Vi kan ikke være det bekendt!
Flere mennesker, der står mig meget nær, har den ene eller den anden type af angst inde på livet. Deres eget liv. Vi snakker ikke pårørende her.
Faktisk drejer det sig heller ikke bare om "flere mennesker", men ligefrem mange mennesker i min omgangskreds. Og faktisk heller ikke bare "mennesker, som står mig nær", men nogle, som jeg i helt overvældende grad er præget af, som jeg støtter mig opad, definerer mig ud fra. Som enten altid eller i hvert fald meget længe har været i mit liv, og som jeg uvilkårligt tænker, skal være dér hele mit liv. På "hvis de forsvinder, så forsvinder en del af mig og meningen med at være her"-måden.
Disse mennesker er somme tider simpelthen ved at kvæles i deres angst for verden, og nu må min overvældende følelse af magtesløshed simpelthen ud på mit særlige papir - nemlig bloggen.
Alle statistikker viser, at der i selv en lille befolkning som den danske, er et ildevarslende stort antal mennesker, som dagligt kæmper med angstsymptomer - begrænsninger, de ikke kan overkomme, og som i mange tilfælde gør hverdagen til et helvede for dem. Det drejer sig ifølge Angstforeningen om ikke færre end 300.000 danskere. Selv skyder jeg på, at antallet er endnu højere...
Alligevel er angst sgu nærmest et større tabu end døden... Vi kan ikke være det bekendt. Vi kan ikke være bekendt ikke at få øje på det, ikke at ville se det, når det efter alt at dømme er omkring os hele tiden.
Folk har så småt fået øjnene op for andre udbredte psykiske lidelser så som depression og stress. Det er min fornemmelse, at det nu heldigvis er fuldstændigt legitimt og ikke spor odiøst at fortælle, at man tager medicin for at mildne en depression, eller at man tager en arbejdsfri periode, fordi man af den ene eller den anden årsag er ved at gå ned med stress.
Men angst... Dét må man altså åbenbart ikke. Dét at andre mennesker, der ligner os selv, kan blive så bange, at det kun vanskeligt kan forklares, gør os... nåja... bange.
Men for dylen da! De her mennesker har sgu nok at slås med. Hver eneste dag kæmper de med frygten for andre mennesker og disses eventuelle fordømmelse, angst for følelser (andres og egne), for at blive set, for at blive alvorligt syge, for at komme ud for naturkatastrofer eller færdselsulykker, for at være alene, for at dumme sig eller ganske enkelt... for at... blive så bange, at alle andre kan se det på dem.
De har ikke brug for oven i angsten at skulle skamme sig over noget, de ikke selv har valgt. De har ikke brug for at skulle bruge en masse energi på at skjule, hvor skidt de har det, bare for at vi andre kan leve i vores illusion om angst som noget, der kun eksisterer på psykiatriske hospitalsafdelinger...
Hvor mange i din omgangskreds har en angstlidelse? Hvordan tackler du det? Eller har du mon selv angst? Og skjuler du det, eller er du åben om det?
Lommen - jeg er bange for, at det ikke forsvinder af sig selv...
Nedfældet af Lommen kl 21:05
12 Comments:
Puuuuh det er et tungt emne du her griber fat i ….
Ja jeg kender godt personer med angst, det bedste eksempel er nok mig selv.
Jeg har i mange år kæmpet med angst, og er blevet behandlet både medicinsk og psykisk..
Det kan være ekstremt svært at komme ud af sin angst, bl.a. som du siger fordi det er tabu, tabu som er støre end emnet døden!
Jeg oprettede faktisk min første blog, som led i en form for selvterapi, ikke at jeg skrev en masse om min angst, men bare det at skriv gjorde at jeg fik et frirum og fik mine tanker ned på skrift, noget som jeg ellers aldrig har kunnet, da jeg altid har stavet som en brækket arm!
Men i kraft at jeg begyndt at skrive på min blog og andres, opstod der et behov for at bearbejde dybereliggende tanker, tanker som havde med min angst at gøre, disse blev også skrevet ned men er aldrig blevet publiceret og bliver det nok heller aldrig da det er maget personlige ting!
Men det at få sat dem på papir, er en væsentlig bearbejdelse af angsten i sig selv, en måde at få den skrevet ud af kroppen på.
Jeg har aldrig skrevet så meget før i mit liv, som efter jeg startede med at blogge.
Det er ikke dybe ting jeg skriver, men det har sat gang i en proces og mine skriblerier stødt og roligt blevet mere og mere personlige!
Så et eller andet sted har det at blogge været med til at få min angst på så stor afstand at jeg i dag lever helt fornuftigt!
Spunky :o)
ALLE i min omgangskreds lider af angst. Nogen har en lidelse andre lider "bare" af angst.
Mennnesker SKAL lide af angst, det er vigtigt og eksistensens eneste regulator for, hvornår noget er hensigtsmæssigt eler nødvendigt om du vil.
For ikke at den her debat løber af sporet skal der skelnes mellem patalogisk angst og eksistentiel angst. Det er MEGET vigtigt. Det er indlysende at de virkelige patalogiske tilfælde ikke kan arbejde på samme måde med det her, som når vi taler om eksistentiel angst.
Når du skriver, at du er bange for, at det ikke går væk, så fristes jeg vil at sige: Du skal være bange for AT det går væk. Hvis det skete, så ville du dø af mangel på regulator i din forståelse af verden.
Så allerførst skal tingene blandes ude fra hinanden. De patalogiske tilfælde skal have medicinsk hjælp og eventuel terapi, den almindelige angst skal "bare" forvaltes. Der kan div. selvudviklingsværktøjer måske komme til sin ret.
