Jeg holder af hverdagen...

... skrev DanTurèll.
Det gør jeg osse. Hver gang den viser sig...

I perioder har jeg haft et mere end omtumlet liv. Ja, somme tider har jeg bare haft det, livet. Det meste af tiden har jeg heldigvis levet det. Min klare favoritudgave af tilværelsen er og bliver dog hverdagen. Uanset hvad jeg så ellers prøver, så er hverdagen den eneste edition af tilværelsen, man kan leve med i længere tid ad gangen, synes jeg. Og her ku' så følge en masse banaliteter om, at "man skal jo ha' noget sort for at kunne se det hvide" og den slags. Men det bliver ikke i min biks. Hverdagen er ikke "det sorte". Den er selve livet. Osse selv om den nu og da giver splinter i fingrene, gigt i lilletæerne og tandpine.

Nu savner jeg den. Igen. Men på en helt ny måde. For første gang savner jeg hverdagen, mens jeg står midt i den. Jeg savner at...

... ha' dårlige morgener, dumme morgener - hvor man sover over sig, og cyklen er punkteret
... ha' tomt køleskab, fordi der ikke var tid til at handle, hvorfor man til aften er tvunget til at spise rugbrødsmadder med leverpostej og spegepølse, der gik over udløbsdatoen i går
... misse bussen - kun for siden i den silende regn at opdage, at man har glemt paraplyen derhjemme
... række ud efter shampooen i badet - kun for med et suk og et lille smil at måtte erfare, at man i sin travl- og træthed i går kom til at købe body lotion
... indkøbsposens hank knækker på vej hjem fra supermarkedet, og varerne vælter ud over fortovet - selvfølgelig med en bakke æg først
... være dødirriteret, fordi jeg helt uventet har en friaften, og ingen af vennerne har tid til at komme over til en kop kaffe og en pandekage, fordi jeg ringer med alt for kort varsel
... være oppe at skændes med min mor, udelukkende fordi vi begge to har en kort lunte-dag og egentlig bare burde vente med at snakke sammen til i morgen

Alt dette (og meget andet af lignende livsvigtig, komplet ligegyldig karat) sker for tiden jævnligt i min såkaldte tilværelse. Det, jeg savner er, at min kæreste ikke boede knap 250 km fra mig, men kunne være en del af alt dette. Som andet end det kærligt og dejligt lyttende øre i en telefon, som andet end den varme, givende og lattermilde stemme i samme apparat. Som langt mere end en fantastisk mail i min inbox. Som andet end søde pakker og kort. Som andet end tonsvis af sms'er. Som andet end ord. Jeg savner et vidne til mit liv. Jeg savner at være vidne til hans.

Jeg tror, det er tydeligt, hvad jeg ønsker mig af 2007. Jeg ved heldigvis, at han ønsker sig det samme. Men der er lige en ny... hverdag, der skal skrues sammen først.

Godt nytår til alle - må jeres ønsker blive opfyldt!

Lommen - nu uden tag line...

”Du er i min hjerte...”

(NB! Lydprøver på danske dialekter kan høres her)

"Dialekter beskæftiger sig med
de nære ting – så som mad, drikke,
sex, (andre) daglige gøremål,
sindsstemninger og kropslige
funktioner. Måske er det derfor,
disse ”sprog i sproget” fascinerer
mig sådan?
Den trætte akademiker inden i mig
længes efter virkeligheden..."

Nu er der sikkert nogle iblandt jer, som straks ved synet af overskriften vil gøre indsigelser. ”Der ska’ da stå ’mit hjerte’!” Men nej, det skal der lige præcis ikke.

Som de faste læsere her i Baglommen vil vide, er jeg kæreste med en thybo. Og han kan godt finde på at sige ting som fx ”min hjerte” eller "min bord". Han bliver frygteligt flov, når jeg kærligt smilende påpeger, at det altså er enormt sødt med den fejl.

Han tror vist, at jeg bare prøver at pakke min hån hensynsfuldt ind. Men sådan er det slet ikke. Der er ingen hån i mine ord. Jeg bliver faktisk helt varm om hjertet, når han siger den slags – og ikke blot pga betydningen af den ytring, men osse lidt ekstra på grund af ”fejlen”, må jeg tilstå. Den er så meget ham.
Og helt ærligt, jeg er lidt misundelig på folk, der har en dialekt – et andet sprog, som de ”slår over i”, så snart de er sammen med familien og barndomsvennerne. Et sprog som for manges vedkommende osse nu og da pludselig stikker frem midt i det ”rigsdanske”* ved ganske særlige lejligheder – gerne når det hele bliver lidt ekstra følsomt og vigtigt.

Det, der fascinerer mig i det her, er nok sproget som udtryk for de fællesskaber, folk danner...

Hiphopperne har fx deres fraser, som dels viser andre uden for gruppen, hvem de er, dels indadtil i gruppen er vigtigt for sammenholdet – det er med til at skabe identifikation. Sådan er det osse med de to køn, med aldersklasser, med folk fra samme arbejdsplads, med folk, der har en fælles fritidsinteresse osv.. Man skaber en gruppe ved at adskille sig fra alle de andre. Osse sprogligt.
Grupper har en særlig jargon (en indforstået tone), som de måske ikke engang selv lægger ret meget mærke til, men som i høj grad bruges til at holde sammen på gruppen – og dermed osse til at holde andre, der ikke kender denne sprogbrug, udenfor.

