dét er noget af det bedste, der er sket for min selvtillid mht udseende. For selv om jeg allerede dengang gjorde en del ud af - diskret - makeup, så var oplevelsen af, at en professionel syntes, jeg var værd at sminke ret overvældende.

Det tøj, jeg så nu har købt, er i pangfarver og osse mere tætsiddende (på den tækkelige måde :-)) Det er tøj, der anerkender den krop, som i årevis har været så forhadt af dens "ejer". Det er tøj, der udtrykker, hvem jeg er.
"Lørdag formiddag kiggede jeg mig så i spejlet og sank en klump. Jeg opdagede, at dér stod en af de kvinder, jeg altid har følt mig instinktivt underlegen i forhold til."
Hun, som bærer det tøj... Hun smiler varmt og bredt til fremmede folk på sin vej - og tror på, at smilet returneres, og hvis ikke det gør, så er det altså ikke særligt sandsynligt, at det er, fordi hun er til grin og kikset at se på.
Den "gamle" Pernille smilede aldrig til nogen som helst, hun ikke havde talt med først. Turde slet ikke. Troede ikke, hun havde ret (!) til det.... og blev derfor aldrig modsagt i sin opfattelse af, at hun ikke var værd at smile til.

Lommen - verden bliver til stadighed et bedre sted, end jeg opdragedes til at tro, den var...

Man må fejre sine sejre! #1

... Og det gør jeg så i al nydende stilhed foran skærmen denne søndag aften lige før sengetid.

Jeg har tilbragt weekenden hos mine pensionist-forældre, og den ene af mine to store glæder udspringer direkte af samværet med dem og gengives altså i denne post.* Min mor har i flere år været alvorligt psykisk syg, og hendes sygdom har da osse været strejfet her på bloggen.
I dag er hun velfungerende, fordi hun for nogle år siden endelig indvilligede i at blive medicineret. Men sygdommen vil for altid sætte sit præg på familien, vores omgangstone, vores roller indbyrdes, vores aktiviteter. Ikke mindst fordi fortiden ikke står til at ændre...

I mange år var det fx så godt som umuligt at få min mor med ud af huset, da en ret stærk socialfobi for længe siden dukkede op som en følgevirkning af den øvrige sygdom. Min mor er dog blevet dygtig til at udfordre fobien (og det er jo dét, man skal med angst - udfordre den, tage kampen op; ellers har den vundet på forhånd).
Når blot ikke aktiviteter planlægges alt for længe i forvejen, kan hun således godt deltage uden de store problemer. Hvis hun derimod i lang tid forinden ved, at vi skal et eller andet sted hen, kan hun blive så bange, at hun klapper helt sammen og må gi' op. Vi har prøvet det hundrede gange alle sammen - og jeg tror, det er længe siden, vi hver især besluttede os for at lade være med at blive skuffede, når det ikke lykkedes. Det blev simpelthen for hårdt at håbe så tit og skuffes så ofte...

Men i går...

I går sad jeg sammen med hele den øvrige familie (inkl. min fru moder) på restaurant til langt ud på aftenen og smilede og grinede og fortalte og lagde ører til masser af hverdagshistorier. Hun havde selv foreslået, vi tog af sted, og alle vi andre havde straks ryddet kalenderen.

Jeg kunne sidde og se, hvor lykkelig hun var, sidde og se ind i de øjne i verden, der ligner mine egne allermest. Se over på min far, der i al sin nordjyske sindighed forsøgte at skjule lidt af sin glæde, dels fordi den er ham lidt fremmed, dels fordi den vidnede om, hvor meget han osse har savnet dette: Samvær os alle imellem uden for mit barndomshjem.
Min bror sad osse ved bordet og strålede nærmest om kap med min mor.

