Nye briller eller: Jeg er træt af at være afhængig

Nu er det lige straks fredag, og når det er fredag, er det osse snart weekend, og i weekenden fester man. Derfor er det godt med nogle idéer til temafester - osse selv om selve konceptet temafest vel egentlig i sig selv er et retrotema ("super 90'er!")...

Min personlige temafest holdes denne gang over emnet kæresteafhængighed. Jeg er sikker på, man kan lave nogle monsterflotte hatte og kjoler over det emne... Mon ikke osse, der er masser af dansabel partymusik, der kan gå i denne kategori med klæbrige tekster om, at man ikke kan leeeeeve uden ham dér den udvalgte? - Ja, faktisk begynder man at savne ham, hvis bare han går på wc... :-S

Spøg til side.

Sagen er: Jeg kigger mig over skulderen og ser to liv med samme hovedperson: Ét liv hvor en helt vildt udadvendt, aktiv kvinde stormer rundt til diverse aktiviteter, snakker meget og spørger meget ind, laver meget sjov og ballade, er meget nærværende overalt, hvor hun kommer frem og på den konto får en hel del rigtigt gode, nære venskaber. Jeg ser en kvinde, der styrer sit liv helt selv, selv prioriterer, sætter sig mål og tør sætte noget på spil.

Og så ser jeg et andet liv og en anden kvinde...

En kvinde, der knytter sig så hurtigt til en mand, at hverken han eller hun selv kan trække vejret. Jeg ser en kvinde, der indpasser sig, vil gøre alt for at kunne være sammen med kæresten, ikke længere finder værdi i alle de ting, hun foretager sig alene, og hellere dropper egne aktiviteter, hvis det betyder, at hun kan være mere sammen med kæresten. Bliver afhængig. Hende her er ofte ensom, føler sig mindreværdig og lidt ynkelig. Og hun sidder tit og kigger misundeligt beundrende over på den anden kvinde og kan simpelthen ikke forstå, hvordan hun gør det - det dér med det aktive, glade, stærke liv.

Pudsigt nok dukker dette op i en periode, hvor jeg har det bedre end nogensinde på kærestefronten. Måske fordi jeg kan se, at en slags løsrivelsesproces er, hvad der skal til, før jeg kan være tæt? Et sidste afgørende skridt hen imod at ha' det godt og være i balance.

Der er så meget andet, som er blevet bedre, i mit parforhold og i min tilværelse i øvrigt. Nu vil jeg gerne de "sidste" grundlæggende konflikter, der er imellem Skuldrene og mig, til livs. Jeg føler i høj grad, at disse konflikter skyldes mig og min manglende evne til at gi' slip, gi' plads, acceptere grænser, hvile i det og mig selv og hvad det ellers alt sammen hedder...

Måske er det noget med, at jeg jo pludselig fandt ud af, at mine forældres kærlighed er uforbeholden (ja, jeg véd godt, jeg lovede ikke at skrive om det denne gang, men på min blog bestemmer nu jeg...).
Jeg tør pludselig hæve mig lidt op over det hele - se på mig selv lidt mere distanceret og være ærlig. Og hvis når denne grundlæggende kærlighed virkelig er til stede, så SKAL MÅ VIL jeg osse tro på den. Som den grundlæggende præmis, jeg lever min tilværelse på. Som det par briller, jeg hver morgen vælger at tage på. Fordi alle andre valg er vejen lige lukt ud i smerten, meningsløsheden - kynismen og kulden.

Bevares. Jeg ved da udmærket godt, at jeg må gi' det lidt tid - gi' mig selv en chance. Den slags synker ikke bare sådan uden videre ind, når man i årevis hele sit liv har frygtet noget andet eller ligefrem taget for givet, at kærlighed ikke var til at stole på. Men jeg må finde derhen... Ellers krakelerer hele lortet med et smæld. Og det vil jeg ikke tillade - slet ikke så tæt på målet.

Med de tillidsfulde positive briller på plads på min alt for vagtsomt snusende næsetip, så bør det ikke længere være nødvendigt at klamre mig til nogen som helst. Heller ikke kæresten. Jeg er nået frem til, at det føles uværdigt...

... når jeg altid tror, at jeg vil en mand mere, end han vil mig
... når jeg dybest set altid tænker (ikke med ord, det er meget mere ubevidst, meget længere inde end ord kan række), at før eller siden går forholdet i stykker
... når jeg føler mig så afhængig, og så snart jeg er i parforhold ikke heeeelt synes, at de oplevelser, jeg har på egen hånd, har værdi
... når jeg ikke kan acceptere/respektere hverken hans eller mit eget behov for fred og alenetid nu og da
... når afsked med en kæreste altid slår mig ud i en grad, så jeg slet ikke kan fokusere eller tænke rationelt

Jeg læser disse udsagn og gyser. Jeg véd jo godt, hvad jeg ville sige, hvis det var en veninde, der kom og sagde sådan her om sit liv til mig...
For de udsagn om hvordan det er at være mig udspringer jo dybest set alle af forestillingen om/følelsen af/frygten for ikke at være elsket (uforbeholdent) og om at være hunderæd for at miste og stå alene tilbage.

Og ved I hvad? Jeg er træt af det. Træt. Ind til benet! Jeg vil så gerne det sidste stykke vej. For jeg véd altså, at ham her er den rigtige. Han er god for mig og ved mig. Han er sund.

Jeg må lære at holde ørerne lige i munden og ret kurs, tage den dybe indånding og sige til mig selv, at kærlighed osse indebærer adskillelse og afstand, og at når Skuldrene siger farvel og vinker til mig eller jeg siger farvel til ham, så er det ikke min mor, der står dér på banegården og bliver mindre og mindre, idet toget sætter i gang. Og Skuldrene siger ikke farvel for at straffe mig, og han behøver ikke alenetid, fordi jeg har gjort noget galt og er en elendig kæreste.

Min mor sagde ganske vist, at vi var nogle skuffende børn, mig og min bror, og at det var derfor, hun ikke kunne holde det ud og forsøgte at tage livet af sig. Men hun mente det ikke. Alt var forfærdeligt for min mor dengang. Fordi hun var syg i sjælen og reagerede på noget, hun troede var os, var virkeligheden. Det var forkert af hende at sige det. Meget forkert. Og sårende indtil det ubærlige. Men det var ikke sandheden. Hverken om hende. Om os. Eller om mig og mit liv som voksen.

Og min mor og min far har lige fortalt mig, de holder af mig uanset hvad. Og det har Skuldrene osse. Mange gange. Så nu vil jeg altså gerne lytte til fornuften og ha' ryddet op i erindringens skuffedarium. Visse skuffers indhold er ærligt talt ikke værd at gemme længere...

Lommen - det bliver noget af en fest, det her...

Disclaimer: Jeg ynder jo at bruge min blog til at konfrontere mig selv. Som osse set her på bloggen, har én af mine personlige tag lines i mange år været hellere konfrontation end frustration (nogle gymnasievenner fandt på den og indføjede den i min blå bog op til studentereksamen). Og selv om jeg faktisk har en humor og en - temmelig veludviklet - fjollet side, så er det (indrømmet!) ikke den, der er bedst repræsenteret her på siden i øjeblikket (som svar til eventuelle nysgerrige, der har gjort de samme iagttagelser som jeg selv... :-)) Når jeg hopper ned i Baglommen, er det (tit) for at reflektere lidt over mig selv. Lev med det.

Et liv uden hud - afrunding

Hm... Altså ret forrygende, som den dér forældresnak virker... De seneste dage har jeg skrevet mere på og læst mere til specialet end i flere måneder. Og jeg er glad, når jeg gør det. Og så har jeg lige pludselig overskud til en hel masse andre ting - endda selv om jeg har haft en ordentlig gang hovedet-fuldt-af-snot-og-jeg-har-både-mavepine-og-hovedpine influenza de seneste dage. Tænker vist, at "okay, hvor galt er det lige, det kan gå, når nu jeg véd, at familie og venner står bag mig, uanset hvad der så ellers sker?" Det er en enorm lettelse!

Nu bager jeg og laver mad og peptalker folk, uden at det er overspringshandlinger og flugt fra alt det, jeg er bange for. Jeg samler alle de essays, jeg har skrevet - både her på bloggen og til skrivebordsskuffen - og pusler lidt videre med dem, opdager sammenhænge og får nye ideer. Jeg drømmer endda igen. Og jeg nyder, gør jeg. Jeg nyder, at jeg ikke er nervøs og bange og ikke render rundt med skuldrene oppe om ørerne hele tiden. Jeg nyder, at kæresten og jeg holder lidt ferie sammen og bager og laver god mad og mødes med venner og bare drikker tre øl og diskuterer med dem (altså vennerne, ikke bajerne) og hinanden, så det brager, uden nogensinde at kunne blive alvorligt uvenner over det.

Jeg nyder trygheden. At vi kan gætte mange ting hos hinanden, men osse blive ved at overraskes. Jeg nyder de små ting, vi kan glæde hinanden med i løbet af en dag.

Engang var tryghed nok det at kede sig. Engang var tryghed noget, som nogle andre - vatpikke - åbenbart havde brug for. Engang var tryghed noget, der ikke fandtes i min verden, og som jeg derfor var nødt til at rynke på næsen ad.
Nu længes jeg så hårdt efter den, når den ikke er dér, at jeg næsten bliver fysisk dårlig. Jeg tror, at min krop efter at jeg mødte Skuldrene langsomt har forstået, hvad den gik glip af igennem mange år - og nu har forsinkede abstinenser for flere år...

Lommen - svært at forklare

P.s. Og så *lover jeg*, at næste blogpost handler om noget andet... :-)

Et liv uden hud part II

Der manglede en vigtig pointe i forrige indlæg. Men jeg lod være med at tilføje den, fordi jeg syntes, I sku' ha' posten, sådan som jeg havde skrevet den. Men der skete noget meget vigtigt i de par døgn, der gik, fra jeg havde skrevet teksten, og til jeg lagde den på min blog...

