Kaffe og rødbeder

Det kan godt være, jeg er blevet klog på nogle mere sådan... eksistentielle områder af tilværelsen, men hvornår pokker lærer jeg at lade være med at drikke espresso klokken alt, alt for sent, når jeg skal tidligt op?
Sidder og hænger på stolen nu, så jeg tager en lur, før rødbede- og kobberfarverne skal svinges over mit hår...

Mere må følge om nogle særlige omstændigheder omkring den fest, jeg var til i weekenden...

Lommen - træt, men absolut med det gode humør i behold

Så langt, så godt!

Hm... Længe siden, jeg har lavet en liste. Dét må der gøres noget ved... :-)

Ti ting, jeg ikke vidste for ti år siden:

- At når jeg bliver såret og ked af det, reagerer jeg somme tider med voldsom vrede, og at vreden ofte har været årsagen til, jeg ikke blev mødt med den omsorg, jeg egentlig havde brug for.

- At man ikke bliver upopulær på at sige klart fra. Men snarere på ikke at gøre det.

- At jeg er nøjagtigt så sexet, som jeg på en given dag (ikke) føler mig.

- At det er sjovt og ikke så forfærdeligt kompliceret at programmere.

- At jeg har humor.

- At det ikke altid er den nemmeste løsning at være skråsikker...

- ... og ikke altid et problem at være i tvivl.

- At alenetid er meget vigtig for mig.

- At en temmeligt fast døgnrytme er afgørende for mit generelle velbefindende.

- At min største forhindring for at nå mine mål er, at jeg ikke tør sætte mig dem.

Lommen – lidt klogere er man da heldigvis blevet...

Weekendtelegram

Festede til kl. 6 STOP Er nærmest aldrig blevet hittet så åbenlyst på STOP Vild hovedpine i dag STOP Heldigvis aftensmad hos veninde STOP

Lommen - nu i telegramform

Afslappet formiddag

"I came here because I realised, that I want to be with you for the rest of my life - and when you realise that, you want the rest of your life to start as soon as possible".

Jeg er syg med den film. Ved ikke helt, hvor mange gange, jeg har set den - åh, der er så mange gode replikker med den helt rigtige timing!

Lommen - i det sentimentale hjørne

Pensionist-post #3

Er der mon en regel i en eller anden lovsamling, der siger, at nye - meget unge - beboere i et bofællesskab altid skal spille vanvittigt høj, vildt lam musik de første nætter, de endelig er fri for Far og Mor?
Vi snakker trommemaskine og de samme enerverende tonesekvenser igen og igen og igen - samt i det aktuelle eksempel højlydt syngen med. Tror dæleme, det er næste generations Johnny Reimar, der er flyttet ind!! *Ydrk* Hvis der altså overhovedet er nogen, der kan huske, hvem han er... *æhm*...

Kan jeg godt nok ikke mindes, at jeg fejrede min uafhængighed sådan, da jeg i tidernes morgen flyttede hjemmefra.

Heldigt at jeg i sagens natur er ved at være så døv, at jeg snildt kan sove fra det...

Lommen - næh se, det er ikke som i MINE unge dage... !-)

Fuck, hvor pinligt!!

Som antydet i det foregående indlæg, var jeg ikke den sjoveste at ha' et tæt forhold til i morges... Jeg var urimelig, selvretfærdig, stejl. Men mest... urimelig.

Fik den sødeste sms fra ham den dejlige, som kildede mig i øret med en bellis på Assistens Kirkegården forleden, og hvad gjorde jeg så? Skrev jeg ting som fx "nååå, hvor er du sød og dejlig, og hvor er det skønt at ha' en kæreste som dig"? Skrev jeg "uhm, min lækre mand. Skønt at starte dagen sådan"? Næ, jeg blev da æskefornærmet og umulig over, at han ikke spurgte til, hvordan jeg havde sovet, og hvordan min morgen var. For det måtte da betyde, han ikke interesserede sig for mig, ikke? (At han rent faktisk skrev en dejlig sms til mig er åbenbart ikke et tegn på interesse oppe i mit morgenskæve hoved... *suk*).

Så var den stakkels mands grænse altså nået. Og det er forståeligt! Fuldt ud forståeligt. For det er altså bare ikke første gang - hverken i denne uge eller mere generelt - at min fornuft ikke får et ben til jorden, mens min krøllede hjerne laver en vildt negativ og urealistisk fortolkning - og forkludrer det hele for både mig selv og andre. Og jeg er så træt af det!
Og han skældte ikke engang ud, for sådan gør han ikke. Han blev bare så uendeligt træt. Og det er næsten værre, fordi det er så civiliseret og står så meget i kontrast til min egen barnlige opførsel...

Nå, men humørsvingeren her kølede jo så af, besindede sig. Og et par timer senere skrev jeg så til ham på hans arbejds-msn, at jeg godt kunne se... Det var ikke ham (det var vitterligt mig)... Jeg hadede at være så umulig og hysterisk og barnlig, og kunne han tilgive mig og ku' vi ikke kramme lidt?


Der gik nogen tid. Jeg hørte så ikke noget. Hans msn stod på 'optaget', så det var at vente. Men jeg var nu noget nervøs.
Så var det så, at jeg sendte ham en sms med budskabet: "Håber ikke, du er blevet så irriteret, at du ignorerer mig nu, og at det er derfor, din msn står på 'optaget'?"

Svaret tilbage lød noget i retning af, at "nej, nej - han var ikke vred, og han ville meget gerne snakke senere. Han havde bare stået som 'optaget', fordi han havde siddet i møde, hvor hans bærbare i øvrigt var blevet brugt som projektor ... og nu var kollegerne til gengæld ret nysgerrige efter, hvem hende der skrev så mange replikker til ham på msn var..."

....!!!?!....

Aaaargh, når min msn står på 'optaget' er den indstillet til IKKE at lade eventuelle kommentarer poppe op. Bl.a. fordi jeg i perioder underviser og anvender min maskine som projektor!
Well, han grinede nu bare lidt ad det, og så var alt godt. Men fuck, hvor skal jeg bare aldrig møde nogen af hans kolleger nu...!

Lommen - har kun mig selv at takke :-S

UPDATE: Min græske nabos stående kommentar var: "Pernill', this is definitely an apology cake!" *Suk*

Om morgenskænderier

Det er efterhånden ved empiri (praktiske erfaringsdata) påvist, at jeg simpelthen ikke evner at gå i bad og i det hele taget komme i gang med dagen, før eventuelle kurrer på tråden opstået om morgenen er drøftet igennem og løst.

Jeg kan ikke ha' skænderier om morgenen! Selvfølgelig bliver skænderier nok aldrig noget, man ligefrem glæder sig over, men de er som så meget andet mange gange værre om morgenen. Hvorfor ved jeg ikke helt. Men det er i hvert fald ad Helvede til at skændes om morgenen.

Lommen - ka' vi ikke bare være venner igen?

Kunsten at give (og at tage) et nej

"Tror du, hun bliver sur over, at jeg sagde nej til at ses i dag", ville han vide.

"Nja...", sagde jeg og overvejede, "måske bliver hun lidt tøsefornærmet, fordi hun blev skuffet".

"Åh, nej", sagde han, "jeg hader at skuffe folk, og nu vil jeg gå hele aftenen og tænke på, om hun mon er sur på mig."

"Hold nu op", indvendte jeg, "I har været venner længe. Måske er hun blevet lidt knotten, men herregud. Du tager den da bare op, næste gang I ses. Fortæl hende, at du havde meget brug for en aften alene. Så vil hun da osse forstå, når du fremover engang imellem siger nej. Ja, og så vil det være lettere for hende at sige nej til dig - fordi du viser, at du selv godt kan tackle et nej. Ville sgu da heller ikke ha' været rart for hende, hvis du bare havde sagt ja til at ses uden at mene det og sådan... siddet og kigget på uret, du ved...".

"Nej", mumlede han, "det har du ret i. Jeg må snakke med hende."

"Ja, du må da - lad nu være med at være nervøs. Kan du måske forestille dig, at I bliver uvenner og aldrig ses igen pga dette?"

"Nææææ", svarede han tøvende, "det ka' jeg vel ikke..."

Og i den tøven lå så mange ting gemt, at det kan undre helt, at de ikke væltede ned om ørerne på os og fik støvet til at hvirvle op i store, grå skyer...

Lommen - ikke nej til DIG, men nej til DET!

Pizza og undertøj

Det kan godt være, jeg er sent på den - det kan godt være, jeg egentlig er alt for sulten til at vente, men det skal ikke afholde mig fra at kaste mig over pizzabageriet NU. Gorgonzola, here I come!

Og til dig, der har søgt på "pikant undertøj i gamle dage" og er kommet ind på min blog, må jeg skuffe: Aner intet om det og har - så vidt jeg husker!? - ikke blogget om det. Nogensinde. Men du kan da kigge forbi til et stykke pizza. Evt. serveret i en f-skål*. Eller noget. Hvad si'r du?

Lommen - kom ikke og sig, jeg ikke nurser min(e) læser(e)!

*) Går ud fra, alle er lige så sultne som jeg

Hår-gak

Bimmela-bammela-bits
Hvor jeg glæder mig til min nye frits!

Hikkedi-vikkedi-vok
Jeg kan ikke få farver nok!

Dimmela-dammela-dum
Bliver ik engang en større sum!

Smækkedi-lækkedi-haks
Veninden vil svinge sin saks.

Trokkedi-nokkedi-vir
Hva' mon ham den lækre sir?

"Hvorfor sagde du ikke, at...?" "Det var da fordi, jeg troede, at..."

En klog kvinde lærte mig engang ordet 'forventningsafstemning'...

Det betyder ikke, at man holder en afstemning og stemmer om, hvem der har de sejeste eller mest opfindsomme forventninger. Nej, det drejer sig om at få sat ord på, hvad man helt præcist forventer sig af sine nære i nogle helt bestemte situationer. Og det er ikke bare halvt så nemt, som det lyder, må jeg ofte konstatere...
Det akrobatiske i disciplinen 'forventningsafstemning' er, at vi ofte kommer til at tage for givet, at andre forventer og håber og har brug for det samme som vi selv. Men det gør/har de bare ofte ikke.

Og når så modstridende eller blot forskellige interesser tørner sammen, går der totalt ged og tyrkisk bazar i myldretiden i den - som regel fordi vi først opdager det, når skaden er sket.

A: "Jamen, hvorfor sagde du ikke til mig, at...?"
B: "Det var da, fordi jeg troede, at du..."
A: "Hva'? Dét har jeg sgu da aldrig sagt noget om!"

Ih, hvor man kender det, ikke? Både fra sig selv og andre. Det er så her, man bør sørge for lige at få foretaget en afstemning af forventninger, så begge er helt på det rene med, hvad parterne ønsker sig. Jeg foreslår, man afsætter et par timer til forventningsafstemning hver fjortende dag. (Mht kærester, så bør de, der har været sammen i under to år, dog nok regne med at bruge lidt mere). :-D

Lommen - tillad mig at minde om at telepati stadig ikke er muligt

Helt galt

Gisp! Noget gik helt galt i går...

