Jeg - en intolerant satan

Har du nogensinde siddet i en forsamling, måske endda et festligt lag, hvor et par stykker pludselig begynder at diskutere et eller andet og så pludselig taget dig selv i at tænke: "Føj! Hvad f... er det for nogle holdninger ham dér/hende dér lægger for dagen?!"?

Har du osse prøvet at sidde dér og målløs tænke: "Og ham dér kalder jeg én af mine bedste venner! Hvordan dælen kan han sidde og mene sådan noget usympatisk pis??!"

Hvis du slet ikke kender den fornemmelse, er du godt nok heldig. Jeg har den selv til overmål somme tider, synes jeg. Og det er altså ikke blot den allestedsnærværende diskussion om flygtninge og indvandrere eller andre politiske emner, vi snakker her, vel? Det kan være til snart sagt hvad som helst. Jeg er elendig til at adskille holdninger og deres ophavsmænd fra hinanden!

Og jeg bliver simpelthen så frustreret, at jeg har lyst til at sparke til og slå på et eller andet, når det sker. Frustreret over mig selv, altså. For...

Med folk, jeg ikke kender, kan min snævertsynethed jo lukke muligheden for at lære dem nærmere at kende, hvis jeg allerede ved første møde med dem stejler på den måde.

Med mennesker, jeg kender og måske i forvejen er venner med, er det hundrede gange værre: Hvorfor kan jeg ikke bare efter en diskussion sige: "Nå, du gamle - nu ska' vi to vist op og ha' en fadbørge og hygge lidt!"?

Ville jeg ønske, jeg kunne, men niks-slikke-slut-slikke-prut, du!

Overordnet set kan man inddele de emner, der tricker mig, i to grupper:
Der er emner, som jeg mere rationelt tager afstand fra, og så er der de helt urimelige, mere fordomsagtige.
De rationelle først:

Hvis folk diskuterer sort arbejde, siger hele koret sædvanligvis: "Jamen, skatterne er altså så høje, at jeg aldrig ville få repareret eller restaureret noget derhjemme, hvis jeg købte håndværkere hvidt!"Håndværkerne i forsamlingen siger tilsvarende: "Vi er da godt dumme, hvis ikke vi benytter os af det og tjener lidt ekstra ad den vej! Get real, Pernille."
Og så sidder jeg så dér og er Hende den naive og "hellige", fordi jeg insisterer på, at det at udføre eller modtage "sorte" ydelser kraftstejleme bliver over mit lig!

Fortæller jeg, at jeg betaler min tv-licens, er det ofte det samme. Folk har tusind gode undskyldninger for ikke at betale til noget, der er i fællesskabets interesse. Og flere i min omgangskreds har fandeme på det sidste foreslået pay per view, for ikke om de gider betale for andet end det, de lige selv ser. Egoister! Håber, de stemmer Venstre, så der er en vis konsistens et eller andet sted... Men det véd jeg bare, at flere af dem bestemt ikke gør...
Og jeg bliver så pissearrig over, at de skider på fællesskabet, gør jeg - og endnu mere, hvis de hykler og stemmer på et fællesskabsorienteret parti!

Men ikke ét ord til nogen om, at jeg sgu da jævnligt selv kører på røven med bussen, vel? Nej-nej. Jeg har skam ret til at være møgmoralsk, ikke? Osse selv om det sikkert er folk som mig, der får billetpriserne til konstant at stige...

Og derfor sidder jeg så som regel og holder min mund, når folk begynder at diskutere. Men er det sådan, man bør tænke - i retten til at være moralsk?

Dét var så den ene side af sagen... dét, man ku' kalde de mere rationelt begrundede holdninger. Hidsighed og forargelse i mødet med anderledes holdninger kender vel trods alt de fleste.

Noget andet er, at jeg har en hel liste - vi ku' kalde dem Pernilles all time favourites - som bare får mig til at klappe heeeelt sammen og se ned på folk og miste respekten, i en grad så man ikke (heller ikke jeg selv) fatter det. De urimelige. Og bare rolig, jeg er ikke spor stolt af det! Jeg er faktisk tværtimod utroligt skamfuld over det, fordi meget af det følgende er ting, som jeg bare har en masse fordomme om/ikke har prøvet/ikke tør/ikke selv kan finde ud af og den slags.

