Flad fejl

Sms fra bedstevennen i dag:

"Det er ved at være for længe siden, vi sås sidst. Nok lidt min fejl, da jeg har været lidt flad på det sidste, men hvad siger du til at mødes over en øl inde i byen i løbet af ugen?"

Kan det være en "fejl", at man er flad?? Det håber jeg da sandelig ikke!

Lommen - nu med endnu en fejl... !-)

Det gøres hermed vitterligt...

Hvem ved? Måske kunne man forestille sig følgende repliksskifte, når jeg engang er blevet gammel og gråhåret og har fået mig et barnebarn eller fire:

Barnebarn (med spændt mine): "Bedstemor - hvordan mødtes du og Bedstefar egentlig?"
Jeg: "Jo, ser du, det hele startede i en kommentartråd hos Sille engang for herrens mange år siden..."
Barnebarn (med store øjne): "Hvem er Sille? Hvad er en kommentartråd? Hvorhenne, hva' bedstemor?"
Jeg: "Jo, ser du - det var dengang det her med blogs var vældigt moderne...".
Barnebarn (med rynkede bryn i den glatte barnepande): "Blogs?"
[Indsæt selv længere bedstemoderlig forklaring]

...

Kort sagt:
Efter utallige forespørgsler fra både venner irl og bekendte i Blogland har jeg så endelig besluttet mig for at svare/bekræfte de nysgerrige masser:

Jo, jeg ER kæreste med Simon

- Er der i øvrigt nogen, der har en sjat mælk? Jeg kan se, jeg er løbet tør, og kaffe uden mælk holder da bare ikke. :-)

Afstand

Somme tider kan den være pinedød nødvendig...
Som fx når éns nabo beslutter sig for at se en kavalkade af sit hjemlands vemodige spillefilm med blodstyrtnings-provokerende høj volumen en sen nattetime - jeg kan af forretningsmæssige årsager ikke oplyse filmenes titler, men dog kan røbes, at de helt sikkert hørte til i den humoristiske ende af spektret; min nabo grinte meget. Og højt...

Somme tider er den virkelig en lettelse...
Som fx når min mor i flere dage har pylret om mig og behandlet mig som en mellemting mellem en gæst (der skal serviceres, til hun, altså min mor, segner) og en lille pige...

Engang imellem er den en anelse upraktisk...
Som fx når jeg ikke har flere kontanter og har et køleskab, der indvendigt minder mest om Ålborghallen (det er meningsløst at ha' det, for det rummer ingenting). Så må jeg hele vejen ned til byen for at hæve penge og synes, det er forbandet bøvlet. (Har selvvalgt intet dankort mere - så voksen var jeg nemlig heller ikke, viste det sig... ahem - red.).

Andre gange ser jeg den som en smart finte...
Som når de mennesker, jeg bor sammen med, forbløffes over pludselig at støde på mig i fælleskøkkenet, fordi jeg har været væk i nogle dage. Med ét forvandler de sig til den personificerede nysgerrighed:
"Hej Pernille, længe siden! Hvor har du været henne?"
"Jeg har været et smut i Jylland."
"Okay. Hvad laver du dog dérovre?"
"Var ovre og slappe lidt af...".
Længere når de ikke, før jeg enten flytter fokus eller flytter mig.

Men lige nu...
Lige nu er den virkelig bare så ærgerlig og frustrerende. Afstanden. For os begge. 239 km. Det ' bare ikke i orden!

Og så et citat - selv om jeg kun modstræbende hopper med på den her meget oppe-i-tiden ting med, at alt klogt ikke bare kan, men skal leveres i en one liner (osse kendt som en aforisme, men det er dér vist ikke længere nogen, som ved, hvad er*...):

"No distance of place or lapse in time can lessen the friendship of those who are thoroughly persuaded of each other's worth"

Robert Southey, britisk romantisk digter (1774-1843) - hvis ord, jeg jo så bare må sætte min lid til!

Lommen - nu og da afstandstagende ift afstand...

*) Fik jeg nævnt, jeg har følt mig pletvis gammel og bitter i dag? !-)

Gud?

• Ja, jeg er ateist.
• Nej, jeg tror ikke på mirakler.
• Ja, jeg synes, religion er noget mystisk noget.
• Nej, jeg tror ikke på et liv efter døden.

Ikke desto mindre har jeg i dag følt meget stor trang til at snakke med "en højere magt", noget eller nogen af en alvidende beskaffenhed, som ser den store sammenhæng - osse ud i fremtiden. For...