Akademikere har osse deres jargon. De (vi!) er slemme til at snakke ’universitetsk’. Somme tider forstår andre ikke en lyd. Og særligt uheldigt bliver det, når der er tale om akademikere, der ellers netop har til opgave at formidle og kommunikere så hensigtsmæssigt som muligt... Man taber ikke-akademikere på gulvet ved at bruge alt for mange fagudtryk samt den særligt indforståede akademiserede humor (som efter min mening mest af alt er en plat test i, hvem der fanger pointerne, som man endelig ikke må flage for meget med, for så går "legen" jo af det...).

Men dialekter er lidt anderledes end de socialt skabte jargoner.

Dialekter er noget, man tidligt i opvæksten tager til sig. Nogle mere end andre. De vedrører alt hjemligt, smerteligt og glædeligt og dagligdags. Derfor er der ikke dialektord for ord som ’kontekst’, ’parentes’ og ’diskursanalyse’. Man har simpelthen ikke brug for sådanne ord, dér hvor dialekterne er opstået og tales.
Dialekter beskæftiger sig nemlig med de nære ting – så som mad, drikke, sex, (andre) daglige gøremål, sindsstemninger og kropslige funktioner. Måske er det derfor, disse ”sprog i sproget” fascinerer mig sådan? Den trætte akademiker inden i mig længes efter det, de kalder "virkeligheden"...

Jeg ved imidlertid, at mange dialekttalende mennesker har et meget dobbelt forhold til deres ”andet modersmål”. Præcis som min kære nordvestjyde er de bange for at blive anset for dumme og ”bondske”, når de slår over i hjemegnens særlige klang og ordforråd.
Andre er tværtimod så stolte over deres dialekt, at de ikke gerne taler andet. De føler sig akavede på rigsmål – sikkert som visse danskere føler, at hvis de rent faktisk prøver at lyde som indfødte englændere, når de taler engelsk, bliver det ”krukket” og ”skabet”.

For mig, der ikke selv har nogen decideret dialekt (selv om man selvfølgelig sagtens kan høre på mig, hvor i landet jeg kommer fra, og at det nok ikke er fra Jylland eller øerne), er dialekt-præget sprog noget eksotisk, noget trygt og kilde til evig barnlig forundring og opdagerglæde over, at folks verdener på én gang er ens - og alligevel så forskellige, nuancerede. Dét, der har sit eget ord i vendelbomål, findes måske ikke i sønderjysk, og dét, der giver positive associationer på langelandsk, er måske noget meget dårligt på bornholmsk.

Min far er nordjyde. Min mor er fra Vestsjælland. Og jeg kan genkalde mig, at jeg allerede som barn kunne høre forskel på deres måde at tale på – og fascineredes. Min mor er bestemt ikke udpræget vestsjællandsk. Min far er til gengæld udpræget nordjysk (til trods for at han har levet mere end 2/3 af sit liv i København og Nordsjælland).
Her i julen blev jeg således helt glad over at opdage, at ordet 'over' (som i 'at springe over bukken') somme tider i hans mund stadig hedder noget i retning af 'øwer' med kort vokal.

Til trods for min mors måske lidt mindre dialektalt prægede sprog er der simpelthen ikke den sproglige detalje, der ikke kan blive genstand for diskussion mellem de to derhjemme. Ofte kigger de vantro på hinanden ved erkendelsen af, at et ord i den andens mund kan udtales så meget anderledes end de nogensinde havde forestillet sig:

Min mor ’rinser’ en dug, som er plettet, min far ’ranser’ den. Min far ’fryser fingrene’, min mor ’fryser om dem’. Min far har et hav af trykplaceringer, som kan give hans børn (især min bror) grå hår i hovedet: ”Far, det hedder ikke FYRværkeri – det hedder fyrværkeRI”. Listen er lang. Min mor siger de bløde d'er i fx 'sprødt' og 'ledt' (altså 'ondskabsfuldt'). Det gør min far ikke. Osv..

Måske kan jeg godt lide dialekterne, fordi de minder mig om mine kære forældre? Måske kan jeg godt lide, at der er plads til, vi ikke er ens - heller ikke i munden? Måske kan jeg godt lide at tænke den tanke, at forskelligheden ligefrem kan være en fordel?
Det dér lille prik, det giver, når nogen udtaler et ord helt anderledes, end man selv ville gøre det. Eller bruger et ord, man aldrig har hørt før og ikke kender... Det minder én om, at verden er så meget større end én selv. Og derfor ser jeg dialekterne som så livsbekræftende i al deres forblæste vakkelvornhed.

Og nu vil jeg så gå i min seng. Jeg er helt grast...

Lommen - ikke dialektal, men horisontal...

*) ’Rigsdansk’ her sat i anførselstegn, fordi begrebet jo er en abstraktion. Rigsdansk findes ikke rendyrket – og alene antallet af forsøg på definitioner og geografiske placeringer vidner herom.

På vej hjem i Moderlommen...

Så er jeg ved at pakke. Turen går lige straks til den mødrene (og fædrene) lomme, og dér findes ikke internet. Så med mindre jeg tudser forbi et sted, hvor der er mulighed for at blogge og tjekke mail og alt det dér civiliserede (?) noget, er jeg ikke at finde her på pinden før mellem jul og nytår (hvor jeg fortsat læser til eksamen :-S)

Ka' I nu ha' en dejlig jul og passe godt på jer selv og hinanden!

Lommen - nå, vi ska' jo til det...

Status ved nytårstide

Kom til at gøre status i går
- halvanden uge før nytårsaften.
Og jeg havde faktisk en del at tænke
over - ikke bare ét år, men faktisk
hele otte - måske var det godt, jeg
var ædru...?