Hvad sker der så, når bestemte synspunkter eller handlinger dukker op omkring mig? Jo, jeg tænder helt af indvendigt. Jeg hidser mig ikke synligt op. Jeg lukker bare af. Giver de dér folk minuspoints i min lille, smålige og fedtede karakterbog, som jeg kun en sjælden gang bliver mig bevidst. Og så bliver jeg gal på mig selv - rigtigt gal - for det kan da ikke passe, at jeg ikke er mere rummelig... Kan det? Og hvad gør man, hvis éns venner tilslutter sig de her holdninger og handlinger?

Et par eksempler på, hvad jeg slet ikke kan ha', og som til enhver tid "trækker ned" i min samlede vurdering af folk:

- Porno
Jeg kan ikke ha' det, jeg ka' ikke ta' det, og jeg vil slet, slet, slet ikke se det eller bare antydninger deraf i gadebilledet, i kiosker eller på mit køkken, som jeg deler med flere drengerøve. Jeg KAN ikke spise til synet af skamlæber. Jeg KAN bare ikke! Fik I den? Og jeg er nødt til at prøve at fortrænge, at søde og sympatiske fyre, jeg kender, ser på det dagligt eller i hvert fald jævnligt. I mine øjne bliver de en lille smule ynkelige (og lidt ulækre), hvis jeg tænker på det. Det at de kan nyde noget så frastødende og følelseskoldt sætter virkelig min sympati på en hård prøve. Men jeg kan godt selv tænde på en erotisk tekst. Hm... Bliver det så meget "finere" af at være en tekst og ikke et billede?

- Hvis de elsker at ta' til festival
Der MÅ være noget galt med folk, der kan lide det! En masse uvaskede mennesker, der mest er taget af sted for at drikke sig fulde og kneppe nogen, der er blonde og taler med svensk accent, og forhåbentlig ikke forstår alt for meget af noget som helst. Hverken dansk eller andet...

Altså, fint ska' det være, ikke? For jeg kan jo bedst lide at drikke rødvin og høre P1, ikke? Men jeg hørte faktisk engang, at er der nogen, der går til den til julefrokosterne, så er det Det kgl. Kapel... Hvad det gale så i øvrigt sku' være i dét? Og i øvrigt ville jeg da bare aldrig turde tage på festival, fordi der er sex i luften og et fællesskab at blive lukket ude fra. Tag dén, fra Pernille til Pernille, som er så god til at socialisere...! :-S

Men der er stadig håb for mig og mine argumenter. Selvfølgelig er festivaller da noget klamt noget, og selvfølgelig er deltagerne da ikke værd at ha' noget med at gøre. Bl.a. fordi festival jo hænger uløseligt sammen - tror jeg nok... - med noget andet, som jeg nærer den dybeste afsky for, nemlig:

- At ryge hash/bruge andre euforiserende stoffer
Af en eller anden grund har det aldrig plaget mig, hvis folk drak sig bimlebamlede med jævne mellemrum, men stoffer er så... *gyser* Folk må da være decideret uintelligente at prøve sådan noget! (Og så skidt pyt med at mange af mine i øvrigt godt begavede venner så nogle få gange om året ryger lidt fjolletobak, ikke? - Det handler bare om at lukke øjnene tæt nok, så er det kun dumme mennesker, jeg ikke har noget forhold til, der gør den slags...)


Og sådan er der mange ting...

Folk, der er tatoverede og/eller piercede, skal i dén grad gøre en indsats, hvis jeg skal gide indlede et dybere bekendtskab med dem. Jeg synes, det er vildt ulækkert at se på, og dét er da en helt vildt god grund til ikke at gide folk, ikke? Eller....?

Både mænd og kvinder, der går i sygeligt stramt tøj, er helt solariebrune, stinker af parfume og højlydt gnasker tyggegummi... Altså bare sådan som befolkningsgruppe betragtet, ikke...? ;-) Jamen, jeg må indrømme: Jeg føler mig bedre end dem. Jeg føler mig klogere. Og jeg vil ikke følges med dem på gaden, for jeg synes, de er pinlige. Til gengæld vil de da nok heller ikke følges så meget som to meter med en snob som mig, hvilket ville tyde på en hel del sund fornuft...

Lommen - og det var mig, der aldrig mente noget...