• Hvad sker der, hvis jeg fejler på den her?
• Hvor henter jeg tillid og rummelighed?
  
• Hvorfor begår jeg igen og igen de samme fejl i stedet for at tage ved lære?
• Hvorfor er jeg somme tider helt ude af stand til at anskue tingene i et større perspektiv og se, hvad det vigtige i virkeligheden er?

... Og hvorfor fetan er der aldrig mere kage, når jeg lige står og mangler?* :-)

Lommen - nu med selvransagelse, men uden kage

*) Som om der eksisterer øjeblikke, hvor man ikke mangler kage...

Hvad er det tegn på...

... når éns mobiltelefon forsvinder derhjemme, hvor man lige har haft den, og man så først finder den en halv time senere klemt nede i éns lænestol - og så i øvrigt samme sted osse støder på stereoens fjernbetjening, som ellers havde været væk i 2-3 måneder?

Lommen - kaos både ude og inde...

Jeg er træt af at være sådan en furie...

... sådan én, der raser over de helt forkerte ting. Sådan én, der raser og midt i vreden godt ved, at det i virkeligheden er ting langt borte - i fortiden - der flammer op igen. Ting, som folk i nutiden ikke er ansvarlige for. Jeg er træt af at tro mig svigtet, forrådt og udstillet, når jeg slet ikke er det. Jeg er træt af, at fortidens spøgelser blænder mig og får mig til at såre de mennesker, jeg allermest vil ha' i mit liv, og som jeg behøver så meget. Jeg er træt af med disse vredesudbrud selv at skabe den utryghed, som jeg selv frygter og afskyr så meget. Hos mig selv og hos andre... For slet ikke at tale om hvor sindssygt træt jeg er af at være mig alt det her bevidst og alligevel, al-li-ge-vel, føle mig så magtesløs i situationen.

Jeg slår mig selv i hovedet. Jeg bebrejder mig selv. Og lad være med at sige, at det bør man ikke. For jo, det bør jeg her. Jeg bør komme til fornuft. Få fornuften og følelserne og minderne til at snakke sammen. Nu. Jeg slår løs og spørger mig selv, hvorfor det skal være sådan her. Jeg spørger mig selv, om jeg virkelig skal ofre alt på usikkerhedens alter. Skal jeg virkelig for evigt tro, at kærlighed er noget, man mister, før man har set sig om? På at tryghed aldrig varer ved? Og på at løfter bare er ord, blot fordi det var, hvad jeg lærte som lille?

Tag nu imod livet, Pernille! Du har jo aldrig været lykkeligere. Tro nu på verden. Den lyver ikke, bare fordi et par mennesker i din nærhed gjorde det, da du var lille.

Skal jeg virkelig for altid barrikadere mig selv bag en vrede så voldsom, at jeg mister mig selv og alt, hvad der er mig kært i den? Skal jeg virkelig blive ved at græde i ensomhed i stedet for at vise min sårbarhed for dem, som det vedkommer? Skal jeg blive ved med at forhindre nogen som helst i at nå mig? - Og efterfølgende forpulet offeragtigt sige, at jeg er ensom, og at ingen vil ha' mig? De ville ha' mig. Én af dem så meget at han gik ned med flaget på at prøve at overbevise mig. Han forklarede sig selv til blods. Et par af dem troede, de fik mig, men mistede mig, før det rigtigt var begyndt. De svigtede ikke. Jeg troede, de svigtede. Eller rettere: Jeg troede, jeg vidste, de ville svigte. Og derfor turde jeg ikke.

Nu er spørgsmålet: Hvordan fanden lærer man at turde give sig hen? Hvordan lærer man at tro?

Lommen - nu med velfortjente spark til sig selv

Med rystende dobbelthage

Hm... Er det mon et alderstegn, når man sidder i natbussen, og - da den kører over en række særligt hæslige bump - tager sig selv i at føle, at éns dobbelthager blævrer helt vildt ift for bare 5-7 år siden?

Lommen - som glæder sig over i det mindste ikke at ha' bingoarme...

Hår

I Huset har vi alle sammen et køkkenskab. I sådan et køkken giver det RET mange køkkenskabe, som det ku' være meget kedeligt at se på. Men det har vi rådet bod på ved at klippe diverse avisoverskrifter, billeder og andet (vi nævner i flæng plasticblomster, krydderibøtter, bestik og hva-har-vi) op på hvert enkelt skab. Tanken er, at disse ting og ord siger noget om skabets ejermand - og det er faktisk overraskende, HVOR tit man er ved at omkomme af grin, når en overskrift således pludselig sættes ind i en helt ny kontekst. Bedst er det selvfølgelig når andre sætter noget op på éns skab.