Var ganske vist en rigtigt dejlig dag og aften hos Tom & Jerry-vennen, der tog fusen på mig og overraskede med grydestegte vagtler og flødesauce med tørrede svampe og alskens sommertilbehør som grillede squash og dampede grønne asparges - og så endda jordbær med vanillefløde til dessert. Nam, hvor jeg frådede!

Tom & Jerry-vennen er altid godt selskab, så vi råhyggede og så film og grinede og snakkede en masse! :-)

Men ak, ak, ak... Jeg glemte min favoritkaffekande samt min græske kaffe hos ham...

Lommen
- heldigvis den lykkelige ejer af indtil flere espressokander og altid mindst tre slags kaffe i huset (så egentlig er der jo ikke det fjerneste at pive over!)

Slabberads

Aaaah... Dagens første kaffepause... *ser mig rundt i lokalet og forsøger at få overblik*

Hvor mange skal ha' sødmælk i og sidde og latte den, og hvor mange er mandfolk, som drikker deres espresso sort og uden dikkedarer*? Hvor mange spolerer denne herlige drik totalt med wanna-be-mælk (læs: skummetmælk)? Hvor mange skal ha' rørsukker? Og sidst men ikke mindst - hvem skal ha' enten muffins eller cookies til?

Nå, jamen - så stikker jeg til bageren. Giv mig et kvarter, så ska' jeg være dér til at sætte kanden over (og ja, hvis man er en svagpisser, må man gerne gemme kagen til efter frokost).

Lommen - måske man sku' aflægge bageren en visit?

P.s.
Jer, der absolut ska' ryge - ud på svalegangen, blev der sagt! :-)

*Fantastisk, i øvrigt, at man snildt kan forestille sig, at der rent faktisk findes folk, som bruger dikkedarer i kaffen...

Som at glippe med øjnene

Jeg vågnede i morges og tænkte savnende: "Bare der er en sms fra ham". Åbnede min mobil og fandt ingenting. Blev lidt skuffet, men tog osse mig selv i det: "La' nu være at gå helt i tøsepanik, Pernille". Dét lod jeg så helt og aldeles være med. Besluttede i stedet at sige sms-godmorgen til ham. Men bordlighter-mobil ville ikke sende.

Hørte engang, at man kan miste forbindelsen til mobilnetværket, hvis ikke man hver eller hver anden dag slukker og tænder sin mobil igen - så det gjorde jeg.

Og tje-tjing! Så lå der både en sød godnat-sms fra i går og en rigtigt kærlig én skrevet her til morgen. Det var som at glippe med øjnene, og pludselig stod verden i et helt andet og meget bedre morgenlys...
Bippede ham selvfølgelig op på messenger og fik trods travlhed på hans job dejlige ord at starte dagen på - og cyberkrammede ham længe. Intet imod virkeligheden og Assistens Kirkegården, men skønt alligevel!

Nu: Speciale (hører nok fra vejlederen senere i dag) og så eftermiddagskaffe med Tom & Jerry-vennen.

Lommen - og så skinner solen!

Picnic oven på lig

Ja, ja - jeg veeeeed det det godt, men ku' altså ikke nære mig for den overskrift...

Sagen er, at Amorinerne og jeg fulgtes ad til Nørrebro i dag. Mellem eftermiddagstravle nørrebroere, der i vanlig høj fart cyklede, racede, truttede, bugtede sig vej ned ad deres hovedstrøg Nørrebrogade, gik vi med jakkerne over armen og fyldte vandflasker i hånden. Uden at skulle nå noget som helst. Slentrede inden om Tim's Cookies og hentede de lækreste muffins, fik endnu en pose under armen hos Bagel & Co. med deres klassiske store bagels fyldt til randen med friske frokostlækkerier.

Fortrak til en af de mange grønne pletter på Assistens Kirkegården, bredte jakkerne ud på jorden, smed sko og strømper, som vi i et øjebliks vildfarelse havde taget på hjemmefra - for solskinnet har jo flere gange været lumsk og køligt, men nej, ikke i dag.
Spiste og småslumrede og nussede dér, som om vi aldrig sku' forlade stedet igen.

Nu har jeg røde kinder og endnu flere bløde pletter i hjertet.

Fordi jeg blev kildet i øret med en bellis
Fordi vi så en lille dreng, der simpelthen var noget så kær, som han løb rundt i sine miniaturejeans og forsøgsvis sparkede til en lille fodbold
Fordi vi begge lo overstadigt af en virkelig grim, men meget krammeagtig bokserhund (som jeg på et tidspunkt halvt i søvne troede, at jeg blev overfaldet af, da jeg mærkede noget blødt mod min fod - det var hans fod...)
Fordi han sagde: "Jeg tror, du bliver en god mor"

Lommen - nogle kirkegårde rummer både liv og død

Tænk hvis man kom til at skyde Far...

Replikskifte i bussen forleden mellem lærer/pædagog og et par 12-årige knægte:

Lærer: "Altså i USA må alle mennesker gerne ha' et skydevåben, sådan så de kan forsvare sig selv og det, de ejer - deres hus for eksempel."

Dreng nr. 1: "Orv, mand! Sejt! Altså fra man er atten eller hvad?"

Lærer: "Ja, man skal nok være atten - eller énogtyve. Det kan jeg ikke lige huske."

Dreng nr. 2 (mere tænksomt): "Hm... Hvad så hvis man er alene hjemme, og éns far kommer tidligere hjem, og man så tror, at...?"

Lærer (med smil i stemmen): "Ja, det er jo lige præcis dét......"

Måske står det alligevel ikke så galt til med ungdommen, som man kunne ha' frygtet?

Og tilsyneladende heller ikke med alderdommen:
Samme dag spottede jeg i s-toget en ældre dame iført konefrakke samt de obligatoriske hudfarvede nylonstrømper med "ål" i... og pludselig øjnede jeg, at hun mokkede rundt med en dvd-afspiller med harddisk i!!
Det er fileme stort! Og hun så lige så lykkelig ud, som jeg gør, hver gang jeg hjemfører en eller anden elektronisk gadget. Herligt!

Lommen - verden ikke af lave

Candyfloss og regnbuer til alle...

... ja, jeg deler gladeligt ud. Så har I osse lidt at gumle på de næste par dage. :-) Tror ikke, jeg får tid at blogge. Men hva' pokker? Mon ikke de fleste har meget andet at ta' sig til end at sidde og læse blogs? Forhåbentlig. Det er jo forår... :-)

Lommen - till we meet again...

Glæden ved glæden

Da jeg var barn, var glæde sådan en nem ting. "Ja", tænker du måske, "hvad i alverden sku' der nu være svært ved glæde??" Men hør nu bare:

Dengang glædede jeg mig fx i dagevis til, at min far vendte hjem fra sin årlige 2-3 måneder lange ingeniørrejse i alverdens ufremkommelige områder. Og når han så endelig stod i den brede hoveddør og først krammede min mor meget, meget længe og dernæst os børn, og snakken gik livligt, og glædestårerne trillede, mens den toldfri chokolade og sprut blev hevet frem af taskerne... Ja, så var det et naturligt klimaks på en forventningens glæde, som havde varet i dage- ja, ugevis! De aftener var fantastiske!

På samme måde var det med julen, med at tage på besøg hos min faster, som boede helt ovre i Jylland og med at tage på ferie i et lånt sommerhus, jeg aldrig havde været i før, i Sverige eller på Bornholm, og med den årlige tur i Tivoli.

Men som jeg blev ældre blev det sværere, det dér med glæden. Ikke at jeg holdt op med at være positiv - overhovedet ikke. Men der var altid så meget, jeg skulle nå. Og pludselig var der bare aldrig længe, længe, længe til julen. På et tidspunkt blev det snarere sådan, at julen altid var en størrelse, der bare væltede ind ad døren, mens man stadig stod iført en halv bh og en løbet nylonstrømpe, mens man rendte frem og tilbage mellem badeværelset og køkkenet for at røre i sovsen og tjekke, hvilket interval af stegningen anden nu var i...

Julen er stadig skøn, men at glæde mig til den... dét har jeg ikke gjort i mange år. Jeg har simpelthen ikke nået det. Jeg nyder den utroligt meget, når man sidder dér sammen med hele familien om julebordet d. 24. december. Ingen tvivl overhovedet! Og jeg elsker at stå og lave julemiddagen. Men spørger du mig samme dag kl. 15, om jeg er i julestemning, vil svaret formodentlig være: "Hva'? Tager du ikke lige en liter sød med fra kiosken, så er du en sveske? Vi mangler!"

Tilsvarende med alle de andre barndomsglæder:
Min far er pensioneret nu og rejser ikke længere på "togt", og vi låner ikke længere sommerhuse måneder i forvejen. Jylland har jeg de sidste ti år fartet til i alle mulige og umulige sammenhænge, og nu ser jeg egentlig mest rejsen som et nødvendigt onde.

Selvfølgelig kan jeg stadig se frem til ting, jeg skal, og aftaler jeg har, men ligefrem gå og glæde mig utålmodigt og mærke sug i maven... dét gør jeg sjældent. Der er udover travlhed osse kommet noget andet frygteligt voksent ind over: Noget med at være bange for at blive skuffet. Tænk hvis man nu glædede sig for meget. Alene udtrykket er jo nærmest absurd grænsende til det tragiske!

MEN:
Nu var det så, at jeg her for et par timer siden mærkede en lidt fremmed fornemmelse i maven. Og pludselig gik det op for mig: Jeg glæder mig simpelthen så meget til de dér amoriner i morgen, at jeg har sommerfugle i maven. Og så blev jeg endnu mere glad og tænkte, at dét måtte jeg blogge om. Facto!

Lommen - i morgen er der amoriner; der er længe, længe til...

Betænkelige googlinger

Ja, det er da minsandten, hvad der er tale om i denne omgang! Min besøgstæller afslører således, at der blandt gæsterne her på bloggen er folk, der har søgt på:

Hvorfor opfører man sig nogle gange mærkeligt over for andre?
Se, hvis du er nået dertil, at din opførsel ligefrem leder dig til at søge en forklaring på Google, så tror jeg faktisk, du bør søge kvalificeret hjælp... Hvis det ikke er dig selv, men en bekendt det drejer sig om, så SPØRG dog vedkommende!

Stor pik til mor
Hm... Gad egentlig godt vide, om det er denne mors søn eller datter, der har tænkt, at nu er det godt nok på tide, fordi Mor virker desperat og sur og gnaven hele tiden. Eller om det er Mor selv, som pludselig siddende foran Googles side har erkendt sit behov...
Under alle omstændigheder: Hvad har det nu med mig at gøre?? Jeg er ikke Mor, og jeg har ingen p*k eller... altså... blogger ikke om sådan noget.