Efter at ha' skrevet posten, arbejdede min underbevidsthed nemlig på højtryk - det var helt tydeligt for mig. Og jeg havde en stærk fornemmelse af at være så tæt på kernen i mine problemer, som jeg kunne komme uden ligefrem at være nået dertil.

Og da jeg så læste teksten for kæresten, spurgte han pludselig:
"Er det virkelig dét, du går og tror, Pernille? Sku' jeg slå op, hvis nu det viser sig, du ikke får skrevet specialet, eller hvis det ikke bliver så godt? Min søde skat..."

Og så sad jeg ellers og hikstede og tudede den øjeblikkelige erkendelse ud og hørte pludselig mig selv sige, at: "Nej, det er ikke det, jeg tror... Jeg tror på dig. Det gør jeg. Men hvad med mine forældre? De har endda støttet mig økonomisk, og... de vil bare blive så skuffede og vrede, tror jeg... Men især skuffede."

Jeg forstod kort sagt, at mit speciale var blevet til den test, jeg skulle bestå for at bevise, jeg var kvalificeret til deres kærlighed.

Kæresten var rystet og meget, meget medfølende.

"Pernille, du må snakke med dem - eller skrive det brev, du har snakket om, eller... Jeg er helt, helt sikker på, det ikke forholder sig, som du siger. Og det er da frygteligt for dig, at du går og tænker sådan!"

Og da han sagde det, var min umiddelbare følelse, at jeg aldrig ville kunne spørge min far og mor: "Vil I stadig holde af mig, hvis jeg fejler? Vil I lade være med at fordømme mig og håne mig og synes, jeg er håbløs?" For tænk sig... Hvis nu... *Gulp*

Ikke desto mindre vidste jeg osse, at det var dét, jeg havde brug for. De var de eneste, hvis stemmer kunne modsige den tunge, tunge følelse, jeg havde indeni. Men jeg må indrømme, jeg alligevel blev meget, meget overrasket - over mig selv, over dem og over følgevirkningen.

Søndag morgen - dagen efter snakken med kæresten og skrivningen af 1. del af dette - stod jeg pludselig i mine forældres halvfjerdserbrune køkken og græd, mens jeg spurgte min far, om han overhovedet forstod, hvorfor det speciale blev udskudt og udskudt. Om han forstod, hvad jeg var bange for. Og da han som ventet svarede nej, væltede det bare ud:
"Hva' nu hvis...". "Jeg er bange for, I ikke synes, jeg er god nok...". "Jeg har altid frygtet at...".

Jeg tør godt sige, jeg sjældent har set min nordjyske knudede farmand så forbløffet. Han kom til at smilegrine på den dér måde, som man gør, når man simpelthen er så overrasket, at man ikke helt ved, hvilket ben man skal stå på. Jeg vidste godt, at han ikke grinede ad mig.

Han krammede mig længe, længe og sagde så: "Dét kan jeg forsikre dig om, Nille: Sådan ser Mor og jeg slet ikke på det. Vi vil være ked af det for dig, fordi du så gerne vil, men vi har slet ikke tænkt tanken, at du kunne gøre noget, som sku' gøre, at vi... ville slå hånden af dig (her så han helt forskrækket ud ved sit eget ordvalg) eller se ned på dig eller sådan noget. Vi holder så utroligt meget af dig, speciale eller ej! Og altså... hvis du er bange for det dér med job uden speciale... en pige som dig er der mange arbejdsgivere, der gerne vil ha'. Dét er helt sikkert."

Tænk at min far går rundt og synes sådan...

Gjorde alt, hvad jeg overhovedet kunne for at lagre ordene og suge næringen fra dem og ud i alle fibre i kroppen. Så jeg aldrig glemmer dem igen.

I det samme kom min mor ud i køkkenet og blev hurtigt sat ind i situationen, og hun grinede osse sådan lidt "Nille, hvordan ka' du dog tro det?"-agtigt, mens hun rystede kærligt, medfølende på hovedet. Og hun sagde cirka det samme som min far og tilføjede: "Vi ved, hvor du kæmper med det. Du gør dit bedste. Og går den ikke, så er du jo stadig vores pige. Sådan er dét."

Og det må ha' været lige, hvad der sku' til. For allerede om aftenen skrev og skrev jeg. Og for første gang er der nu gjort alvor af truslen om at slæbe den bærbare med hen til kæresten. For arbejdes. Dét skal dér. Og jeg er ikke bange mere. Lidt nervøs, måske. Men jeg er ikke bange. Jeg ved, at jeg kan beholde alt, hvad jeg har uden specialet. Og vinde alt muligt ved at skrive det.
Jeg ved pludselig, at jeg ved en masse. Og større er det speciale altså heller ikke. Win win situation.

Så jeg BLIVER færdig, Beo! :-) - 1. oktober. Stol på det.

Lommen - tegn et nyt landkort: Mount Everest har flyttet sig...

Et liv uden hud

Posten her blev skrevet i weekenden. Men da var jeg uden net, så derfor får I den her med lidt forsinkelse. Heldigvis har jeg fået det bedre – måske bl.a. fordi jeg skrev posten...

Jeg har kaldt hende dér Pernille til ”kammeratlig samtale” hos sig selv. Eller måske nærmere en ordentlig waky-waky speech... Jeg har fået nok. Af mig selv. Jeg er irriteret, frustreret. På mig selv. Og det værste er: Jeg har været netop her flere gange før. Men vist aldrig så slemt som nu. Nu gider jeg kraftstejleme ikke mere.

Okay, Pernille – spell things out!

Jeg har simpelthen de forkerte briller på for tiden. Jeg er i en permanent tilstand af ”jeg har fået det forkerte ben først ud af sengen”. Jeg hører alt andet end det, der rent faktisk bliver sagt.

Og jeg er ved at blive idiot.

Når veninden sender en sød omsorgsfuld sms...
Når kæresten sender en kærlig mail med et sødt lille filmklip...
Når min far bare vil diskutere holdninger og intet af personlig karakter...
Når folk – både nære som mere fjerne – bare vil være neutrale eller måske endda kærlige og søde og rare over for mig...

... så hører jeg bebrejdelser, lede kommentarer, triumferende stikpiller, kritik af min person, nedgørelser.

Og min fornuft taler for døve øren, når den forsøger at påpege misforholdet mellem det, der rent faktisk siges, og det, jeg hører. Det giver ingen mening!

Alligevel er jeg ofte grædefærdig, og for tiden er jeg inde i en periode, hvor jeg nærmest foretrækker at være alene (selv om jeg efterhånden ikke kan udholde mit eget selskab, men dét er jo ikke lige sådan at blive fri for...).

Hver gang jeg tilbringer tid med andre mennesker, føler jeg mig pludselig meget ubehageligt til mode midt i det. Føler, at det hele er falsk. At de slet ikke ønsker mit selskab, at de i virkeligheden ikke gider mig og dybest set finder mig både tåbelig og kedelig osv..

Hvorfor i alverden de så sku’ være sammen med mig (og igennem flere år ha’ været mine venner) ved jeg virkelig ikke! Ikke desto mindre er følelsen så overvældende, at den en stor del af tiden skygger for alt andet. Og jeg er nu nået dertil, at jeg på forhånd giver op. Bare tanken om at sku’ være i selskab med nogen af dem, som det indtil for nylig glædede mig meget at være i selskab med, giver mig næsten kvalme og en tung, opgivende fornemmelse i hele kroppen. For jeg véd jo, at jeg bare bliver enormt ked af det og kommer til at føle mig svigtet og overset...

Jeg forsøger imellem de lange, anstrengende tudeture virkelig at forklare mig selv, at det ikke på nogen måde virker realistisk, at mine venner, min familie eller min kæreste sku’ være ude på at såre eller kritisere mig. – Og da slet ikke, at de alle sammen på én gang sku’ ha’ set sig gale på mig og/eller være blevet trætte af mig. Samt at hvis der endelig var noget af den slags på færde ville de selvfølgelig fortælle mig det direkte og ikke på alle mulige snørklede måder, hvor jeg halvvejs selv sku’ gætte budskabet. Men lige lidt hjælper det.

Jeg får betænksomme beskeder og telefonopkald. Vennerne siger de samme søde, kærlige og nu og da drillende ting som altid. Fortæller som altid lidt fra deres eget liv. Men lige lidt mening giver det.

Midt i en samtale kan jeg sidde og tænke ting som: ”Ka’ du ikke bare gå? Jeg ved godt, du i virkeligheden ikke kan lide mig. Og vi har sgu da egentlig aldrig sagt hinanden noget, så hvad sidder vi her egentlig for? Du har kun interesse i dig selv og dig selv og så lidt mere i dig selv. Hvad skal jeg blandes ind i det for?” eller mere enkelt: ”Hvad laver jeg her?”

Hvad fanden er det for noget at sidde og tænke om sine venner??!

Kæresten er mere engageret og mere betænksom og fantastisk end nogensinde, og alligevel... Alligevel tager jeg mig selv i efter samtaler med ham at prøve at komme i tanke om (!) alle de dejlige ting, han har sagt, når vi har talt sammen. Og langt borte kan jeg mærke en eller anden skam, når jeg konstaterer, at... jeg ikke kan huske noget af det. De få ting, jeg kan huske fra vores snakke, er these days hele tiden nogle, som kan udlægges – læs: som jeg udlægger – som kritik eller hån. Jeg kan derimod nærmest huske alle de dér rædselsfulde ting – ikke fordi de er i overtal, men de er der – man kan sige eller skrive til hinanden, når man er vred. Og selv længe, længe efter at der er både undskyldt og trukket tilbage og forklaret, hører jeg de udsagn for mit indre øre. Som sandheden.

