"Vær god ved mig i dag..."

Sådan sagde min mor somme tider, da jeg var barn og teenager. Dengang var det ikke helt nemt at få hold på, hvad det egentlig var, hun ville ha'. Men hen ad vejen lærte vi, at det sådan set ikke krævede så meget. Man skulle bare lade være med at skælde ud og råbe og skrige. Man kunne godt være sur og tvær, men de store voldsomme kampe orkede min mor ikke, når hun havde sådan en dag. (Ellers stod hun nu tit for skud og skånede ikke sig selv). Men skulle der absolut råbes og skriges, måtte min far tage over på netop de dage. Jeg mindes ikke, at det voldte de store problemer.

Når jeg nu kigger tilbage, forstår jeg meget bedre, hvad det egentlig var, min mor følte de dage. Nu sidder jeg nemlig selv på samme måde nu og da...

Jeg tænker på de dage som "mine ængstelige dage". Normalt er jeg ikke sådan at slå ud, men på de her dage bekymrer jeg mig ud over enhver rimelig grænse.

Hvis jeg har kæreste, og han ikke giver lyd, så kan jeg på sådan en dag sagtens blive overbevist om, at han nok er i gang med at tage livet af sig selv og pludselig få alt til at passe med den tanke, selv om der intet belæg er for, at han skulle gøre noget sådant. Og jeg har derfor ingen ro, før jeg hører hans stemme eller ser ham.

Jeg er tilsvarende nødt til at sætte mig på hænderne for ikke at ringe rundt til alle vennerne og høre, om de er okay. Nu ved jeg, at jeg "tilfældigvis" har nogle venner, som er ret gode til at give lyd, hvis de har det skidt og osse til at give lyd i øvrigt. Alt i alt: Hvis jeg intet hører, kan jeg være ret sikker på, at alt er, som det skal være. Men sådan fungerer mine følelser bare ikke, når jeg har en "ængstelig dag".

Pyyyh... Jeg ved jo godt, hvad det drejer sig om, det her...

Det handler om, at jeg nogle gange i min barndom oplevede, at tæppet blev trukket væk under mine barnefødder. Det, som dagen i forvejen syntes godt og trygt og helt uforanderligt og urokkeligt, var lige pludselig helt ændret den følgende dag, og en katastrofe ku' være opstået, når jeg kom fra skole og ellers troede mig sikker.

Mine ængstelige dage er mit gamle alarmberedskab, der stadig slår til ved en fejl, selv om jeg har afsikret det for flere år siden. Fejlen opstår som regel, hvis jeg føler mig presset eller nervøs over noget i mit eget liv - og især hvis jeg føler mig helt alene med det.

Så... på disse dage er det egentlig andre, der helst sku' ringe til mig og spørge, om jeg har det godt - om jeg er okay. Alternativt må jeg selv løfte knoglen og se at få sagt, at det faktisk er mig selv, jeg er bekymret for, og om jeg ikke kan få lidt forståelse og trøst og varme. Det kan jeg nærmest altid. Heldigvis. :-)

Lommen - ansvarlige, energiske storesøstre kan osse være små og bløde...