torsdag, marts 08, 2007

Kunsten at være himmelråbende i tvivl

  • ”Hvor må det være skønt!”, himlede gymnasieveninden altid dengang for ti år siden.
  • ”Æææj, hvor har du det let!”, sukker en anden nær veninde ofte med et skævt smil, når vi har de dér lange, gode snakke, som man kun kan ha’ med folk, man har kendt meget længe.
  • ”Det her kan jeg ikke diskutere med dig. Kan du da ikke forstå, man kan være i tvivl?”, udbryder læsemakkeren opgivende.
  • ”Bliver du aldrig selv i tvivl?”, panderynker andre venner og bekendte jævnligt.

T
vivl, mine damer og (måske) herrer... Hvad er den for én størrelse? Og kan det virkelig passe, at jeg, Lommen, aldrig er i tvivl?

------

Det første først: Hvad er tvivl for noget?

Tvivl fremstilles af de fleste som noget fantastisk ubehageligt. En opslidende fase, man desværre må igennem somme tider, fordi man nu engang er det menneskelige og ikke spor guddommelige kryb, man er og derfor ikke kan se ind i fremtiden eller ”forstå livet forlæns”, eller hvad det nu hedder. Deraf følger, at større beslutninger må forventes at fremkalde angst. – For fravalget og i sagens natur osse for selve tilvalget, hvori man jo ikke ku’ tage højde for konsekvenserne.

Tvivl er skrækindjagende og kan helt tage pusten fra moderne mennesker. Den tvinger os nemlig, hver gang den stikker sit upyntede hoved frem, til at indse, at vi ikke er og heller aldrig vil blive mere end blot mennesker, uanset hvor mange samtalekøkkener vi så bygger, og hvor mange selvhjælpsbøger vi så læser. Og mennesker skønner nu og da forkert, begår fejl og mærker konsekvenserne heraf. Og det er jo alt sammen vældigt irriterende. Hvor må det være skønt ikke at være i tvivl - eller...

Så er vi tilbage ved spørgsmålet om, hvorvidt jeg aldrig er i tvivl:

Visse af mine venner er somme tider ved at gå helt op i sammenføjningerne, når de skal træffe større beslutninger. Og jf. førnævnte citater, så misunder de mig, fordi de aldrig hører mig være i tvivl om, hvilken uddannelse jeg skal vælge, hvilket kursus jeg skal tage, om det vil være socialt acceptabelt at gøre dit eller dat, om jeg skal investere i det ene eller det andet, om jeg skal tage imod dette eller hint jobtilbud, eller om jeg skal blive sammen med eller forlade en kæreste.

Ærligt talt...

Det er jo naturligvis ikke sandheden, at jeg aldrig er i tvivl. Måske har jeg bare været så meget kontrolfreak, at jeg ikke har tilladt mig selv at mærke tvivlen af bare angst for, at jeg så ville ende uden noget som helst holdepunkt i en stooor, grum verden... Sådan er det ikke mere. Jeg er blevet mere sikker på mig selv og min egen dømmekraft. Og jeg véd, at jeg uvægerligt vil ta’ fejl nu og da – men osse at jeg ikke dør af det.

Når den så alligevel dukker op – den velkendte vaklen mellem ja og nej, rigtigt og forkert, så er jeg med årene kommet til at anskue den vaklen på en ganske anden måde, og den kan anbefales:

Tvivl er en gave. Jeg tackler den da efterhånden osse lige netop som en sådan. Ja, en gave! Ligesom sorgen hjælper os til at søge den omsorg og trøst, vi har brug for, og ligesom vreden giver os styrken til at markere den grænse, som skal opretholde vores værdighed, selvrespekt og dermed osse sunde relationer til andre mennesker, ja – så hjælper tvivlen os til reflektion og grundig eftertanke og dermed til – forhåbentlig – at træffe de bedste beslutninger.

Jeg kan derfor mestendels blive nervøs, når jeg slet ikke har været i tvivl forud for en vigtig beslutning, for har jeg så fået tænkt ordentligt?

Der findes naturligvis den tvivl, som ligesom er blevet ren vane. Den tvivl, som skåner visse mennesker for at føle det, der i virkeligheden nager. Den vaklen som holder dem på en slags evigt stand by, så de slipper for nogensinde at vælge og se såvel følelsesmæssige som mere konkrete konsekvenser af deres fravalg i øjnene. Det er ikke dén slags tvivl, jeg her tænker på.

Jeg tænker på den usikkerhed på os selv og vores dømmekraft, som ubønhørligt kratter lidt i vores overflade og tvinger os til at være ærlige, når den nemme løsning bare ville være at gøre, som vi plejer eller at gøre det, der ”ligger lige for”.

Forleden sagde et medmenneske til mig:
”Du skal kunne miste fodfæstet, og så skal jeg kunne gribe dig!”

Og det fik mig ærligt talt til at tvivle, folkens. For kan jeg egentlig det? Miste fodfæstet og lade mig gribe – af nogen som helst? Kan jeg stole så meget på mig selv, at der virkelig for alvor er plads til at tvivle og til at lade andre tage over og bare fortvivlet (!) hviske: ”Hjælp”?

Se, hér er jeg for alvor i tvivl. Godt tegn, når jeg selv skal sige det...

Lommen – hellere fortvivlet end uigennemtænkt...

11 Comments:

Anonymous beo sagde...

Altså, jeg ville egentlig gerne svare på dit indlæg - og jeg havde faktisk også fundet på noget at skrive - men-eh...hmm...jeg ved ikke rigtigt...bum bum bum...