Men hvorfor ser jeg altid worst case scenarios som mere sandsynlige eller sande end de gode plots? Eller rettere: Hvorfor er der perioder, hvor jeg har det sådan? Som om jeg ingen beskyttende hud har...

Jeg véd godt, at jeg blev opdraget til ikke at stole på nogen. Sådan er det at ha’ en mor med ubehandlet paranoid skizofreni. (Kan ikke anbefales – og don’t do this at home og alt det dér...)

Jeg blev opdraget til at lyve og holde sårbare sandheder (hvilket i praksis var alt om min familie) tæt til kroppen osv.. Men på et tidspunkt traf jeg et meget eksplicit valg. Et meget velovervejet og velbegrundet valg: For i en alder af femten var jeg ved at eksplodere af tilbageholdte tanker og følelser. Af at opdele verden i derhjemme og resten. Pernille hjemme og Pernille ude.

Så jeg sagde til mine forældre, der begge var skyldige i at ha’ lagt dette enorme pres på mine unge skuldre, at nu ku’ de ikke længere regne med min loyalitet til deres tragiske, grundløse, ødelæggende hold facaden-projekt. Jeg ville delagtiggøre en ven (min første rigtige af slagsen) i, hvordan jeg havde det, når jeg havde det hårdt, og når jeg var ked af, hvordan det var at være mig.

Og så ku’ de ellers protestere alt det, de ville. Men jeg var nået frem til, at uden andres hjælp, støtte og tillid overlevede man aldrig. Og dét gjorde de – protesterede. Men jeg gjorde, som jeg havde sat mig for. Dét var min første oplevelse af, at hvordan man vil leve sit liv, afgør man nu bedst selv. Mange andre fulgte.

Det var en ufattelig lettelse – om end osse noget af en overvindelse og en øvelse – at åbne sig for andre. Men jeg har aldrig fortrudt. Jeg var forsigtig og osse ret heldig, viste det sig, med hvem jeg åbnede mig overfor. Og jeg er evigt taknemmelig over at ha’ de venner, jeg nu har.

Men nu sidder jeg så her og har levet næsten lige så lang tid med åbenheden, som jeg (ufrivilligt) levede med lukketheden og løgnen. Og mine forældre (osse min nu for længst medicinerede, velfungerende mor ) hylder i dén grad, at både min bror og jeg er endt med at ha’ en del gode, pålidelige, støttende venner. Og så kan jeg ikke finde ud af at ha’ tiltro!?!

Jeg sidder fandeme og tænker lige så ud af det blå pessimistisk, frygtsomt, såret som min dengang paranoide mor!

Det er, som om jeg ingen hud har. Det dér lag, som skal beskytte én, er for tiden slået fra. Alt ryger ind og bearbejdes som dårlige indtryk. Enhver tavshed er tegn på fjendskab. Enhver tale sker med henblik på at kritisere mig. Enhver kærlighedserklæring er bare fake.

Har selvfølgelig, som den analysegenerator jeg nu er, prøvet at se tilbage, finde et mønster, en årsag. Det tætteste, jeg kommer, er, at det her sker, når jeg er presset og bekymret og bange. Ofte når jeg ikke selv har turdet indse, præcis hvor presset jeg egentlig føler mig.

Det er et eller andet med, at hvis jeg bliver bange for ikke at kunne klare et pres alene, så går jeg i baglås, stritter imod, giver mig ikke i kast med. Noget i mig foregriber vist, hvor frygteligt det bliver, når jeg må sande, at jeg ikke kan håndtere en given situation helt alene. Ydermere frygter jeg, at det så oven i købet viser sig, at alle, hvis støtte og opbakning jeg troede på, svigter og ikke er der for mig.

Jeg underkender altså på forhånd mig selv. Jeg fordømmer mig selv for – nok – ikke at kunne klare den. Og tror så at andre fordømmer mig. Gør min egen indre stemme til andres. Og min egen indre stemme er i virkeligheden mine forældres: Man er nødt til at holde facaden. Man er nødt til at lade som om man kan klare alting selv, Pernille. Man er nødt til at lyve og lade som om. Jeg fik jo aldrig nogen forklaring på hvorfor. Jeg tog bare indtil puberteten for givet, at sådan var verden.

Det er ligesom med mennesker, hvis forældre altid har (over)beskyttet dem: Naturligvis konkluderer de, at verden er et farligt sted at være...

Jeg opdager nu, at jeg egentlig aldrig gav helt slip. Jo, jeg begyndte at vise mig selv, snakke åbent om mange ting osv.. Men viste jeg sårbarheden? Viste jeg tårerne, viste jeg de mindre pæne sider, ”fejlene”? Troede jeg på, at det var i orden, hvis ikke man kunne, lykkedes, blev ”godkendt”?

Ja, godt gættet: Jeg tror, det er skrækken for specialet, der trykker en hel del mere gevaldigt, end jeg har turdet tænke eller ligefrem – uha! – sige højt. Skrækken for ikke at magte det. Ikke at slå til. Ja, for én eller anden årsag må der jo være til min skriveblokering, der nu har varet i flere måneder... Skrækken for at finde ud af, at jeg ikke kan. Ikke har lært noget. Ikke kan omsætte det til egne ord på papiret. Er dum og tåbelig og bare har distanceblændet alle (inkl. vejleder, som ikke kan blændes, og mig selv).

De, der ikke har rost mig, har naturligvis gennemskuet mig. De, der har rost mig, er bare selv dumme...

Lige umiddelbart er det første, der falder mig ind, når jeg ser situationen udefra... en lille pige, der står og fryser i sin korte kjole og sine flade sko. Hun har armene opgivende og magtesløst ned langs siderne, og folk vil ikke kendes ved hende.

Det er skrækken for oven i selve den faglige fiasko at stå fuldstændigt mutters alene i verden med den. Det går op for mig, at den faglige fiasko i ikke at magte at færdiggøre min uddannelse ikke bare ville være... et fagligt nederlag. Det ville være grund nok til at afskrive mig. Så tror fa’en, at jeg ikke tør skrive det forpulede speciale.

Så måske er der i virkeligheden gode – om end ikke særligt rationelle – forklaringer på, at jeg har det så skidt for tiden. Jeg trækker mig fra andre og er på vagt, for så kan de i det mindste ikke forlade mig, når jeg nu viser mig at være en total fiasko på uni.

Men sagen er jo:

Vil gode venner, kæreste, familie droppe mig, selv om jeg så ikke skulle klare den?

Regner de med, jeg ikke klarer den?

Og er der overhovedet grund til at tænke, jeg ikke klarer den? Har jeg nogensinde dumpet en eksamen? Nej. – Til gengæld har jeg de sidste par år i en uendelighed udskudt min sidste af slagsen...

Lommen - er der nogen, der har en pose tiltro i overskud???

Tilbage på pinden

Nej, jeg er ikke død... endnu...
Jo, det går okay (humøret er i hvert fald lidt mere stabilt - og lyst - end de foregående par uger)
Ja, jeg fandt ud af, hvad der vist egentlig var galt (tror jeg nok)
Ja, jeg har stadig min dejlige kæreste
Og nej, jeg kommer sikkert ikke til at blogge ret meget i pinsen (hvilket har lidt med ham dérsens kæresten at gøre... :-))

Men jeg er glad for og rørt over jeres interesse. Og jeg smider sikkert snart en megalang post, som I så ka' tygge lidt på, hvis I sku' ha' lyst til det. Om hvor meget det betyder, at man stoler hundrede procent på sine forældres kærlighed - og hva' der kan ske, hvis man af en eller anden årsag tvivler...

Lommen - men nu skal der soves

Lidt om min mor

Min mor ringede i går.

Hun (med mild stemme): "Det er osse længe siden, du har været hjemme hos os..."

Jeg: "Ja, det er. *Sukker* Alt for længe. Har bare haft så travlt - og alle weekender optaget. Og de sidste dage har bare været noget HØ! Den anden dag sad jeg så oven i købet og græd i bussen...".

Hun (straks på vagt): "Åh nej. Er den gal med dig og [Skuldrenes navn]?"

Jeg (opgivende): "Næææh... Jo, det har været lidt svært. Men det kommer sig egentlig mest af, at jeg er så presset med det åndssvage speciale. Og så bliver jeg helt umulig at være sammen med. ".

Hun: "Jamen, Nille dog. Du har da haft det rigtigt skidt så?" (Glimrende opsummering. Ku' ikke selv ha' ramt det bedre i så kort en formulering).

Jeg: "Naaarh... Det går. Men jo, de sidste dage har ikke været sjove. Men jeg havde faktisk netop tænkt mig at ringe senere i dag og høre, om det ville passe jer, hvis jeg kom hjem i morgen og blev weekenden over..."

Hun (glad): "Ja, dét ville det bestemt! Men hør, skal vi så belave os på, at du osse græder ind imellem, når du kommer herop?" (Frit oversat: "Hvor er du følelsesmæssigt lige i øjeblikket, og hvad har du brug for?" Jeg holder meget af min mors pragmatiske indstilling til emner, mange andre mennesker ikke véd, hvordan de skal tackle).

Jeg (med smil i stemmen): "Ja, det kan jo være svært at sige... Det ka' jo ske, ikke?"

Hun (tænksomt): "Jo, det ka' det jo... Du ska' i hvert fald være velkommen. Menuen står bare på Fars græske frikadeller fra fryseren...".

Jeg (med smil i stemmen og afværgende): "Mor, det lyder fint. Det er jer, jeg kommer for at se. Jeg er dér ikke for at vurdere maden, vel?"

Hun (lidt forlegen, som altid ved den ordveksling): "Det véd jeg godt. Kom endelig hjem. Det bliver godt at se dig!"

Lommen - jeg elsker min mor

Man sku' ha' været en snegl - eller sku' man?

