Man må fejre sine sejre #2

... Jo, så var der osse en anden grund til at være meget glad i dag... Måske lyder det lidt fjollet og overfladisk, men ikke desto mindre: Følgende er kæmpestort for mig.

"Den korte version er, at jeg i mange år hadede mit udseende. Ikke på "jeg er for bred om røven"-måden, ikke på "jeg har for mange bumser"-måden og heller ikke på "jeg kan ikke lide min næse"-måden."

Jeg kunne ikke lide mit udseende på "jeg har udviklet evnen til konsekvent at overse spejle og (butiks)ruder, fordi jeg ikke kan udholde synet af mig selv"-måden. På "om natten drømmer jeg jævnligt, at jeg taler med en fyr uden at være kropligt til stede, men pludselig bliver jeg synlig for ham, og så begynder han at kaste op i stedet for at smile"-måden.

Sådan var det.

For en ordens skyld skal det siges, at jeg aldrig har haft symptomer på nogen former for spiseforstyrrelser eller lignende. Jeg har heller aldrig været overvægtig på dén måde (selv om jeg ret konstant vejer en 5-7 kilo for meget). Jeg havde det "bare" ad helvede til... med mig.

I løbet af de sidste cirka fem-syv år er der dog sket ting og sager. Jeg synes nu langt de fleste dage, at jeg ser okay ud (uden dog at være en skønhedsåbenbaring :-)), og på de rigtigt gode dage kan jeg mærke min gang fjedre på den dér selvsikre, tilfredse "jeg holder af og accepterer mig selv"-måde.

Meeeen... Det kniber stadig med "jeg tror på, jeg kan være sexet og tiltrækkende at se på"-følelsen. Der har lissom været en kløft, jeg ikke kunne hoppe over, et selskab jeg anså for udelukket for mig at entre. Lige præcis det dér var noget, andre kvinder kunne. Og at fyre, jeg mødte, ind imellem fortalte mig, at jeg var endog særdeles attraktiv, nyttede ikke det fjerneste. Faktisk blev de lidt latterlige i mine øjne. De havde jo tydeligvis dårlig smag...!

I fredags var jeg så på tøjindkøb, og jeg kan pludselig mærke, at der er sat en prik over i'et (ikke et punktum, for det kan blive endnu bedre...) i den stilmæssige udvikling, jeg de sidste 2-3 år har været inde i.
Det startede med håret, der for cirka fire år siden blev kortere og snart efter ligefrem kort og farvet og "vovet". :-)

Så var der pludselig en makeup-artist, der hev fat i mig, engang jeg var på indkøb, og med funklende øjne spurgte mig, om hun ikke måtte sminke mig med det samme. Jeg blev så forbavset, at jeg kom til at sige ja, og dét er noget af det bedste, der er sket for min selvtillid mht udseende. For selv om jeg allerede dengang gjorde en del ud af - diskret - makeup, så var oplevelsen af, at en professionel syntes, jeg var værd at sminke ret overvældende.

Det tøj, jeg så nu har købt, er i pangfarver og osse mere tætsiddende (på den tækkelige måde :-)) Det er tøj, der anerkender den krop, som i årevis har været så forhadt af dens "ejer". Det er tøj, der udtrykker, hvem jeg er.

"Lørdag formiddag kiggede jeg mig så i spejlet og sank en klump. Jeg opdagede, at dér stod en af de kvinder, jeg altid har følt mig instinktivt underlegen i forhold til."

Hun, som bærer det tøj... Hun smiler varmt og bredt til fremmede folk på sin vej - og tror på, at smilet returneres, og hvis ikke det gør, så er det altså ikke særligt sandsynligt, at det er, fordi hun er til grin og kikset at se på.
Den "gamle" Pernille smilede aldrig til nogen som helst, hun ikke havde talt med først. Turde slet ikke. Troede ikke, hun havde ret (!) til det.... og blev derfor aldrig modsagt i sin opfattelse af, at hun ikke var værd at smile til.

Lommen - verden bliver til stadighed et bedre sted, end jeg opdragedes til at tro, den var...