Forleden opdagede jeg så, at en af bofællerne havde klistret en ny overskrift op hos mig. Den lød:

"Det her hår giver mig de samme muligheder som mænd har. Og det er jo egentlig meget interessant."

Især synes jeg, at tilføjelsen er dejlig i al sin nøgternhed. :-)

Og så tror jeg bare, jeg vil prøve at se bort fra, at det faktisk oprindeligt er noget, Ritt Bjerregaard har sagt...

Genbrug

Somme tider er det altså helt i orden at genbruge andres tekster - hvis nu de siger lige præcis det, der skal siges. Hvorfor så ikke, Simon? Og når nu The Calling kan noget med ballader...

Things will go my way

I came to tell you
How it all began
Nothing seems to work out right
I'm broken down again
So hold me now
And say it's not forever
Cause maybe someday
In time

Things will go my way...
Things will go my way...

I've pushed to get through
The crowds of twisted souls
Just to find I'm right back here
Doing what I'm told
So take my hands
Don't let me surrender
Cause maybe someday
In time

Things will go my way...
Things will go my way...
Things will go my way...

For all the lies I've tasted
Just looking for the truth
For all the dreams I'm chasing
Well, what am I to do?
When everything's against me
And the answers are all wrong
I'm hoping that I'll find out
It was worth it all along

So hold me now
And say it's not forever
Maybe someday
In time

Things will go my way...
Things will go my way...
Things will go my way...

For all the things I've tasted
Just looking for the truth
For all the dreams I'm chasing
Well, what am I to do?
With everything against me
The answers are all wrong
I'm hoping that I'll find out

Things will go my way...
Things will go my way...
Things will go my way...

To som elsker hinanden

Det har været hårdt. Rigtigt hårdt. Det er hårdt. Jeg håber, vi finder ud af det. Jeg håber, jeg kan finde den tillid, der skal til. Jeg véd godt, jeg har alt for svært ved at stole på nogen - og jeg ved osse hvorfor. Det er en lang, sørgelig og gammel historie - ældre end den klassiske om de svigtende eks-kærester. Så gammel, at den er svær at huske, med mindre jeg gør mig meget umage. Men så lang og sørgelig, at den alligevel er svær at lade være med at føle - med mindre jeg gør mig endnu mere umage. Der er mange minder at se tilbage på, mange følelser at gennemleve. Men jeg bliver vist nødt til at forsøge. Jeg håber osse, at jeg ikke igen vil blive skuffet, hvis det engang lykkes mig at vise tiltro.

To som elsker hinanden

To som elsker hinanden
kan gøre langt mere ondt
end alle de hære der kæmper
med hinanden hele jorden rundt

to som elsker hinanden
de kan meget mere end det
for de ved hvad det koster
koster at være med

to som elsker hinanden
kan læge de værste sår
blot ved at se på hinanden
og glatte hinandens hår

to som elsker hinanden
de kan meget mere end det
for de ved hvad det koster
koster at være med

to som går og fletter fingre
kan være onde som børn
men når kærlighed får vinger
kan den flyve som en ørn

to som går og fletter fingre (som går og fletter fingre)
kan være onde som børn (kan være onde som børn)
men når kærlighed får vinger (når kærlighed får vinger)
kan den flyve som en ørn

to som elsker hinanden
kan gøre langt mere ondt
end alle de argeste fjender
der hævner sig hele jorden rundt

to som elsker hinanden
de kan meget mere end det
for de ved hvad det koster
koster at være med
for de ved hvad det koster
koster at være med

Ordene er skrevet af Viggo Stuckenberg. Kim Larsen har sat musik til.

"Goddag, jeg vil gerne se på to kilo tid!"

... helst af den økologiske, biodynamiske og derfor genanvendelige slags! - Og lige nu er jeg nææææsten ligeglad med, hvad kiloprisen er...