Til aften var jeg ude at gå mig en rigtig regnvejrstur. Sådan én hvor regndråber lander i vandpytter, og der breder sig små ringe i vandoverfladen. Sådan én hvor man kan høre silen og plasken og løben og klukken fra vandet - mod trækroner, i vandløb og fra hunde, der ryster sig lige op ad deres ejer.

Og dér, midt på stien, opdagede jeg pludselig en vinbjergsnegl, der ligesom jeg var ude at nyde en spadseretur helt alene i det fugtige vejr. Jeg var tæt på at træde på den, men heldigvis undgik jeg lige akkurat at kvase dens overdådige hus, der sikkert rummede indtil flere badeværelser med jacuzzi samt et dejligt samtalekøkken...


Jeg bøjede mig ned og fik med to fingre fat om den overdådige mahognifarvede bolig, og sneglen trak sig forskrækket tilbage. "Bare rolig", havde jeg lyst til at hviske, "jeg gør dig ingenting. Jeg vil kun hjælpe dig." Og dét gjorde jeg så. Ved at placere den ude i den våde skovbund ved kanten af stien, hvor ingen ville komme til at træde på den.

Og så var det, jeg kom til at overveje:
Tænk hvis der nu og da var en eller anden med et større overblik end menneskets, som kunne se, at man var på helt gale veje i sit liv, og at man udsatte sig selv for alt for stor fare eller ganske enkelt bare var på vej et helt forkert sted hen...
Tænk hvis nu en kæmpe hånd sådan kunne komme og løfte én op og skubbe én på plads. Lige rykke én de dér få meter, der somme tider skal til for at man ikke ødelægger sine egne muligheder fuldstændigt.

Men det er der ikke nogen, der kan. Allerhøjst kan man se sig tilbage og bagklogt konstatere, hvor man burde ha' trådt anderledes. Eller man selv eller éns nære kan gi' deres bud på, hvordan de tror, at stien og omgivelserne - og de farer, som måske lurer dér - måske ser ud.

I øvrigt bliver man jo knageme osse så irriteret, de gange hvor - især - forældre forsøger at gøre én til en vinbjergsnegl, ikke...?

Lommen - ikke andet at gøre end at satse

Musik hjælper tit

Og når man så prøver at krybe op fra hullet lige så stille og roligt, så ka' man eventuelt søge hjælp hos ham her. Den her single har jeg rimeligt meget på hjernen for tiden. Der er en god fandenivoldskhed over den. At tænke sig - dagen kan starte helt forkert. Og så tager man nye sko på og vupti! Så er der pludselig håb og energi...

Lommen - men jeg må beklage over for "skoholikerne" derude: Jeg tror altså ikke, sangen handler om at shoppe sko...

Mig oss' ha'! - Om at indse, hvad man længes efter, når andre sætter ord på

I går aftes nåede jeg på et tidspunkt til det dér stadie, hvor man bare ikke gider tænke mere, ikke orker at græde mere. Græd fandeme i tre-fire timer, altsååå...

Når jeg får det sådan, er der forskellige strategier at følge:

- Tag en laaang lur
- Gå en laaang tur i rask trav (al den energi, der bare fræser ustruktureret, destruktivt rundt i hjernen skal bare ud, når det er sådan!)
- Gå i køkkenet og bag brød eller lignende langvarigt mad-projekt (kort sagt: Skab noget. Følg en proces, som giver mening på den meget basale måde).

I går gjorde jeg det sidste. I dag er der et ordentligt læs kanelsnegle i min fryser... :-)

Men før dette nu bliver den rene husmor-feel-good-kontrolfreak-jeg skriver-først-om-problemer-når-de-ER-løst blog, så må vi lige ned og ha' fat om nældens rod...

I løbet af i dag har jeg nogenlunde fået has på, hvordan det dog ku' gå så galt i går. Altså, jeg mener - det er sgu da ikke normalt (ikke engang for mig... ;-)) at sidde og hyle i bussen, vel?

Well. Kender I det, at man er mødtes med en god ven eller veninde. Og han eller hun sidder så og fortæller, at de har haft det skidt, fordi de i længere tid har sloges med et stort problem eller et stort valg, der sku' træffes, og at de nu endelig har fået styr på det?

Vedkommende sidder dér og snakker om, hvor lettet han/hun er, og lidt senere går det op for én, at man selv er præcis samme sted, men at man - i modsætning til vennen - overhovedet ikke ved, om der er udsigt til, at det bliver løst for én selv?

Sådan havde jeg det i går. Ved venindens ord blev det klart for mig, hvor meget jeg ønsker for mig selv, at det skal gå mig, som det er gået hende. Ikke at jeg ikke under hende det! Bestemt ikke - jeg bliver jo absolut ikke lykkeligere af, at hun osse slås. Men hold op, hvor vil jeg gerne ha' det, hun nu har udsigt til at få:

"Pernille, nu er det bare dejligt, at jeg de næste par måneder stadig kan gå og tænke "uh, hvor jeg savner ham" og "bare han var her". For snart vil det jo bare være søde minder om dengang vi tit savnede hinanden, fordi vi boede så langt fra hinanden...".

Sådan sagde hun. Et kvarter senere sad jeg så i bussen med tårerne løbende ned ad kinderne.
Sådan kan det gå, når man ikke har turdet indrømme over for sig selv, hvor vigtigt noget egentlig er at opnå, og man så - uventet - konfronteres på den måde. Med sit eget behov for at få opfyldt sine drømme.

Lommen - det jeg i virkeligheden drømmer om...

Og så i øvrigt tillykke til veninden! Hvor har du fortjent det!

Jeg begyndte at græde i bussen i dag...

... én gang skal måske være den første?

Har aldrig prøvet noget lignende: Pludselig var der ikke rigtigt noget som helst, der gav mening. Pludselig var det bare svært at holde tårerne tilbage. Så svært, at et par stykker af dem fik lov at løbe ned ad kinden, før jeg fik kontrol over gråden.
Jeg følte mig helt alene i verden. Følte med ét, at alle dem, jeg plejer at connecte med - føle mig samhørig med... var meget langt væk. Var, som om samhørigheden bare var noget, jeg havde bildt mig ind.

Man kan da ikke sidde i en bus og miste håbet - livslysten. Eller ka' man?

Jeg ved, jeg er en svingende og disharmonisk natur. Jeg ved, at følelser kan ta' pippet helt fra mig somme tider - i en grad så jeg nu og da har svært ved at finde hjem igen. Men dette... Har aldrig prøvet noget lignende.

Der er sådan set stadig ikke rigtigt noget, der gi'r mening. Og neeeej, jeg har ikke pms. Og neeeej, jeg har ikke sovet for lidt. Der er bare... tomt dér hvor der plejer at være fuldt af varme og fællesskab og mening. Der er ingenting. Og jeg har en snigende, klam fornemmelse af, at det ikke kan soves væk...

Lommen - meget forskrækket

Jeg - en intolerant satan

Har du nogensinde siddet i en forsamling, måske endda et festligt lag, hvor et par stykker pludselig begynder at diskutere et eller andet og så pludselig taget dig selv i at tænke: "Føj! Hvad f... er det for nogle holdninger ham dér/hende dér lægger for dagen?!"?

Har du osse prøvet at sidde dér og målløs tænke: "Og ham dér kalder jeg én af mine bedste venner! Hvordan dælen kan han sidde og mene sådan noget usympatisk pis??!"

Hvis du slet ikke kender den fornemmelse, er du godt nok heldig. Jeg har den selv til overmål somme tider, synes jeg. Og det er altså ikke blot den allestedsnærværende diskussion om flygtninge og indvandrere eller andre politiske emner, vi snakker her, vel? Det kan være til snart sagt hvad som helst. Jeg er elendig til at adskille holdninger og deres ophavsmænd fra hinanden!

Og jeg bliver simpelthen så frustreret, at jeg har lyst til at sparke til og slå på et eller andet, når det sker. Frustreret over mig selv, altså. For...

Med folk, jeg ikke kender, kan min snævertsynethed jo lukke muligheden for at lære dem nærmere at kende, hvis jeg allerede ved første møde med dem stejler på den måde.

Med mennesker, jeg kender og måske i forvejen er venner med, er det hundrede gange værre: Hvorfor kan jeg ikke bare efter en diskussion sige: "Nå, du gamle - nu ska' vi to vist op og ha' en fadbørge og hygge lidt!"?

Ville jeg ønske, jeg kunne, men niks-slikke-slut-slikke-prut, du!

Overordnet set kan man inddele de emner, der tricker mig, i to grupper:
Der er emner, som jeg mere rationelt tager afstand fra, og så er der de helt urimelige, mere fordomsagtige.
De rationelle først:

Hvis folk diskuterer sort arbejde, siger hele koret sædvanligvis: "Jamen, skatterne er altså så høje, at jeg aldrig ville få repareret eller restaureret noget derhjemme, hvis jeg købte håndværkere hvidt!"Håndværkerne i forsamlingen siger tilsvarende: "Vi er da godt dumme, hvis ikke vi benytter os af det og tjener lidt ekstra ad den vej! Get real, Pernille."
Og så sidder jeg så dér og er Hende den naive og "hellige", fordi jeg insisterer på, at det at udføre eller modtage "sorte" ydelser kraftstejleme bliver over mit lig!

Fortæller jeg, at jeg betaler min tv-licens, er det ofte det samme. Folk har tusind gode undskyldninger for ikke at betale til noget, der er i fællesskabets interesse. Og flere i min omgangskreds har fandeme på det sidste foreslået pay per view, for ikke om de gider betale for andet end det, de lige selv ser. Egoister! Håber, de stemmer Venstre, så der er en vis konsistens et eller andet sted... Men det véd jeg bare, at flere af dem bestemt ikke gør...
Og jeg bliver så pissearrig over, at de skider på fællesskabet, gør jeg - og endnu mere, hvis de hykler og stemmer på et fællesskabsorienteret parti!

