tirsdag, april 25, 2006

En pingpong’er sprænger sin ramme

Nå, nu sørgede både Blogbot OG min Windows på vanlig smagfuld og diskret vis (først røg forbindelsen til Blogbot, så gik min pc ned) for at fortælle mig, at dette indlæg på min blog åbenbart er uønsket. Men visse budskaber vil bare ud. Lommen er ikke vred mere, men sidder nu blot og stirrer drømmende ud i luften oppe på sin lige nu lyserøde erkendelsessky. Gid jeg ikke falder ned lige foreløbig. (I den forbindelse mange tanker til hende her).

Lad os begynde med, at jeg jo – som I måske husker – blev ganske forskrækkeligt såret og vred på Ungersvenden natten mellem lørdag og søndag, hvor vi holdt grillfest her i Huset mellem de to Søer. Folk drak sig i det famøse Hegn og videre ud til det område, der bedre kendes som... HalløjLand. (Tak til Tossen for lån af udtryk).

Nej, vent. Lad os hellere begynde med Lommens mange, mange overvejelser om sin egen måde at kommunikere på, om hvad jeg har brug for fra andre mennesker socialt, hvad jeg ønsker at give – og om det reelt er dét, jeg med min opførsel stræber hen imod. Skulle nogen være i tvivl, er svaret på det sidste spørgsmål endt med at være et stort rama-skrigs-agtigt NEJ. Og det hele er for tiden voldsomt frustrerende ind imellem, fordi jeg i dén grad tager mig til hovedet over mig selv. Men det er nogle overvejelser, som må til, hvis det hele skal nytte noget, er jeg nået frem til. Der sker noget. Jeg ændrer mig. Til det bedre, tror jeg nok.

Nøgleordene er pingpong og sårbarhed.

Jeg kører i min kommunikation med andre mennesker meget, meget ofte dette elendige (ja, bemærk!) battle, den her stil, som i al sin enkelhed går ud på at slynge så mange one liners som muligt ud på kortest mulig tid. Spillets vigtigste regel er, at man hele tiden ”jorder” modparten, og der bliver dermed tale om en slags konkurrence – om end en (som regel) venligt ment én af slagsen: Hvem kan tage de fleste points hjem?

Det kan være sjovt. Man kan meget lære at grine ad sig selv. Men, men, men… Jeg vil jo lære andre mennesker at kende, for fanden! Jeg vil jo osse de almindelige, men ikke nødvendigvis kedelige, samtaler med folk. Pingpong er godt til en rask lille provokation, så vi ikke falder helt i søvn og til patten. Pingpong er godt til at komme i kontakt med folk (hvis ellers man da ikke får skræmt dem helt væk og bliver stemplet som ’brovtende’, ’frembrusende’, og hvad det nu ellers er, alle fremme-i-skoene mennesker tit bliver betegnet som af mere forsigtige gemytter). Men pingpong bringer mig jo ikke tæt på nogen. Jeg lærer dem ikke at kende. I pingpong er der ikke noget, der betyder noget, selv om man siger en hel masse. At pingponge med en ven betyder dybest set bare: ”Jeg har overskud nok til at drille dig i dag, og jeg kan smaddergodt lide dig”, at pingponge med en fremmed betyder tit ”måske kan jeg godt lide dig, jeg ved det ikke endnu, men hvis du synes, det her er skægt, så kunne det være, at vi osse kunne komme til at snakke sammen”.

Det har slået mig, at det på mange måder virkelig er en mandeting at kommunikere sådan. Ikke så mange følelser dér, og så er der desuden dømt konkurrence. Hvem er hårdest, hvem er hurtigst? Guf for husarerne dér!

Men det gavner ikke min sag, det gavner ikke mig… Jeg er kvinde. Mændene bliver forvirrede. Kvinderne bliver frastødt og skræmt. Jeg bliver taberen. Osse selv om der selvfølgelig findes mange kvinder ligesom mig (som fint forstår mig) og mænd, der sætter pris på modspil. Tilbage på sporet: I forhold til, hvad jeg vil, er pingpong noget møg. I hvert fald som eneste kommunikationsmetode.