Jeg gik en dejlig tur nede ved Søen i går. Selv om træerne stod nøgne i lyset af den nedgående decembersol, var det svært at tro, at det er jul om bare et par dage. Det var mildt og dejligt, og jeg behøvede ingen handsker. Dér var det flotteste lys - himlen stod i gyldent, orange og blåt. Der lugtede af våd muld. Sceneriet lignede et gigantisk papirklip udformet af en meget tålmodig kineser med en lille, præcis guldsaks.
Der var helt roligt udenfor, men en dejlig støj inden i mig. Fra musikken i mine øretelefoner og glæden i min mave. Jeg havde det, som om energien nærmest strålede ud af mig.

Det var d. 20. december...

For nøjagtigt otte år siden - d. 20. december 1998 - fandt jeg sammen med min første "alvorlige" kæreste. Noget med en julefrokost i en forening, vi begge var med i, en brandert og - ud på natten - en skvulpende vandseng hjemme hos hans forældre...
Vi var sammen i næsten 3½ år. Jeg anede ikke, hvad jeg ville. Jeg anede ikke, hvem jeg selv var. Men jeg var glad for ham. Tænk, at jeg ku' få en kæreste... Jeg blev glad for ham hen ad vejen. Men jeg tror egentlig ikke, jeg var forelsket i ham på noget tidspunkt.
Han var sød ved mig. God mod mig. For god mod mig. Jeg kedede mig. Jeg kedede mig, fordi jeg ikke elskede ham, men bare var venner. Han var forelsket. Jeg var en røv - som græd snot over ham i tre måneder, fordi jeg ikke turde være alene, da han gik. I frustration.

Det blev til et par andre helt anderledes inderlige forhold - af et par års varighed hver. Ét var sørgeligt og tragisk for fyren. Ét var sørgeligt og tragisk for mig.
Jeg oplevede både at være den, der gik - og den, der blev gået. Jeg genopdagede, hvad savn og længsel er for nogle størrelser. Jeg oplevede gigantisk, himmelråbende lykke, blomster og gaver og ømme ord - og en smerte så stor, at jeg i begyndelsen af 2005 seriøst overvejede om ikke, det ville være bedst, hvis livet og jeg gik hver til sit.
Jeg oplevede, hvad det vil sige at bryde sammen. Nå grænsen. Gå ned. Hviske tavlen ren. "Se fortidens dæmoner i øjnene", som det hedder med en hvinende klæbrig kliché. Nu ved jeg, hvad det vil sige at starte forfra. Eller måske rettere: Hvad det vil sige at begynde igen.

Jeg lærte, at mine venner ville jeg aldrig kunne klare mig uden. At man er nødt til at ha' tillid. Ellers hører alting op. Jeg lærte osse, at meget af det, jeg var blevet opdraget til at tro på som lille, ikke var rigtigt - heldigvis. Jeg lærte at frikende mig selv - jeg fandt ud af, hvorfor jeg havde været ude af stand til at tro på kærligheden.

Jeg forstod, hvorfor jeg så brændende havde ønsket mig at lukke andre ind og oprigtigt troet, at det var dét, jeg havde gjort, selv om jeg - når det kom til stykket - aldrig havde magtet det helt. Jeg erkendte, at forudsætningen for fred og en lille dråbe lykke bare en gang imellem var fred inden i mig. Jeg indså det guddommeligt store i, at man ikke kan få nogen til at elske én. Værdien af at kunne gi' slip. Enten er det. Eller osse er det ikke. Der er intet, du kan gøre - for følelsen har du intet ansvar, der kan tynge dine skuldre.

Jeg fandt ud af, at jeg havde taget fejl, da jeg valgte uddannelse - og blev skrækslagen. Jeg fandt ud af, at sprog ganske vist er min store passion, men ikke for sproget selv - snarere for dét, mennesker kan med det. Det, vi gør med det. Sammen.

Jeg skiftede uddannelse. Da jeg begyndte at studere, læste jeg fransk. Men fransk lovgivning og eu-politik sagde mig ikke en fregne. Og oversættelser næsten lige så lidt. I dag læser jeg dansk med specialisering i kommunikation. Iagttager, beskriver og undersøger mit modersmål dér, hvor det er - ser dets udviklere ('sprogbrugere') i spil og fascineres hver eneste dag. Med lidt held og masser af flid bliver jeg langt om længe færdig til sommer. Med studiet. Men aldrig med sproget...

Her sidder jeg så ved min bærbare otte år senere. Er så meget klogere, men selvfølgelig slet ikke klog nok. Man lærer for evigt - har jeg lært... Og jeg tror såmænd, at netop dét er meningen. Det skræmmer mig ikke, at den ikke er universel, meningen. At ingen andre husker min mening, når jeg engang drager herfra. Jeg véd, at jeg i glimt mærkede den, sansede den - erkendte den. Og dét er godt nok til mig.

Jeg synes, jeg har vundet i lotteriet. Jeg sluttede fred med mig selv og min fortid, sluttede fred med min mor og min far. Sluttede fred med sårbarheden, med angsten, med vreden og med utilstrækkeligheden. Og for første gang nogensinde elsker jeg. Rigtigt. Ægte. Trygt.

Hvis de næste 8-10 år bliver bare halvt så lærerige og store, så kan jeg kun glæde mig. Må hellere gå i seng, så jeg snart kan stå op. Vil ikke misse ét sekund...

Lommen - nu uden forbehold

À pro pos privatliv på blogs...

