søndag, januar 20, 2008

Når man virkelig, virkelig godt gider

I går gjorde jeg det igen:
Jeg bildte mig selv ind, at jeg ikke havde lyst. Ikke gad.

Jeg vågnede op med en dårlig smag i munden. For jeg "gad" jo netop virkelig, virkelig godt. Men jeg turde ikke. Så jeg løj for mig selv. For at være fri for at handle.

Igen.

Jeg er fandengalemig træt af det her narre-hatteri, jeg har gang i over for mig selv, hver gang jeg kunne sætte mig selv på spil, risikere noget - opnå det, jeg ville. Hver gang vælger jeg i stedet at lade, som om intet ku' rage mig mindre. Og det er lige meget om det drejer sig om at skrive et godt speciale, danse en dans med en fyr til en fest, skrive den bog, jeg gerne vil skrive, rejse osv., osv. Jeg tør ikke!

Hva' filen mon der ska' til, før jeg tør?

Indtil da overvejer jeg stærkt et stort skilt i panden:
"Jeg vil egentlig gerne, jeg tør bare ikke - vil nogen venligst komme og prikke hul i facaden af nøje afmålt nonchalance?"

Hm... Og hvis jeg nu så småt begynder at erkende, hvad jeg vil og drømmer om, kommer det så bare til at gøre enormt ondt, fordi jeg nu véd, hvad jeg ønsker mig, men stadig ikke tør gå efter det??

Lommen - den grød er bare for SÅ lang tid siden kold! :-/