Man må fejre sine sejre! #1

... Og det gør jeg så i al nydende stilhed foran skærmen denne søndag aften lige før sengetid.

Jeg har tilbragt weekenden hos mine pensionist-forældre, og den ene af mine to store glæder udspringer direkte af samværet med dem og gengives altså i denne post.* Min mor har i flere år været alvorligt psykisk syg, og hendes sygdom har da osse været strejfet her på bloggen.
I dag er hun velfungerende, fordi hun for nogle år siden endelig indvilligede i at blive medicineret. Men sygdommen vil for altid sætte sit præg på familien, vores omgangstone, vores roller indbyrdes, vores aktiviteter. Ikke mindst fordi fortiden ikke står til at ændre...

I mange år var det fx så godt som umuligt at få min mor med ud af huset, da en ret stærk socialfobi for længe siden dukkede op som en følgevirkning af den øvrige sygdom. Min mor er dog blevet dygtig til at udfordre fobien (og det er jo dét, man skal med angst - udfordre den, tage kampen op; ellers har den vundet på forhånd).
Når blot ikke aktiviteter planlægges alt for længe i forvejen, kan hun således godt deltage uden de store problemer. Hvis hun derimod i lang tid forinden ved, at vi skal et eller andet sted hen, kan hun blive så bange, at hun klapper helt sammen og må gi' op. Vi har prøvet det hundrede gange alle sammen - og jeg tror, det er længe siden, vi hver især besluttede os for at lade være med at blive skuffede, når det ikke lykkedes. Det blev simpelthen for hårdt at håbe så tit og skuffes så ofte...

Men i går...

I går sad jeg sammen med hele den øvrige familie (inkl. min fru moder) på restaurant til langt ud på aftenen og smilede og grinede og fortalte og lagde ører til masser af hverdagshistorier. Hun havde selv foreslået, vi tog af sted, og alle vi andre havde straks ryddet kalenderen.

Jeg kunne sidde og se, hvor lykkelig hun var, sidde og se ind i de øjne i verden, der ligner mine egne allermest. Se over på min far, der i al sin nordjyske sindighed forsøgte at skjule lidt af sin glæde, dels fordi den er ham lidt fremmed, dels fordi den vidnede om, hvor meget han osse har savnet dette: Samvær os alle imellem uden for mit barndomshjem.
Min bror sad osse ved bordet og strålede nærmest om kap med min mor.

Jeg har et helt liv været misundelig på alle jer, der så tit var ude at handle med jeres mødre dengang i teenageårene, at I ligefrem kunne diskutere, hvor piiinligt og voksen-kikset Mor NU havde opført sig. De gange jeg har været på indkøb med min mor kan tælles på én hånds fingre, og en stor del af min barndom gik med at længes efter at kunne det. Være en del af familien ude blandt andre. Være min mors datter.

Men nu ved jeg, at det kan lykkes. Og i stedet for at sidde og ærgres over alle de gange, som ikke blev, gemmer jeg denne dybt i mit hjerte. Og jeg kan lige så godt lade være med at prøve på for mig selv at lade, som om det ikke var noget stort og særligt. For dét var det! Mon der er nogen, der kan forstå mig?

Lommen - ikke nogen grund til forstillelse

*) Den anden årsag til min glæde får sin egen post