Jeg har et helt liv været misundelig på alle jer, der så tit var ude at handle med jeres mødre dengang i teenageårene, at I ligefrem kunne diskutere, hvor piiinligt og voksen-kikset Mor NU havde opført sig. De gange jeg har været på indkøb med min mor kan tælles på én hånds fingre, og en stor del af min barndom gik med at længes efter at kunne det. Være en del af familien ude blandt andre. Være min mors datter.

Men nu ved jeg, at det kan lykkes. Og i stedet for at sidde og ærgres over alle de gange, som ikke blev, gemmer jeg denne dybt i mit hjerte. Og jeg kan lige så godt lade være med at prøve på for mig selv at lade, som om det ikke var noget stort og særligt. For dét var det! Mon der er nogen, der kan forstå mig?

Lommen - ikke nogen grund til forstillelse

*) Den anden årsag til min glæde får sin egen post

lørdag, marts 10, 2007

Er det ikke...?


Jo, sgu! Det ligner grangiveligt - den første forårsdag i 2007 sendes i dette øjeblik live lige uden for mine vinduer. Fuglene tvitter det bedste, de aldrig har lært, solen skinner fra en skyfri himmel, luften er mild.

Og jeg er lykkelig...

God weekend til alle!

Lommen - nu kan det da næsten ikke blive bedre

Berørt

Jeg ville gerne ha' skrevet et lige så rørende og åbenhjertigt indlæg som det her og det her, for det dér med åbent at ku' vise meget alvorlige, dybe følelser er et stort og vigtigt emne, og begge indlæg satte mange tanker og følelser i gang!
Imidlertid vælger jeg i stedet blot at tage min hat af og holde den respektfuldt ned foran brystet... Ingen grund til at sige mere. Lige nu.

Lommen - the rest is silence

fredag, marts 09, 2007

Miraklet er sket!

Ja, for hvor tit sker det lige, at man - som pige - vader ind i en tøjbutik for at finde sig tre forskellige buksemodeller, der alle sidder perfekt???

Well, det var jeg, den bredrøvede indehaver af denne blog, faktisk ude for i dag. Hvilken lykke! Og så var jeg endda gået en størrelse ned i bukser uden at ha' gjort noget som helst for det. Jaja, jeg véd det, det kan ha' været "store størrelser", men man har jo lov at ha' sine illusioner, når det er fredag, ikke?

Kan godt røbe så meget, at jeg - modsat hvad man ellers altid hører fra andre kvindfolk - HADER shopping. Intet mindre. Det er stressende, for varmt (med overtøj på indendørs her om vinteren), ekspeditrusserne er normalt dødirriterende og ikke til at slå et smil af, og man kan med garanti ikke få de ting, man havde sat næsen op efter.

Jeg udsætter derfor altid shopping virkelig længe. Som i "tager først af sted, når der er huller i ALT mit tøj".
Mit hår elsker jeg at gøre noget ud af, makeuppen sidder altid ulasteligt, parfumen er den sidste nye, benene altid shavede. Men mit tøj... Det skal bare være der, sidde pænt, virke. Det samme med sko. Allerhelst sku' tøj og sko osse ku' lave kaffe og i det hele taget passe sig selv!

Det er dejligt med nyt tøj, når det er købt, men selve "shopping-oplevelsen"... Jeg fatter INTET, absolut intet, af folk, der hygger sig under shopping og ligefrem drikker kaffe imens. Det er jo oprørende at blande så basalt uforenelige ting som kaffehygge og... uuumrrrf... shopping! *Spytter ordet ud*

Så jeg blev meget forbavset, da jeg opdagede, at jeg i dag havde lyst at købe meget mere tøj, end jeg havde råd til!! Ja, det lyder sikkert syret i manges ører, men sådan har jeg det normalt aldrig. Nyt tøj er et praktisk behov, ikke en lyst.

Nu er jeg så efter fire timers koncentreret mareridt, hjemkommet med:
Ét par lækre sko
To par jeans (grænsen måtte jo gå et sted)
Ét stk nederdel
Ét stk vildt sej jakke (som er totalt pang og matcher håret :-))
To kvali-t-shirts.

