"Man holder jo op med at forelske sig hovedkulds..."

Dét var sådan cirka, hvad en nær veninde sagde til mig i en meget lang samtale forleden. Sådan én af dem dér, som egentlig bare skulle have varet en kop kaffes tid, men som så i stedet kommer til at vare et par kander og et måltid og bevæger sig i alle retningsløse retninger, I ved.

"Hjertet sank i livet på mig ved hendes ord", som der ville ha' stået i en ugebladsnovelle.

Når man blev omkring de tredive, mente veninden, blev man jo ikke længere fuldstændigt teenageagtigt forelsket. Man blev ikke fjollet på samme måde. Det var ikke længere uden forbehold. Dertil havde vi været igennem for mange spark i skridtet og andre usle tacklinger. Faktisk kunne forelskelse helt generelt knap nok lade sig gøre længere.

Det var i øvrigt flere år siden, hun sidst selv havde været forelsket. Måske skyldtes det ganske enkelt, at man ikke længere troede på det på samme måde. Det dér kærligheden. Her så hun spørgende på mig.

Jeg havde siddet og tænkt lidt på en fyr, der for nylig i ramme alvor sagde til mig, at han havde vendt "kærligheden ryggen". Yes sirs - med dén nøjagtig den formulering. (Må ved lejlighed anskaffe mig en pude at lægge på gulvet ved siden af yndlingsstolen, for jeg ved efterhånden ret præcist, hvor jeg lander, når jeg dratter ned...).

Men tilbage til veninden:

Jeg tror nok, mit ansigt kom til at ligne et spørgsmålstegn mere og mere, efterhånden som ordene formerede sig i hendes mund og væltede ud.

Jeg véd det jo godt, men det kommer stadig bag på mig... Efterhånden har jeg den opfattelse, at jeg er anderledes end alle andre kvinder på min alder, når det kommer til forelskelse. For det er samme sang, jeg hører over hele linjen, og jeg har lige svært ved at forstå den hver gang:

"Der skal virkelig meget til, før jeg lader mig falde".
"Der er tilsyneladende noget galt med alle mænd, jeg fatter nogen som helst interesse for - sgu da klart, man mister modet".
"Hvornår véd man, man er forelsket? Ku' jo godt være, der kom en mere spændende én forbi i næste uge, ikke?"
"Jeg dater løs, for jeg ved virkelig ikke, hvor jeg ellers sku' møde en mand henne, selv om... helt ærligt... Dating hænger mig ud ad halsen! Det er så pisseoverfladisk!"

Jeg fatter ingenting! - Og det er ellers ikke, fordi jeg ikke prøver at forstå de her kvinder, for det må da være superfrustrerende alt sammen!

Er jeg mon den eneste, som ikke begriber en lyd af "før jeg lader mig falde"-konceptet?
Hvis den rigtige mand kommer forbi mig på det forkerte tidspunkt (eller hva' det nu hedder ;-)), så falder jeg altså. Lige så kort og charmerende jeg er.

Det er ikke et spørgsmål om at "lade mig falde eller ikke lade mig falde". Der kan gå kortere eller længere tid, før jeg erkender, hvor vild jeg er med den her mand, men at forestille sig, at jeg selv skulle kunne styre, hvem jeg forelsker mig i...

... og hvor meget
... og hvornår

Dét er cirka lige så absurd som at foreslå, jeg selv sku' ku' kontrollere, hvor på kroppen det klør -

... og hvor meget
... og hvornår.

Er jeg forelsket, så véd jeg det bare. Jamen, jeg beklager meget, men jeg må ha' været væk, den dag de delte tvivl om den slags ud, for jeg er lykkeligt forskånet.
Det er ikke, at jeg nødvendigvis forelsker mig i "de rigtige" (hvilket min aktuelle civilstand jo ligesom vidner om ;-)). På den anden side har jeg nu heller ikke just været uheldig (og det er så en helt anden diskussion - den dér om, hvorvidt man kan forelske sig i "forkerte" mænd).
Alt, hvad jeg siger, er bare, at for mig er det her utroligt enkelt:

Jeg forelsker mig. Og enten er fyren med, eller også er han ikke. Og dén del af det er selvfølgelig lige så kaotisk og bøvlet og akavet som for alle andre: "Åh, hvad mon han nu synes om mig?", "ka' han bedre lide smukke Olga fra parallelklassen? - Han bærer jo altid hendes skoletaske hele vejen hjem...". Alt det dér.

Om natten vender og drejer man hvert et indtryk fra sidst, man sås. Man fortolker løs på alting for at finde svar på de spørgsmål, som man i sin forelskede sårbarhed ikke tør stille den udkårne.

Men i alt dette lirumlarum er jeg aldrig i tvivl om, hvorvidt jeg er forelsket. Og hvis jeg er i tvivl, så er jeg det bare ikke - forelsket, that is.

Jeg har ikke mange forbehold, når det kommer dertil. Og jeg bliver lige så stjernepsykotisk, som jeg gjorde, da jeg var tolv og femten og sytten og treogtyve og femogtyve og... og... Og det er lige så uudholdeligt og skønt som dengang. Eller måske er det faktisk værre/bedre.

Min mor, der i dag er nogleogtres, indrømmede for ikke så længe siden, at hun og min far havde haft lidt af en krise i forholdet for nogle år siden (selv om man ikke kalder det 'krise' i min familie): Hun havde forelsket sig i en anden. Og selv om det selvfølgelig også havde været ubehageligt for både hende og min far, så kunne jeg godt skimte det, da hun fortalte lidt om det: Det dér glimt af "jeg fandt ud af, jeg stadig var i live".

Min mor og far har ikke noget dårligt forhold. Bestemt ikke. Faktisk vil jeg være ekstremt godt tilfreds, hvis jeg om tredive år sidder sammen med en mand, jeg har det så godt med, som min mor har det med min far. :-) Men hånden på hjertet: Man er vel ikke stjerneforelsket efter flere årtier sammen...

Så jeg forstod godt det dér lille, hemmelige glimt i min mors øjne, da hun fortalte lidt om det. Og jeg så også godt, hvor tydeligt det var, at hun skam stadig respekterede og elskede min far. Uanset hvad, så var det lille glimt der dog.

Efter samtalen med veninden forleden slog det mig så, hvor helt afsindigt fantastisk det egentlig er... For min mor selv, at hun stadig kan gi' sig hen. Og for min far og os unger - at vi helt tæt på os har et menneske, der stadig i så høj en alder kan gribes så meget af et andet menneskes nærvær, at hun sgu må kapitulere. Hun ka' godt forelske sig. Teenageagtigt.

Selvfølgelig ville det ikke være fedt, hvis min mor gik rundt og forelskede sig i alle mulige hvert andet minut - eller hvis hun ligefrem forlod min far. Men at vide hun stadig ejer evnen. Dét synes jeg, der er noget meget forsonende og lægende over. Og gad vide om ikke den glød, som der altså stadig var en rest af i hendes øjne flere år senere, også gjorde hende endnu mere elskelig i min fars øjne? Trods alt.

Tilsvarende er det altså bare røv-nedslående, hvis de fleste på min egen alder virkelig ikke længere tror på kærligheden. Jeg tror ikke på, man kan vælge den fra.

Man ka' måske fornægte den. Men hvorfor skulle man?

Jeg foreslår, at vi konverterer den almindeligt fremherskende kynisme til en mere menneskevenlig ironi. Dosér med forsigtighed, tilsæt ukuelighed - og prøv så at turde. Bakser selv med det på andre punkter. Tror sgu, lortet virker - det skal det... :-)