... så har min specialevejleder så minsandten lige sendt mig en mail, fordi jeg kom til at nævne for hende, at jeg med nogle af jer bloggere har metadiskuteret, hvordan og hvorfor vi blogger.

Hun spørger, om hun "ikke må være med på en kigger"!! (Men har dog pli nok til osse at tilføje, at hvis jeg finder det "upassende", skal jeg bare glemme, hun spurgte).

Ser for mig, hvordan jeg ville ha' det, hvis min vejleder vidste alt det om mig, der står på min blog. Og jeg kan ellers virkelig godt (som i "virkelig godt på den meget personlige måde") lide hende. Dér var så lige en grænse mere, der blev bevidstgjort i forhold til blogging...

Lommen - ordet er 'upassende'!*

*) Og Simon og Toke, I lader være med at kommentere på dén tag line...! ;-)

"A står under æ mistelten!"

Så har jeg hængt en mistelten op - det er trods alt lige ved og næsten jul nu (selv om min hjerne stadig ikke har fattet det)...

Der findes naturligvis kun én mand, jeg vil kysse under den. Men I andre er bestemt osse velkomne til at slæbe et "bytte" med ind under den!

Og så kan man vel i øvrigt osse godt veninde-kramme under en misteltén eller...?

Lommen - det ' jul, det ' cool

Noget om temperament

Kender I følelsen af, at man bare
har arvet den dårlige, upraktiske,
upassende kombi af temperamenter
fra sine forældre? Kender I den dér:
"Hvorfor filen ku' jeg ikke bare være
lige så rolig som...?" eller "hvorfor er
jeg ikke bare ordensmenneske ligesom...?"
Sådanne tanker tænker jeg, hver gang
jeg bliver rasende og/eller stædig...
*Suk*

Det meste af tiden tænker jeg på mine forældre med stor kærlighed og varme. Og det sker som regel flere gange om dagen.

Der er de bittesmå ting som fx synet af gode, danske efterårsæbler. Min far voksede op på en æbleplantage og elsker den dag i dag æbler næsten lige så højt, som han elsker min mor - og dét siger en del...
Der er den lille kaffekop, hvis underkop altid står ét sted, mens selve koppen gerne befinder sig på et andet. Ikke sjældent vil dét sige faretruende tippende på stolens armlæn alt for tæt på min fars ivrigt gestikulerende hænder... Jeg kommer til at tænke på min far, når jeg ser en kop af lignende tilsnit.
Der er de særlige ord og vendinger i sproget, som jeg nærmest kun har hørt min mor bruge. Der er den type pen, som de begge konsekvent foretrækker at skrive med. Osv..

Men der er naturligvis osse de større ting: Hvem ligner jeg? Sådan i det inderste - hvem er det, jeg skal kigge nærmere på, hvis jeg vil forstå mig selv? Hvordan er blandingsforholdet mellem min far-træk og min mor-træk i min personlighed?

Her i eftermiddags har jeg endnu en gang tænkt lidt over det. Sagen er, jeg kan blive så hidsig, at man sku' tro, det var løgn - det er lige så hele Huset er ved at vælte. Og nej, hvor er jeg ikke stolt af de gange, hvor jeg har været så oprevet...

Jeg er ikke sådan én, der bliver hidsig hvert andet sekund - faktisk siger de fleste, at jeg virker, som om jeg har styr på mig selv. Men ift dem, der når ind under huden på mig, er der tusind forsvarsmekanismer og sårbare pletter inden i mig, som man uforvarende kan komme til at røre ved - og SÅ eksploderer jeg. Og bliver det rigtigt slemt, så bliver jeg selvretfærdig og stivsindet. Heldigvis kan man ikke være vred på den måde ret længe. Rent fysisk er det simpelthen for udmattende - eller osse er jeg i dårlig form...? !-)

Men desværre kan jeg nå at sige mange sårende ting på ganske kort tid. Jeg har for længe siden indset, at jeg nok ikke kan lave mit temperament om, men jeg kan i hvert fald forhindre mig selv i at sige alle de dér grimme, urimelige ting til modparten, som jeg bagefter fortryder så frygteligt. Så langt er jeg i det mindste kommet.

Men når jeg bliver så vred - som jeg for eksempel gjorde i dag...
Så er det, jeg tænker på mine forældre med et lidt opgivende suk og måske himmelvendte øjne.

Min mor er koleriker, så det vil en ting. Det vil sige - her på sine ældre dage er hun bare mild og blød. Men da jeg var teenager... Nøøøj, vi kunne tage nogle ture! Og det var altså med råben og skrigen og smækken med dørene og kalden hinanden de forfærdeligste ting. Og det kunne snildt ske lige fra ét minut til et andet. Dengang forstod min moder desuden ikke rigtigt værdien af at sige undskyld. Dét har hun heldigvis lært siden.

Min far er til gengæld så stædig, at når først han har sat sig noget i hovedet, så kan han simpelthen ikke skifte mening. Det er ham umuligt at se sagen fra den modsatte side - for han véd jo, han har ret. Og han véd godt selv, at han egentlig ikke er spor... hm... charmerende, når han går i det mode dér.
Nu og da har han taget sig til hovedet, når han har overværet, hvor kontrær, jeg kan blive: "Nille, du bli'r så frygteligt stædig! Du minder mig om mig selv, da jeg var ung. Dengang ødelagde jeg så mange ting for mig selv...".

Jeg driller ham som regel ved at sige noget i retning af: "Så du mener altså, at det kun var, da du var ung, du var stædig...?" Så smiler nordjyden og klukker lidt, og øjnene bliver til helt små sprækker. Men han er klog, er han, den gamle, for han siger ingenting.

