onsdag, marts 21, 2007

"Vær god ved mig i dag..."

Sådan sagde min mor somme tider, da jeg var barn og teenager. Dengang var det ikke helt nemt at få hold på, hvad det egentlig var, hun ville ha'. Men hen ad vejen lærte vi, at det sådan set ikke krævede så meget. Man skulle bare lade være med at skælde ud og råbe og skrige. Man kunne godt være sur og tvær, men de store voldsomme kampe orkede min mor ikke, når hun havde sådan en dag. (Ellers stod hun nu tit for skud og skånede ikke sig selv). Men skulle der absolut råbes og skriges, måtte min far tage over på netop de dage. Jeg mindes ikke, at det voldte de store problemer.

Når jeg nu kigger tilbage, forstår jeg meget bedre, hvad det egentlig var, min mor følte de dage. Nu sidder jeg nemlig selv på samme måde nu og da...

Jeg tænker på de dage som "mine ængstelige dage". Normalt er jeg ikke sådan at slå ud, men på de her dage bekymrer jeg mig ud over enhver rimelig grænse.

Hvis jeg har kæreste, og han ikke giver lyd, så kan jeg på sådan en dag sagtens blive overbevist om, at han nok er i gang med at tage livet af sig selv og pludselig få alt til at passe med den tanke, selv om der intet belæg er for, at han skulle gøre noget sådant. Og jeg har derfor ingen ro, før jeg hører hans stemme eller ser ham.

Jeg er tilsvarende nødt til at sætte mig på hænderne for ikke at ringe rundt til alle vennerne og høre, om de er okay. Nu ved jeg, at jeg "tilfældigvis" har nogle venner, som er ret gode til at give lyd, hvis de har det skidt og osse til at give lyd i øvrigt. Alt i alt: Hvis jeg intet hører, kan jeg være ret sikker på, at alt er, som det skal være. Men sådan fungerer mine følelser bare ikke, når jeg har en "ængstelig dag".

Pyyyh... Jeg ved jo godt, hvad det drejer sig om, det her...

Det handler om, at jeg nogle gange i min barndom oplevede, at tæppet blev trukket væk under mine barnefødder. Det, som dagen i forvejen syntes godt og trygt og helt uforanderligt og urokkeligt, var lige pludselig helt ændret den følgende dag, og en katastrofe ku' være opstået, når jeg kom fra skole og ellers troede mig sikker.

Mine ængstelige dage er mit gamle alarmberedskab, der stadig slår til ved en fejl, selv om jeg har afsikret det for flere år siden. Fejlen opstår som regel, hvis jeg føler mig presset eller nervøs over noget i mit eget liv - og især hvis jeg føler mig helt alene med det.

Så... på disse dage er det egentlig andre, der helst sku' ringe til mig og spørge, om jeg har det godt - om jeg er okay. Alternativt må jeg selv løfte knoglen og se at få sagt, at det faktisk er mig selv, jeg er bekymret for, og om jeg ikke kan få lidt forståelse og trøst og varme. Det kan jeg nærmest altid. Heldigvis. :-)

Lommen - ansvarlige, energiske storesøstre kan osse være små og bløde...

4 Comments:

Anonymous Mette Szabo sagde...

28 97 58 26 :-)
Bare så du har det....

21 marts, 2007 15:59  
Blogger stinekp sagde...

Synes ligesom der mangler kommentarer til dette udemærkede indslag om at

"...og en katastrofe ku' være opstået, når jeg kom fra skole og ellers troede mig sikker."

Det er en hård en for et lille barn. For hvad kan man gøre andet end at være påpasselig og tænke på alle andre før sig selv, og hele tiden sørge for ikke selv at skabe problemer. Så har man sgu brug for lidt omsorg. Jeg har bare så tit oplevet at hvis jeg glemmer de andre og husker mig selv, så ender det i en bebrejdelse i sidste ende, fordi der ikke er plads til ens egne veje og ideer. Ja, det må sgu også være utrygt for forældre, der kæmper med deres eget. Hul i det nu - altså!

21 marts, 2007 16:45  
Blogger Pernille sagde...

@Szabo:
Det er sgu friskt, må jeg sige! Sådan at smide sit mobilnummer i en offentlig kommentartråd, selv om jeg godt ved, det sikkert osse ud fra oplysningerne på din blog er ret nemt at finde dig i på Krak eller noget...
Men tak for det. Det var betænksomt. :-)

@Stine:
Det er måske rigtigt, at der "mangler" kommentarer her. På den anden side syntes jeg egentlig ikke, at mit oplæg lagde op til medlidenhed, fordi jeg har været nogle hårde oplevelser igennem som barn.

Skrev indlægget, fordi jeg kan se en sammenhæng mellem dengang og nu, som gør mig klogere på, at mine reaktioner nu har en ÅRSAG. Og det er rart at vide, for man kan sgu godt blive endnu mere utryg, hvis man overhovedet intet fatter af sine egne reaktioner.

Derudover har du naturligvis ret - og tak for den med- og indfølende kommentar. :-)

Og husk så, Stine: Der er lige nøjagtigt den plads, man TAGER sig... :-) Og det vil bl.a. sige, at en bebrejdelse ikke må være nok til at få dig til at føje dig og gøre, hvad andre behager, i stedet for hvad du har brug for. For dét ville jo ligne MANIPULATION, ikke? Og dét ligger du da ikke under for. Gør du? !-)

22 marts, 2007 00:30  
Anonymous Mette Szabo sagde...

Nej det kan de ikke:) Tænkte bare at hvis du en dag havde brug for at nogen ringede, var det ikke mere bøvlet end at sende en sms.

22 marts, 2007 10:30  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home