Tyv-blogstart: Om at turde ville

Nej. Specialet er ikke færdigt. Men hold kæft, hvor er der stress på! Det er lige op over...

Så nej. Jeg er heller ikke begyndt at blogge igen (dette er bare et fata morgana ;-)). Men der er altså noget, der trænger sig på. Ja, faktisk er der meget, der trænger sig på. Jeg har måttet undvære min terapeut-blog for længe. :-) Så jeg tyv-genstarter lige, ikke?

Jeg kunne fx skrive om...

... at det er løgn, hvis nogen påstår, at det er éns faglige evner, der testes i større skriveprocesser - det er jo faktisk mest éns psyke. Ja, man bliver da klar over, hvordan man selv er indrettet, hvis man ikke vidste det i forvejen. Og det er ikke lige rart, alt hvad man finder ud af... :-S Goddag præstationsangst!

... hvad det er for noget med éns blogstemme - hende Lommen er sgu da egentlig røvsyg, gik det op for mig allerede nogen tid inden min blogpause. Det må jeg altså ha' gjort noget ved. Hun har jo ingen humor - det er fandeme nærmest til at dø af grin over! Og heller ingen seksualitet. Og hvorfor er det egentlig lige, at hun ikke har det? (Kan oplyse, at kvinden bag besidder begge dele ;-)) Lommen er frøken Snusfornuftig, frøken Gruppeterapi og fodformede Ekkosko. Hun tør ikke alt det, hun ikke ved helt sikkert, om hun er god til - og det er det meste. (Se nedenfor!)

... angsten for at kaste sig ud på dybt og ukendt vand i alle mulige henseender:
Nu er specialet lige straks færdigt (formaliteterne er klaret, så denne gang sku' den være god nok... ;-)), jeg er single igen, og jeg har lige straks intet sted at bo: Måske er det en slags tegn til, at herfra kan jeg starte from scratch? Ingen bånd, der binder Pinocchio, I ved...

Det var det her med at turde: Nogle mennesker hader bånd og føler dem snærende. Jeg har altid set dem som tryghedsskabende. Jeg er på grænsen til panisk over den situation, jeg aktuelt står i. Alt er nyt - lige om lidt. Og jeg formår absolut ikke at se det som en chance.

Jeg har aldrig rigtigt turdet gøre andet end det helt sikre eller det, der syntes sikkert, i mit liv. Det, jeg ku' "overskue". Hader det ord. Betyder det "gider", "har lyst til", "tør"? Måske lidt en blanding af de tre, et ord man bruger når man ikke kan overskue at reflektere over, hvordan man - egentlig - har det?

Tilbage til at turde: Har aldrig turdet drømme de helt store fremtidsdrømme. Har altid tænkt i, hvad der kunne lade sig gøre. Eller rettere i hvad der ikke kunne lade sig gøre - og ikke meget synes lad-sig-gørligt, når man er mig, sku' jeg hilse og sige (med mindre, selvfølgelig, at andre er hovedaktørerne).

Men Nogen blandede sig for nylig i mine tankestrømme med en fandenivoldskhed og en ærlighed, en humor og en rå følsomhed, jeg bestemt ikke ser hver dag. Nogen vandede min i forvejen spirende følelse af: "Du må da GØRE noget, Pernille!"

Denne Nogen er en mand, som jeg allerede nu ved, at jeg desværre ku' komme til at holde meget af. Han sagde for nylig til mig: "Jeg indså på et tidspunkt, at jeg selv var min egen største forhindring". Ordene brændte sig ind hos mig. Min hud svider endnu.

Det var samtale med samme mand, som fik det til at gå op for mig, at jeg ikke blot er bange for at kaste mig ud i projekter, men bestemt også i relationer. Det sidste er ikke spor nyt. Men jeg ser det nu fra oven. Jeg har gennemskuet mig selv:

Jeg har altid kun givet mig selv to muligheder, når jeg har indledt relationer til nogen som helst: Enten dybt og personligt med det samme (= trygt) eller absolut ingenting. Følte jeg mig ikke hundrede procent tryg, så skred jeg. Fra familie, venskaber - ja, enhver forbindelse over "vil du række mig saltet?"-niveau er set med mine øjne potentielt dødsensfarlig. Jeg er født uden den psykiske overhud, som andre mennesker har.
Jeg har lært at skjule det, men det ændrer ikke på, at den ikke er der. Mennesker lærer sig at overleve på den ene eller anden måde med det udgangspunkt de nu har. Mine overlevelsesstrategier hedder flugt eller kontrol.
I ved, jeg har taget mine kampe med min indre kontrolfreak - og vandt. Men flugten? Hvad er nu dét for noget?

