Melodien i en samtale

Kender I det, at man befinder sig i et lokale, hvor der står et fjernsyn, som er tændt, men der er skruet helt ned for lyden?

Visse programmer og indslag forekommer helt surrealistiske, når man ikke kan høre, hvad folk siger, eller at skurkens pistol siger bang-lyde.

Her i Huset mellem de to Søer har jeg en ganske særlig chance for at opleve noget, der ligner det modsatte. Nemlig en samtale uden billeder.

Min lejlighed ligger nemlig således placeret, at jeg ind imellem uden nogen som helst form for anstrengelse kan høre, hvad der foregår på et "trafikknudepunkt" i Huset. Ikke til nogen gene for mig. Beskrivelsen her lyder nok, som om det føles som at bo ved en større banegård, men sådan er det nu slet ikke. Og jeg har altid haft det godt med at kunne mærke, at der var en smule liv omkring mig. Når bare jeg kan lukke min dør og - som regel - være i fred, hvis jeg ønsker det...

Tilbage på (lyd)sporet:
Nu véd jeg godt, du vil sige, at lyd uden billeder vel bare er ligesom radio, så hvad er nu det særlige?
Det særlige er, at jeg ikke kan høre, hvad folk siger. Men jeg kan høre musikken i samtalen. Jeg kan høre klangen i stemmerne, deres samarbejde - eller mangel på samme. Deres velvillighed over for hinanden. Intimitetsgraden. Ud af tonefaldet alene.

Dét giver mig en enestående mulighed for at huske at slå min hjerne med alle ordene og reflektionerne fra, men bare bruge min intuition, når jeg lytter.

Og jeg tror kun, at det i skrivende stund er mig, der ved, at min genbo er ved at indlede en affære med en af pigerne i den anden del af Huset. Og jeg hører så tydeligt underlægningsmusikken i de samtaler, som de to - for tiden sent hver aften - fører derude i korridor-knudepunktet foran min hoveddør.

For nogen tid siden var der altid andre med på besøg inde hos ham. Samtalens musik var en flerstemmig, larmende, drillende, hvirvlende musical uden et gran af alvor i. Nu hører jeg kun to stemmer derude i den nattekølige korridor, en ung mands og en ung kvindes i en blid og søgende duet.

Forestillingen er blevet dæmpet, eftertænksom, øm. I stedet for at udfordre, nærmer de to stemmer sig hinanden.
Jeg kan ikke høre, hvad de siger. Heldigvis - så ville jeg føle mig som en lurer. Men de samarbejder. De aer hinanden. De har et fælles mål og forsøger at finde ud af, hvor langt ude i fremtiden det ligger at realisere det...

Jeg tror ikke engang selv, de ved, hvor de ender. Men hvis de mangler en fortæller i forestillingen for at få lortet til at hænge sammen, så stiller jeg gerne op.

Lommen - lyder det godt?