Den hvide klat sex spil
Det her ved jeg nærmest ikke, hvad jeg skal sige til. Ud over at det på alle måder er bekymrende, at den eneste grund til, min side er kommet frem hos Google, formodentlig er, at jeg engang bloggede om klatter af mayonnaise-salater. Jeg håber ikke, vedkommende kunne bruge den post til noget, de øvrige søgeord taget i betragtning... :-S

Nærighed, psykiatrisk set
Hm... Hvis du ligefrem anskuer nærighed som en psykisk lidelse, tror jeg da klart, det er dig, jeg skal i byen med næste gang... !-)

Grunden til overspringshandling
Se, her er så endelig noget, som jeg rent faktisk véd noget om... *Læner mig velbehageligt tilbage i stolen* Fx er denne post en overspringshandling for at slippe for at færdiggøre min pensumliste... Grunden: Det er r*vkedeligt at lave sådan nogle sideoptællinger.
Men hvorfor i alverden du behøver at søge på Google for at finde ud af, hvorfor du laver noget andet end det, du burde, kan man jo undre sig over. Er du for resten sikker på, at din googling ikke var en overspringshandling....?

Lommen - Google nu som psykologisk orakel?

Hvad er guleroden?

Hm... Min fredag aften tilbragte jeg så med at tælle sider op og anføre kildehenvisninger og den slags fantastisk sindsoprivende... *gaber*... ting.

Er netop vendt tilbage til pinden efter endnu en biblioteksmarathon - denne gang med vellykket resultat.
Resten af dagen skal bruges på en omgang speed-skrivning, som jeg for mig selv kalder det, på et afsnit i specialet.
Speedskrivning kører efter devisen: "Skriv til blodet springer af neglene, lad være med at tænke for meget over, hvor smart og akademisk det lyder, men bare skriv alt hvad du ved om dette hjørne af opgaven. Nu!"
Har været nødt til at ty til den slags metoder nogle gange, fordi Perfektionisten her ellers er hundrede år og en klam madpakke om at komme i gang af bare angst for at *uha-uha* begå fejl (hvilket vi jo alle ved er fuldstændigt utilgiveligt...)

Og nu vil du så sikkert vide, hvad guleroden er? Hvad er belønningen? Hvad er det, der driver mig fremad?

Målet er søndag, såmænd. Der er udsigt til både solskin og amoriner.

Lommen - nu: Kaffe!

Chokolade og bank

Ligesom i H. C. Andersens historie om Store Claus og Lille Claus, hvor Store Claus hader degne (angiveligt fordi hans kone ligger i med én af slagsen), har jeg fra min familie nedarvet en vis allergi over for

-advokater
-læger
og især...
-bankrådgivere

(ikke at nogen i familien har ligget i med nogen af slagsen, dog... Men som i H. C. Andersen-fortællingen er det sådan en meget generel antipati mod hele faggrupper)

I dag sku' jeg snakke med én af sidstnævnte om et mindre lån, sådan at de sidste måneder af min studietid hænger sammen økonomisk. Vi snakker absolut ikke luksus eller noget. Vi snakker mad på bordet. Simpelthen. De sidste måneder har ikke været sjove. Jeg har tidligere suppleret mine legatpenge med lidt arbejde, men har besluttet nu fuldt og helt at fokusere på specialet. Det mærkes på pengepungen. I dén grad. Og når begrebet 'sidst på måneden' pludselig i månedsvis fylder hele måneden, er det på tide at indse, at noget må gøres...

Jeg var pikkehamrende nervøs inden mødet med bankrådgiveren - og havde haft mareridt om det flere gange. Hader at bede nogen om noget - er sindssygt bange for at blive underkendt og mistænkeliggjort. Især når det kommer til penge. Og dét forekommer vist nok de fleste ret pudsigt, eftersom jeg ikke skylder min bank en krone og ikke har gjort det de sidste par år, efter at jeg satte mig selv under administration, skiftede visa'et ud med et børnevisa (læs: electron) og betalte en kassekredit på 35.000 ud.

Således var min kære græske nabo mere end optimistisk forud for mødet:
"Come on, Pernille!", lød det med hans karakteristiske mafioso-accent, "with the attitude you present today you will have no problems at all. Charming, smiling, beautiful people get what they want. It's all a question of psychology."

Ja, han ved, hvordan han skal snøre kvinderne, gør han...! :-) Men hans kommentar var nu dejlig at gå af sted på.
Vi fastslog endvidere, at i fald jeg ligefrem fik chokolade ud af besøget, var jeg gået for vidt, så jeg måtte være på vagt. ;-)

Mødet gik minsandten over al forventning. Og der blev sat skik på dette og hint - fik skiftet afdeling, hvilket jeg længe har villet og fik ordnet nogle andre småting. Ikke mindst fik jeg afsendt en check på de famøse 800... (SKØN fornemmelse!)

Så nu er der sikret ro og dermed ordentlige vilkår for koncentrationen de kommende måneder. Herligt, herligt!
Som jeg skrev til naboen, da jeg kom ud fra banken:

"No problems at all in the bank. Got exactly what I asked for - except for chocolate... !-) What a relief!"

Han svarede:
"You see :-) They call it the smile effect. It is usually irresistible. Don't worry for the chocolate. The weather proposes ice cream anyway :-D"

... Men valget faldt nu alligevel på en lille kage og en god kop kaffe til fejringen. :-)

Lommen - efterhånden lidt bedre til at løse de problemer, jeg er bange for at indse...

Knurhårslur

Det dér med at hvile ud, bliver vist en anden god weekend, men jeg kan da bringe et billede af én, der i sandhed forstår at tage sig en afslappet lur!

Ha' en fortræffelig weekend derude.

Lommen - måske lidt en sæl inderst inde?

Suser!

Der er edderbroderemig nogle bolde i luften, for tiden...!

Specialet får et ordentligt utålmodigt "jeg vil være voksen og færdig NU"-spark lige i nosserne!

Og jeg mestrer derudover
at hjælpe brormand med BA-projekt
at se de gamle venner til syv kopper kaffe og dyb snak
at indlede nye dejlige venskaber
at skraldgrine mange gange om dagen,
at ha' forelsket super romantisk weekend-besøg inkl. skøn udflugt (og at overvældes og blive stum)
at huske at ringe til hr. og fru Kål (mine forældre) og høre, hvordan det går (og STORnyde samtalen)
at finde boligløsning for fremtiden...
og pengeløsninger for... *gulp* lige nu
at læse avis og undres og mores
at passe planter og passe tiden
pudse vinduer og pudse briller
samt dufte til regnvådt græs og gå lange ture (den slags siger hende her selv, at man bør huske).

Det var således helt rigtigt ramt, da ham her for nylig i en kommentar noterede sig, at det lod til, jeg virkelig havde energi til både at tænke og skrive og foretage mig "det ene og det andet".

Espressoen må siges at være bæredygtig i mere end én forstand for tiden... ;-)

Lommen - er!

Ren fanfare!

Som en update på det forrige indlæg kan jeg med dyb glæde i stemmen sige:

Min ven klarede dagens psykologsamtale over al forventning! Og jeg har simpelthen nærmest aldrig hørt ham så lykkelig over at ha' udfordret angsten, som da jeg talte med ham i telefonen i eftermiddags.

Psykologen havde faktisk opfattet ham som værende så motiveret for et terapiforløb, at hun havde anbefalet ham en bog om kognitiv terapi (for de, der ikke ved det, er kognitiv terapi den terapiform, man traditionelt benytter over for folk med diverse angstlidelser; grundlæggende bygger den på en tanke om, at angsten hele tiden skal udfordres med øvelser i at gøre det, som den enkelte finder ubehageligt; angsten skal "eksponeres", siger man, således at klienten bliver modsagt i sin tanke om, at der er fare på færde).

Tilbage til min ven:
Jeres tanker og krydsede fingre må sgu ha' hjulpet - for han spadserede direkte på biblioteket bagefter (noget han for kort tid siden ville ha' udskudt eller ladet helt være med) og lånte straks bogen.

Han har fået en ny psykologtid allerede, og han føler sig fuldt ud overbevist om, at forløbet op til næste gang ikke bliver helt så slemt. Nu har han jo mødt terapeuten, der virker rar og lader til at gå grundigt til værks, og som nu vil forsøge at indkredse, præcis hvor alvorlig min vens angst er, og hvad der skal gøres. Og han ved præcis, hvor hendes praksis ligger, og hvad der skal foregå. Det giver lidt tryghed.

...

I disse dage er det cirka et halvt år siden, at jeg første gang spagfærdigt nævnte over for ham, at det måske var en idé at se en psykolog. Ifølge hvad jeg kan sjusse mig til ud af hans egne beretninger er det nok omkring fem år siden, at han selv begyndte at overveje det nu og da, når angsten forhindrede ham i at gøre ting i dagligdagen, som han ellers meget gerne ville.

Så man kan roligt sige, det tog nogen tid at indse, at han behøvede hjælp til at gøre selv de ting, han virkelig brændende ønsker at gøre. At turde gøre alt det, han drømmer om. Det tog et langt tilløb.

Men allerede da den endelige beslutning om at gå i terapi blev taget for nogle måneder siden, begyndte der lige så stille at ske ting og sager. Som han sagde til mig: "Jeg véd, at jeg vil i behandling nu. Så jeg kan lige så godt begynde at udfordre angsten allerede nu." Jeg var ved at falde ned af mine egne ben. :-) Dét var nye toner!

Dagen efter begyndte han at tage telefonen, hver gang den ringede (noget han ellers hadede, osse selv om han i displayet kunne se, hvem der var i den anden ende af linjen). I det hele taget er det her med at nærme sig andre mennesker - det være sig fremmede, kolleger eller venner og familie - jo et issue. Han gør alt, hvad kan nu. Og så er han begyndt at fortælle sine venner om angsten, som han ellers altid har holdt komplet skjult...

Lommen - jeg er ufatteligt stolt af min ven

BARE det går godt!

Jeg har en ven, som i dag skal gøre noget, han i måneder har taget tilløb til. Noget, der har gjort ham så bange, at han har været helt ude af flippen. Noget, der helt sikkert vil ændre hans liv over tid. Og som han selv har indset, at han må gøre, uanset at noget i ham skriger, at det er meget farligt.

Jeg har en ven, der lider af socialangst - dvs. han er nervøs ved at møde fremmede mennesker og har meget svært ved at slappe af i offentligt rum. Han er både bange for at blive bange (at angsten kan ses på ham, for så ville andre jo kunne se hans følelser, og dét er i hans bog noget af det værst tænkelige), og så er han bange for... noget, han ikke helt ved, hvad er.

Han vil nærheden med og glæden ved andre mennesker. Han elsker faktisk socialt samvær. Han er bare osse så frygteligt bange. Vist nok for ikke at være god nok. For at andre tænker, han er kikset og håbløs. For ikke at slå til. For at blive udstødt, svigtet, efterladt, udstillet. Hver eneste dag lever han med den frygt og føler sig meget blød og sårbar og udsat. Det fortæller han mig. Og trods et langt bekendtskab er jeg stadig lige forbløffet over gang på gang at kunne konstatere, at jeg ikke kan se det på ham. Overhovedet. Han virker altid fattet. Cool, calm and collected. Der er ikke skyggen af noget kikset over ham. Hvordan kan han så føle sådan?