Må da siges at være effektivt - eller hva'?

Lommen - nu shopper jeg så sikkert osse tidligst til efteråret...

Sex med nabokone

Ja, det var der så én eller anden, der havde søgt på og var røget ind på min blog. :-) Ked af at ha' skuffet vedkommende, for jeg ved ved Gud ikke noget om at ha' sex med nabokonen. Til nød måske med en mand, der bor ved siden af mig, men lad nu det ligge...

I får lige én mere at holde weekend på...

"Død kat på 101 måde"?? Nej, vel? Hvordan dylen blev det til min side? Men okay - den gav et rigtigt godt pausegrin foran skærmen midt i speciale-knokleriet

Lommen - blogosfæren, nu osse med overraskende aspekter

Jeg kunne vælge at skamme mig...

... for det er første gang i cirka et halvt år har kunnet holde koncentrationen så meget, at jeg støt og roligt har arbejdet dagen/aftenen igennem og læst og læst og læst og fået skrevet en heeel masse...

Her ved midnat kunne jeg så smide en laaang mail til min vejleder om alt det, jeg har fundet ud af, og det føles bare så godt at sidde her og tro på, at den dato, der står på min specialekontrakt rent faktisk er dén.

Og hvorfor skamme sig, når der endelig er grund til at give sig selv et stort skulderklap, Fitzgerald på stereoen og et godt glas rødvin at gå i seng på?

Skål Blogland! :-)

Lommen - skønt at nå længere, end man overhovedet havde forestillet sig, da man vågnede i morges.

torsdag, marts 08, 2007

Styr på, hvad jeg ikke har styr på

To af Gmails målrettede reklamer i min mailbox til aften:

- Få styr på dit stofskifte

- Få styr på dit liv

Hvad bliver det næste? Få styr på dit topografiske atlas, styr på din frisure, styr på din cykel? Tsk!

Lommen - tak... tror jeg nok

Nazi

Som det vil være nogle af læserne bekendt, bor jeg sammen med femogtyve andre mennesker i Huset mellem de to Søer. Heldigvis er det langt det meste af tiden en meget behagelig boform, og vi er gode til sammen at træffe de beslutninger, der nu skal træffes i fællesskab og derudover værne om privatlivets fred, retten til forskellighed og alt det dér, som man i lidt højere grad ku' ta' for en selvfølge førhen...

Men sidste år havde vi en kedelig, for ikke at sige ubehagelig, oplevelse. En mandlig beboer sprang under Muhammedkrisen ud som fuldblods nazisympatisør (inkl. privat korrespondance med ét af de navne, man oftest hører nævnt ifm nazistiske aktiviteter i den danske offentlighed, Kai Vilhelmsen).

Når jeg tilføjer, at der boede (og bor) en muslimsk, iransk mand over for den lejlighed, som denne fyr boede i, og at de to delte køkken, ja, så kan I jo overveje, hvor galt det gik... Heldigvis nåede det ikke længere end nogle ondskabsfulde skriverier på en tavle i det ene af vores to fælleskøkkener, før nogle af de øvrige beboere sagde klart og tydeligt fra med den begrundelse at "jo, selvfølgelig måtte folk ha' deres holdninger, men på den anden side var vores fællesarealer ikke et politisk forum, hvor politiske kampe og stridigheder skulle udkæmpes".

Derefter var der sikret ro i lejren. Heldigvis!

Hvorfor kom jeg så til at tænke på det?

Jo, i går aftes, da jeg åbnede mit køkkenskab, som traditionen tro er overklistret med diverse kærligt drillende avisudklip, som ku' formodes at sige noget om min personliglighed, sad der et nyt - kæmpestort - udklip.
Det sad ikke på skabslågen, sådan åbent og høhø-agtigt, men derimod inde i selve skabet og virkede lidt fordækt. Der stod (citeret efter hukommelsen):

"MIG, MIG, MIG, JEG ER VIGTIG, SE PÅ MIG, MIG, MIG, MIG".