Men guess what. Jeg er så i besiddelse af den fuldstændigt uhåndtérlige kombination af disse to temperamenter... *suk*.

Jeg forsøger at anskue det positivt. Jeg forsøger at acceptere mig selv. Et 'temperament' er jo ikke blot, hvordan man udtrykker vrede og vrangvillighed. Et temperament er jo osse éns udtryk for alle de andre følelser.

Så... det kan godt være, jeg kan blive ustyrligt vred - men det er den selvsamme energi, der gør, at jeg bevæger mig fremad. At jeg overkommer ting. At min glæde er lige så voldsom og bemægtiger sig mig fuldstændigt - og er en energi, jeg ikke kan undgå at dele ud af (siges det). Det er tilsvarende stædigheden, der andre gange antager form af målrettethed og tiltro til egen dømmekraft. Måske er det alligevel ikke helt skidt?

Ja, jeg er vanskelig. Jeg er besværlig. Jeg har nykker. Og jeg tror, jeg véd bedst. Men kun i kort tid ad gangen...

Lommen - jeg håber, I ved, det ikke er sådan ment...?

"Mangler du en kæreste eller bare en date?

- Så kontakt Lommen..."

HOLD da kæft, mand! Ved ikke lige, hvad der sker for mig for tiden, men jeg sætter folk op med hinanden, som om jeg var betalt for det! Altså, hvis alt med specialet og uddannelsen glipper, kan jeg måske åbne mit eget ægteskabsbureau (ja, jeg kan altså ikke særligt godt lide ordet "dating", så eh...)
Hvem er det lige, jeg tror, jeg er?! Sådan at regne med, at jeg kan forudse, hvor der vil være en kemi... Ikke desto mindre kaster jeg mig frygtløst ud i at (forsøge at) splejse folk sammen.

Altså denne her kører vist bare helt sit eget løb nu... *gnækker*

Og nu har jeg så lige vist min gode singleveninde (som for nyligt proklamerede, at hun var "SÅ kæresteklar") et foto af kærestens bedste ven (som osse i dén grad er på udkig). Jeg har mødt ham én gang! *Gisp*
Var sikker på, min veninde ville finde hans rødhårede smart ass-look en smule frækt (ja, visse thyboer kører "københavnerstilen"... !-)).* Og ganske rigtigt - eller måske ikke helt - for... Hun syntes, han var "en rigtigt flot fyr". Og er man fremme i stiletten, eller er man ikke? Det er man da! Så nu har jeg lige hamret en sms til ham nordvestjydens ven sammen: Om han ikke liiiige har lyst til at (undskyld mig ordvalget) snuse lidt til min veninde?

Han er til de dér flotte kvinder med gang i, tror jeg. Ikke små, søde piger, der kan puttenutte og snakke ham efter munden (men heller ikke kloge, maskingevær-jappende kvinder). De lidt fjollede og ukrukkede med deres helt egen stil... Jeg tror, hun kunne slå ham helt ud. På den gode måde - med sin store latter, ditto brune øjne, sine lange ben og sin vilde energi.

...Jamen, når jeg har det godt, skal alle andre osse! :-)

Lommen - de julegaver, jeg giver, er gratis...

*) Gælder dog ikke min helt egen thybo... Heldigvis :-)

Glæde og sol

Ih, jeg har en god fornemmelse i kroppen i dag... Jeg er glad. Det må være, fordi solen skinner så flot gyldent ind over Søen...

Nå, men den dér krop vasker jo ikke sig selv - æhm tydeligvis... *sniffer*

Lommen - nu osse med breezerindlæg

Intrige i Blogland

Hvis man nu (rent hypotetisk...!) satte sig for at læse en masse kommentartråde i Blogland med det ene formål at lægge mærke til, hvem der kommenterede hos hvem, hvem der pludselig lod til at "være på msn med" hinanden, hvem der "drak kaffe sammen", hvem der på samme tidspunkter herefter var fraværende i Blogland - og hvem der så pludselig efter nogen tid ville være tilbage i Blogland, men nu tilsyneladende aldrig længere kommenterede hos hinanden...

Hvis man nu lavede en sladderblog om disse iagttagelser og postede én gang om ugen på et nogenlunde fast tidspunkt... Hvad sku' bloggens slogan så være?

"Nyt om de ukendte"???

Lommen - kommentartråd er mere end rød tråd...

Disclaimer: Og jaaaa - dette var UDELUKKENDE et tankeeksperiment, som fik mig til at smile... Har INGEN planer i den retning. Og ingen historier at fortælle. Blogland er jo en fredelig landsby... !-)

Farvel

I dag (og til aften) har jeg været mange timer på arbejde. Som i rigtigt mange timer. Skæpper godt i kassen, men mand, jeg er færdig! Dog på den gode måde. Har køkkenarbejde - og kroppen kan mærkes nu. Det bliver let at sove...

En del af tiden gik jeg i dag op og ned ad min kvindelige chef, som jeg er kommet til at synes bedre og bedre om. Jysk kvinde omkring de fyrre, med benene på jorden (og i næsen - eller noget), nem at snakke med - typen, der altid finder en løsning og ikke tager sig selv så højtideligt og kun bliver vred og vrissen, når det er virkeligt rimeligt. Og så griner hun nemt.

I dag fik hun et par øl inden for vesten, og så kom der farve i kinderne, og hun snakkede lidt mere personligt og åbent. Dét klædte hende. Meget. Måske spillede det osse en rolle, at jeg tidligere på dagen havde oplevet hende splitterspændt rasende i anden forbindelse? Jeg har stor sympati for, at folk kan stå ved, når de bliver vrede - især når man som hun er helt rimelig, og inden raseriet vælter ud altid prøver at finde en fredelig løsning.