For jeg er jo forelsket. Meget forelsket. I en pingpong’er. En ung pingpong’er. Som osse gemmer sig. Ligesom jeg. Bag alle ordene. Men jeg vil selvsagt lære ham at kende – vide ting om ham. Snakke personligt, følelsemæssigt, hverdagsagtigt, trygt. Uden konkurrencer, blær, show off og ordgejl. No bullshit er blevet mit nye mantra. Og no bullshit i den jordnære hverdagsform hedder vel… ærlighed.

Jeg gider ikke pingpong mere. Kun som et krydderi. Krydderier tilbereder man ikke for sig. Man blander dem i noget.

Mange har før og nu sagt, at jeg må blotte mig noget mere, gøre mine intentioner kendte, hvis der skal blive noget ud af det her. Og det er jo fuldstændigt åbenlyst rigtigt. Intet nyt under solen. Eneste vej frem er at lade være med at forvente, at nogen skal kunne læse mine tanker. Dén er jeg skam med på! Men noget i mig havde indtil for nylig ikke forstået en skid af det hele alligevel.

For et par uger siden fik jeg et chok, for jeg opdagede, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle stille op, hvis ikke jeg ville/måtte pingponge. Jeg opdagede, at jeg ikke kunne se mig selv i rollen som sød – ja, jeg opfattede det netop som en rolle, hvorimod den evige battlen åbenbart er blevet så meget en del af mig, at jeg har problemer med at se mig selv uden. Over for mine tidligere kærester har jeg både været hende den meget hårde og hende den lillebitte sårbare med hundeøjnene, men ingen af dem er jo mig, ser jeg nu. Måske var det derfor, de forhold gik i stykker? Har jeg tit tænkt, men ikke så klart som nu.

Jeg er et andet sted nu. Idealet er ikke at vinde næste battle. Idealet er tværtimod at kunne se skoven for bare idealer – at se verden, som den er og vise sig selv på samme måde… En pingpong’er kan ikke vise sårbarhed, ikke fortælle nogen, at det er skønt at se dem igen, og at de har været savnede, ikke tage imod ømhed og omsorg. En pingpong’er kan faktisk ikke ret meget andet end at passe på sig selv, fordi han frygter andres angreb – og dermed dybest set frygter (sandheden om) sig selv.

I lørdags blev pingpong’et for meget. I lørdags sagde jeg fra. I lørdags var der desværre for meget alkohol indblandet til, at jeg kunne formidle mit budskab. It wasn’t the time, nor the place, som man siger. I lørdags forstod den unge pingpong’er for sent, at den gamle gravalvorligt mente, hvad hun sagde. Hun havde smidt masken, da hun opfordrede til at stoppe de dumsmarte bemærkninger. I lørdags smed han masken for sent. Da var jeg så gal, at jeg gik.

Nu forholder det sig sådan, at jeg har et fuldstændigt hårrejsende tåbeligt temperament. Vi er ude i den melodramatiske ende af spektret, hvor min vrede flammer lynhurtigt op og helt blokerer mit udsyn. Til gengæld går den som regel hurtigt over. Det har taget mig mange år at nå dertil, at jeg nu bare virker lidt småmobset, når jeg i virkeligheden er edderspændt rasende. Førhen overfusede jeg folk på det ondskabsfuldeste og mest nedrige. Dét har jeg mistet flere venner (og megen værdighed) på.

Jeg plejer at løbe en lang tur for at få den overskydende energi kanaliseret ud på en ordentlig måde, så jeg igen kan tænke klart og så overveje tingene en ekstra gang: Hvorfor var det nu egentlig helt præcist, jeg blev vred? Hvordan forklarer jeg det bedst? Er det særligt slemt, forsøger jeg at sove på det. Ideen er, at jeg kan opsøge den person, som har gjort mig vred og på en konstruktiv måde få formuleret, hvorfor jeg blev så gal. Det plejer at virke fortrinligt. Forudsat, altså, at vedkommende forstår, at når jeg ikke taler med ham/hende i den mellemliggende periode, så er det ikke, fordi jeg er ude i en eller anden form for ”straffeaktion” (”nu kan du gå og få ondt i maven over at spekulere på, hvorfor du har gjort Mor sur – tsk!”). Tænkning tager bare tid.

I dag opsøgte jeg så Ungersvenden. Nu vidste jeg, hvad jeg ville sige om i lørdags. Skrev ham en sms. Om at der vist var nogle tråde at rede ud fra forleden. Og om ikke vi skulle gå en tur i dag eller i morgen og snakke det igennem? Vi bor jo superskønt midt ude i naturen, husker I nok, så gåture er et udbredt fænomen på disse kanter.