Jeg fik øjeblikkeligt ondt i maven. Og så genoplevede jeg konflikten fra sidste år. Faktisk var den lidt af et mareridt med beskyldninger og løgne og rygter osv.. Jeg blev osse selv chikaneret på forskellige måder. Det stod nemlig klart for vores "hus-nazi", at jeg er (om end moderat) venstreorienteret og ofte melder klart ud, at jeg ikke vil acceptere chikane og forfølgelse hverken af mig eller mine medmennesker. Så jeg fik på hatten og måtte flere gange vaske skældsord af fællestavlen o. lign.. Nogle få måneder senere flyttede ham fyren heldigvis til manges tilfredshed.

Men i går... I går var det bare en rar og venlig bofælle, der ville drille og ikke havde kunnet finde plads til sit udklip på ydersiden af mit skab, og som ikke anede noget om sidste år, som jo er længe siden... :-) En bofælle, der synes, jeg kan være møghamrende dominerende, men som osse ved, at folk ikke er mere dominerende end andre giver dem lov at være. En bofælle, jeg sagtens kan stå og hyggesludre med over madlavningen flere aftener om ugen.

Lommen - hvor ser man dog bare alting i lyset af sin egen erfaring!

Kunsten at være himmelråbende i tvivl

  • ”Hvor må det være skønt!”, himlede gymnasieveninden altid dengang for ti år siden.
  • ”Æææj, hvor har du det let!”, sukker en anden nær veninde ofte med et skævt smil, når vi har de dér lange, gode snakke, som man kun kan ha’ med folk, man har kendt meget længe.
  • ”Det her kan jeg ikke diskutere med dig. Kan du da ikke forstå, man kan være i tvivl?”, udbryder læsemakkeren opgivende.
  • ”Bliver du aldrig selv i tvivl?”, panderynker andre venner og bekendte jævnligt.

T
vivl, mine damer og (måske) herrer... Hvad er den for én størrelse? Og kan det virkelig passe, at jeg, Lommen, aldrig er i tvivl?

------

Det første først: Hvad er tvivl for noget?

Tvivl fremstilles af de fleste som noget fantastisk ubehageligt. En opslidende fase, man desværre må igennem somme tider, fordi man nu engang er det menneskelige og ikke spor guddommelige kryb, man er og derfor ikke kan se ind i fremtiden eller ”forstå livet forlæns”, eller hvad det nu hedder. Deraf følger, at større beslutninger må forventes at fremkalde angst. – For fravalget og i sagens natur osse for selve tilvalget, hvori man jo ikke ku’ tage højde for konsekvenserne.

Tvivl er skrækindjagende og kan helt tage pusten fra moderne mennesker. Den tvinger os nemlig, hver gang den stikker sit upyntede hoved frem, til at indse, at vi ikke er og heller aldrig vil blive mere end blot mennesker, uanset hvor mange samtalekøkkener vi så bygger, og hvor mange selvhjælpsbøger vi så læser. Og mennesker skønner nu og da forkert, begår fejl og mærker konsekvenserne heraf. Og det er jo alt sammen vældigt irriterende. Hvor må det være skønt ikke at være i tvivl - eller...

Så er vi tilbage ved spørgsmålet om, hvorvidt jeg aldrig er i tvivl:

Visse af mine venner er somme tider ved at gå helt op i sammenføjningerne, når de skal træffe større beslutninger. Og jf. førnævnte citater, så misunder de mig, fordi de aldrig hører mig være i tvivl om, hvilken uddannelse jeg skal vælge, hvilket kursus jeg skal tage, om det vil være socialt acceptabelt at gøre dit eller dat, om jeg skal investere i det ene eller det andet, om jeg skal tage imod dette eller hint jobtilbud, eller om jeg skal blive sammen med eller forlade en kæreste.

