tirsdag, marts 27, 2007

Jeg - et muldyr

Som jeg vist før har været inde på, så er den kombi af personlige egenskaber, jeg har med mig fra mine forældre, liiiidt til den egensindige side...

Min far kan blive så stædig, så han mest af alt minder om et gammelt muldyr, der hverken vil i den ene eller den anden retning. Jeg har kun set ham rigtigt hidsig 3-5 gange i mit liv. Men i dagligdagen tror jeg faktisk, at stædigheden er hans måde at blive vred på. Lige pludselig står han altså bare fast. Og så må man værs'go' vente, til han af sig selv er blevet god igen. Ethvert forsøg på at formilde preller af og gør i visse tilfælde bare situationen endnu mere fastlåst.

Til gengæld indtraf heller ikke stædigheden nu så tit, da jeg var barn. Og når den så gjorde - og når den igen var drevet over - så kom vores far listende ind til os på den velkendte rolige, sindige facon og var lidt flov og forlegen over sådan at have været så "umulig". Så kan jeg huske, at min far og mor holdt i hånd meget længe bagefter.

Min mor er kolerisk - eller var det i hvert fald i sine yngre, mere energifyldte dage. Meget. Hun kunne i løbet af et par minutter gå fra at være sød og smilende og munter og fuld af overskud til at være meget gal og hurtigtsnakkende på den velformulerede, hårde måde. Hun kunne sige de frygteligste ting, når hun blev vred. Og hendes vrede var meget fysisk. Man kunne altid se på hele hendes krop og mimik, at hun var ved at sprænges af raseri.

Heldigvis blev hun næsten altid meget hurtigt god igen, og inden for en halv times tid havde vi vores gode gamle smilende, kærlige mor tilbage.

I dag...
I dag sender jeg dem en kærlig tanke, begge to. Jeg kan så tydeligt genkende dem begge i mig. For jeg blev simpelthen så arrig og irriteret og møghamrende stædig på én og samme gang lige før. Og jeg er sådan set stadig arrig og irriteret og møghamrende stædig, men jeg kan osse godt mærke blødheden nedenunder.
Det var nok dét, man ikke som barn kunne se på de voksne...

Lommen - *stamper i gulvet*

2 Comments:

Anonymous kontorchefen sagde...

Stædig og hidsig: Du bliver en god kone Pernille :-)

Kan sådan mærke du holder af dine forældre. Det er så smukt når man kan genkende sig selv i familien. Det er det vi kommer fra. Vi hører sammen.

30 marts, 2007 13:04  
Blogger Pernille sagde...

@Kontorchefen:
Hehe - den kommentar siger vist dybest set mere om dig end om mig, Kontorchef... ;-)

Ja, jeg holder meget af mine forældre og er blevet meget mere kærlig i mit samvær med dem og min omtale af dem de sidste 5-10 år. Det er en dejlig udvikling! :-) Det er sandt, når folk siger, man bliver mildere med alderen (stædighed og hidsighed til trods... ;-))

30 marts, 2007 14:48  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home