Jeg ved, hvordan jeg selv har det, hvis jeg en enkelt time eller en enkelt eftermiddag er nervøs for noget, bange, bekymret. Tanken om at nogle mennesker har det sådan hver eneste dag fylder mig med en frustration og en afmagt så stor, at jeg kan græde over det.

I dag har min ven sat sig for at sætte angsten stævne. Han har sin første tid hos en psykolog her i eftermiddag. Han skal det, han frygter allermest: Snakke med en fremmed og sætte ord på sine allerinderste følelser.
Jeg beundrer ham helt ufatteligt for at være nået hertil. Jeg véd, hvor mange tårer der er grædt og hvor mange nederlag han har måttet æde, før han nåede hertil.
Tænk på ham. Send ham lidt varme og støtte. Han har så hårdt brug for det.

Lommen - hvis tro kan flytte bjerge, så flytter jeg i dag Mount Everest

Pik og pandekager

En mor og hendes lille søn sidder i et tog. På et tidspunkt stiger en meget overvægtig mand på toget og sætter sig på sædet på den anden side af midtergangen. Den lille dreng stirrer med store, fascinerede øjne på den fremmede, tykke mand, og til sidst kan han ikke nære sig, men kigger med imponerede øjne på sin mor og siger med høj, klar røst:

"Orv, Mor - hvor er han tyk!"

Moderen skæver undskyldende og forlegent over imod manden, der dog ikke lader sig mærke med noget, og tysser så på drengen. Ved næste station stiger manden af, og moderen forklarer sin søn:

"Sådan siger man ikke, Frederik! Manden havde bare spist for mange pandekager, fordi han ikke kunne lade være. Han er sikkert flov over det, og så er det ikke rart for ham, at du sidder og siger sådan, så alle kan høre det, vel?"

Lille Frederik bliver meget eftertænksom og nikker stille. Det kan han godt se. Han lover sin mor ikke at sige sådan igen.

Ved næste station stiger en højgravid kvinde på toget og sætter sig, hvor den tykke mand sad før. Ligesom med manden stirrer Frederik overvældet på den bugnende mave. Og igen presser ordene sig på. Men klogeligt belært af erfaringen og sin mor, tager han sig selv i det og tænker sig godt om, før han direkte henvendt til den gravide kvinde siger:

"Jeg ved godt, hvad du har fået for meget af - men jeg si'r det ik'!"

Lommen - hvad synes I humor er?

Fra dårlig til god på en formiddag

Der er dage, som starter supergodt og så gradvist bliver værre og værre med flere og flere uheld og irriterende sammentræf og ting, man ikke kan gøre noget som helst ved. Der er ikke mange af dem, men de er dér. "Smil til verden, og verden griner ad dig-dagene" kalder jeg dem for mig selv.

Der er dage, som bare er noget lort lige fra om morgenen, og som ikke ændrer sig stort, før man endelig - komplet nedslået - kan gå i seng om aftenen og langt om længe gøre en ende på alle fortrædelighederne... Det er "Anders And-dagene". De er heldigvis endnu sjældnere.

Og så er der dage, som i dag. Hvilket muligvis forklarer, hvorfor jeg hader morgener (men elsker livet) og ofte tænker, at fra morgenens sindstilstand kan humørkurven kun gå opad. Havde jeg generelt haft et lavere energiniveau, ku' morgensurhed af den grummeste slags sikkert sagtens ha' ligget til mig. Men mit krudt i r.... sikrer, at morgensurhed højst varer cirka ti minutter.

Well.

Jeg lagde ud med ikke at kunne sove i nat. Noget at spekulere over (og nej, det havde intet med 800 kr. at gøre) , men jeg er - og har alle dage desværre været - en værre nattespekulant...

Desuden havde jeg smerter, fordi det i dén grad er dén tid på måneden - og denne gang mærkes det endnu mere end normalt. Ondt i lænden, ondt i hovedet, kvalme og tonstung træthed. :-/
Så jeg faldt sent i søvn og vågnede efter 4-5 timers søvn med sindssyge mareridt om samtaler med vejledere, samtaler med bankrådgivere, samtaler med... diverse instanser, som alle sammen anklagede og bebrejdede og tårnede sig op foran mig.

Men jeg vågnede med en solstråle på panden, veninden sendte en omsorgsfuld sms, vejlederen på min sidste eksamen til sommer (der altså intet har med specialet at gøre) viste sig super hjælpsom, og pludselig gik skrivebordsarbejdet i dag væsentligt nemmere end ventet. En afleveringsfrist på mandag kan således overholdes i god tid og uden stress og jag. Og specialevejlederen har fået sin ladning materiale for denne gang, så osse på dén front er der lidt ro for en stund.

Nu sidder jeg så i biblioteket og finder kilder og eksakte titler og tjekker årstal og sidetal og hvad der nu ellers kan være af tal. Sådan noget tidskrævende noget, der dog egentlig er meget hyggeligt, fordi det ikke kræver den store hjernekapacitet eller hittepåsomhed.

På hjemvejen finder jeg så lidt guffeluf til venindekaffen i aften, og så kan jeg spadsere de tre kilometer ud til Huset her i det nydelige vejr og gå hjem og aftenhygge med god, god samvittighed.

Lommen - bare om at nyde det, når man som studerende for én gangs skyld (!) ikke føler skyld

UPDATE
Og så ankom den dérsens sofa endda før, sådan at ejermanden selv kunne stå for at få den i hus - men måske han ku' lokkes til at gi' middag i næste uge alligevel...? ;-D

Nej, det endte IKKE med en Lilly-model...

... men derimod med et monstrøst bæst af en sofa!?

Hvordan dælen det går til, at diverse beboere her i Huset aldrig er hjemme til at hente de ting, de render og bestiller på det dérsens internet, er mig lidt af en gåde.

Nåja, ret skal være ret... *ahem* De andre er da osse blevet banket ned eller op (eller hvordan man nu ser på det, når man vågner ved, at éns hoveddør er ved at vælte...) af pakkeposten pga af alle mine bogforsendelser* *fløjter uskyldigt*

Men en sofa er altså svær at sætte hos naboen, ikke? I det hel taget bare at stille noget som helst andet sted end... udenfor. Dér vil den lykkelige nye ejer jo ikke ha, at den som et andet Familien Fab-ikon skal stå og glane (og måske begynde at råbe ad forbipasserende).

Så nu ender det sikkert med, at jeg er så ualmindeligt flink sammen med et par andre at slæbe den forpulede, åndssvage sofa op og stille den i det værelse, den fremover skal bo i. Fordi ejeren af værelset er ude at ro test. I sin kajak. Næste gang kan han ro i sin sofa, når jeg nu i bogstaveligste forstand har ladet den sejle sin egen sø...

Lommen - godt ord igen; vil jo gerne hjælpe. Men på bloggen lyder det sjovere at være sur... ;-)

*) Aftalen med postvæsenet er nemlig, at hvis ikke den modtager, som står på pakken, er hjemme, må forsendelsen godt afleveres hos hvem der nu er hjemme, så man er fri for at skulle hele vejen ned i byen og hente den, og posten er fri for at tage den med tilbage.

Den værste eks at høre fra

Her til aften har jeg fået en mail. Ikke en hvilken som helst mail, men en mail fra en eks-kæreste. Ikke en hvilken som helst eks-kæreste, men ham, jeg refererede til her.

Mailen skyldtes nogle tåbelige og ret ligegyldige praktiske sager, som jeg ikke skal trætte jer med. Nej, om igen. Hvorfor ikke bare sige det, som det er?

Den skyldtes skaldede 800 kr., som jeg da selvfølgelig har haft mulighed for at betale ham tilbage. Har betalt flere tusinde tilbage til ham, som jeg skyldte ham ved bruddet.
Men jeg har fortrængt dem, de 800. Mere eller mindre.

Da vreden over alle urimelighederne (over volden, fornedringen, alt det, der i næsten et år gjorde mit liv til et helvede og stadig sidder i mig som traumer og søvnproblemer og mindreværd)...

Da vreden over alt dette dukkede op længe efter, at forholdet var endt, var det, som om noget i mig sagde: Skal jeg virkelig betale til den stodder - efter alt hvad han har gjort imod mig?! Efter alt hvad han ødelagde? Og selv om pengene og de tragiske oplevelser jo intet havde med hinanden at gøre, og selv om der altid skal to til en tango og alt det dér, så følte jeg alligevel en vis irrationel retfærdighed i at tænke sådan.
(Sku' man ha' gjort det sådan op, burde jeg naturligvis ikke ha' betalt ham en øre!!)

Og så arkiverede jeg erindringen om den latterlige, lille sum i den del af baghovedet, hvor der er allermest mørkt og støvet, fordi man aldrig kommer dér og i hvert fald aldrig kigger efter i skufferne...

800 kr. skal jeg betale. 800 takseres en ordentlig gang bank og psykisk nedbrydning åbenbart til i disse tider. Men så må jeg osse glæde mig over, at jeg fik det billigt, hele pivtøjet - med sammenbrud og depression til følge... Special price for you, my friend!

800 kr. siger du?

Jeg sidder nu pludselig her i klam fortid til op over begge ører. Jeg sidder endda og er forelsket i en helt anden mand, som modsat ham eks'en virkelig er god mod, for og med mig. Jeg har vidunderligt sødsuppede, corny kærlighedserklæringer på mobilen hver dag, lange forstående snakke og trygge, kærtegnende, påskønnende hænder, der holder om mine, når de bliver kolde og rystende. Jeg har glæde og modspil og tillid og fairness. Jeg sidder her... med drømmene og livsglæden mirakuløst i behold. Jeg sidder med gode kort på hånden (og flere i en bunke på bordet, hvis nu jeg sku' løbe tør).

Og alligevel... efter 2½ år kan bare tre linjer om skaldede 800 kroner, tre linjer udvekslet v.hj.a. computersignaler, gøre mig helt kold indvendigt. Al den vrede, jeg aldrig turde mærke og slippe løs dengang, vælder bare op i mig.
Al den kvalme, alt det gamle, hengemte, mugne. Al den uretfærdige angst og ængstelse og ensomhed og skam.

Lommen - de 800 skal af sted nu! Og det kan kun gå for langsomt!!!!

Det regner med ulykker

For tiden har jeg af nogle temmeligt jordnære og ganske ransagelige årsager ikke mit daglige holdepunkt, som i årevis har været vigtigere for mig end både nyhedsudsendelser i tv og artikler på nettet...

min elskede Politiken *snøft*.

Således følte jeg mig for første gang i mange, mange måneder ansporet til at se en nyhedsudsendelse i fjernsynet her til aften. Og bortset fra at Jes Dorphs poser under øjnene var blevet noget større end sidst, var der jo ikke sket det store.

Eller......