I kender det godt, ikke? De næste fem dage har jeg en maaaasse aftaler. Rare, hyggelige, sjove, længe ventede aftaler, ganske vist, men stadig aftaler. Tidsrum, som på forhånd er reserveret til bestemte ting. Og det betyder i sagens natur "ingen alenetid til at sidde og stirre ud i luften og ind i væggen nede i Baglommen" og det betyder osse, at der er ting, jeg må forsømme, selv om det helt ærligt ville være rigtigt godt at få vasket det gulv/taget den snak/skrevet den mail/lavet det oplæg/forberedt det vejledermøde og... og... og...

Nå, må løbe - forældrene er her om to sekunder...

Lommen - nu som selvskreven kandidat til elementært planlægnings- og koordinationskursus

Politikere taler så meget om SAMMENHÆNGSKRAFT...

... ku' de ikke lige låne lidt af den til mig og min tilværelse??? Tingene hænger bare slet ikke sammen lige nu...

Lommen - lidt stresset og med for mange følelser, der alle sammen vil føles på én gang, men ellers har jeg det meget godt !-)

Har du talt med din seng i dag?

Det følgende er en direkte afskrift af en samtale mellem indehaveren af denne blog og hendes seng:

Sengen: "Det her holder altså ikke! Kom nu herover og læg dig i mig, Pernille! Det er, fordi du har mens OG har drukket lidt for meget rødvin... I morgen ser det hele bedre ud. Koooom NU!"

Jeg: "Jamen, jeg kan slet ikke HA', hvis nu jeg bliver taget for givet! Ja, du kender det da fra dig selv, Røde [ja, min seng er malet knaldrød! - Red.] Det ville da heller ikke være fedt for dig, hvis jeg aldrig lå og sukkede og sagde "neeeeeeeeej, hvor er det skønt at ligge her i min dejlige seng og slange mig!"

Sengen: "Du tager mig da for givet, sødeste Pernille! Og ved du hvad? Jeg synes, det er helt i orden. Faktisk synes jeg, det er mere end i orden. Det er da rart, du har tiltro til, at jeg ikke sådan lige skiller mig selv ad og bener ud ad din dør, bare fordi du sover i en anden seng en nat eller to, eller fordi du både snorker og savler, når du så endelig sover i mig. Jeg véd, du holder af mig! Men hold lige fokus her, ikke? Hvad filen får dig til at tro, han tager dig for givet - jeg har sgu da set, hvad I to laver her, i mig!!!"

Jeg: "Ja, men jeg laver ikke sjov med dine varme følelser for mig, vel? Måske er det dérfor, du tager det så roligt - fordi jeg behandler dig så reelt og respektfuldt?"

Sengen (skeptisk): "Aaaarh, Nillesen... Jeg kan da huske, at du flere gange har præsenteret mig som "min røde tresser-seng" over for dine gæster. Altså ærligt talt, hvis dét ikke er at drille, så ved jeg da ikke, hvad der er... Men det generer mig altså ikke. Bare rolig! Vores forhold er jo tæt nok til at bære det. Og... Hvad er det så egentlig liiiige, vi snakker om her, Pernille? Kom så med det! Hvor slem har han været på en skala fra ét til 'jeg slår ham langsomt og pinefuldt ihjel'? Eller rettere: Hvor slem digter du, at han måske-nok-oplever-du-på-en-måde har været...?"

Jeg (opgivende): "Okay, det kan godt være, at du er pisse-large, når det kommer til personlige relationer, og det kan jeg jo sådan set bare være vildt taknemmelig og glad for. Men det er jeg ikke - large, altså! Jeg er mega-smålig og sårbar og fuld af lyst til at straffe, selv om min forstand skriger til mig, at han ikke har gjort noget galt, men bare ville lave lidt sjov, fordi han netop er sikker på mig og glad for mig. Og desuden vil han blive pisseforskrækket, hvis jeg ikke lader høre fra mig. Allerede i morgen aften vil han være grufuldt bekymret, og jeg vil føle mig som en rigtig bimbosæk af en drama-queen, som er ynkelig på den dér klamme manipulerende måde, når jeg med vilje ikke lader høre fra mig. Og jeg vil hade min egen adfærd så meget, at det ikke kan vare mange timer, før jeg tror, det er forholdet, jeg hader og... dropper det i den øjeblikkelige tro, at det er det eneste rigtige."

Sengen (med inspicerende mine som reaktion på min panisk jappende stemmeføring): "Det er da skræmmende! Selv om du véd, hvor lidt forbindelse dine følelser har til den faktiske virkelighed, har du alligevel gennemtænkt scenariet med hans nervøsitet flere gange i løbet af i aften og fundet en vis vellyst i at forestille dig hans bekymring og mere og mere fortænkte analyser og deraf følgende urimeligt hårde domme over egen adfærd - ikke sandt?"