Men ikke ét ord til nogen om, at jeg sgu da jævnligt selv kører på røven med bussen, vel? Nej-nej. Jeg har skam ret til at være møgmoralsk, ikke? Osse selv om det sikkert er folk som mig, der får billetpriserne til konstant at stige...

Og derfor sidder jeg så som regel og holder min mund, når folk begynder at diskutere. Men er det sådan, man bør tænke - i retten til at være moralsk?

Dét var så den ene side af sagen... dét, man ku' kalde de mere rationelt begrundede holdninger. Hidsighed og forargelse i mødet med anderledes holdninger kender vel trods alt de fleste.

Noget andet er, at jeg har en hel liste - vi ku' kalde dem Pernilles all time favourites - som bare får mig til at klappe heeeelt sammen og se ned på folk og miste respekten, i en grad så man ikke (heller ikke jeg selv) fatter det. De urimelige. Og bare rolig, jeg er ikke spor stolt af det! Jeg er faktisk tværtimod utroligt skamfuld over det, fordi meget af det følgende er ting, som jeg bare har en masse fordomme om/ikke har prøvet/ikke tør/ikke selv kan finde ud af og den slags.

Hvad sker der så, når bestemte synspunkter eller handlinger dukker op omkring mig? Jo, jeg tænder helt af indvendigt. Jeg hidser mig ikke synligt op. Jeg lukker bare af. Giver de dér folk minuspoints i min lille, smålige og fedtede karakterbog, som jeg kun en sjælden gang bliver mig bevidst. Og så bliver jeg gal på mig selv - rigtigt gal - for det kan da ikke passe, at jeg ikke er mere rummelig... Kan det? Og hvad gør man, hvis éns venner tilslutter sig de her holdninger og handlinger?

Et par eksempler på, hvad jeg slet ikke kan ha', og som til enhver tid "trækker ned" i min samlede vurdering af folk:

- Porno
Jeg kan ikke ha' det, jeg ka' ikke ta' det, og jeg vil slet, slet, slet ikke se det eller bare antydninger deraf i gadebilledet, i kiosker eller på mit køkken, som jeg deler med flere drengerøve. Jeg KAN ikke spise til synet af skamlæber. Jeg KAN bare ikke! Fik I den? Og jeg er nødt til at prøve at fortrænge, at søde og sympatiske fyre, jeg kender, ser på det dagligt eller i hvert fald jævnligt. I mine øjne bliver de en lille smule ynkelige (og lidt ulækre), hvis jeg tænker på det. Det at de kan nyde noget så frastødende og følelseskoldt sætter virkelig min sympati på en hård prøve. Men jeg kan godt selv tænde på en erotisk tekst. Hm... Bliver det så meget "finere" af at være en tekst og ikke et billede?

- Hvis de elsker at ta' til festival
Der MÅ være noget galt med folk, der kan lide det! En masse uvaskede mennesker, der mest er taget af sted for at drikke sig fulde og kneppe nogen, der er blonde og taler med svensk accent, og forhåbentlig ikke forstår alt for meget af noget som helst. Hverken dansk eller andet...

Altså, fint ska' det være, ikke? For jeg kan jo bedst lide at drikke rødvin og høre P1, ikke? Men jeg hørte faktisk engang, at er der nogen, der går til den til julefrokosterne, så er det Det kgl. Kapel... Hvad det gale så i øvrigt sku' være i dét? Og i øvrigt ville jeg da bare aldrig turde tage på festival, fordi der er sex i luften og et fællesskab at blive lukket ude fra. Tag dén, fra Pernille til Pernille, som er så god til at socialisere...! :-S

Men der er stadig håb for mig og mine argumenter. Selvfølgelig er festivaller da noget klamt noget, og selvfølgelig er deltagerne da ikke værd at ha' noget med at gøre. Bl.a. fordi festival jo hænger uløseligt sammen - tror jeg nok... - med noget andet, som jeg nærer den dybeste afsky for, nemlig:

- At ryge hash/bruge andre euforiserende stoffer
Af en eller anden grund har det aldrig plaget mig, hvis folk drak sig bimlebamlede med jævne mellemrum, men stoffer er så... *gyser* Folk må da være decideret uintelligente at prøve sådan noget! (Og så skidt pyt med at mange af mine i øvrigt godt begavede venner så nogle få gange om året ryger lidt fjolletobak, ikke? - Det handler bare om at lukke øjnene tæt nok, så er det kun dumme mennesker, jeg ikke har noget forhold til, der gør den slags...)


Og sådan er der mange ting...

Folk, der er tatoverede og/eller piercede, skal i dén grad gøre en indsats, hvis jeg skal gide indlede et dybere bekendtskab med dem. Jeg synes, det er vildt ulækkert at se på, og dét er da en helt vildt god grund til ikke at gide folk, ikke? Eller....?

Både mænd og kvinder, der går i sygeligt stramt tøj, er helt solariebrune, stinker af parfume og højlydt gnasker tyggegummi... Altså bare sådan som befolkningsgruppe betragtet, ikke...? ;-) Jamen, jeg må indrømme: Jeg føler mig bedre end dem. Jeg føler mig klogere. Og jeg vil ikke følges med dem på gaden, for jeg synes, de er pinlige. Til gengæld vil de da nok heller ikke følges så meget som to meter med en snob som mig, hvilket ville tyde på en hel del sund fornuft...

Lommen - og det var mig, der aldrig mente noget...

Lille, glad stund...

En lille, glad stund på to tynde barneben med ukueligt plasterkryds på knæet og et par triumferende gadedrengehop kommer ivrigt glædestrålende løbende imod mig...

Aaaaaahhh... Se så!

I dag ser verden helt anderledes lys og venlig ud! Sov ni timer i nat, solen skinner, og hængepilene på min side af Huset står og vifter så dejligt ude foran vinduerne. Mælkebøtterne i vores græsplæne smiler flabet tilbage til solen. Intet kan slå dem ud. De er ganske vist små, men de er mange og lyser gult af glæde.

Og jeg forsøger så nu at tage ved lære af mælkebøtterne og smile til specialet. *Ahem* Det skal ikke få mig ned med nakken i dag!

Jeg henter styrke i det foto, der nu hænger ved mit skrivebord af - blandt andet - et par meget flotte Skuldre... :-)

Lommen - livet er ikke det værste, man har, og om lidt er kaffen (rent faktisk!) klar...

Jeg er så arrig og sur og gal: Om et slag i bolledejen

... og jf. forrige indlæg har jeg været i et rigtigt iltert humør hele dagen. Her hen under aften er det nu slået over i raseri, og det er lige, så jeg *tæver* løs i de stakkels taster...

Men nu fik jeg så lige en lysende idé:
Jeg kom nemlig til at tænke på, at min fru moder - som er udstyret med et temperament, der til forveksling ligner mit - nu og da har sagt, at når hun var rigtigt arrig, var der ikke noget bedre end at slå en ordentlig gang bolledej op og så ellers ælte løs.

Og jeg kan faktisk huske en del gange at ha' set hende stå derhjemme iklædt en lilla jump suit i et halvfjerdserbrunt køkken og bogstaveligt talt *smide* dejen ned i køkkenbordet, så spisebordet ved siden af, hvor min far sad og tippede i håb om at ramme én af sine mange 12'ere, hoppede og dansede, og kaffekopperne klirrede, og min fars kuglepen smuttede ned på gulvet.

Det blev altid nogle gode boller. Min far kaldte dem caramba-boller, når min mor virkelig havde været i stødet.
Hm... Jeg kan allerede mærke, det hjælper...

Lommen - og jeg er faktisk netop løbet tør for hjemmebag...

Det ligner mig dårligt...

... men i dag, da jeg kom hjem fra uni, var jeg bare så eddikesur og dårligt stemt.

Mit oplæg gik ellers udmærket. Og det var sidste undervisningsgang, og vores lærer gav morgenmad og sådan. Og jeg lavede da osse forsøgsvis al den skæg og gak, jeg kunne komme til med de andre. Og vi havde nogle gode latteranfald. Men det var, som om det alligevel ikke helt virkede i dag. Jeg blev ved at være trist indvendigt. Kom aldrig rigtigt op i omdrejninger.

Sov alt for lidt og for uroligt i nat, og da jeg endelig faldt i søvn, var det med mareridt til følge. Den slags kan sagtens sidde i mig en hel dag. Og med udkørthed dukker modløsheden op - især omkring det forbandede speciale, men osse ift andre ting.

Så... Selv om jeg ellers tidligere her på bloggen har forsvaret mandagen, så er der sgu dømt mandagsstemning på den dårlige måde i dag.
Beklager, folks. Ingen :-) her i dag.

Lommen - fred til at surmule

Tre ord

I eftermiddags midt på en afsindigt myldrende banegård, mellem rullende kufferter, løbende børn og stressede voksne, mellem fremmede menneskers afskedsscener og velkomstknus, begyndelser og slutninger...

Ved tog, der hvinede mod skinnerne og togføreres skingre fløjter...

I lyset fra banegårdshallens gennemsigtige tagplader...

Imellem hvirvlende, gyldne støvsøjler...

Blandt duerne, der som altid nysgerrigt pirkede mellem fliserne i håb om at finde resterne af en ussel transit-hotdog...

Lige dér. Sagde han det.


Lommen - og pludselig blev der helt vidunderligt stille

Børn og døden: Om naturlige konsekvenser

Jeg tror, de fleste bloggere kender det...