Er det mon et eller andet nyt smart koncept, at nyhedsudsendelsen skal være fyldt med ulykker og tragedier af alskens slags???! Eller havde jeg bare glemt alt om billedbårne mediers nyhedsprioritering, efter alt for længe udelukkende at ha' været avislæser? Eller var jeg bare uheldig at vælge at tænde for fjernsynet netop i dag?

En mandlig amerikansk studerende i Virginia, USA var gået amok og havde øjensynligt ladet sin frustration over egen manglende studiemæssige kapacitet føre til massakre på over tredive andre studerende, hvorefter han havde skudt sig selv. En psykolog mente, at motivet til drabene på de øvrige studerende simpelthen var en slags hævn over den studerendes egen studiemæssige fiasko. *Gyyyyys*

Hjælp, altså...! *Mangler ord* Føles lige pludselig mærkeligt at sidde her som studerende, der dagligt gør sig bekymrede tanker: "Bliver jeg nu færdig?" "Er det nu godt nok?" ... og så bare på ingen som helst måde fatte, hvad der er sket i sådan et menneskes hoved. Nå, nok rigtigt udmærket, at jeg slet ikke begriber det eller kan sætte mig ind i det.......

Så var der et kæmpe slagteri i Sønderjylland, som var brændt. De sku' ellers lige til at udvide - det hele gik så godt, mens alle andre slagterier fyrer medarbejdere og flytter produktionen til udlandet. Nu står 1000 mennesker uden job.

En tankbil var væltet et sted, og chaufføren er stadig bevidstløs...

Det lyder muligvis som en flugt fra virkelighedens barske realiteter, men jeg vil tilbage til min avis og min kultursektion. Nu! ;-)
Spøg til side: Selvfølgelig holder jeg mig orienteret. Avis eller ej. Men jeg er sådan én, der i mange timer efter fx en nyhedsudsendelse kan se de ofte meget ubehagelige billeder for mig. Og det er simpelthen ikke til at holde ud.

Lommen - lidt for ømskindet til tv - kan jeg ikke bare få lov at læse, hvad der er hændt ude i verden...?

Smid opvasken ud (ad vinduet)

Selvfølgelig har vi som alle andre bofællesskaber nu og da problemer med at holde orden i køkkenet. Men faktisk går det rigtigt godt det meste af tiden (og jeg er ellers sart og kendt for at være "køkkenmor" og opdrage på de yngste beboere, så de kan se at blive lige så køkken-orden-og-rengørings-neurotiske som jeg selv i en allerhelvedes fart...)

Vi har to køkkener i vores monsterstore hus, og i det ene (hvor jeg færdes mest) har vi lige haft et ordentligt "husskænderi" (det kalder vi somme tider for sjov vores husmøder), og der er sandelig kommet skik på tingene. Tror aldrig, der har været så pænt og ordentligt hos os.

I det andet køkken, derimod,...
...har de lige fundet al den opvask, der indtil i går tårnede sig op på køkkenbordet og som tilsyneladende formerede sig i et ganske hæsblæsende upbeat tempo hen over weekenden, uden at nogen vidste hvordan,...

i skraldespanden!!!

Jo, sgu! Nogen havde taget en rask beslutning og simpelthen smidt den ud.

Jeg anbefaler, at vi snarest deler de to køkkeners økonomi op, hvis det her fremover er deres version af at "tage opvasken..."! !-D

Lommen - handlekraft er åbenbart ikke altid godt...

"Hypersensitive brystvorter"

Hvem i alverden søger på det, og - ikke mindre væsentligt - hvorfor pokker havner vedkommende på min blog??!

Lommen - nettet er sgu en underlig fugl

UPDATE
I fortsætter sgu, gør I: "samtale om onani med sin mor" ???

Nej, nu tror jeg altså nok, jeg har luret, at I søger på disse lidt mystiske emner, blot for at få jeres "helt egne" indlæg her på bloggen...! ;-) Men tak for et herligt grin og hurra for nettets næsten-anonymitet... !-D

Livshadere?

'Livsnyder' er et pudsigt ord. Det indikerer jo lissom, at det ikke er en selvfølge at nyde livet - det må stå i modsætning til noget eller rettere: nogen. Mon der osse findes 'livshadere'? Somme tider ku' man næsten frygte det, når man mærker, hvor sure og underskudsagtige folk kan være i offentligt rum.

Det er selvfølgelig i orden at være sur og tvær somme tider. Jeg tror ikke på selvhjælpsguruernes mantra om, at man altid bare kan "tænke sig glad" og den slags. Men hvorfor skal det gå ud over tilfældige - som fx kassedamen nede i Netto - at man har en lortedag? Bliver humøret bedre af det? Bliver andres humør bedre af at de er tvangsindlagt til at høre på det? Næppe!
Sig dog til konen eller manden eller hvem du nu omgiver dig med, hvad du er så pissemuggen over. Stå ved at du netop den dag er et småligt, halvondt, utilgivende bæst. Stå ved at din opfattelse af dig selv som den overskudsagtige, glade, tilgivende bare ikke altid passer, men i hvert fald osse rummer andet og mere. I stedet for at overfuse sagesløse eller gå og blive indestængt. Det sidste er ikke spor bedre.

Lommen - livselsker og møggnaven nu og da. Måske ligner jeg somme tider en livshader?

Stilhed i Huset

Nå, så kan jeg fornemme, der er ved at være aftenstille i Huset mellem de to Søer. Ingen listen på det knagende gulv i gangen ved køkkenet, intet ekko af bofællers latter i korridoren. Det er lidt tidligere end ellers på hverdage, men for en mandag er det ret normalt. Folk er altid trætte efter weekenden og drømmer vist om... weekend.
Selv er jeg osse trukket i nattøjet. Det grimmeste, mest uformelige og allermest behagelige samt de snabelagtige, røde sutsko. Sultanen af Huset ved Søen parat til at overgive sig til søvnen.

Sidder og nyder, at natten falder på her. I mit kære hus. Overvejer, om det mon virkelig kan passe, at solen vil svigte os i morgen. Den var så virkelig i dag. For min skyld ingen alarm. Studerer hjemme hele dagen i morgen, men alligevel...

Nå, det var den nat, jeg kom fra. Eller rettere: kom til...

Et stykke chokolade og et glas vin, et enkelt kapitel af P. C. Jersild, bare mærke trætheden sive ind over mig stille og harmonisk, lovligt. Så knappes Baglommen til for i dag.

Lommen - godnat Blogland

"Jeg hader den blog!"

"Jeg har nemlig nogle gange taget
mig selv i at blive ved at vende
tilbage til enkelte blogs, som jeg
af den ene eller den anden grund
finder irriterende, forargelige -
ja, endog ubegavede og stærkt provokerende.
Jeg ku' aldrig finde på at lægge en
kommentar på dem - for jeg ville
ærligt talt ikke ha' noget som helst
konstruktivt at sige, men det er et
faktum, at jeg bliver ved at læse dér
igen og igen og igen."

Vi har haft den tusind gange her i Blogland - den dér kommentartråd, hvor én eller flere kommentatorer på en eller anden blog ytrer sig meget negativt om pågældende blogpost - evt. hele bloggen (og i visse tilfælde på den baggrund ligefrem bloggeren selv).
Blogindehaveren selv eller andre bloggere svarer så, at hvis man ikke kan lide, hvad man læser, ka' man da bare lade være med at kigge med.
Som regel er der osse nogle, der ytrer noget i retning af, at de simpelthen ikke fatter, hvorfor folk kommenterer, hvis de kun har noget grimt at sige.

Jeg er helt på linje med den holdning!

Det synes somme tider helt absurd og urimeligt, når folk begynder at brokke sig over et indlæg og sviner bloggeren (som de oftest kun kender fra nettet) personligt til og med vold og magt vil ha' pågældende til at ændre udtryksform eller livsstil, fordi de ikke bryder sig om vedkommendes indlæg.
Der skal bestemt være plads til uenighed og debat - men man må osse opføre sig ordentligt. De lange moralske prædikener kommer som oftest, synes jeg, til at smage en anelse forlorent, hvis ikke de skrives med bare et stænk kærlig (selv)ironi og lidt varme i ordene...

Nu er formålet med dette indlæg imidlertid ikke en moralprædiken. :-) Men derimod en lille eftertanke:
Jeg har nemlig nogle gange taget mig selv i at blive ved at vende tilbage til enkelte blogs, som jeg af den ene eller den anden grund finder vildt irriterende, forargelige - ja, endog ubegavede og/eller usympatiske og stærkt provokerende. "Hvem f... er folk at offentliggøre så mange tåbeligheder??", sidder man så i al sin egen mageløshed og tænker. ;-)

Jeg ku' aldrig finde på at lægge en kommentar på de blogs - for jeg ville ærligt talt ikke ha' noget som helst konstruktivt at sige, men det er et faktum, at jeg bliver ved at læse dér igen og igen og igen. Og det må jo være noget af det disse førnævnte "arrige kommentatorer" osse oplever:
At de ikke kan undvære at blive bekræftet i deres fordomme om "typer" af mennesker og disses holdninger og levevis. Præcis som man holder meget af visse blogs, fordi man nemt identificerer sig med ophavsmanden og relaterer til dennes oplevelser og synspunkter... Præcis lige så meget har man vel brug for at få bekræftet, at "åååååh nej, hende dér er lige præcis af den type, jeg ikke kan fordrage, og som altid ville gøre sådan og sådan, hvis jeg mødte hende nede i gågaden" eller "ååååh, ham dér er så træls, at det ikke er til at komme sig over, og selvfølgelig siger han sådan dér! - Hvor nederen!"

Så er der styr på verden. Den opfører sig som ventet. Og man føler måske, man har et gyldigt påskud for at sidde foran sin skærm og for én gangs skyld være præcis så smålig og fordømmende, som vi ellers er opdraget til, at man ikke må være over for fremmede.

Lige fra vi er små, lærer de fleste af os nemlig, at vi skal opføre os ordentligt og inddrage alle i legen på børnehavens legeplads. Og det gør vi så for det meste. Men vi ved godt alle sammen, at der er mennesker, vi ikke kan lide og ikke fungerer med - når vi sådan skal være helt ærlige og ikke behøver at spekulere over, om vedkommende er en kollega, hvis hjælp vi har brug for, eller et fjernere familiemedlem, som det vil gi' os problemer at kritisere.

Der er bare nogen, vi har mere tilfælles med end andre. Og somme tider kommer den indre svinehund så op i os i forhold til "de anderledes", der måske i nogen grad virker som en trussel imod vores egen måde at gøre tingene på. Selv om vi helst ikke vil være ved det...

Den kan ikke undgås, svinehunden - heller ikke i Blogland. Og jeg mener, det er en gave, at man her - næsten uset - kan lure på alt det, man ikke kan lide hos andre mennesker. Vi har brug for at blive mindet om, at der findes mennesker, som gør ting og tænker ting helt anderledes end os selv. Og dét har vi for at kunne positionere og definere os selv. Og så kan man jo faktisk en sjælden gang imellem osse blive glædeligt overrasket. Trods alt... :-)

Opfordringen, som jeg osse minder mig selv om nu og da, skal derfor lyde: "Tænk løs, lad dig forarge og provokere, vær urimelig og usaglig, men overvej lige hvordan du formulerer disse tanker, hvis andre absolut skal begaves med dem i kommentarfelterne rundt omkring, ikke?"