Jeg (flov): "Jo, det er så øv... Jeg bliver bare så... nedtrykt, når jeg laver det her nummer. Frustreret. Men jeg gør det jo, fordi jeg er ked af det. Altså, det er jo, fordi..." (afbryder mig selv midt i talestrømmen og sukker i stedet dybt).

Sengen (opgivende, men dog roligt): "Fordi du bliver usikker og pisker en stemning op. Det var jo det, jeg sagde, Pernille. Kom nu herover og sov, ikke? Godt at vide, at du er blevet klogere og ikke gør dumme ting og sager, men nøjes med at tænke dem! - Og så er det da fint, at du véd de her ting nu og i det mindste kan fortælle mig dem."

Jeg lægger mig i sengen, der knager trygt og rart under mig, da den modtager mig.

Sengen (nu pludselig med frygtsom stemme) : "Nu har du vel ikke allerede sendt ham en dum sms??"

Jeg: "Hør, var det ikke dig, der lige sagde, jeg sku' se at sove...?"

Sengen (med sigende blik): "Du ligner din mor for meget - tro mig: Jeg ved det, for hun har osse sovet i mig i sin ungdom. Din far stod model til en hel del. Se nu at få snakket med ham i morgen - ja, altså ikke din far...".

Jeg: "Du plejer at ha' ret. Hvis jeg lover at gøre det, giver du mig så en god nats søvn?"

Sengen: "Helt bestemt. Hvis du lover at snakke med ham, kommer den gode søvn faktisk helt af sig selv!"

Øv. Den er sgu for klog, den røde satan!

KrYdderi eller krØdderi på tilværelsen...?

Når nu en vis herre snakker helt vildt "ikke-rigs-dansk" (dumt ord, ikke?), så kan sprogmennesket (OG jazz-mennesket!) i mig selvfølgelig ikke lade være med at komme til at tænke på den her lille søde sag af en sang...:

Verse
Things have come to a pretty pass
Our romance is growing flat,
For you like this and the other
While I go for this and that,
Goodness knows what the end will be
Oh I don't know where I'm at
It looks as if we two will never be one
Something must be done:

Chorus - 1
You say eather and I say either
You say neather and I say neither
Eather, either Neather, neither
Let's call the whole thing off.

You like potato and I like potahto
You like tomato and I like tomahto
Potato, potahto, Tomato, tomahto
Let's call the whole thing off

But oh, if we call the whole thing off
then we must part
And oh, if we ever part
then that might break my heart

So if you like pyjamas and I like pyjahmas,
I'll wear pyjamas and give up pyajahmas
For we know we need each other so we
better call the calling off off

Let's call the whole thing off.


Chorus - 2
You say laughter and I say larfter,
You say after and I say arfter
Laughter, larfter after arfter
Let's call the whole thing off

You like vanilla and I like vanella,
You saspiralla and I saspirella
Vanilla vanella chocolate - strawberry
Let's call the whole thing off

But oh if we call the whole thing off
then we must part
And oh, if we ever part,
then that might break my heart

So if you go for oysters and I go for ersters,
I'll order oysters and cancel the ersters
For we know we need each other so we,
Better call the calling off off

Let's call the whole thing off.


Chorus - 3
I say father, and you say pater,
I say mother and you say mater
Pater, mater Uncle, auntie
Let's call the whole thing off.

I like bananas and you like banahnahs,
I say Havana and I get Havahnah
Bananas, banahnahs Havana, Havahnah
Go your way, I'll go mine

So if I go for scallops and you go for lobsters,
So all right no contest - we'll order lobseter
For we know we need each other so we
Better call the calling off off.

Let's call the whole thing off.

... Og ja, jeg har set "When Harry met Sally" en milliard gange! !-)

P.s.
I Ordbog Over det danske Sprog (ODS) er det anført, at ordet 'krydderi' især i Kbh. udtales med en mere ø-agtig vokalværdi end i resten af landet. Som om dét gør det i orden at sige det med det dér fesne 'y', altsååå!!

Dårlig dumdristighed eller Sej Spontanitet?

Er det dumdristigt eller bare spontant, når jeg...