Der er nærmest en hel bunke af indlæg, som står på nakken af hinanden for at blive skrevet - så mange dybt personlige følelsesglimt og associationsrækker, der kunne lægges ud til (halv)offentligt skue. Men man ved ikke helt, og kunne andre ha' noget ud af at læse det - og tør man egentlig og alt det dér?
Nu får I dem i korte træk og hulter til bulter. Med et passende mål af distance og samtidig lige tilpas tæt på. Så må vi se, om I kan leve med det...

Ét indlæg handler om at være uvant meget i tvivl om en stor beslutning - at træffe et valg ene og alene på mavefornemmelsen, selv om alt "rationelt" taler imod og alle éns nære fraråder det. At vide, at tilværelsen vil blive ganske og aldeles uudholdelig i mange, mange måneder, hvis det vitterligt er det forkerte, man gør.
Det indlæg ville blive et tilbageblik og ende med en triumferende konklusion: Jeg forstod jeres bekymring, men jeg gjorde det rigtige. Jeg er blevet så lykkelig pga det valg. Jeg blev lykkelig af at turde... Nu må jeg forsøge at finde ud af, hvordan jeg bliver ved med at turde leve med det lykkelige valg, for jeg kan slet ikke uden...

Et andet handler om noget, jeg kun langsomt er ved at vedkende mig: Lysten til at få børn. *Gulp* It's out in the open! Jeg er én af dem. Én af de kvinder, som jeg for bare et par år siden ingen - absolut ingen - connection følte til. Jeg ku' ikke relatere til, hvad det fantastiske ved et lille gylpende, grædende, hylende væsen dog kunne være - egen produktion eller ej. Men nu...

Stadig er der et godt stykke vej - jowjow. Jeg skal ha' afsluttet udddannelsen, ha' fundet job og bolig og sådan. Men det lysner forude mht alle disse praktiske ting. Og skåret helt ind til benet er faktum meget enkelt: Jeg føler mig vist lige straks parat oppe i hovedet.

Jeg kan - endnu til min egen forskrækkelse/overraskelse - mærke det gibbe i mig, når venner og bekendte bliver gravide, når jeg ser en lille trold i miniaturebukser og med store, klare øjne i et lille rødkindet, snotnæset ansigt. Når jeg ser småbitte ben, der prøver at følge med de voksnes lange på gaden. Og jeg kan mærke, hvor blød, jeg bliver indvendig, når kæresten ser lige så blød ud ved synet som jeg og med fast stemme erklærer, at børn vil han helt sikkert ha'.

Jeg har på det sidste taget mig selv i at overveje, hvordan jeg egentlig vil opdrage mine børn, hvad jeg vil gøre anderledes ift mine egne forældre (og ikke mindst hvad jeg gerne tager med mig fra min barndom). Jeg har forestillet mig, hvor dejligt det kunne være at dele dette - som jeg ser det, den største oplevelse af alle - med den, jeg elsker. Jeg har prøvet at forestille mig mig selv som mor. Og pludselig er det ikke så svært, selv om det stadig osse er... skræmmende.

Og jeg husker min egen mors udsagn om, at hun egentlig aldrig havde gået og drømt om at blive mor, men at hun med ét, da hun rundede de tredive, nærmest ud af det blå blev klar over, at nu sku' hun ha' børn, og det ku' kun gå for langsomt...

Der er osse en blogpost om ikke længere at være bange for at stå ved sig selv... Om ikke længere at være så bange for, at andre ikke synes om én, hvis man synes noget andet end dem og vælger anderledes, end de ville ha' gjort. Om at turde sige nej uden at forklare sig - om faktisk snarere ikke at turde at lade være med at sige nej, hvis det er dét, man føler for...

Og så er der en post om mine tilbagevendede tanker om døden, som pludselig har indfundet sig i løbet af det sidste halve års tid.
Grin I bare, måb, ryst på hovedet. "Herregud, kvinden er ikke engang tredive, og så tænker hun på døden! Nu må du holde op, Pernille. Carpe diem og alt det dér." Men det gør jeg altså - tænker over, at vi kun er her på lånt tid - selv om en anden del af mig gør, hvad der kan gøres for at skyde disse tanker væk. Måske fordi der pludselig er så meget, der gør det værd at være her, så mange brikker, der er faldet på plads. Så mange perspektiver der er i forandring. Måske er disse tanker den naturlige konsekvens? Banen kridtes op: Med lidt held har du tres år tilbage, Pernille. Hvordan vil du udnytte dem?

Jeg er kort sagt begyndt at tænke meget over, hvad jeg vil - og ikke vil. Hvad jeg ønsker mig af mit liv. Og så er vi faktisk tilbage ved denne blogs oprindelige, storladne tag line:

Livsfilosofi - bare et greb i Baglommen

Lommen
- hvis refleksioner kører i de samme cirkler livet igennem, må man i det mindste håbe, at cirklerne bliver større...

Lommen - nu som forfører

Jeg elsker simpelthen det her: At gøre mig lækker for min elskede, at skabe de perfekte rammer - at glæde mig. Og jeg holder tilsvarende af at vide, at han holder lige så meget af at gøre lignende ting for mig, når jeg besøger ham.

Der er nybagte boller og kanelsnegle på lager...

Der er handlet luksuskaffe til stempelkanden, den uundværlige chokolade og godt charcuteripålæg og ost samt nogle store, blå druer lige til at plukke af og putte i munden på den, man holder af...

Sat friske lys i alle stager...

Skiftet sengetøj...

Og nu går jeg ud og tager et langt bad og hilser på min skraber, parfumen og hvad har vi, mens radioen spiller det ene fjollede dansehit efter det andet og sætter humøret yderligere i vejret...

Lommen - i aften skal min mand forføres, men det ved han bare ikke endnu :-)

Jeg - en lurer

Normalt sidder jeg ikke og kigger i min besøgstæller ret tit - det sku' da lige være for at finde nogle sjove søgninger, som folk har foretaget på Google, før de dumpede ind på min side.

Men i dag... Hvor jeg sidder og slås med mit oplæg og savner lidt, ku' jeg altså ikke lige lade være med at kigge - og så mærkede jeg sådan et lille, stille smil brede sig på ansigtet, da jeg så, at et ganske bestemt ip-nummer havde været inde og kigge en hel del gange siden i morges...

Han savner vist osse mig. *Henført suk*

Lommen - så meget for aftalen om ikke at snakkes ved, før han er på vej :-)

Og så si'r de, bloggere er selvoptagede...

Det er så relativt sjældent, det sker, så jeg må simpelthen lige dele det:

Jeg føler mig lækker! Sådan en ganske almindelig torsdag middag i mit eget selskab går det pludselig op for mig. Jeans med hul på inderlåret, boksers (!) en helt neutral, dog tætsiddende t-shirt og - lige om lidt - en stor sweater ud over. På ingen måde udfordrende eller sexbombet. Ikke desto mindre føler jeg mig lidt yummi.

For bare et par år siden havde dette været nærmest umuligt.

Lommen - grund til at fejre, ikke?

Halvfuldt

Der er regndråber på min rude, men udenfor twitter musvitten ukueligt...

Der er et oplæg at gøre færdigt, men osse lune boller og gouda-ost - og friskmalet kaffe i stempelkanden...

Der er masser af vasketøj at tage fat på, men osse rigeligt med vaskemaskiner til at klare det meste af processen for mig...

Der er oprydning og rengøring at ordne, men osse besøg at glæde sig til, når det er gjort...

Ja, som bekendt kan ét og samme glas anskues som halvfuldt eller halvtomt. Det hele kommer an på den dér mærkelige størrelse, de kalder humør. For mit vedkommende har jeg længe været overbevist om, at min sindstilstand er betinget af, hvad min underbevidsthed, selvsagt uden mit vidende, har foretaget sig om natten... I nat må drømmene ha' været behagelige.

Lommen - det dér glas er halvfuldt. Af kaffe.

At glæde sig til en arbejdsdag

Efter en dag (et helt døgn!!) med brormands BA-projekt og diskussioner vedrørende fx omskrivning af videnskabsteoretisk afsnit og kommaer og fodnoter og Fanden og hans så berygtede pumpestok...
Efter at ha' måtte afvise en veninde på telefonen i går...
Efter farten omkring i byen og efter bagning...
Efter at jeg i går pludselig indså, at det da vist egentlig liiige ville være godt med lidt ro fra Skuldrene og "sku' vi ikke bare vente med at snakke til vi ses?", samtidig med at jeg som altid elskede at snakke med ham...
Efter en grædende veninde i telefonen (hun kom forbi senere)...

Efter alt dette...

... gik det for alvor op for mig: I øjeblikket ved jeg hele tiden, hvad jeg skal - og jeg skal meget. Vil meget. Helst det hele. Jeg er hele tiden på vej. Og jeg er ved at ha' nået den grænse, hvor jeg ikke længere glæder mig over de af aftalerne, som egentlig bare burde være hyggelige. I stedet sidder jeg og tænker på det næste, jeg skal nå, og hvordan aftaler og gøremål passer sammen.

*Fallitlyden fra Lykkehjulet*

Dét gider jeg bare ikke!! Det er for dumt. Der er masser - masser! - at glæde sig over i mit liv for tiden. Det skal ikke gå upåskønnet hen! Det skal ikke sjofles på den her måde.

Så i morgen er der dømt en dag med... arbejde, ganske vist... men det bliver hjemme ved skrivebordet. Alene. Og det bliver med tid til en gåtur ved en - sikkert - gråvejrsgrå sø og frisk vind i hår og lunger og tyk sweater på. Den eneste aftale i løbet af dagen er med en vaskemaskine eller fire.
I morgen aften er der så oven i købet én til at putte mig kærligt...

Og allerede fra i næste uge er der igen luft i kalenderen, fordi jeg har husket at planlægge efter, at hvert minut helt ikke skal være... nuvel... planlagt.