Måske var det på grund af disse ting, at det gjorde ekstra stort indtryk på mig, at hun kom med følgende lille beretning om sin knap fire år gamle søn:

"Tobias leger tit med vores overbos søn Henrik, og det er simpelthen så skægt med de to: Henrik, han kan bare ikke finde ud af at sige farvel. Når de sidder og leger, og man står dér i døren og siger: "Tobias, du skal altså med hjem nu", så kan Tobias ikke rigtigt løsrive sig, og Henrik gør det ikke nemmere, for han har sådan en "jamen, vi skal jo lege"-indstilling - osse selv om klokken bliver både ni og ti om aftenen. Et par gange på det sidste er Tobias så kommet helt overvældet og triumferende hen til mig og har fortalt om sin dag henne i børnehaven [hvor de to drenge osse går sammen]: "Mor-mor - ved du hvad? Henrik sagde farvel i dag!"

Denne lille gengivelse fik mig til at tænke. Og føle. Meget dybt. Dér - midt i madrester og afspulingsanlæg, lugten af industriopvask og en listig kold fadbamse fra anlægget ved den julefrokost, jeg overarbejdede på - kildede det på den dér helt særlige måde i maven, som hos mig altid indikerer, at her er nogle ord, jeg bør holde fast i. Fordi de rummer en eller anden form for "nøgle"...

Dagens nøgle var, at man skal lære at kunne sige farvel og gi' slip, når man godt véd, at man helt sikkert kommer til at lege sammen snart igen - det gør alle gladere.

Lommen - børn er kloge. Dérfra går det erfaringsmæssigt ned ad bakke...

Noget jeg ellers aldrig gør...

... men i dag har jeg indgået et væddemål.
Og jeg ville elske at tabe det!

God lille fredag-aften derude!
Lommen - på vej op af flere sumpe på én gang...

Hvordan var det nu det var med det dérsens blogging?

Kan man blogge om, at man er ved at dø?
Af længsel? Af kærlighed? Af madforgiftning?
Af kedsomhed? Af nysgerrighed?
Kan man blogge upersonligt?
Kan man blogge helt privat? Anonymt?
Jeg havde en masse forestillinger om, hvad
man kunne, gjorde og måtte i Blogland, da jeg
begyndte at blogge for et lille år siden.
Virkeligheden viste sig som altid mangfoldigere...

Da jeg begyndte at blogge, tænkte jeg: "Jeg skal i hvert fald ikke blogge om scoringer - og slet ikke om at være forelsket". Det skrev jeg så. På bloggen.
Et par måneder senere føg det mig om ørerne med egne blogposts om min håbløse - og i dag komplet uforståelige - forelskelse i Ungersvenden...
Da jeg begyndte at blogge tænkte jeg: "Venner er da ikke noget, man får i Blogland. Net er net. Virkelighed er virkelighed." To måneder senere fandt jeg et meget dyrebart og inspirerende venskab med en af de største følelsesmæssige begavelser, jeg endnu har mødt. Og det venskab er rykket ud IRL. For længst. Og så er der endda osse kommet et par andre meget interessante bekendtskaber til på msn...
Da jeg begyndte at blogge, tænkte jeg: "Jeg forstår simpelthen ikke netdating, og jeg skal ikke nyde noget! Tænk at mødes med en person, jeg kun kender fra Nettet. Men blogging lyder tiltalende. I Blogland er kursen tilsyneladende en helt anden."
Et halvt år senere flirtede jeg løs i kommentartrådene, da jeg løb på Nordvestjyden.
Da jeg begyndte at blogge tænkte jeg: "Blogs egner sig sgu ikke til ulykkelige følelser som ensomhed og gamle traumer." Men relativt hurtigt fik jeg set mig omkring og konstaterede, at det bestemt ikke var tilfældet. Bloggere har osse dårlige dage og tunge bagager, som de måske kun kan tale om netop dér - på bloggen. Til min egen overraskelse skrev jeg osse selv for nylig et indlæg, der omhandlede min opvækst med en psykisk syg mor.

Blogs kan mange ting - og bare de hidtidige diskussioner af, hvilke "typer" af bloggere der findes, viser meget tydeligt, at mangfoldigheden heldigvis lever i bedste velgående i Blogland, fordi bloggere bruger mediet vidt forskelligt.

Jeg har for længst overgivet mig. Jeg elsker blogmediet. Når dét så er sagt......:

Jeg synes osse, at de overvejelser, jeg har omkring blogging nu, er meget mere besværlige og komplekse, end da jeg startede. Somme tider er Blogland lidt en landsby, ikke? Og man kan blive helt svedt ved tanken om at komme til at sige det forkerte blandt nogen, som måske hører at..., og som så viser sig at drikke kaffe med... Bloggere er jo i sagens natur meget kommunikerende mennesker... ;-)

Osse på det helt personlige plan er blogging lidt vanskeligere nu. Helt konkret er det somme tider besynderligt på regelmæssig basis at udveksle kropsvæsker med en anden blogger - kan man blogge om ham? Kan man blogge om sine tanker og følelser om det, som par nu går og føler og slås med og glædes over? Jeg har svært ved det, må jeg indrømme.

Hvis nu min kæreste ikke var "her fra byen" (blogosfæren), så kunne jeg sikkert sagtens beklage mig over skæghårene i vasken, undre mig over hans mors opdragelse af afkommet og/eller besynge hans evner på et lagen, eller hvad filen man nu ellers ku' forestille sig af mere intime emner på en blog.