... ligeud fortæller den her fyr, at selv om jeg ikke har mødt ham, ville det føles mærkeligt at være sammen med en anden fyr nu, fordi jeg synes, vi "har en masse sammen"?
... beslutter mig for at kaste mig ud i en flere timer lang togrejse for at møde ham, som jeg aldrig har set før, og (pga den lange rejse) ikke blot vil ku' ta' hjem igen, hvis ideen viser sig at være en katastrofe?
... fjorten dage forinden har fortalt ham om alt det mest smertefulde fra min fortid?
... i disse forgangne uger har givet mig selv nææææsten hundrede procent lov at føle, at det, jeg havde med ham et sted i datasignalerne mellem to computere, var fantastisk uden at skænke fremtiden ret mange tanker - ud fra devisen om, at ingen alligevel undgår at føle smerte, så hvorfor forsøge at undgå glæden?


Hov! Hvor filen kom al den eftertanke nu pludselig fra? :-)

Toppen er nået - bunden er nær...

Nå, men jeg stod så nede i byen i dag og tænkte:

"Det kan godt være, at jeg kun har sovet to timer i nat, fordi jeg sad og arbejdede på et fucking oplæg" (ja, det gik godt!) "men jeg føler mig egentlig ikke træt, så hvorfor ikke sætte Bedstevennen stævne i aften, hvis han da ellers kan finde tiden til det?"

Som sagt så gjort. Ét stk sms fluks afsendt. Men han havde søvn at passe i aften (han er en gammel mand - mentalt, i hvert fald), så vi blev enige om at ses på søndag i stedet. Og faktisk er jeg osse blevet møghamrende træt i mellemtiden (jeg er trods alt ikke født i 1995...) så dét var nok fint nok.

Nu har min mor så lige ringet. Stod først og stirrede lidt på den stationære og tænkte: "Nej, jeg orker altså ikke lige nu" (og jeg holder ellers meget af min mor). Ku' næsten kun være hende. Hvem andre end forældre ringer måske nogensinde stationært? Og ganske rigtigt. Lidt efter var hun der på mobilen. Min dårlige samvittighed vandt, og jeg tog telefonen - dog kun for at sige: "Jeg har det godt. Jeg fryser ikke, jeg sulter ikke. Jeg har det faktisk ligefrem utroligt godt. Ikke at jeg har lyst at fortælle dig om hvorfor endnu, men... Måske bedre end nogensinde - jeg er bare meget, meget ufantroligt træt lige nu, fordi jeg har skrevet oplæg hele natten, så kan vi ikke snakkes ved?"

"Hvor var det altså synd for mig, at jeg var så træt, og nu måtte jeg endelig se at få sovet. Hun ringede osse bare for at høre, hvornår de sku' komme på søndag - hun og min far"...

Okay, Pernille! Nu tager du dig lige sammen. Kan godt være, dine egne små, private træer er vokset ind i himlen, men derfor kan du altså godt liiiige ta' at holde styr på din kalender, ikke? Altsåååå! Forelskelse burde være ulovligt, når man er over femogtyve - man har jo ting at tage vare på - være ansvarlig for!

På den anden side...

Jeg holder mig varm...

... selv om det ER blevet koldere udenfor i den flotte oktober. Af en eller anden grund har jeg i år ikke svært ved at holde kulden fra døren - og det er ikke kun, fordi vores vicevært har tændt for varmen tidligere end sædvanligt. Maria spurgte, om jeg fandt en fest. Til dét er der kun at svare, at mit liv p.t. er en fest. *Bredt smil*

The snow is snowing and the wind is blowing
But I can weather the storm!
What do I care how much it may storm?
For I've got my love to keep me warm
I can't remember a worse December
Just watch those icicles form!
Oh, what do I care if icicles form?
Oh, I've got my love to keep me warm
Off with my overcoat, off with my glove
I need no overcoat, I'm burning with love!
My heart's on fire, the flame grows higher
So I will weather the storm!
What do I care how much it may storm?
Oh, I've got my love to keep me warm
The snow is snowing, the wind is blowing
But I can weather the storm!
What do I care how much it may storm?
Oh, I've got my love to keep me warm
I can't remember a worse December
Just watch those icicles form!
What do I care if icicles form?
Oh-ho-ho, I've got my love to keep me warm
Off with my overcoat, off with my glove
I need no overcoat, I'm burning with love!
My heart's on fire, the flame grows higher
So I will weather the storm!
What do I care how much it may storm?
Oh, I've got my love to keep me warm

Teksten er af Irving Berlin
- indspillet i et utal af versioner; selv er jeg vild med Ella Fitzgerald og Louis Armstrongs duet