Kunsten at være himmelråbende i tvivl

• ”Hvor må det være skønt!”, himlede gymnasieveninden altid dengang for ti år siden.
• ”Æææj, hvor har du det let!”, sukker en anden nær veninde ofte med et skævt smil, når vi har de dér lange, gode snakke, som man kun kan ha’ med folk, man har kendt meget længe.
• ”Det her kan jeg ikke diskutere med dig. Kan du da ikke forstå, man kan være i tvivl?”, udbryder læsemakkeren opgivende.
• ”Bliver du aldrig selv i tvivl?”, panderynker andre venner og bekendte jævnligt.

Tvivl, mine damer og (måske) herrer... Hvad er den for én størrelse? Og kan det virkelig passe, at jeg, Lommen, aldrig er i tvivl?

------

Det første først: Hvad er tvivl for noget?

Tvivl fremstilles af de fleste som noget fantastisk ubehageligt. En opslidende fase, man desværre må igennem somme tider, fordi man nu engang er det menneskelige og ikke spor guddommelige kryb, man er og derfor ikke kan se ind i fremtiden eller ”forstå livet forlæns”, eller hvad det nu hedder. Deraf følger, at større beslutninger må forventes at fremkalde angst. – For fravalget og i sagens natur osse for selve tilvalget, hvori man jo ikke ku’ tage højde for konsekvenserne.

Tvivl er skrækindjagende og kan helt tage pusten fra moderne mennesker. Den tvinger os nemlig, hver gang den stikker sit upyntede hoved frem, til at indse, at vi ikke er og heller aldrig vil blive mere end blot mennesker, uanset hvor mange samtalekøkkener vi så bygger, og hvor mange selvhjælpsbøger vi så læser. Og mennesker skønner nu og da forkert, begår fejl og mærker konsekvenserne heraf. Og det er jo alt sammen vældigt irriterende. Hvor må det være skønt ikke at være i tvivl - eller...

Så er vi tilbage ved spørgsmålet om, hvorvidt jeg aldrig er i tvivl:

Visse af mine venner er somme tider ved at gå helt op i sammenføjningerne, når de skal træffe større beslutninger. Og jf. førnævnte citater, så misunder de mig, fordi de aldrig hører mig være i tvivl om, hvilken uddannelse jeg skal vælge, hvilket kursus jeg skal tage, om det vil være socialt acceptabelt at gøre dit eller dat, om jeg skal investere i det ene eller det andet, om jeg skal tage imod dette eller hint jobtilbud, eller om jeg skal blive sammen med eller forlade en kæreste.

Ærligt talt...

Det er jo naturligvis ikke sandheden, at jeg aldrig er i tvivl. Måske har jeg bare været så meget kontrolfreak, at jeg ikke har tilladt mig selv at mærke tvivlen af bare angst for, at jeg så ville ende uden noget som helst holdepunkt i en stooor, grum verden... Sådan er det ikke mere. Jeg er blevet mere sikker på mig selv og min egen dømmekraft. Og jeg véd, at jeg uvægerligt vil ta’ fejl nu og da – men osse at jeg ikke dør af det.

Når den så alligevel dukker op – den velkendte vaklen mellem ja og nej, rigtigt og forkert, så er jeg med årene kommet til at anskue den vaklen på en ganske anden måde, og den kan anbefales:

Tvivl er en gave. Jeg tackler den da efterhånden osse lige netop som en sådan. Ja, en gave! Ligesom sorgen hjælper os til at søge den omsorg og trøst, vi har brug for, og ligesom vreden giver os styrken til at markere den grænse, som skal opretholde vores værdighed, selvrespekt og dermed osse sunde relationer til andre mennesker, ja – så hjælper tvivlen os til reflektion og grundig eftertanke og dermed til – forhåbentlig – at træffe de bedste beslutninger.

Jeg kan derfor mestendels blive nervøs, når jeg slet ikke har været i tvivl forud for en vigtig beslutning, for har jeg så fået tænkt ordentligt?

Der findes naturligvis den tvivl, som ligesom er blevet ren vane. Den tvivl, som skåner visse mennesker for at føle det, der i virkeligheden nager. Den vaklen som holder dem på en slags evigt stand by, så de slipper for nogensinde at vælge og se såvel følelsesmæssige som mere konkrete konsekvenser af deres fravalg i øjnene. Det er ikke dén slags tvivl, jeg her tænker på.

Jeg tænker på den usikkerhed på os selv og vores dømmekraft, som ubønhørligt kratter lidt i vores overflade og tvinger os til at være ærlige, når den nemme løsning bare ville være at gøre, som vi plejer eller at gøre det, der ”ligger lige for”.

Forleden sagde et medmenneske til mig:
”Du skal kunne miste fodfæstet, og så skal jeg kunne gribe dig!”

Og det fik mig ærligt talt til at tvivle, folkens. For kan jeg egentlig det? Miste fodfæstet og lade mig gribe – af nogen som helst? Kan jeg stole så meget på mig selv, at der virkelig for alvor er plads til at tvivle og til at lade andre tage over og bare fortvivlet (!) hviske: ”Hjælp”?

Se, hér er jeg for alvor i tvivl. Godt tegn, når jeg selv skal sige det...

Lommen – hellere fortvivlet end uigennemtænkt...