Smerten ved at forlade nogen har ikke på nogen måde kunnet måle sig med den smerte, jeg vidste, jeg ville komme til at føle, hvis jeg gik i uvished: Ønskede modparten den samme relation, som jeg gjorde? Ville vedkommende svigte mig? Ville det igen vise sig, at jeg holdt alt for hurtigt og alt for meget af og ikke var ligeligt afmålt elsket på præcist antal gram? (Bemærk at vi absolut ikke kun taler kæreste-relationer her...) Jeg stak tit af for at redde mig selv. Men på den måde fik jeg jo heller ikke kærligheden, som jeg længtes sådan efter. Jeg kunne ikke gribe den.

Jeg ser nu, at kærlighed ikke måles i nøje afstemte nødrationer. Den måles nemlig slet ikke. Ligesom relationer er processer, der udvikler sig. De er jo ikke statiske, der udstedes ingen garantier - jeg er selv en satans foranderlig fisk. :-) Og det er andre også. Nogle af de dér relationer bliver hos mig alligevel. Andre gør ikke. Og jeg overlever jo nok, hvis de ikke gør.

Jeg var lige ved at kappe båndet til ham manden, jeg nævnte før - lige ved at flygte før relationen nogensinde var begyndt. Jeg var lige ved at gøre, som jeg plejer. Jeg var lige ved at redde mig selv fra ulykker, der ikke var sket.
Og det gør stadig ondt, og tårerne trænger sig på. For jeg var igen ved at lade mistilliden og angsten sejre. Jeg blev mindet om, hvor sårbar og bange jeg er.

Men jeg nåede at tænke mig om denne gang. Jeg nåede at sige til ham: "Det kan godt være, jeg stikker af, fordi jeg er alt for bange - jeg har allerede fortalt alt for meget om mig selv". Og jeg troede, han bare ville trække på skulderen og sige "nå". Men i stedet skældte han mig kærligt ud for at være en eremitkrebs, der kryber i sikkerhed og derfor aldrig får mærket livet og menneskerne. Og så sagde han, han godt vidste, at det var mig, der traf beslutningen. Og at det frustrerede ham lidt, at der ikke var noget, han kunne gøre.

Han fik en mail, da jeg havde tænkt mig om.
Jeg prøver ad. Jeg forsøger at snakke videre med ham. At opbygge en relation, som desværre lige straks kommer til at foregå via satellit over Atlanterhavet, men det er en anden historie... Og han indrømmede, at han helt ærligt ikke havde troet, han hørte fra mig igen. Og at han var glad for, jeg ikke stak af. Jeg er lidt bange over, jeg lod være. Men lige nu er det nat, og så har man lov at håbe... :-)

Jeg forsøger også at lade være med at være bange for resten af tilværelsen - alt det, der kun indebærer mig:

Jeg er begyndt at tænke meget over, hvad filen jeg drømmer mest om i det her satans dejligt besværlige liv.

• Så skriv dog den bog!
• Så flyt dog til udlandet for en tid!
• Så tag dig dog et simpelt skodjob og skriv resten af tiden!
• Tab de ti kilo - du er allerede godt i gang med bedre vaner!

Hvis man begynder at mærke efter og vide, hvor man gerne ville være, bliver man pludselig nødt til at handle. Der er en grund til at grammatikkens konjunktiv-form på dansk hedder ønskemåde. Hvis jeg kunne, så ville jeg...

I mange år var min strategi i stedet for at mærke efter at lyve om, hvad jeg ønskede mig. At jeg i det hele taget ønskede. Jeg var typen, der ikke løb for at prøve at nå det tog, som kom ind på perronen - for så kunne ingen i hvert fald grine ad mig, hvis jeg alligevel ikke nåede det. Og jeg slap for at stå og føle mig dum på perronen, når togets døre smækkede i næsen på mig. Eller gjorde jeg? Følte jeg mig inderst ikke lidt dum alligevel?

Lommen - vi snakkes; der er et tog, jeg ska' nå!