Lommen - værten vil forarges, og værtinden er ikke et hår bedre!

Hjemme igen, men ej på pinden

Endelig hjemme fra uni, endelig frokost! Frisk pasta vendt i blanding af lidt fløde, parmesan og æggeblomme og så en ordentlig gang citronristede svampe ovenpå. *Slurp* Tilmed spises denne skønne anretning ude i gårdhaven. Aaaaah...

Lommen - jeg kan lige klare det ;-)
(Men bare rolig - aftenen kommer til at gå med studier...)

Hverdagen

Altså, i forhold til at jeg aldrig plejer at kunne sove overhovedet, når jeg skal tidligt op, er det vel okay, at jeg har sovet fra cirka midnat til kl. 7 og "kun" været vågen en fem gange...

Hm... De kalder det vist nok 'hverdagen', og visse besindige mennesker påstår, det sku' være så sundt. Så okay, let's give it a try... Det starter da okay med solskin og fuglesang. Mon det er luksusudgaven? Og gad vide, hvilken størrelse jeg bruger?

Lommen - eksperimentet

*Henført suk*

Det er meget enkelt:

Det blev en fantastisk weekend! Den blev, præcis som jeg ville ha' den - faktisk blev den bedre endnu. Masser af sol, masser af latter, små gyldne glimt af lykke, som så helt anderledes ud, end jeg nogensinde har set dem før og en masse nærhed. Fredag aften fandt jeg slukknappen på min analysegenerator, trykkede den helt i bund og var pludselig bare. Og først nu er den ved at starte op igen Og jeg agter først at starte den op igen i morgen tidlig.

Og egentlig... egentlig skal jeg vel lige lade det hele synke ind, genkalde mig, nyde, drømme. Glædes helt overstrømmende over, at suget i maven og roen og freden sådan kan følges ad. Egentlig skal jeg nok ikke begynde at skrive tusind ord på bloggen. Ikke endnu.

Så i stedet lader jeg nu gruset knase under fødderne og snupper lige et solnedgangsvue over søen om lidt. Og så må jeg hjem og kompensere for noget af alt det studiearbejde, jeg nu ikke har fået ordnet de sidste par dage. Jeg er bagud med studierne. Men i tilværelsen er jeg med. Helt med.

Mere om lidt.

Lommen - sådan!

Skønt, når fredagsstemningen indfinder sig på en fredag, ikke?

Hytten er rengjort i alle ender og kanter. Totalt lækker festmusik i højttaleren. Og en rigtig god flaske vin og andre gode sager står parat som fristelser on the side. Nu skal frk. Lommen bare ha' smukkeseret sig selv, så kan intet gå galt. :-) *Nynner*

Weekend - sæt i gang! God fredag aften og god weekend derude!

Lommen - forventningens glæde er ikke at foragte...

Fjetme da en lang aftenkaffe :-)

Klokken er snart tre. Som i 03.00, og veninden er først lige gået. Hyl! Og det var mig, der havde fået styr på døgnrytmen...

Nå, hvad pokker - det var både virkelig hyggeligt, alvorligt og skrigende morsomt. Og alt for længe siden.

Nu skal der soves inden en masse ærinder og en solid omgang rengøring i morgen.

Lommen - smiler både ved at se tilbage og frem

Nam!

Sådan tre kvarter i solskinnet på én af de små bådebroer ved søen... Glitrende vand, fuglesang, vind i "ildhåret" og fjern latter fra mennesker, der hygger i nærheden bag sivene... Ku' bare ikke blive bedre.

Totalt frisk på noget tidlig middagsmad nu og så en lille arbejdstørn videre, inden veninden kommer til aftenkaffe med søde sager under armen om et par timers tid.

Lommen - total i orden tilværelse dér!

Sej sæbeboble

For nylig brast en sæbeboble i min tilværelse. Ikke med sådan et sprødt, mismodigt knald af sulfohinde, som stænkede på mig og fik øjnene til at svie. Slet ikke. Nej, det var snarere sådan tyggegummiagtigt. Der gik hul i en sej og blød skal, og jeg vred mig ud af den, missede med øjnene mod sollyset, da jeg stak hovedet udenfor.

For nylig indtraf et mirakel i mit liv - set med mine øjne intet mindre. Eller måske var det faktisk flere små mirakler, der føltes og føles som ét stort?

Siden jeg var lille, havde jeg haft en bestemt opfattelse af verden.
Den gik ud på, at når jeg blev usikker og ked af det og følte mig meget sårbar og bange for at miste dem og det, der var vigtige/vigtigt for mig, så viste jeg vrede. Hvis jeg troede mig forrådt, snydt eller ladt hånt om, så slog det klik. Nærmest sådan pr. refleks. Med tiden lærte jeg at beherske raseriet udadtil, men følelsen indadtil var den samme.

Det skete så automatisk, at jeg indtil for cirka 5-6 år siden slet ikke nåede at tænke over det - og heller ikke helt selv forstod, hvad der skete. Men langsomt blev jeg mere og mere bevidst om, hvor meget det her reaktionsmønster ødelagde for mig.

For når omgivelserne så selvfølgelig ikke mødte mig med det, som jeg i virkeligheden havde så hårdt brug for - omsorg, nærhed, trøst, beroligelse - blev jeg hver gang bekræftet i, at jeg var ensom, misforstået, overset. Den opfattelse passede jo bare ikke sammen med, hvordan mine nære ellers agerede. Så enten løj de resten af tiden om deres varme følelser for mig - eller osse tog jeg fejl...


Jeg fattede ikke, at folk ikke kunne se ind under vreden og genkende den som noget sårbart. Hvorfor var de så ufølsomme?

Tilsvarende mødte jeg jævnligt hidsige mennesker, som på enhver tænkelig måde signalerede "lad mig være i fred", med omsorg. Jeg vidste jo fra mig selv, at raseri i virkeligheden oftest betød: "Forstå mig. Tag mig ind. Lyt.", så dét betød deres hidsighed vel osse...?

På den måde begik jeg nogle forfærdelige overgreb, når jeg prøvede at "trøste" og "forstå" meget vrede mennesker i den tro, at jeg gjorde det bedste for alle parter.

Jeg tror, miraklet indfandt sig, da én, som står mig meget nær, for relativt nylig såret spurgte mig: "Pernille, hvorfor kritiserer du mig sådan? Hvad er du så vred over?"

Var det dét, jeg gjorde? Kritiserede? Skældte ud? Og hvad havde jeg at skælde ud over? Jeg fandt ud af, at jeg skældte ud over selv at være bange.

Jeg fandt ud af, jeg reagerede med vrede for at beskytte mig selv mod såretheden ved et forventet svigt - ikke fordi jeg egentlig var rasende. Men når jeg ikke forventede at blive mødt af omsorg, så var det jo helt klart en god idé at gemme sig lidt, ikke? Hellere det end at ha' bedt om omsorg og så blive afvist, ikke? Eller...

Nu er det jo imidlertid ofte sådan, at som man råber i skoven, får man svar. Jeg måtte "råbe" anderledes, hvis jeg ville ha' anden respons. Såre simpelt!

Og i dag hører jeg så endelig mig selv sige ting som: "Jeg blev bare pludselig så bange..." eller "jeg troede, du ville sige, det hele var min skyld". Og jeg får lutter knus og kram og forståelse fra folk, der er tæt på mig, og som synes, at jeg nu endelig viser dem den tillid, som de vist i mange år, har undret sig lidt over ikke at se... Det er jeg virkelig ked af, folkens. Det var ikke jer, den var gal med...

Det kan lyde uendeligt banalt nu, hvor det står så lysende klart. Men det har taget mange, mange år, før denne brik endelig faldt på plads for mig.
De få gange i årenes løb, hvor jeg så småt har prøvet at vise min mest sårbare side frem - stå ved en skræk, som jeg var bange for ikke var gyldig, fordi jeg ikke kunne forklare den rationelt (skrækken for at blive svigtet)... De gange... har jeg desværre ofte valgt at åbne mig for de forkerte mennesker, som ikke magtede at tage ordentligt imod. Eller osse har jeg alligevel ikke turdet vise det helt. Og så er mit budskab blevet underligt forkrampet - og modpartens reaktion ligeså.

Ja, det blev meget terapeutisk - men det er jo det skønne ved at ha' sin egen blog: Man kan skrive, hvad f... man lyster, så længe man opfører sig pænt. :-)

Lommen - endelig forstået

Min nabo holder mig vågen om natten

Ja, og dét er der sådan set hverken noget spændende eller nyt i...

Min stakkels græske nabo er evigt forkølet og tilmed temmeligt allergisk over for alt muligt i luften og i fødevarer, så gennem væggen kan jeg ofte høre ham bande og svovle på sit modersmål, når han for tyvende gang er ved at blive kvalt i sin egen hosten på grund af - tyder alt på - vilde mængder af slim og snot. :-/

Véd godt, at nogle finder det åh så ucharmerende, hvis man kan høre naboers toiletbesøg. Men jeg må indrømme, at jeg klart synes, det er at foretrække i forhold til ufrivillig vækning både kl. 03, 04 og 05, når snotharker nummer tyve kræver sine ofre...

Nu er pollensæsonen så i fuld gang. Need I say more...?

Lommen - mere medlidende end irriteret

Nysleben kampgejst

Hm... Har jeg nævnt, jeg bor lige op og ned ad ikke bare én, men TO søer? Har jeg nævnt, der er meget forårsagtigt her for tiden? Men der er altså en enkelt dårlig side af foråret her:

Havde fuldstændigt glemt, HVOR mange meget summende insekter, der lever ved søer... Havde ganske fortrængt, hvor meget kryb man kan nå at lukke ind ved bare en halv times udluftning på disse kanter - i fucking april måned!?!? *Gisp* Får ikke et øjebliks ro i nat. Måske jeg sku' ta' konsekvensen og - ligesom min bror gjorde et særligt slemt insektår for et par sæsoner siden - sove i entréen, hvor han kunne være i fred...?

Lommen - what's all the buzz about?

Jeg kan li' den her sang - hva' vil I gøre ved det?? :-)

Jeg er simpelthen nødt til at gengive Poul Krebs' "Sådan nogen som os". Hvis ikke den sku' stå på min blog, så ved jeg da snart ikke, hvad der sku'. I må kalde den corny, banal, "for meget", og hvad I ellers ka' finde på. Jeg elsker den sang. Jeg er ingen mega Krebs-fan, om end der er visse sange, jeg holder meget af. Men denne - sætter ord på livet, når det er allervigtigst, synes jeg.

Fordi den handler så stille og roligt om at...

... tænke tilbage på en hård tid med mange skænderier og kampe, som nu er ovre (før var der vist nok nogen, der 'diskuterede' og 'udleverede hinanden'...)