Jeg vidste, at han havde været frustreret over situationen i går. Mine bofæller fortalte mig, at han dels havde spurgt efter mig mere end én gang, dels flere gange havde nævnt, at det var skidt, at han havde været temmeligt fuld i lørdags og derfor manglede flere mellemregninger i forløbet. Med andre ord var han godt og grundigt forvirret. I går lukkede jeg helt af i den korte tid, vi tilbragte i vores fælleskøkken samtidig. Var ikke parat til at håndtere situationen på andre måder. Men jeg så godt, at dér, hvor vi i køkkenet sætter avisudklip op, der kunne sige noget om vores bofæller, sad der et lille nyt udklip på min plads. Det var fra Ungersvenden. Selv om der ikke som sådan var dybere mening i teksten, var jeg naturligvis godt klar over, at det var et kontaktforsøg, der betød: ”Skal vi være gode venner igen?”

I dag løb jeg så på ham i Huset, hilste ham venligt og fik et kæmpe smil igen. Direkte adspurgt fortalte han, at han først lige havde fået min sms, og at han havde lidt travlt, men at jeg var velkommen til at komme ned til ham og snakke. Jeg gik ud og bryggede mig en kop af min trofaste espresso og gik så ned til ham lidt senere.

Det blev en lang snak – varede et par timer, selv om han havde ”travlt”... :-) Den handlede om tusind ting. Jeg fik sagt, hvad jeg havde planlagt. At jeg holder meget af pingpong, men at ”nej” betyder nej, og at bliver det ikke respekteret, bliver jeg ked af det og vred. Jeg fik osse fortalt ham, hvor rart det havde været, at han var så glad for at se mig, da jeg kom fra Island, at hans positive energi gjorde mig i vildt godt humør. At jeg gerne ville lære ham bedre at kende. Og jeg sagde, at jeg følte mig lidt tåbelig – især fordi jeg jo var den ældste og nok i de flestes øjne snart burde have lært at tage ting ovenfra og ned, men at sådan var jeg altså bare.

Han tog vældigt godt imod det alt sammen. Kunne godt forstå, hvad jeg mente. Han sagde, at han ”i begyndelsen ganske rigtigt havde set mig som en hidsigprop” og ind imellem havde tænkt, at jeg ”da hidsede mig op over alting”, men at det tænkte han ikke ret meget mere. Nu var han ”fascineret” over mit temperament, fordi det var så fuldstændigt forskelligt fra hans eget. Desuden var det jo tit en meget sund måde, jeg tacklede det på. Og jeg kendte jo nok mine egne svagheder langt bedre end for eksempel han gjorde - fordi jeg var det ældre.

Han sagde så grinende, at han faktisk, da han havde været nede og købe ind, havde tænkt, om han ikke skulle købe nogle blomster til mig for at blødgøre mig, hvis jeg stadig var gal på ham. ”Bare sådan for en anden gangs skyld, Lomme, hvilken slags foretrækker du så?” Han noterede sig osse, at jeg burde ha’ nogle jernkopper i fødselsdagsgave (”så du har noget at kaste med, som kan bruges flere gange” – det er lidt af en joke, at jeg et par gange i mit liv er blevet så gal, at jeg har smadret porcelæn.)

Det var osse ham, der sagde, at nu havde han endelig fået sig nogle ordentlige vinglas, så om jeg ikke ville drikke en af hans gode flasker vin med ham en dag, for ”det var jo så kedeligt at drikke vin alene”.

Og jeg fik sagt til ham, at selv om vi nu fik snakket sådan her, så ville jeg altså stadig gerne have ham med ud at gå – og hvis han slipper tidligt fra sit projektræs i morgen, så ville han ringe til mig, sagde han. Men ellers må det blive, når jeg kommer hjem igen i næste uge (jeg er væk weekenden over)…

Jeg blev osse spurgt, hvornår jeg kom hjem, og jeg svarede ”søndag aften”, og det letindpakkede svar lød: ”Nå, okay. Jamen, jeg sku’ jo lige vide, om jeg skulle gå rundt og savne dig, jo”. Og da jeg nævnte, at jeg enten tager afsted torsdag eftermiddag eller senest fredag morgen, sagde han smilende, at ”vi kunne jo osse bare gå meget, meget tidligt og se solen stå op fredag.

