Store-Pernille om Lille-Pernille eller: Noget om at holde fast
Lille-Pernille er endnu engang bekymret for Mor. Har hun det godt? Eller er hun igen ked af det?
Lille-Pernille vil hjælpe Mor, for hun holder så meget af hende. Men den dag er én af de dårlige dage. Mor bliver vred og ondskabsfuld i stedet for at se mildt på hende og stryge hende over det hjemmeklippede pandehår. Lille-Pernille bliver dybt ulykkelig. Hvorfor siger Mor de ting, hun siger? Hvorfor taler hun med den vrede stemme? Heldigvis græder Mor lidt senere. Så er der endelig noget, Lille-Pernille kan gøre. Det er tid til at trøste og fortælle Mor, hvor meget Lille-Pernille holder af hende. Det gør ondt i maven, men om lidt har Mor det sikkert bedre, sådan plejer det at være. Og så skal hun, Mor, bare sove. Og så er alt godt, når hun vågner, og Far kommer hjem. Så Lille-Pernille prøver at glemme, at det gør ondt i maven.
Et par dage senere har Mor alligevel igen taget en masse piller og er ikke til at vække. Der ligger osse en masse piller på gulvet ved siden af sengen. Der kommer gulvtæppehår imellem dem, da Lille-Pernille propper dem tilbage i glasset og sætter låget på.
Hvorfor gør Mor sådan noget?
Lille-Pernille erkender, at enten skal man helt lade være med nogensinde at fortælle nogen, man holder af dem, for så gør det måske ikke så meget, hvis de en dag tager piller - eller skal langt væk på rejse. Eller osse skal man holde fast i dem. Godt fast. Der er intet dér imellem.
Jeg kan kende en Lille-Pernille, når jeg ser én.
Nedfældet af Lommen kl 03:23
12 Comments:
I mange år ville jeg ikke være forælder, netop fordi jeg frygtede at blive lisså off side i krydderen som min mor og fraværende far.
Først fik jeg en bonussøn - det var jo ikke min skyld, vel?...og det gik fint nok.
Aha.
Så fik jeg en datter, og selvom hun må leve med at jeg er en fattig og ufrivilligt fraskilt tabertype, så elsker hun livet - og jeg kan mærke det på hende.
Det umulige spørgsmål til enhver Lille-Pernille er jo, om hun hellere ville have været fri for at leve - for at undgå smerten som hendes egen mor (og andre vigtige voksne) udsatte hende for i barndommen.
Tankevækkende indlæg, Pernille.
hilsen
Lille-Beo
@Beo:
Fri for at leve? Aldrig! Selv i smerten spirer og vokser ting jo - og jeg lever ikke længere på trods af den, men vist bare... med den.
Måske er jeg lidt ligesom din datter - jeg elsker i hvert fald livet. Og prøver at hjælpe andre "Små-Perniller" til at gøre det samme... Min energi og mit overskud hjælper mig meget. Og så min humor. I en snæver kovending.
@Maria:
Havde egentlig troet, det ville kræve mere overvindelse for mig. Men det gjorde det ikke. I sandhed, der er sket noget med mit forhold til min fortid...
Læste Vita Andersens bog for længe siden. Hun er jo en ret socialrealistisk dame, så det kan være slem læsning, men jo, hun rammer noget. Og det er ikke kun dér hvor man er kilden...
Smukt. Ikke historien, men at det blev skrevet.
Godt og tankevækkende indlæg!
Jeg kender to søskende, den ene valgte at blive gift lige så tidligt hun kunne slippe af sted med det, den anden vælger aldig at fortælle nogen hvor meget de er værd, fordi frygten for at midste åbenbart er for stor...
Tankevækkende at der ikke er nogen gylden middelvej!
Jeg synes det er flot at du vælger at forholde dig til det og beskrive det, i stedet for blot at forsøge at gemme/glemme det indeni.