Lommen - jeg glæder mig til min arbejdsdag, glæder mig til at glæde mig :-)

Han så mig drukne i en sø - natteindlæg, nu om formiddagen

Midt om natten nu.
Hang i fælleskøkkenet til sent - en flok af Husets piger og kvinder (inkl. jeg selv) har haft bageflip, så der blev storhygget og grinet og snakket mænd og sladret og drukket mælk af kartonen, mens bl.a. en ordentlig stak kanelsnegle forsvandt, og både boller og pølsehorn kom i en dampende varm strøm ud af ovnen.

Mandag er min fagfri aften. Er altid på uni en stor del af dagen, og derfor er det ligefrem legitimt at holde fri fra specialet. Så jeg har stornydt det. Der går efterhånden for længe imellem, at jeg bare hænger i vores køkken...

Well. Omkring kl. ét var jeg helt færdig og måtte i seng. ("Hvorfor sidder du så og blogger midt om natten?", vil den skarpe læser sikkert spørge. Læs nu blot videre og få svaret...)

Lyder sikkert mystisk at jeg sku' være træt så kort efter midnat, men midt i den gigantiske forelskelse jeg oplever lige nu, er det faktisk lykkedes mig, det ellers så inkarnerede b-menneske, at finde en meget stabil døgnrytme. Så jeg er aldrig oppe senere end ni (jaja, jeg véd det godt - rigtige a-mennesker står op senest kl. 7 :-)) og føler mig døden nær af træthed ved midnat. Folk, der har kendt mig længe, vil vide, at denne adfærd er højst atypisk. Men det er faktisk noget nær en velsignelse: Jeg, der i flere måneder pletsov og fuldkommen havde mistet enhver fornemmelse af døgnrytme og evnen til at sove igennem, har nu endelig fundet ro. Om natten...

Well. Det er kort sagt blevet atypisk for mig at være oppe om natten. men hvor er jeg dog glad for, at de kanelsnegle og det gode selskab netop denne nat holdt mig oppe lidt længere end vanligt.

Da jeg kom tilbage til min lejlighed, lå mobilen og summede lystigt på skrivebordet. Og normalt skriver folk altså ikke sms'er til mig kl. brækpose. Tænkte, at det nok bare var en kvittering for en afsendt sms. Men nej. Stor var min overraskelse, da jeg fandt ud af, at det var Skuldrene, som havde skrevet. Om en dårlig drøm. Sms'en var skrevet, et kvarter før jeg så den, så jeg tog en hurtig beslutning og greb knoglen, selv om jeg risikerede at vække ham, hvis han var faldet i søvn igen.

Men han tog den ret hurtigt og var tydeligvis glad for, jeg ringede, selv om han ikke ligeud havde bedt om det. Det var jeg osse, da jeg hørte, hvor blød og sårbar han var.

Han var vågnet helt svedt efter et voldsomt mareridt, stadig med mit skrig i ørerne: Jeg var druknet i en sø, som vi åbenbart sammen skulle krydse.
Han var meget blid og stille og sku' ta' lidt tilløb for at fortælle mig om drømmen, blev meget beroliget af at høre min stemme og vide, at det bare var en drøm, og at jeg var dér endnu. Og jeg blev så rørt og fik sådan en klump i halsen.

Jeg ved, at en mand som han ikke uden videre kontakter en kvinde - kontakter nogen - og fortæller, hvor sårbar han lige pludselig kan føle sig pga denne kvinde, pga denne nogen, så jeg var godt klar over, det var noget meget stort, at han havde skrevet.
At han kan indrømme så menneskelig en sårbarhed, et sådant behov for tryghed... Jamen, jeg smelter altså. Jeg røres i en grad, så jeg ikke er sikker på, jeg nogensinde har oplevet noget lignende.

Lommen - machoerne kan godt blive hjemme; det her er mod.

Nu med fotos

Så røg jeg langt om alt for længe osse med på Flickr-bølgen - og et par stemningsbilleder fra gåturen ved søen i går aftes ligger nu, så du kan se dem via min sidebar. Men nej, der dukker ikke fotos op af mig eller vennerne. Dén side af sagen bliver der ikke lavet om på. :-)

Billederne er taget bare tre-fem minutters gang fra hvor jeg bor - ved den ene af De to Søer. Bare så meget en skam, at I ikke via siden her osse kan høre grusets knasen under skosålerne, spættens snedkereren i barken eller dufte, hvor forfriskende regnskyllerne i går havde gjort luften. Den var jo nærmest helt saftig! Men egentlig er det jo osse meget bedre, hvis I husker at nyde den slags, dér hvor I nu er... :-)

Lommen - 'nydning' er et godt Bamseord

Glæden i en regndråbe

En god mandag morgen, hvor jeg for en sjælden gangs skyld rent faktisk havde sovet inden jeg sku' op *thumbs up dér* En ganske udmærket forelæsning. Noget, der endte med at blive en helt udmærket eftermiddag, fordi nogen lyttede på den helt rigtige måde til nogle konkrete problemer og inspirerede til en løsningsmulighed, der må prøves af.

Nu er bolledejen slået ned og smidt til anden omgang hævning i fælleskøkkenet, og den friske duft af regnvejr hænger skønt i luften udenfor. Hm... Kan en duft mon kalde på én? Det tror jeg minsandten regnvejrsduften gør! :-) På med de praktiske sko og ud og af sted!

Lommen - hvis halvtræt: Kør på godt humør!

Skyldfølelse og mavepine

Jeg kan komme i tanke om bedre måder at bruge min søndag formiddag på...
Har siddet og rodet med noget digital signatur (som i øvrigt virker fint, den ros ska' de nu ha'!) og fundet ud af, præcis hvor voldsom min studiegæld er (for det vil min bank jo gerne se dokumentation på, når nu de skal låne mig en skilling her hen over sommeren). Og det er jo ikke, at jeg ikke havde nogenlunde styr på, hvor meget jeg skylder. Men det at se tallet. Puuuha. Skræmmende. Med lidt held er jeg (studie)gældfri om en ti års tid...

Får sgu lidt ondt i maven. Er ikke god til den slags. Heller ikke selv om jeg kender årsagerne til beløbets størrelse og med mig selv ved, at de ikke bare er klattet væk på forbrug. Der er noget med penge og skyld... Sikkert et tema for en psykolog - men sådan nogle koster jo mange penge at konsultere, så jeg må hellere afholde mig... ;-)

À pro pos ondt i maven og skyld, så var mavepinen der sgu pludselig osse over at sms'e en veninde, jeg bortset fra et fødselsdags-tillykke fra mig til hende ikke har haft kontakt til i et par måneder. Gik op for mig, at... jeg savner hende ret meget og ikke kan forstå, hvorfor kontakten i dén grad er røget. Ser hende heller aldrig på msn mere. Så begyndte Pernille at digte (og den slags digtning er desværre noget, jeg gør meget i):

"Hun er nok blevet irriteret over noget, jeg sagde sidst? Hvad mon det kan være? Har jeg været for opslugt af mig selv? Ikke spurgt nok til hende? Eller for opsøgende måske? Har hun mon slettet mig af sin msn-liste uden videre?"

Jeg tager kort sagt hele ansvaret for relationen på mig. Og det er så tåbeligt. Især med hende. For hun er på alle måder en fair kvinde. Og der kan jo være en milliard årsager til, at hun ikke har givet lyd. Årsager, der intet behøver at ha' med mig at gøre. Har jeg måske selv andre årsager end travlhed og en virkelig hård og deprimeret marts at skyde skylden på? Har jeg ikke ofte tænkt på hende, uden at gøre noget ved det?

Og hvis hun virkelig er fornærmet over et eller andet...? Ja, så må hun jo komme og sige det, ikke? Men det er vel dét, jeg frygter - at hun ikke føler trang til at sige noget, fordi vores bekendtskab ikke er vigtigere for hende, end at hun kan undvære det.

Ææææj, hvor er jeg træt af at være sådan en bekymret sjæl. Get real, Pernille og bank selvværdet på plads dér!

Heldigvis har det dog ikke været lutter bekymringer. Trods alt. *Skævt smil*

Havde troet, at jeg sku' bruge syv lange (og mindst lige så mange brede) på at skrive et oplæg til det kursus, jeg følger på uni (langt om længe mit sidste *hep, hep - bodeeey!*)

Skal til en 'mundtlig eksamen med synopsis', som det hedder. Det vil sige, at jeg på forhånd ved, præcis hvilken problemstilling jeg skal eksamineres i, for jeg har nemlig selv valgt den. Men så meget desto mere forlanges det osse, at jeg har noget fornuftigt at sige. Vores underviser har så foreslået, at vi ikke i den kommende uge, men næste uge igen, møder op med udkast til vores synopsis og fremlægger for resten af holdet, hvad vi har tænkt os til eksamen.

Jeg har det sådan, at jeg altid melder mig til den slags "for en sikkerheds skyld". For jeg er en snøbel (min mor-ord) til at komme i gang. Så en deadline ca tre uger før afleveringsfrist er sundt for mig. *Ahem*
Nu har jeg så lige siddet og tæsket i tasterne i tre kvarter, og minsandten om ikke der nu ligger noget, som ligner et udkast. Og så hænger det endda sammen med specialet! Jeg er faktisk ganske forbløffet. Men måske er det bare sådan noget, man kan på en lille smule tømmermænd og for lidt søvn?

Well. Jeg tror, at mine tømmermænd og jeg skal ha' et bad og så lidt at spise nu. Og så skal der vist søndagshandles i det gode vejr samt trækkes frisk luft på terrassen, før computeren atter kalder med sin evigt skyld-fremkaldende stemme...

Lommen - med lyst skal skyld fordrives

Tombola

Somme tider er det altså, som om jeg trækker mit humør i en stor, rød tombola* à la den, der fandtes til min barndoms sommerfester i børnehaven...