Men helt ærligt, det er noget andet, nu hvor I lige kan liste hen på hans blog et smut og måske for jer selv konstaterer, at "nå, han virker da ellers glad - jamen, skrev Pernille ikke lige, at...?"
Det er mystisk, for I kender ham jo stadig ikke i virkeligheden, selv om I kender hans blog, og alligevel er jeg utroligt varsom med, hvad jeg skriver om ham og mig. Jeg har fundet ud af, at mine grænser måske går nogle helt andre steder, end hvor jeg først troede, og at jeg er blufærdig på nogle ganske andre punkter end først antaget, når det kommer til alt det her med privatliv i Blogland...

Osse i forbindelse med koblingen mellem blogging og chat (msn) er der visse barrierer og uskrevne regler. Det er i mine øjne helt tydeligt, at der eksisterer et "officielt" Blogland og så et mere hemmeligt, som kun findes på msn, hvor vi udvikler bekendtskaberne fra kommentartrådene i nødvendige private rum - men dét er en helt anden historie...

Hvad forestillede I jer, da I begyndte at blogge? Og blev det så, som I havde tænkt?

Lommen - blogging er som kinderæg: Fuldt af overraskelser og svært at begive sig ud i uden at blive en lille smule snavset på fingrene...

Og hvad får jeg lige ud af dét??

I kender garanteret alle sammen følelsen af at indse, at der er noget, man har gjort helt, helt forkert... Igennem lang tid. Og det er gerne ift sager, hvor man egentlig godt vidste, hvilken vej man lige præcis ikke skulle vælge. Så opstår sådan en "nu lægger jeg altså hovedet ned i tastaturet af opgivelse og frustration over mig selv"-følelse nemt.
Sådan har jeg det i dag. Jeg har igen været hende, der ville bestemme det hele og kræve ind. Og der står så 1978 under 'fødselsår' i mit pas... Halleluja! :-S

Lommen
- det er umanérligt svært at skrive indlæg med hovedet i tasterne, men skidt - mit hoved er alligevel lidt et andet sted, som det (næsten) hedder... *dybt suk*

Stikker to fingre i stikkontakten...

... og håber så, det fungerer nogenlunde som med al anden opladning... :-S

Lommen - jeg kalder lige, når min lampe lyser grønt, ikke?

Mysteriet dig

Første gang jeg hørte nedenstående sang, fik sprognørden i mig ordentligt krøllet ørerne (og hjernen med! :-)) Sangen er en duet mellem Lisa Nilsson og en norsk sanger ved navn Bjørn Eidsvåg, som jeg dengang ikke anede, hvem var. I dag ved jeg, at grunden til, at den smukke duet med den lidt pudsige tekst delvist er skrevet på nynorsk, og at det fx er derfor, der findes nogle ualmindeligt skarpe, ikke spor rullende r-lyde, når man lytter til den. Og når Nilssons svenske (med bl.a. rulle-r) så blander sig, skal det jo blive morsomt...

P.s.
Jeg tror nok, Eidsvåg var meget forelsket i en kvindelig præst (og fysikinteresseret), der brændte meget for sit fag, da han skrev teksten... Men vi kan vel alle genkende det at blive vildt fascinerede af et andet menneskes engagement i noget?

Mysteriet deg

du prate i vei om verdensrommets enorme dimensjoner
munnen løpe løpsk og auene e i brann
du tar meg med inn i nåken voldsomme, vidløftige visjoner
om uendelighet og svarte hål og Mars sitt svunne vann

men jag tänker på dom underbara ögona dina
på dina vackra händers perfekta fasong
och vad dom gör med mig när dom möter mina
som en fjäril blir fri från sin tråkiga kokong

ref: eg tenke på mysteriet deg
og under øve alle under: at du elske meg

din iver är stor när du går på om Gud och religioner
du stoppar inte ens när du tar en klunk med vin
jag blir yr när du tar med mig inn i dina reflektioner
det glädjer dig att se mig uti tafattheten min

men eg tenke på dei nydelige formene dine
på brystene som duve når du e engasjert
på dei vakre hendene som søke mine
kor tent eg blir når du e deilig alterert

ref: eg tenke på mysteriet deg...

eg e fortapt i deg men likavel heilt frelst
du kan få ka du vil av meg - når som helst
eg klar' ikkje å styra meg
eg begjære deg

ref: eg tenke på mysteriet deg...

Ingen forklaring

Først lige en advarsel til Lucy og alle jer andre, der bare ikke gider læse sådan nogle kvalmende, juhuu-glade indlæg, og som lige for tiden mener, at lykkelige folk som mig bare burde kvæles. Spring denne post over...

Jeg er sikker på, at hvis jeg havde været religiøs, så havde jeg i denne tid siddet ydmygt i min lokale kirke og takket Gud i flere timer hver dag. Ganske vist har jeg absolut ingen penge for tiden - og det er jo ikke så velvalgt lige op til jul. Men altså...

Jeg er elsket. Og jeg kan derudaf konkludere, at jeg må være... elskelig? *Huh?*

Jeg var ti år om at opnå at føle dette - at mine forældre elskede (elsker) mig. Fucking ti år! Spandevis af tårer, skrig og tre (og en halv) kærester om at føle det. Og hold kæft, hvor var det mærkeligt, den dag følgende repliksskifte udspandt sig mellem min far og mig:

Jeg: "Far, hvorfor fanden tror du aldrig på, at jeg kan ting? Hvorfor skal du altid påpege alt det, der kan gå galt, når jeg vil noget?"
Min far (med undrende og overrasket ansigtsmine): "Jamen, Nille... Jeg tror såmænd, du kan det meste... Ja, jeg tror faktisk, du kan alt - hvis du virkelig, virkelig vil det."
Jeg: "Øh...".
Min far: "Jamen, det gør jeg!"

