Jeg GIDER ikke mene ret meget. I Blogland.

"[...] jeg ORKER ikke råben og skrigen
og 127 misforståelser, som jeg burde
være ligeglad med, men som jeg alligevel
kommer til at sidde og kludre ud, fordi
folk forholder sig til noget ganske andet,
end det jeg egentlig skrev - nemlig dét,
de tror, jeg skrev."

------

"Du er fandeme skarp, og du har et talent. Du har et ansvar for at bruge det!"

Sådan cirka lød meldingen fra modparten i en samtale, jeg havde i går. Vedkommende syntes, jeg burde mene noget mere i Blogland - tage nogle flere konfrontationer med blodtørstige debattører.

Sandheden er, som jeg osse måtte forklare personen:

Jeg mener skam en maaaasse ting. Og jeg kan sagtens provokere nyrerne ud af kroppen på folk. Hvis jeg vil. Og jeg kan skam osse selv blive så provokeret, at jeg er ved at koge over - om end man skal vide, hvilke knapper der skal trykkes på... Konen har temperament, jowjow.
Men det er i det virkelige liv - uden for bloggen - at politiske diskussioner og andre holdningsmæssige stridigheder og kampe er værd at gå ind i. Synes jeg.

Selvfølgelig mener jeg osse noget på bloggen. Ingen, der læser med bare et par gange her i Baglommen, kan vel være i tvivl om, at jeg har holdninger til dette og hint. Men jeg ORKER ikke råben og skrigen og 127 misforståelser, som jeg burde være ligeglad med og ikke tage ansvaret for, men som jeg alligevel kommer til at sidde og sku' kludre ud, fordi folk forholder sig til noget ganske andet, end det jeg egentlig skrev - nemlig dét, de tror, jeg skrev.

Jeg ORKER ikke, at jeg kommer til at tro en hel masse forpulet sludder om andre bloggere, bare fordi jeg i en diskussion har følt mig trængt - og fordi det (når man ikke kender folk) er så pisse-hamrende-alt-for nemt at danne sig arrige indtryk, som man ikke kan bruge til noget som helst, men som bare blokerer for udsynet og lukker muligheden for SÅ mange spændende erkendelser...


Og nej, det er bestemt ikke, fordi jeg anser bloggere for dummere end så mange andre. Folk, jeg diskuterer med irl, misforstår da bestemt osse. For slet ikke at tale om, naturligvis, at jeg nu og da osse selv går totalt fejl af folk. Men blogmediet gør altså en forskel.

"Og det gamle ord lyder jo, at kan man ikke klare fiskelugten i Esbjerg, må man tage til Århus i stedet... Eller noget."

At det bygger på skrift frem for på tale er én ting. Men selve det, at vi altså ikke kan se hinanden i en ophedet diskussion kan rent faktisk i sig selv sagtens afholde mig fra at tage konfrontationen.
Klimaet bliver for hårdt for min smag, når man mundhugges sådan og så ikke kan sende hinanden et smil eller høre et tonefald. Og det gamle ord lyder jo, at kan man ikke klare sildelugten i Esbjerg, må man tage til Århus i stedet... Eller noget. Og dét gør jeg så.

Med fare for at lyde vattet, så synes jeg simpelthen, at det er for nemt at være et dumt svin, hvis man koger over i et medie som dette.
Lad gerne andre bekrige hinanden. Jeg ønsker ikke at deltage. For mange spildte, skønne kræfter, for megen frustration. Kald mig magelig, sat og selvtilstrækkelig. Tja... Vil nok være mit bedste svar.

Og så er vi faktisk tilbage ved den go'e, gamle klassiker om, hvorfor man blogger...

Jeg har ikke min blog for at mene en masse politisk - jeg har den i hvert fald ikke for at sige, at min holdning er den rigtige eller med det formål at slå andre i hovedet med den (ikke at jeg siger, at dette er, hvad mere "menende" bloggere gør!), men måske ved jeg, at jeg selv kan ha' en - for - slem tendens til at blive netop sådan, hvis jeg folder mig ud...?

Jeg synes helt klart, det er spændende og interessant, hvis andre gider spadsere forbi i mit kommentarspor med en holdning til vigtige emner som livet, døden og frost-pommes frites. Men at jeg begynder at retfærdiggøre og forklare mig, at jeg argumenterer hektisk og insisterende videre for min overbevisning skal man nok ikke forvente...

Jamen, hvorfor så blogging?
Blandt mange andre årsager blogger jeg, fordi bloggen hjælper mig til at få alle sider af min personlighed frem. Irl.
Jeg var i mange år en "hård negl", der aldrig blev fanget på det forkerte ben i en samtale/diskussion. Men det var nu ikke altid, fordi argumenterne var de mest solide. Jeg havde bare altid pingpong-paraderne oppe, altid svar parat. Og livet efter dén opskrift var fattigt, var det!

Bl.a. på bloggen fandt jeg et fristed. En ny verden åbenbarede sig, en verden hvor det klædte mig at være følsom og ærlig. Osse om dét, jeg ikke var stolt af og havde svært ved at bære. Det allerbedste var, at det viste sig, at de forskellige sider af mig godt kunne forenes, uden at jeg blev i tvivl om, hvem jeg selv var. Tværtimod blev jeg klogere på, hvad jeg var for én.

Derude i virkeligheden orkestrerer jeg nu efterhånden rimeligt fornuftigt hele Pernille, både den bløde og den hårde. Men hende den hårde har jeg ikke brug for at øve mig på. Hun sidder på rygraden. Derfor ser jeg ingen grund til at hale handsken af hånden. Jeg vil hellere stikke hånden i Baglommen (nogle ville kalde det "hovedet i busken") og eftertænksomt tage bestik af situationen...

Med en for tiden lidt for brugt vending, så vil jeg samle op på gårsdagens - i øvrigt givende - samtale ved at sige det som følger:

Jeg træder i karaktér på den her ved at være lidt out of character:
Jeg udfordrer mig selv ved helt stille og roligt at lade folk mene noget andet end mig og ved at forvente , at de gør det samme den anden vej.

Lommen - i fredstid: Spar på krudtet...