Noget om motiver: Børnene og branddammen

Folk, der kender mig/kender til mig irl har med garanti på et eller andet tidspunkt hørt mig fortælle følgende historie, hvis oprindelse jeg rent faktisk ikke kan huske. Men det er nu stadig en fin, lille beretning - nogle ville kalde det en lignelse - så her kommer den:

Et ægtepar boede i et hus i en lille landsby. De var glade for deres hus og stedet, men der var én væsentlig ulempe ved placeringen: Det lå lige op og ned ad en branddam.
Parret havde to sønner, og især moderen var ofte bekymret for, at hendes børn en dag skulle falde i branddammen og drukne. Derfor havde begge hendes sønner altid fået strenge formaninger om ikke at nærme sig den farlige dam.

En dag, da begge forældre havde et vigtigt ærinde inde i den nærliggende stad, indskærpede hun således endnu en gang over for især den ældste af drengen, at de to ikke måtte nærme sig dammen. Og faderen gik så langt som til at fortælle storebroderen, at hvis nu lillebroderen alligevel sku' være uheldig og falde i, så måtte storebroderen gøre alt, hvad han kunne, for at redde sin bror, så han ikke druknede.

Forældrene tog af sted, og det gik hverken værre eller bedre, end at lillebroderen faldt i branddammen, da drengene rendte og legede og måske var lidt vildere end sædvanligt i den barnlige kådhed, man somme tider føler, når éns forældre er ude af syne.

Storebroderen blev selvsagt skræmt og var et øjeblik rådvild, men huskede tydeligt faderens ord og fik heldigvis bakset sin forskrækkede og gispende lillebroder op af vandet, båret ham igennem det nysgerrige og skræmte opløb af landsbyens beboere, der havde samlet sig ved dammen, og ind i huset: Her tørrede han ham og fik osse hældt noget varm suppe, som moderen havde efterladt på komfuret, i ham.

Da forældrene kom hjem kort efter, blev de salvsagt ude af sig selv ved synet af de mange mennesker, der endnu befandt sig omkring branddammen. De to forstod straks, hvad der var sket, og stormede ind i huset, hvor de til alt held konstaterede, at begge børn var i live og vel. Så fik de hele historien af den ældste søn.

"Men jeg reddede ham, Far! Jeg reddede ham , for det havde du sagt, jeg skulle!", sluttede han.
Ved disse ord gav faderen sin ældste søn en smældende lussing, og drengen tog sig forskrækket til kinden, mens lillebroderen sad og så til med store, forvirrede øjne.

"Du skal ikke redde din bror, fordi jeg har sagt til dig, du skal gøre det. Du skal redde ham, fordi du i dit hjerte ved, hvor højt du elsker ham, og at du derfor aldrig ville kunne leve med at have ladet ham drukne", sagde faderen så.

Hvorfor fisker DU barnet op af branddammen?

Lommen - det gælder om at gøre ting af de rigtige årsager