... være lettet over, at man vendte tilbage efter en lang rejse hver for sig ('som to satelitter hver sin vej')

... prøve at starte på en frisk og glemme, hvad der var før ('kan vi sige vi starter herfra, min ven?')

... man osse godt ved, at der er meget at lære endnu, men at det er i orden ('så sæt dig lidt, vi ' jo lige ved at lære det')

... man trods forskelligheder osse har grundlæggende ens behov ('sådan nogen som os har brug for...')

... nærhed er noget af det, der tæller allermest i hverdagen ('kom lige og hold mig')

Lommen - man må eksistere for at kunne insistere, men måske osse det modsatte?

Sådan nogen som os

Kom lige og sæt dig.
Kom lige og læg dig.
Kom lad mig mærke dig igen.

Kom lige og hold mig.
Hold lige lidt om mig.
Kan vi sige vi starter herfra, min ven?

Vi har været ude i universet,
Som to satelitter hver sin vej.
Men heldigvis så er vi landet.
Og du, lige i nærheden af mig.

Sådan nogen som os,
Har jo brug for en kæreste.
Og den kæreste havde jeg tænkt sku være dig.
Så sæt dig lidt,
Vi jo lige ved at lære det.
Som en stifinder på rette vej.

Vi har jo hinanden.
Der er ingen anden.
Det vi drømte om var alt hvad der sku' til.
Der ingen der diskuterer,
Der ingen der udleverer,
Hinanden, aller højest lidt sig selv.

Vi er erfaringerne rigere.
Og gælden er saneret for en stund.
Men ligegyldigt hvad jeg siger,
Er det kun ord, der kommer ud nu af min mund.

Sådan nogen som os,
Har jo brug for en kæreste.
Og den kæreste havde jeg tænkt sku være dig.
Så sæt dig lidt,
Vi jo lige ved at lære det.
Som en stifinder på rette vej.

Vi er erfaringerne rigere.
Og gælden er saneret for en stund.

Sådan nogen som os,
Har jo brug for en kæreste.
Og den kæreste havde jeg tænkt sku være dig.
Så sæt dig lidt,
Vi jo lige ved at lære det.
Som en stifinder på rette vej.

Vi har brug for en kæreste,
Og den kæreste havde jeg tænkt sku være dig.
Så sæt dig lidt,
Vi jo lige ved at lære det.
Som en stifinder på rette vej.

Tryghedssved

Efter en herlig aften med veninden ved nogle andre søer end de vante to herhjemme ved Huset, gik det for en times tid siden i raskt trav fra stationen hjemad til den vante friske luft og stilheden under nattekolde stjerner.

Kulden krøb ind under de to rækker knapper og det tykke lag denim, som samarbejder på overtid om at udgøre min jakke. Og mens tekstil og knapper således knoklede på livet løs, fokuserede i deres iver efter at løse deres fælles opgave, gik jeg i min egen verden og savnede. Savnede at varmes og varme.

Så det første, jeg gjorde, da jeg stod hjemme i min lejlighed, var derfor at tænde min radiator, pakke mig betænkeligt godt ind og krybe ned under dynen.

Visse mennesker ville måske i stedet ha' forsøgt at varme radiatoren og skrue op for dynen. Måske de ikke forstår, at virkelig varme handler om allerførst at erkende, hvor meget man egentlig fryser samt dernæst at vide, hvorfra man kan vente varmen...?

Lommen - hvis varme = tryghed, er man så i sikkerhed, når man sveder?

Lommen - nu som coach

I eftermiddag skal krudtet så bruges på at hjælpe en anden med opgave, nemlig min bror, som læser HA og har fået rodet sig ud i en lidt for "snakkende" opgave (hvilket hos HA'erne vist vil sige 'humanistisk', så dét må jo være mit bord, ikke...? ;-)).

Jeg troede ellers, jeg ville føle, at jeg druknede lidt i opgaver, når jeg nu selv sad med min til op over begge mine fine, små ører. Men tænk, jeg sidder egentlig mest og tænker, at det bliver dejligt forfriskende at kigge på nogle sider, jeg ikke allerede har siddet med snuden i i flere måneder...

Og min bror er meget taknemmelig for, jeg vil hjælpe - han har lovet en dag at give middag til gengæld. Dét er da bare en god handel!

I aften skal jeg ud at spise med en veninde, som jeg ikke har set nogen tid

Lommen - altid godt med lyspunkter forude

Det er slut

"Åh", sukker den ene opgivende, "nu er ferien ovre".
"Ja", stemmer den anden medfølende i, "jeg orker ikke at skulle i gang igen..."
"Tjo", siger en tredje uden større overbevisning i stemmen, "det er måske meget godt med lidt hverdag og nogle faste rammer, selv om det sikkert bliver mega stresset på arbejdet i morgen...".

Jeg synes helt ærligt osse selv, det er lidt trist.

Fordi jeg havde en rigtigt god påske hjemme hos mine to pensionistforældre, som på forunderlig vis er blevet så nyforelskede i en alder af hhv. 61 og 67, at det næsten ikke er til at bære, fordi jeg osse selv vil ha' det sådan sammen med en mand det er så smukt...

Fordi det altså er nemmere at være et godt menneske fuldt af overskud i ferien - og fordi dem, man gerne vil være god ved, har tid at tage imod éns omsorg og energi...

Fordi det er skønt at leve i bevidstheden om, at tiden er éns egen, og at man kan gøre, præcis hvad man vil. - Hvorfor man ikke gør noget som helst...

Men egentlig... egentlig er det jo ikke så slemt alt sammen. Lad os bare vedtage det. Det bliver jo alligevel ikke anderledes.

God tirsdag og velkommen tilbage i kampen til alle! :-)

Lommen - ny og pragmatisk

Modella

Et eller andet sted har jeg faktisk svært ved at finde ud af, om det er godt eller skidt, at der nu igen dukker mystiske reklamer op i min margin på min gmail. Denne gang stod der således:

Vil du være model?

Huh?? Model? Mig?
Det vildeste, jeg har kunnet svinge mig op til i den "branche", var, da jeg tilfældigt løb på en makeup-artist sidste sommer, og hun spurgte, om hun måtte sminke mig og lærte mig en masse fede tricks. Tænker stadig på, om jeg mon lignede en hængt kat så meget, at hun simpelthen havde ondt af mig...? ;-)

Lommen - resten af smørkagen fra i eftermiddags vil nok hjælpe mig til at holde modelmålene

Syv lange og syv brede

Haha - det er det sædvanlige med mig. Jeg er syv lange og lige så mange brede om at tage tilløb til mange af de mere praktiske underopgaver, der er i forbindelse med specialet. Jeg går og bliver nervøs og irritabel og sur på mig selv og laver masser af overspringshandlinger, som så får tidsplanen til at skride og stresser mig yderligere. *Doh*

Som nu fx at få bragt orden i undersøgelsesmaterialet...

Da jeg så endelig i dag satte mig til tastaturet og trodsigt og irriteret på mig selv tænkte: "Hvor farligt kan det være?", gik der ikke meget mere end en times tid, før jeg havde noget, der lignede en emneinddelt og overskuelig oversigt over lortet. Nu bliver det noget nemmere at komme videre.

Lommen - spørger tit mig selv, hvorfor det skal ta' så lang tid

Jeg foretrækker min kaffe empirisk...

Nå, men veninden kommer til espressokaffe (og én af de elskede LUKSUSsmørkager fra bageren *slurp*) her kl. 15.


Hvis jeg vil ha' en rigtigt god dag, så er det vist nu jeg skal se at få læsset noget frokost i skuffen og inden kaffedaten komme videre med den dér forbandede speciale-empiri, som jeg for tiden kæmper en kamp med at turde gi' mig i lag med. Tænk, hvis nu virkeligheden ikke viser det, jeg havde håbet - tænk, hvis mine teser ikke holder... *gisp* Filen ligger åben på computeren, nu er det bare liiige at tage sig sammen og klikke på den med musen...

Lommen - krig med én deltager

Det regner fra loftet

Det regner lige nu. Ikke sådan en lille, stille, uskyldig regn, der nærmest er en undskyldning for sig selv og forlegen over at være til besvær. Nej, en ordentlig, dramatisk gang skomagerdrenge, der tramper hen over mit tag og gør de asfalterede stier ved Huset blanke og ildevarslende med et vildt genskær af lygternes lys.


Men den gør mig tryg, regnen, for ligesom månen får den mig altid til at føle, at verden er ét stort rum med ét loft over, og at de, som er alt for langt fra mig, alligevel er lidt tættere på: De og jeg ser den samme måne og - ofte - de samme frostmatte eller sommerkåde stjerner, deler den samme regn. Det er en god tanke. Næsten lige så gammel som mig. Jeg har altid fundet megen trøst i den. Ingen skal tage min trøst fra mig.

Lommen - fjern nærhed

De dér små hvirvelvinde...

"Jeg begynder så småt at frygte,
hvad der kan ske pigen. Forstår
udmærket sikkerhedsafstanden,
som jeg nu fatter, at de to meter
imellem dem er. I mit hoved
passerer gamle billeder revy, og
smerten i maven indfinder sig øjeblikkeligt:
Mine møbler - væltede. Mine bøger,
flere af dem ødelagte, revet ud af min
reol og ned på gulvet i én hensynsløs,
demonstrativ bevægelse, glasskår,
blod, blå mærker."

Natbussen har denne helligdagsnat netop losset mig af ved stationen. Fordi jeg bor lidt uden for byen, og fordi det er blæst ganske gevaldigt op, har jeg besluttet mig for at ofre penge på en taxa ud til Huset.

Jeg skråer over busholdepladsen og finder over til taxaernes parkering. Det er, mens jeg frysende står og småtripper og halvhjertet overvejer at ringe til taxacentralen for at høre, om jeg mon kommer til at vente længe, at jeg får øje på dem. Et ungt par strider sig frem i blæsten fra gågaden op mod busholdepladsen.

De går med et par meter imellem sig, og med det samme gætter jeg, at noget må være helt galt. Det er tydeligt, at han er meget fuld. Hans bevægelser er grove og stødvise. Finmotorikken er røget for flere timer siden. Hans gang er tilsvarende meget slingrende. Og da han så begynder at vælte diverse avisstandere og skraldespande på de tos rute over imod taxaerne, er jeg helt sikker: Her går en meget vred ung mand. En vred og måske voldelig mand med cirka halvanden flaske mindreværd i årerne.
Hans kæreste virker ikke specielt beruset. Men hendes ansigtsudtryk siger alt: Munden er en tynd lige streg, og - viser det sig, da de kommer nærmere - øjnene er blanke.

Jeg begynder så småt at frygte, hvad der kan ske pigen. Forstår udmærket sikkerhedsafstanden, som jeg nu fatter, at de to meter imellem dem er. I mit hoved passerer gamle billeder revy, og smerten i maven indfinder sig øjeblikkeligt:

Mine møbler - væltede. Mine bøger, flere af dem ødelagte, revet ud af min reol og ned på gulvet i én hensynsløs, demonstrativ bevægelse, glasskår, blod, blå mærker.