Ærligt talt...

Det er jo naturligvis ikke sandheden, at jeg aldrig er i tvivl. Måske har jeg bare været så meget kontrolfreak, at jeg ikke har tilladt mig selv at mærke tvivlen af bare angst for, at jeg så ville ende uden noget som helst holdepunkt i en stooor, grum verden... Sådan er det ikke mere. Jeg er blevet mere sikker på mig selv og min egen dømmekraft. Og jeg véd, at jeg uvægerligt vil ta’ fejl nu og da – men osse at jeg ikke dør af det.

Når den så alligevel dukker op – den velkendte vaklen mellem ja og nej, rigtigt og forkert, så er jeg med årene kommet til at anskue den vaklen på en ganske anden måde, og den kan anbefales:

Tvivl er en gave. Jeg tackler den da efterhånden osse lige netop som en sådan. Ja, en gave! Ligesom sorgen hjælper os til at søge den omsorg og trøst, vi har brug for, og ligesom vreden giver os styrken til at markere den grænse, som skal opretholde vores værdighed, selvrespekt og dermed osse sunde relationer til andre mennesker, ja – så hjælper tvivlen os til reflektion og grundig eftertanke og dermed til – forhåbentlig – at træffe de bedste beslutninger.

Jeg kan derfor mestendels blive nervøs, når jeg slet ikke har været i tvivl forud for en vigtig beslutning, for har jeg så fået tænkt ordentligt?

Der findes naturligvis den tvivl, som ligesom er blevet ren vane. Den tvivl, som skåner visse mennesker for at føle det, der i virkeligheden nager. Den vaklen som holder dem på en slags evigt stand by, så de slipper for nogensinde at vælge og se såvel følelsesmæssige som mere konkrete konsekvenser af deres fravalg i øjnene. Det er ikke dén slags tvivl, jeg her tænker på.

Jeg tænker på den usikkerhed på os selv og vores dømmekraft, som ubønhørligt kratter lidt i vores overflade og tvinger os til at være ærlige, når den nemme løsning bare ville være at gøre, som vi plejer eller at gøre det, der ”ligger lige for”.

Forleden sagde et medmenneske til mig:
”Du skal kunne miste fodfæstet, og så skal jeg kunne gribe dig!”

Og det fik mig ærligt talt til at tvivle, folkens. For kan jeg egentlig det? Miste fodfæstet og lade mig gribe – af nogen som helst? Kan jeg stole så meget på mig selv, at der virkelig for alvor er plads til at tvivle og til at lade andre tage over og bare fortvivlet (!) hviske: ”Hjælp”?

Se, hér er jeg for alvor i tvivl. Godt tegn, når jeg selv skal sige det...

Lommen – hellere fortvivlet end uigennemtænkt...

"Jeg putter lige noget rødbede-farve i dit hår"

Sådan cirka faldt ordene i går, da jeg endnu en gang var så heldig, at min frisørveninde kom og klippede mig udelukkende for fornøjelsen og ikke for penge...

"Er det dit alvor?", peb jeg og håbede, at hun ville begynde at grine over, at jeg kunne tro, at sådanne uhyrligheder var ment seriøst. Hun grinede skam - men det var vist over mit nervøse ansigtsudtryk.

Well. Jeg tog springet og har nu en diskret stribe rødbedefarvet hår i hårgrænsen foran og ned over den ene bakkenbart. Ellers er alt ved det gamle: Resten er KNALDorange og har nogle lyse totter rundt omkring. Som "special guest stars" har jeg denne gang to meget små "haler" i nakken. :-)

Er superglad for den her sindssyge frits! - Hun havde jo ret. Igen. Jeg kan rigtigt godt lide det! Og så var det en dejlig aften.

Lommen - ja, der er en grund til, at jeg bliver klippet gratis !-)