tirsdag, marts 20, 2007

Dejlig mad


Ja, nu kan det godt være, at pms'en har indfundet sig. Dét sku' nu ikke forhindre mig i her til aften at prøvekøre den selvopfundne madtærte, jeg vil lave til Bedstevennen torsdag.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er rigtigt glad for at lave mad (og osse jævnligt får at vide, jeg er god til det), så hvorfor har der egentlig aldrig været nogle af mine selvopfundne opskrifter her på bloggen? Én gang ska' jo være den første og hvorfor ikke offentliggøre en opskrift, jeg først fandt på i går, og som jeg derfor aldrig havde prøvet før? Må på forhånd advare sarte sjæle om, at følgende opskrift ikke er fedtfattig, men hold kæft, hvor det smagte...! Nam!

Tag godt imod, mine damer og herrer...

Lommens tærte med laks og spinat

Til et stort tærtefad (diameter 30 cm) skal du bruge:

Til bunden
125 g køligt smør/Kærgården
2 spsk vand
Hvedemel til det hænger sammen
En knivspids salt
(Selv bruger jeg somme tider lidt mere smør, meeeen der må osse være en (fedt)kant, så et æg kan osse bruges for at dejen hænger sammen).

Fyld
500 g frossen helbladet (IKKE hakket) spinat
2 frosne lakseportioner
250 g champignons (jeg brugte kastanjechampignons)
Saften af en halv citron
½ muskatnød (reven)
Lidt smør til stegning af svampe
Salt

Gratinering/skorpe
Ca. 180 g reven mozzarella
2 æg
Ca. 2 dl. madlavningsfløde/mælk (alt efter hvor tæt bikinisæsonen er på...)

Først ælter du mel, smør, salt og vand til en glat mørdej. Normalt skal mørdej stå koldt inden brug, men det har jeg ikke tålmodighed til. Så jeg trykker med det samme dejen ud i fadet med fingrene, så den dækker tærtefadet jævnt. Prik herefter dejen med en gaffel og forbag den cirka 10 min i en 200 grader varm ovn.

Nu fyldet:

Laksen kan sagtens tages ud af fryseren i sidste sekund. Så skal den bare koges cirka 5-7 minutter, før den kommes i tærten.
Spinaten tøs ganske enkelt op i en gryde. Rør om nu og da og tilsæt muskat.
Svampene renses og skæres i skiver, mens du bander over, hvor meget jord det er lykkedes producenten at snyde med i bakken.
Herefter steges de på en pande i lidt smør sammen med citronsaft og salt efter behag. Hvis de afgiver megen væde, hældes denne fra, inden svampene kommes i tærtefadet.

Når alle tre dele er klar, fordeles først spinaten, så laksen (den smuldres groft og fordeles jævnt ud over tærtebunden. Til sidst følger svampene. Hæld en blanding af æg og fløde/mælk over og top op med den revne ost.

Bag ca. en halv time i ovnen ved 200 grader. Hold øje med at osten ikke branker!

Serveres gerne med en grøn salat og et glas mild hvidvin*.
Velbekomme!

Lommen - nu som pms'et husmor

NB! Hvidvinen på billedet hedder La Joya (ædelstenen) og er en chilensk konsumvin. Fås bl.a. i ISO. Her er den vist som chardonnay reserva. Men i virkeligheden passer en frisk sauvignon blanc nok bedre til den lidt fede tærte.Vinen koster normalt en 50'er, men er ofte på tilbud og superlækker.
Går både fint i spænd med pms, amoriner, gamle og nye parforhold... ;-)

5 Comments:

Anonymous Anonym sagde...

Vi finder lige en tid jeg kan komme og besøge dig :-) Det lyder da fantastisk. Kan dufte gennem skærmen.

21 marts, 2007 08:47  
Blogger Lizelotte sagde...

Det ser lækkert ud ... selvom jeg nok ville erstatte laksen med noget andet... (HADER laks!)

21 marts, 2007 08:54  
Anonymous Anonym sagde...

Fantastisk! Nu kan jeg slet ikke vente til i morgen. Og meget snedigt som du lige fik sneget ind hvad der passede til af vin :-). Jeg smutter forbi en vinhandler i dag og finder en flaske. Nok i øvrigt første gang jeg har hørt dig foreslå at det IKKE skal være en chardonnay ;-).

21 marts, 2007 11:52  
Blogger Lommen sagde...

@Kontorchefen:
Var der ikke noget med, du helst ville være anonym? *Driller lidt*
Men jo, den var og er fantastisk, den tærte! Ska' ha' lidt af den til frokost nu, tror jeg - hvis du kan være her om et kvarter, så er du velkommen! :-)

Lizelotte:
Ville endnu en gang ønske, jeg havde et digicam, så jeg kunne ha' illustreret mit indlæg...
Har faktisk tit lavet en lignende tærte med bacon og evt. lidt hakket, frisk chili. Til dem, der (forstå det hvem der kan!) ikke kan lide laks, eller som bare ikke kan lide VARM laks "fordi det smager for meget af fisk". Huh?!? Udtrykkene "for meget" og "fisk" i sammen sætning er i min bog ikke rigtigt en mulighed... !-)

@Toke:
Hahaha - altså, det var faktisk ikke engang pga dig, at jeg smed billedet af den flaske på bloggen. :-)
Men når jeg nu tænker over det, var det da faktisk en ganske udmærket "afpresningsmetode". Nu er det så ikke, fordi jeg nogensinde har oplevet rent faktisk at være nødt til at presse dig for en flaske vin... !-)
Glæder mig til i morgen - ku' du i øvrigt ikke i dagens anledning sørge for noget bedre vejr?

21 marts, 2007 12:02  
Anonymous Anonym sagde...

Det var nu ikke så meget billedet af flasken jeg tænkte på, også selvom den gav mig en ide :-). Det var mere at du skrev at den krævede en lidt mindre fed vin end chardonnay. Sjældne ord at høre fra dig. Ikke at jeg ikke forstår dig mht. chardonnay naturligvis :-D.

21 marts, 2007 13:32  

Send en kommentar

<< Home