Erindringerne blæser imod mig i aprilvinden, hvor jeg ikke har en chance for at parere. De svirrer rundt som de få løbske, visne blade i de små hvirvelvinde på pladsen. Små hvirvelvinde, som jeg engang læste var bittesmå skypumper. Noget, der under særlige omstændigheder blev til naturkatastrofer...

Parret er nået helt over til mig nu. Reklameskiltenes hængsler piber i vinden. Jern mod jern. Hårdt mod hårdt.
De to står bag en søjle nu. Men jeg kan høre ordene. Og jeg kan regne ud, at de nu står tæt, for de kan begge være bag søjlen. Jeg kan høre hende trygle og nedgøre sig selv. Jeg kan høre desperationen i hendes stemme. Jeg kan høre hans magtesløshed og hårdhed, som skal skjule hans enorme usikkerhed og sårbarhed, og som skal styre situationen, fordi han tror, det er den eneste måde at få tryghed på. Frem for alt kan jeg høre begges lede ved dem selv og ved situationen:

Hun: "Hvorfor gør du det her?"
Han: "Jeg vil ikke. Lad være med det dér!"
Hun: "Hvorfor gør du det? Hva'?"
Han: "Fordi jeg ikke vil være sammen med en pige, der flirter med alle og enhver, når vi er i byen."
Hun: "Flirter? Hvad snakker du om?"
Han: "Neeeej, det er klart! Du aner ikke, hvad jeg snakker om... Gu' gør du så!"
Hun: "Jeg har overhovedet ikke flirtet med nogen..."
Han: "Jeg vil ikke mere..."

Den diskussion har de haft før, er jeg ret sikker på. Under lignende omstændigheder. Og i næste uge eller næste uge igen har de den måske endnu en gang. Er de allerede dér, hvor de skænderier har et fast mønster? En bagatel, en fight, et net af beskyldninger, man aldrig når til bunds i? Tusind usagte ting, der mistroisk tolkes og tages med i tonsvis af analyser, som ingen vegne fører? Derefter frustrationen, vold, undskyldning, forsoning, sex og så... et par dage senere... det samme igen... Bare med lidt flere åbne sår fra sidst. Lidt mere og lidt grovere vold hver gang. Lidt alvorligere løgne.

Til min overraskelse mærker jeg en lille, stille kvalme røre på sig nede i mit mellemgulv. Selv om jeg spiste alt for meget hos Præstevennen tidligere på aftenen, ved jeg, at dét intet har med sagen at gøre: Jeg ku' ha' brækket mig på aldeles tom mave denne forblæste nat, hvor jeg hellere ville ha' været én af de andre betonsøjler end mig.

Jeg føler mig som en kryster, da der endelig kommer en taxa, og jeg lettet kryber ind og fortæller en venlig chauffør, hvor jeg skal hen.

Jeg sidder dér i den lune bil og mindes alle de krige. Jeg husker al den selvudslettelse. Jeg husker desværre alle fornedringerne. Jeg husker løgnene og angsten. Jeg husker alle undskyldningerne for, at jeg var mig og for at jeg havde følelsesmæssige behov, som det gjorde ondt ikke at få opfyldt og at blive skældt voldsomt ud for at ha'. Jeg husker tabet af værdighed. Heldigvis er det flere år siden.

Men jeg ønsker stadig, at jeg kunne være gået hen og ha' sagt til den pige: "Lad ham gå, hvis det er dét, han vil, min tøs. Lad ham under alle omstændigheder gå. Gi' slip og gå så ud og find ud af, at du er meget, meget bedre værd end al den mistro, det tyranni."

Lommen - vi ender altid ved 'selvværd' og 'respekt' som nøgleord...

Brusebadstanker: Om venners glæde

Som bekendt er det daglige brusebad ét af de tidspunkter, hvor man tænker allerbedst. Dét, tror jeg bestemt ikke, er tilfældigt, for hvad er det, der sker i badet: Man tager omsorg for sig selv, man er god ved sig selv. Man plejer sit kæreste eje, nemlig kroppen. Og med mindre man har meget travlt om morgenen, er badet simpelthen en kærkommen lejlighed til i nogle minutter til at stå og være helt sig selv på en meget afslappet måde.
Kort sagt: Man tænker så dejligt i brusebadet, fordi man er sig selv og slapper af.

Dér stod jeg så i dag og tænkte, og pludselig indfandt sig en helt vidunderlig rolig følelse:

Det gik op for mig, at alle mine venner har det godt. Endelig, endelig, endelig. Efter en lang og hård vinter med bekymringer og megen sygdom, lader det til, at de alle er på vej frem. For eksempel:

- Hende, der efter et års skønt parforhold var ved at gå fra den første mand hun nogensinde har elsket rigtigt og ikke kunne finde ro hverken ude eller inde, og som har levet et rakkerliv hele vinteren, og som jeg pludselig så gå i stykker for øjnene af mig...
Hun realiserer en drøm og tager i dag af sted på cykeltur med 300 kvinder fa hele verden i Syrien og Libanon. Kvinder for fred! Hva' beha'r?! :-) Og når hun kommer hjem igen, har hun minsandten egen lejlighed. Og behøver jeg nævne: Hende og kæresten blev sammen og opfører sig helt nyforelsket igen...

-Min præsteven og hans kæreste gennem flere år... Sikken vinter. Sikken masse sygdom hos dem selv og familiens gamle. Sikken tristesse. Økonomiske problemer ud over det sædvanlige hovedsageligt pga en gammel ulykke, der gjorde, at præstevennens ene øje i to år ikke har været videre velegnet til meget læsekrævende studier. Venner med depression - venner, der ikke havde andre end de to i forvejen hårdt prøvede... Men nu...
Økonomien lysner. Sygdommen er lettet. Studierne endelig genoptaget - øjet makker igen ret i sin stirren på det hebraiske.
Præstevennen stråler - jeg kan mærke det i min mailbox. Jeg kan mærke, de klarer den, de to. Jeg kan mærke, at der er mange hyggelige kopper kaffe i ham endnu. :-)

-Bedstevennen der i løbet af vinteren indså, at hans ellers så fine job, som han i vanlig imponerende stil fik lige umiddelbart efter studiernes afslutning, slet ikke gav ham de udfordringer, han havde håbet på... Pludselig sad han dér og følte, han skrev speciale endnu en gang, så alene og drænet var han.
Og så tog han springet - blev en frustreret mand, en vred mand og er nu... en glad mand. Med nyt job. I en virksomhed, som vist har fattet betydningen af ordet team work.

Den veninde, som i månedsvis ikke rigtigt har kunnet få tingene til at fungere og har været gevaldigt humørsvingende... Hende, som følte sig ensom, fejlplaceret i jobbet, misforstået af familien... Har nu smidt de forkerte planer over bord og flygter ikke væk her fra egnen alligevel. Hun har endelig forstået, at problemerne sidder inden i hende. At hun skal mærke ordentligt efter og så gøre det, hun føler for. Nu er der snakket med en bankrådgiver, så der kan komme orden på økonomien, og der er søgt nyt job til en meget bedre løn. Og der er slået i bordet, så hun ikke igen ender med alt for mange arbejdstimer og stress. Og familien bakker hende op og har lovet at gribe hende.

Alt det... Alt det stod jeg i formiddags og tænkte ude i mit brusebad. Det gør mig simpelthen så glad.

Selv er jeg... nærmest lykkelig. Jeg tør godt.

Lommen - lidt af en douche!

Lys

Min bror og jeg har brugt den sidste halvanden time med at trave i den flotteste natur ved den ene af de to søer. Med al den lækre ost vi spiste til frokost, var lidt motion vist osse påkrævet... ;-)

På sådan en dag hvor man øjner de første anemoner og overalt ser planteknopper nær ved at briste i solskinnet, føler jeg en sådan lettelse og harmoni indeni, en sådan svulmende lykke, at jeg lige så godt kan opgive at bruge noget så dødt som ord til at indfange stemningen... Jeg konstaterede bare den dér lettelse, og som det ind imellem er, gik det først ved lettelsen op for mig, hvor nervøs jeg har været: Nervøs og ængstelig - for at lyset aldrig kom igen.

Nu er det her. Jeg klarede det endnu engang. Dette hæslige vintermørke, som i år ikke engang var så hæsligt som ellers.

Lommen - endelig

Bange for blomster?

Det kan godt være, at visse kvinder synes, det er for meget at få blomster af en fyr. Det kan godt være, de synes, det er corny at få den slags gammeldags kærlighedserklæringer.
Jeg tænker nok lidt, at det er de samme kvinder, som ikke helt tør indrømme, hvor vilde de egentlig er med den her fyr - som er lidt bange for følelser, deres egne og fyrens. Men det passer nok ikke. Jeg forstår bare ikke, hvorfor de dérsens blomster eller serenaden uden for vinduet er så skræmmende eller "for meget", hvis man virkelig er glad for fyren. I må meget gerne forklare mig det.

Indtil da sidder jeg lige og glæder mig inderligt over, at jeg i dag har fået blomster. Ganske vist på nettet - men det er stadig med til at gøre min dag endnu bedre, end den var i forvejen. Og det siger ikke så lidt.

Lommen - sig det med ord, blomster og alt muligt andet

Kærligheden overvinder IKKE alt

Jeg kan huske engang, hvor en mand, som jeg var forelsket i, og som osse havde forelsket sig i mig, advarede mig imod at indlede et forhold til ham:

"Det er ikke for at være pessimist", sagde han, "men jeg véd, at jeg ikke er nem at være sammen med. Jeg véd, der er ting, som gør, at selv om vi er forelskede og vil det bedste og tror på det og alt det dér, så bliver det altså ikke bare regnbuer og mars delight fra day one...".

Men som den jubelidiot optimist jeg nu er, troede jeg ham ikke rigtigt. Jeg tænkte, at så svært kunne det vel for helvede ikke være, hvor der er vilje, er der en vej, hvis bare lysten driver værket og så klichéfyldt videre.

Men han fik ret. Desværre. Det blev sindssygt hårdt, om end osse meget lærerigt. Og når jeg nu tænker tilbage på det forhold, der blev ud af det, så må jeg indrømme, at hans indledende udmelding maner til respekt: Han vurderede jo fuldstændigt rigtigt, men turde godt alligevel. Han risikerede med andre ord. Den credit ska' han ha' her bagefter (osse selv om han jo nok aldrig finder ud af, at jeg tænker det her).

Det, jeg fik med mig, var, at kærligheden bestemt ikke overvinder alt. Og det lyder måske umiddelbart lidt deprimerende. Men jeg gik faktisk i dag på min gåtur og fandt ud af, at det er fantastisk at kunne se sådan på kærligheden og så alligevel kunne lade sig beruse af den. At være blevet nogle erfaringer rigere uden af den grund at være blevet en gammel kyniker...

Lommen - solskin og Twix kan osse gøre det :-)