Og dét er han så hele tiden gået ud fra, at jeg bare vidste - at jeg udmærket var klar over, at sådan var det, og at sådan tænkte han. Bare han havde sagt det lidt før. Men bedre sent end aldrig. Måske var jeg heller ikke parat til at tro på det før den dag i sommer?

Den dag gik det nemlig for alvor op for mig, at min far bare er en sød, gammel mand, som ikke lærte at tale højt om sine følelser dengang langt ude på landet. Men lige pludselig gjorde det ikke noget, at han er en klods til den slags. Nu véd jeg, præcis hvordan det er. Og han behøver sådan set aldrig sige til mig igen, hvor meget han tror på mig og mine evner og holder af mig.

Det er den samme følelse, jeg har i forhold til kæresten nu. Lige pludselig er der en brik, der bare passer i puslespillet...

Jeg har tidligere oplevet at være i parforhold, hvor kommunikationen blev mere og mere forkludret og forkrampet i angst for modpartens fortolkning, som man tog flere og flere forholdsregler for at prøve at undgå. Forhold, hvor begge parter hele tiden var stressende og bævende på stikkerne, altid ledte efter alle mulige (og især umulige!) dagsordener, som ikke var dér, i den andens udsagn. Forhold, som blev et net af desperate beskyldninger, tvivl, usikkerhed, sårethed, vrede. Alt foregik indirekte. Til sidst ku' man hverken finde sig selv eller den anden eller forelskelsen i det. Man ku' hverken finde op eller ned, ud eller ind, hoved eller hale. Man svævede frit i luften, mens man paradoksalt nok følte sig så uendeligt...

tung.

En dag tog man sig så til hovedet, snuppede i samme bevægelse en stor mundfuld luft. Og så gik man. Man kunne ikke andet. Man anede ikke, hvordan det var blevet sådan. Man vidste bare, at det var mange, mange måneder siden, at man et eller andet sted valgte at dreje fra ned ad en forkert vej...

Tilsvarende aner jeg simpelthen ikke, hvad det egentlig var, der lykkedes denne gang.

Simon og jeg var ved at gå fra hinanden, og jeg tænkte: "Nu springer det hele med et ordentligt rabalder!", og i mange, mange dage var jeg ét stort sitrende og afkræftet nervebundt, som man kun kan være det, når man instinktivt er klar over, at man er ved at miste noget, som er helt uvurdérligt for én...
Det prikkede alle de forkerte steder: "Pernille, du véd, du kæmpede for hårdt, sidste gang du mistede én, der var dig kær. Du véd, hvad du lovede dig selv dengang. Ikke kæmpe for det, der er skidt for dig! Ikke hage dig fast for enhver pris! Ikke bilde dig selv ind, du overlever bare du kæmper hårdt nok - og så bagefter opdage, at du selv er død. Ikke...".

Men så vågnede jeg. Den nye Pernille - hende, jeg opfandt for næsten to år siden - hun kan godt give slip, hvis det virkelig er dér, vi skal hen, men hun sætter ord på sine følelser først. Hun sikrer sig, at hun har gjort, hvad hun ku' - og gjort det inden for sin egen værdighed. Hun passer ikke på sig selv ved ikke at vise sine følelser. Hun passer på sig selv ved at være helt ærlig om sine egne behov og sine inderste mest sårbare tanker - og ved at gå uden om de mennesker, som ikke gør det samme.

Jeg har ingen forklaring...

på, hvad der skete, da Simon og jeg så snakkede sammen på en helt ny måde i to timer, og roen pludselig indfandt sig i min mave, og jeg vidste, at det var det helt rigtige, jeg havde gjort, da jeg ringede til ham, selv om vi var blevet enige om at holde afstand. Jeg fortalte, præcis hvor ulykkelig jeg var over ikke at ha' forstået. Over ikke at ha'... Over at ha'... Over at jeg troede, at... Og han åbnede tilsvarende en lillebitte sprække og lod pludselig det hele flyde ud - det flyder endnu...

Jeg har ingen forklaring på, hvor den ro og den tillid kom fra. Jeg har absolut ingen forklaring på, hvorfor jeg nu er sikker. Jeg har ingen forklaring på, hvorfor vores hensigtserklæringer virkede.

Jeg aner ikke, hvorfor jeg ikke længere spekulerer over, hvor den næste sms fra ham bliver af (men i stedet overvældes af glæde hver gang der kommer én - og dét gør der meget, meget tit :-)), jeg har ingen begrundelse for, hvorfor alle de ting, vi gjorde og sagde før, og som dybest set var de samme, nu virker helt fantastiske. Det er ligesom før - "bare" uden usikkerheden og angsten. Ikke mere "hvad nu hvis...?", ikke mere "hvorfor det ordvalg...?", ikke mere "ville han gøre sådan, hvis han virkeligt elskede mig?", ikke mere "hvis han går, så dør jeg (mindst!)", ikke mere "men var det dét her, jeg havde forestillet mig?", ikke mere "han synes nok, jeg er for..."

Og nu heller ikke mere "måske lykkes det, hvis jeg en dag lærer at forstå kærligheden"...

Lommen - helt klar