Vi grinede meget. Rigtig meget. Og snakkede om familier (han viste mig fotos af sin) og holdninger og følelser og… og… Det var mig, der brød op, og han hang ud ad døren og kiggede efter mig og lavede fis med mig, så jeg halvvejs begyndte at gå tilbage mod ham igen. Senere sammen med de andre i vores køkken lod han vist lidt som ingenting uden dog at ignorere mig på nogen måde. Men i dag vidste jeg godt, hvorfor han gjorde det...

Måske tror jeg alligevel lidt på det nu, Mie og Tossen (og alle I andre, som har været så trætte af mig). Osse selv om jeg næsten ikke tør. Jeg kan i hvert fald mærke noget tiltrækning, der går begge veje. Pingpongeren er sendt i eksil for en tid. Lige nu kan jeg ikke bruge hende til noget.

7 Comments:

Blogger Tossen sagde...

YES! Super at du har fået snakket med ham og at du nu kan mærke, at han virkelig ER interesseret. Jeg er virkelig glad for dig og håber, at det her leder til noget. Du har virkelig taget et stort skridt synes jeg ved at turde smide facaden og vise fyren hvem du er, og hvordan du er. Og når du gør det er der meget at holde af, en tænksom, intelligent, humoristisk kvinde.

Nu skal du bare lige have slået fødderne væk under ham, det burde vel ikke være så svært :-).

Store knus og krydsede fingre herfra i hvert fald. Gåture er altid en fantastisk ting, og gode til at få snakket væk fra andre mennesker.

Du får det nærmest til at lyde som om jeg skulle have været træt af dig, det har aldrig været tilfældet, og det ved du vist også godt :-).

25 april, 2006 12:36  
Blogger Suzy-Hang-Around sagde...

Tillykke! Flot at du har taget beslutningen om at give det distancerende, og i længden begrænsende, pingpong et hvil. Jeg vil intet sige om forløbet med Ungersvenden, da jeg bevisligt er verdens dårligste til at afkode mænds signaler, men håber på en laaaaang fælles tur på den lyserøde sky. Heja, Lomme!

25 april, 2006 13:57  
Blogger susling sagde...

Ping Pong er fantastisk. Jeg eeeeelsker ping-pong. Nogle gange ryger bolden bare af bordet - på den ene eller den anden måde - og tro mig mænnerne er faktisk lige så sårbare som os ( og det ved jeg for jeg har både far (nu død) bror, mand (øv det er er et dumt ord, der ikke dækker mine følelser)....og søn ( som er på vej til at blive en af dem der bliver ping ponget!)

25 april, 2006 15:12  
Blogger Mie sagde...

Træt?? Who me?? Nej, nej - alle andres "problemer" har jeg et enormt overskud til ;-)

Jeg må tage hatten af, Lommen, og bøje mig gruset for et SÅ stærkt ræssonnement og - ikke mindst - handling på tingens tilstand! Stærkt gået! Virkelig...

Ungersvenden kan vist godt føje endnu et plus til listen dér...

:-)

25 april, 2006 19:48  
Anonymous Acq sagde...

Enig med Mie, der lige kom før mig fordi jeg havde en lille pjevs med mavekneb der skulle pusles om
Godt indlæg, Lomme; det er så fedt at læse om selverkendelse i den grad. :)

25 april, 2006 20:25  
Anonymous Anetq sagde...

Uh, det der ping-pong-fænomen lyder liiige lidt for velkendt...

26 april, 2006 01:39  
Blogger Pernille sagde...

@Alle kommentatorer: Hold da helt havefest! Jeg er helt rørt over alle de pæne ord - og over, at I rent faktisk gnaskede jer igennem så langt et indlæg. Om mig. :-) Det betyder meget. Som sædvanlig har jeg haft travlt med at fortælle mig selv, at det er noget pjat, at jeg føler mig udaset af alt det tænkeri. Jeres kommentarer giver mig dog grund til at tro, at det, jeg har gjort her med at handle på erkendelsen, måske alligevel - generelt - er sværere end som så, og at jeg derfor ikke skal nedvurdere mig selv.

26 april, 2006 04:49  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home