08 marts, 2007 15:45  
Blogger Pernille sagde...

@Beo:
Tøhø - altid god for en meta dér... !-)

08 marts, 2007 16:19  
Blogger stinekp sagde...

Forleden sagde et medmenneske til mig:
”Du skal kunne miste fodfæstet, og så skal jeg kunne gribe dig!”

Den sætning er bare god! Har lige sendt den til moderen der er helt vild med Kirkegaards citat.

God idé at bruge tvivlen til at tænke sig godt om. Jeg er selv lidt bekymret for ikke engang at kunne huske, at jeg tog beslutningen om at læse til ingeniør. Der blev nok faktisk slet ikke tænkt så meget...mærkeligt nok!

08 marts, 2007 16:40  
Blogger Pernille sagde...

@Stine:
At bruge tvivlen til at tænke sig om er ikke blot "en god idé", men simpelthen naturgivent.

Du nævner, at du faktisk ikke kan huske en (bevidst) stillingtagen til, hvorfor du sku' vælge ingeniørstudiet... Lidt skræmmende, synes jeg.
Selvfølgelig er der beslutninger, der nærmest træffer sig selv. Men der er altså osse hurtige valg, der falder meget uheldigt ud, og hvor man bagefter tager sig til hovedet: "Hvorfor var det egentlig lige, jeg valgte sådan? Valgte jeg overhovedet...?"

På den konto
- gik jeg i et helt forkert gymnasium i to år, før jeg endelig skiftede (det lå lige for at fortsætte i skole dér, når der nu både var grundskole og gymnasium dér)
- har jeg erhvervet mig en BA i fransk uden at ha' den fjerneste lyst til andet end at pladre fransk (og på uni laver man jo trods alt andet og mere på et sprogstudium...)
- havde jeg i mange år langt hår (hvilket slet ikke passede til mig)
- lod jeg i mange år være med så meget som at røre en computer, fordi jeg uden helt at være klar over det, havde besluttet, at de maskiner da vist var farlige og noget, jeg ikke ku' hitte ud af at bruge...

Måske lidt mere tvivl (nogle kalder det "at mærke efter") havde været nyttig i alle disse tilfælde?

08 marts, 2007 22:17  
Anonymous beologen sagde...

@Stine...bor du i Lissabon?

Pudsigt - jeg har skrevet en krimi der foregår i Lissabon, hvor en fiktiv dansk fodbboldprof i Belenenses kidnappes og bl.a. flakker om i Sintra's skove.
Bogen (Mord på landsholdet) udkom i 2002 på forlaget Forum.

09 marts, 2007 00:21  
Blogger stinekp sagde...

Pernille; ja, jeg bliver også nogengange i tvivl om ingeniørstudiet. Jeg kan ikke rigtigt se mig selv være 'innovativ ved kaffemaskinen' i et eller andet kæmpe firma i stram nederdel og perfekt make-up! Tror jeg tænker mig om til oktober hvor eksamensprojektet afleveres...lidt sent måske, men sådan blev det. Valg (eller ikke-valg!?) bliver pludseligt til realiteter...

Beologen: nope, jeg bor der ikke, men min kæreste er fra Lissabon. Skovene ved Sintra er super spooky. Hvad er dig forhold til landet? Og hvordan kom du på dén historie?

09 marts, 2007 11:00  
Blogger stinekp sagde...

”Du skal kunne miste fodfæstet, og så skal jeg kunne gribe dig!”

Det handler vel også om at 'griberen' skal turde flytte sig med 'fodfæste-misteren', så vedkommende er i stand til at gribe, hvor personen lander...?

09 marts, 2007 11:02  
Anonymous toke sagde...

@Stine: Til alt held forholder virkeligheden sig jo sådan, at man altid kan nå at tænke sig om, hvorvidt ens studie virkelig er det man vil beskæftige sig med :-).

Det man hovedsageligt lærer på et studie er ikke noget tilfældig viden, men nærmere det at tilegne sig viden. Og det er der vist rimelig stor brug for.

09 marts, 2007 16:37  
Blogger Pernille sagde...

@Toke (og osse lidt Stine :-)):
Jeg ser efter i alt cirka otte års universitetsstudier sådan på det, at en videregående uddannelse er et ganske udmærket hjælpemiddel, når man skal finde ud af, hvad man IKKE vil bruge resten af sit liv på. :-)
Således skal jeg fx IKKE være dansklærer, ikke være politisk kommunikator og ikke beskæftige mig med litteratur for bare at nævne et par ting, der ikke siger mig en disse.
Næste semester satser jeg derimod stærkt på at ta' et kursus i det, de modige kalder "virkeligheden". Normeret til ca. tres årsværker... !-)

09 marts, 2007 19:38  
Anonymous toke sagde...

@Pernille: Præcis! Meget bedre måde at sige det på. Det tog bare lige mig et enkelt arbejde også at indse hvad det var jeg IKKE skulle arbejde med :-).

09 marts, 2007 19:41  
Anonymous beologen sagde...

@Stine....nååh, sådan! Jeg valgte Portugal fordi det skulle være det land hvor Peter Schmeichel spillede, og et land hvor en ung upcoming (men frit opfundet) dansk angriber kunne få en kontrakt, selv om han ikke var en etableret stjerne i Danmark endnu.
Jeg rejste til Lissabon i nogle dage for at lave research - men kender ellers ikke meget til det, bortset fra diverse ferieophold.

09 marts, 2007 20:52  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home