Kan godt være, det er det skønneste vejr i dag. Kan godt være, jeg har sovet 9-10 tunge timer i nat, kan godt være, at Skuldrene skrev søde godmorgen-sms'er, selv om han endda er på buddy-weekend hos en ven. Det kan osse godt være, jeg skal ind og se Ørkenens Sønner med Bedstevennen i aften (hvilket jeg har glædet mig til i flere måneder nu), og det kan osse godt være, at den græske nabo var i hopla ude i fælleskøkkenet for lidt siden og virkelig ikke kunne forårsage dårligt humør...

Men jeg har åbenbart trukket en af nitterne i humør-tombolaen i dag.

For jeg er mut og indelukket og irritabel og bliver endnu mere irriteret, hvis nogen griner for højt eller på anden måde viser, at de lige p.t. finder tilværelsen ukompliceret. Og så bliver jeg endnu mere ærgerlig. På mig selv. For hvorfor skal jeg være sådan en tørvetriller, når der overhovedet ikke er noget at trille tørv over?

Lommen -
må altså se at komme ind i den dér kamp, som alle snakker så meget om, før det her bli'r det rene luksus-navlepiller-klynkeri...

* Sorry folks, men der bliver altså ikke noget af at udtale det her ord med tryk på anden stavelse, så det lyder som noget, der skal være med til at underholde kvæghandlerne på Hjallerup Marked. Det hedder TOMbola (fordi det oprindleigt er italiensk!) Godt så!

Hellig fredag

Dagen mestendels tilbragt på farten. Og den trætter altså, den dér fart. Så nu - efter en film med bofællerne og et glas kølig hvidvin i aftensolen - er det vist på tide at byde Blogland og alle andre godnat.

Ja, klokken er ikke mere end 22.30 sådan en hellig fredag, men jeg er fuldstændigt bombet og mæt af indtryk og følelser.
Jeg er tilbage her på bloggen med flere af slagsen(e) - indtryk og følelser - snarest. Men nu: Søvn!

Lommen - time out

Ualmindeligt dejlig dag på en helt almindelig dag

Advarsel til sarte sjæle: Hvis du ikke kan holde til for store doser idyl, så bør du nok droppe læsning af dette indlæg...

Om morgenen havde der efter en skøn dyb søvn været lang morgenmad med friskbagt franskbrød og den bedste espresso (han ved, hvad der er godt her i livet! :-)) i kaffeglassene.

Bagefter kørte vi til havet. Han ville vise mig en idyllisk lilleput-by ved kysten, som lovede alt, hvad han holdt. Der blev gået hånd i hånd i vandkanten, og jeg nød, at mit nye delvis violette/aubergine-farvede hår blev blæst godt igennem. Jeg kan slet ikke komme mig over, hvor rigtigt det føltes - lige fra blæsten i håret til hans store hånd om min.

Og med bølgeskvulp som baggrund blev der udvekslet barndomsminder om indsamling af strandsten (dem med hul i, kaldte han "køer"), og tankerne og ordene fik lov at flagre dansende associerende rundt imellem os - præcis som jeg elsker det. Præcis som det altid sker for mig, når selskabet inspirerer mig allermest, og jeg slapper helt af...

Efter turen ved havet, caféfrokost i solen.
Vi løb på et par af hans veninder, der uafhængigt af hinanden var i kvarteret. Blev lidt nervøs, som kvinder nu så tåbeligt usikkert gør, når de tror, de skal vejes og - selvsagt... - findes for lette. Men jeg følte mig okay taget imod og sad bare og nød helt ned i storetæerne, at jeg ku' se på ham, hvor glad - og stolt *gulp* - han var.

Masser af holden i hånd og højlydte latteranfald dagen igennem. I hans selskab kan jeg være lige så tåbelig, barnlig, følsom, nørdet-reflekteret, kvindelig som jeg vil, og vide, at han elsker mig for det. Måske er det dét, de kalder at være sig selv?

Sen aftensmad og en god flaske vin. Holden i hånd og nussen. Og inden sengetid ordvekslingen:

Han (for tiende gang den dag): "Jeg er vild med dit nye hår!"
Jeg (smilende): "Tak - tænk hvis nu jeg er totalt gråhåret indenunder. Kan efterhånden ikke længere huske min egen hårfarve."
Han: "Jeg er sikker på, du osse er dejlig med gråt hår. Jeg vil osse gerne se dig, når du er blevet gammel og gråhåret. Det har jeg faktisk tænkt."

Lommen - den slags dage kan jeg heldigvis tage frem af skuffen og kigge på igen og igen...

Livsnydning

Må gå til bekendelse og indrømme, at bollerne i denne omgang blev erhvervet i SuperBest. Tiden løb fra mig. Men nu er der ryddet op, gjort lidt rent, luftet ud, vandet og nippet planter.

Så nu kan der så smøres en rigtigt lækker platte (man har vel fået sine legatpenge i dag... ;-)) Og til dem, der mener, at tiden er løbet - ikke bare fra mig - men osse fra smørrebrød, er der kun at sige, at I tager helt fejl! Klassisk dansk mad - og såmænd osse det helt gamle vikingeagtige har jo sjældent været så in som nu!

Aaaah, benene oppe og god mad samt Politiken inden for rækkevidde! Total livsnydning dér! :-)

Lommen - oppe på beatet, nede med de (smørrebrøds-)fede...

Tænk, hvad søvn kan gøre

Frisk som en fisk i smult vande! Det er mig i dag. Efter næsten ni timers søvn i ét stræk! Selvfølgelig sku' jeg lige sunde mig, da jeg vågnede, og prøve at blive sikker på, at der ikke var noget at være i tvivl om i dag, for jeg har jo lidt svært ved at forstå ting, hvis det hele bliver for nemt og ukompliceret, ikke...? *Ahem*

Men da jeg fandt en mail fra ham den søde - vi ku' jo kalde ham Skuldrene, eftersom der jo i Blogland er en lang god tradition for at gi' folk fyre aliasser, og det ikke lader til, ham her forsvinder lige foreløbigt... Da jeg fandt en mail fra Skuldrene, blev min morgen helt sikkert til en meget god morgen!

Han havde været så bekymret for mig, skrev han, og osse ked af, at han ku' få mig til at føle mig så usikker, når nu han slet ikke tvivlede det mindste. Han håbede, jeg havde det bedre og havde sovet dejligt osv..

Nu gøres der rent og ryddes op, og mon ikke jeg kunne få flikket nogle gode boller sammen? Har sgu været sådan lidt "bolle-brød-skruk" på det sidste... :-)

Lommen - har fået en helt ny betydning at ta' meget på sine Skuldre... !-)

Nu med tvivl

Hm...

Gad vide, om det er, fordi jeg kun sov cirka to timer i nat og dermed nu har været vågen i cirka femogtredive timer i træk, at jeg lige har haft en total tudetur? Gad vide, om det er derfor, jeg pludselig blev i tvivl om alt. Alt. Folk, der kender mig bare overfladisk, vil vide, at det er meget atypisk for mig at være i tvivl...

Men ikke desto mindre var det, hvad jeg lige pludselig var - i tvivl. Gad jeg overhovedet specialet? Ku' jeg klare det? Var det overhovedet en god idé med det dér kæreste-noget? Ku' jeg klare dét? Bookede jeg egentlig ikke min kalender liiige lovligt hårdt for tiden - og de ting, jeg så foretog mig... Gav de mig nok? De mennesker, jeg så, var de de rette?

Godt - virkelig godt! - at ham den fantastiske var der til at lægge ører til overtrætte lille-Pernilles bekymringer og til at sige ting som:

"Pernille, det skal nok gå, du trænger bare til at sove", "du styrer helt selv, hvornår du har overskud til at ses; det behøver altså ikke være i morgen, hvis du ikke kan overskue det", "jeg vil gerne se dig, men det skal jo ikke være noget, du føler dig forpligtet til" osv..

Og så fik jeg endelig sagt, hvor sårbar jeg føler mig, fordi han lynhurtigt er blevet så vigtig. Jeg fik sagt, at jeg har brug for nogle af de dér ting, som vi kvinder vist nok tit er de første i et forhold til at ha' brug for. Som fx de tre små ord, at han har lyst at introducere os for vennerne og (for nogles vedkommende), at han giver os blomster og nusser lidt om os på den (let's face it) corny måde.

Jeg fik sagt, at jeg følte mig dum og tåbelig, fordi jeg havde brug for de dér ting, når nu han gjorde og sagde så meget dejligt. Jeg fik sagt tænkt, at jeg følte mig forkælet ved at ha' de her tanker osv.. Han svarede meget stille og roligt, at han godt ku' ha' svært ved den slags, men at han meget gerne ville gøre de ting - han havde osse selv lyst at gøre dem - og at jeg indtil da ikke måtte tvivle på, hvor han stod i forhold til mig.
Han gjorde mig kærligt, men bestemt opmærksom på, at han ikke var mine eks'er, men helt sig selv og at han godt turde stå ved mig...

Og så var det, jeg lige pludselig fattede, at han sgu nok havde ret. Det gør noget ved én (ikke noget godt) at være vågen så mange timer - og da især når det sker, efter at man i cirka en uge nærmest ikke har haft et øjeblik alene... Jeg fattede, at jeg vist bare reagerede naturligt på en lidt belastende situation - og at der ikke var nogen grund til at blæse den op til noget, den ikke var. Nemlig katastrofal. Til gengæld ku' jeg måske være smart nok til at ta' ved lære og ikke planlægge så dårligt igen?

Nu er jeg bare meget træt og mere afslappet. Og kan bruge en god del af dagen i morgen på at sove og gå og nusse lidt for mig selv, før jeg så ses med ham den skønne.

Lommen - ånder lettet op og forsøger at blive klar igen

P.s.
Og så har mit hår nu oven i købet hele TRE farver, som jeg kan vågne op og glæde mig over i morgen... Jo, der sker sgu noget for tiden. !-)