@Szabo:
Tak. Det er jeg rigtigt glad for, du synes. :-) Tror efterhånden slet ikke, at hende den "kolde, kolde Szabo" er så kold...! !-)
@Alice:
Jeg arbejder selv meget hårdt på at magte middelvejen - altså at kunne slappe af i de nære relationer. Ikke at ville holde krampagtigt fast hele tiden i angst for, at modparten forsvinder - og ikke at distancere mig så meget, at hverken jeg selv eller modparten får lov at opleve alt det smukke og livgivende, der kan være i en nær relation. Det være sig venskab eller kæresteforhold. Det bliver så fattigt i længden...
Selvværd, deraf følgende tillid til andre og grænsemarkering er nøgleord i den proces.
Tankevækkende. Og som allerede sagt: "Smukt at det blev skrevet".
Tak fordi du delte det med os. Håber det gjorde dig godt.
Mht. at turde række ud på trods af risikoen for at miste, så er det jo noget der gælder i alle livets områder. Bare forskelligt fra person til person hvor det "brænder mest på". Dvs. hvad man har med i bagagen.
Og det er også afhængigt af hvor meget krudt man har i røven, selvfølgelig. Hvor store chancer man tager.
Nu har jeg gudskelov ikke været udsat for noget i den stil du beskriver - men når jeg står over for en situation der giver den kendte "knugen i maven" så er mit mundheld:
"Hvis du ikke er stor nok til at tabe så bliver du aldrig stor nok til at vinde!"
Smukt Pernille.
Godt du ville dele.
*kram*
@Lomomba:
Det er helt rigtigt, at angsten for at miste kan vise sig i mange aspekter af tilværelsen. I virkeligheden er det, synes jeg, en angst for selve livet.
Selv har jeg ofret det ikke så få tanker, at man kan være så bange for at "miste" (læs: ikke at opnå) noget, man havde sat sig for, at man ikke engang tør GÅ efter det - og erkende, hvad man rent faktisk drømmer om. Man vil hellere nøjes end skuffes. Fortærsket problemstilling, men alligevel...
At lade være med at læse til eksamen og få 6 og vide, at man så potentielt kunne ha' fået meget mere, hvis "bare" man havde turdet (!) læse, kan desværre være så forbandet fristende i stedet for at pukle som en hest og skuffes over sit 7-tal. Men den holdning bringer bare ikke én nye steder hen...
Mht. din talemåde så hører jeg nok til den type mennesker, der ikke har tendens til at opgøre mit liv i nederlag og sejre.
@Alice M:
På denne blog skriver jeg både for min egen skyld (for at få ting ud ad systemet) og for at høre andres meninger. Denne tekst forenede, synes jeg, de to ting.
Jeg er glad for, du kunne bruge den til noget. :-)
@Alle kommentatorer:
Nu er jeg jo ikke den store taler, men... !-)
Jeg er blevet utroligt overrasket og rørt over, hvor meget og hvor stærkt I har reageret på denne post.
Den er endnu et eksempel på, at osse (måske især?) blogposter af et mere direkte og "lige fra hjertet"-tilsnit rykker noget. Modsat mange af de andre ting, jeg skriver, blev den til meget spontant, og den var hurtigt skrevet, fordi de her følelser efter måneders (års) arbejde ligger lige under huden og nu findes "på ordform" i mig.
Ikke mindst var det en dejlig måde at erfare, at der er mange flere, der læser med her, end jeg troede. Holder på ingen måde øje med "trafikken" på min blog, da jeg holder meget af den dybt naive tanke om internettet som et anonymt sted, selv om det slet ikke ER det. :-)
Igen: Tak for interessen.
Ville ønske, at jeg kunne rejse tilbage i tiden og kramme Lille-Pernille - og ta' hende et trygt sted hen og passet på hende... :-(
@Lizelotte:
Blev helt rørt over din søde kommentar! Heldigvis har jeg selv været på en rejse tilbage i tiden og haft nogle meget hårde, men gode og konstruktive samtaler med Lille-Pernille. Nu er hun en god ven af mig - og jeg krammer hende tit, når hun har brug for det og står og kigger på mig med sine store, fortvivlede barneøjne...
Godt, du har reddet hende, Pernille... jeg blev så ked af det for hendes skyld. :-)
Send en kommentar
<< Home