Jeg ved vist nok, hvordan det ender...
Det er ingen hemmelighed, at jeg i perioder bruger en farlig masse tid på at skrive fiktion og dermed osse på at udvikle både plots og figurer (det første i øvrigt så laaaangt det vanskeligste af de to). Jeg elsker at fortælle historier og dagdrømmer osse utroligt meget.
Når virkelighedens uforudsigelighed så ind imellem virkelig slår mig som fiktionens uregerlige modsætning. Når jeg endnu en gang erkender, at tilværelsen er en (dårlig - eller måske genial??) roman, som forfatteren ikke fik planlagt til bunds, før den overmandede ham og foldede ti forskellige plots og endnu flere biplots ud, så... kan jeg ta' mig selv i at tænke: "Godt, at jeg alligevel, når alt kommer til alt, véd, hvordan det ender..."
Og nej, det er altså ikke noget så banalt som Døden, jeg her tænker på.
Lommen - det er min overbevisning, at af mange potentielle plots realiseres altid kun ét. Og det er ikke altid, man får valget...
Nedfældet af Lommen kl 10:33
2 Comments:
Det er faktisk lidt sjovt det der med at vide, hvordan det ender.
Jeg har læst en del Svend Åge Madsen, og det er ikke særligt tydeligt, hvor stor en del han selv bestemmer, og hvornår figurerne får eget liv.
I Second Life har jeg selv puslet med forskellige figurer. Det sjove ved Second Life er, at man får umiddelbar respons på det man siger, og kan dermed afprøve forskellige kommunikationsteknikker.
Også der kan figurene få eget liv, og næsten tage magten fra én ;-)
@Henning:
Interessant at du skelner mellem, hvad SÅM "selv bestemmer", og hvornår hans figurer "får eget liv", fordi det hele jo trods alt udspringer af SÅM's fantasi. Han bestemmer jo det hele. Men jeg tror godt, jeg ved, hvad du mener.
Forfattere kan nå et punkt, hvor deres figurers adfærd virkelig kommer bag på dem. Det ku' måske forklares ved begrebet 'underbevidsthed'...? Jeg tror i hvert fald, forfatteres underbevidsthed er enormt meget i spil. Osse når de arbejder.
Mht Second Life føler jeg en stærk modvilje mod konceptet. Jeg ved ikke præcis hvorfor, og det kan osse være, det ændrer sig hen ad vejen. Men umiddelbart tænker jeg, at den megen direkte respons kan pille noget af det ensomme, dagdrømmeragtige (som jo i udpræget grad findes i fiktionsprocessen) ud af det. Dét siger mig ikke så meget. Som den egensindige tingest jeg på visse punkter er, kan jeg godt lide, at jeg selv styrer det hele i mine historier - osse selv om det sker, at jeg mister den styring. :-) Eller måske netop dérfor...
Send en kommentar
<< Home