"Faktisk drejer det sig heller ikke bare om "flere mennesker", men ligefrem mange mennesker i min omgangskreds. Og faktisk heller ikke bare "mennesker, som står mig nær", men nogle, som jeg i helt overvældende grad er præget af, som jeg støtter mig opad, definerer mig ud fra. Som enten altid eller i hvert fald meget længe har været i mit liv, og som jeg uvilkårligt tænker, skal være dér hele mit liv. På "hvis de forsvinder, så forsvinder en del af mig og meningen med at være her"-måden."
Yes. Læs noget filosofi, forstå den nødvendige livsmekanisme og fat, at der er forskel på patalogisk angst og den vigtigte livsmekanisme hvor angsten "bare" er bærer af et signal til menneskeheden om, at nu er det satme nok med al den overfladiskhed og antihumanisme.
Det værste angst ved er mennesker der træder i karakter og lytter til hvad de EGENTLIG vil.
Humlen består i at finde ud af, hvad det er man vil, kan og har mulighed for.
L :-)
@Spunky:
Vildt fedt, du lagde en kommentar her og var så åben omkring det! Jeg tror faktisk, der er en del folk i Blogland, som opretter blogs af de samme årsager som du. Jeg blev lidt nysgerrig: Hvordan hjælper det på angsten at få tanker ned på papiret, hvis det ikke er angsten du skriver om? Måske du kunne uddybe lidt?
@Lotte:
Jeg har faktisk MASSER af gange overvejet, at det at være bange og dermed overveje livet, frygte for valg osv. er en meget sund og nødvendig mekanisme. Du kan evt. læse mit tidligere indlæg om det at være i tvivl...
Jeg skrev selvfølgelig det her indlæg om patologisk angst, for det er ikke "synd" for folk at lide af eksistentiel angst! Jeg tillod mig at gå ud fra, at når jeg fx fremdrager tallet "300.000 angstramte", må læseren være klar over, at jeg ikke lægger op til debat om dem, som er "eksistentielt" i tvivl. Hvis vi sku' begynde at føre statistik over DEM, så ku' vi da i hvert fald få nok at lave! ;-)
Men hvis dét gør dig mere tilfreds, tilføjer jeg gerne ordet "patologisk" i min post og takker for påpegningen. :-)
Min afsluttende tag line var bare et lille glimt i øjet, hvor jeg vente emnet lidt på hovedet ved at bruge en almindelig dagligdags vending, nemlig "jeg er bange for".
P.s. Er for resten lidt vild med din formulering at "tingene skal blandes ude fra hinanden". :-)
Jeg tror at omkring halvdelen (sikkert mere) af de 300.000 lider af eksistentiel angst, der sætter sig til patalogisk angst. Det er ikke realistisk at tro at hele antallet er udtryk for SÅ mange patalogisk angste mennesker i kongeriget DK.
Jeg tror måske du misforstår mig ? (måske min egen skyld...)at være i tvivl er også angst - bare i mindre ekstrem form.
Og ja, netop. Vi har nok at lave i den her. Dem jeg "kender" lider af patalogisk angst i samfundets øjne, og de behandles medicinsk for det, imidlertid tror jeg at MANGE af dem er fejlbehandlede "bare" fordi de tvivler og ikke kan komme af med den tvivl i en stresset hverdag i et arbejde som de faktisk ikke gider, hvis du kom ind til benet. Og ingen respekterer dem for det.
Tænk over det, hvor mange af de patalogisk angste du kender er startet som eksistentielt tvivlende?
Ja din sidste formulering: Jeg er bange for. Den er nemlig RIGTIG god :-) særligt fordi nu nagler sagen med de ord. At være bange for kan være distanceret ment, som jeg forstår dig, men grundliggende er det vist bare et sprogligt udtryk for at du siger der ER noget at være bange/bekymret for?
L :-)
Nu er det jo ikke fordi jeg ikke skriver om selve de emner som berøre min angst, det gør jeg også men som jeg også skriver er de af så personlig karakter at jeg ikke er sikker på at de skal offentliggøres..
Men den proces hvor man får formuleret tankerne omkring sin angst og nedfældet dem i blæk eller på pc kan være ekstrem svær, det er tit og ofte lang sværere at sætte følelser på skrift end der er bare at snakke om det.
Men når det først lykkes, så er det nærmest forløsende og det er som om en lille eller nogen gange større del af angsten siver med ug gennem pennen eller tastaturet.
For mit eget vedkommende, kan jeg kun sige at jeg aldrig har været god til at skrive og at komme i gang med det er i sig selv er en stor hjælp.
Så når jeg blogger om emner der på ingen måde vedrøre min angst, så hjælper det mig på den måde at jeg bliver mere fortrolig med det at skrive og formulerer mig og derfor har nemmere ved at sætte ord på det tekster jeg skriver, nå det handler om min egen angst!
Spunky
(Orv, har en masse at sige til jer, men ikke nok tid til at tænke formuleringerne ordentligt igennem lige nu; mere følger...)
@Lotte:
Du havde vist ret i, at jeg i første omgang misforstod dig. :-) I hvert fald stod din pointe meget klarere efter kommentar nummer to. Den har rumlet i hovedet hele dagen...
Jeg kan kun sige, at det i dén grad er stof til eftertanke, når du rejser spørgsmålet om sammenhængen mellem det, du kalder "eksistentiel angst" og så den patologiske angst.
Jeg vil sige, at jeg kun kender til ét patologisk angsttilfælde, hvor jeg mener, at det er en grundlæggende eksistentiel tvivl, der har udartet sig således.
Meeeeen... Jeg kan mærke, at dén opfattelse sandsynligvis godt kunne ændre sig, når jeg lige får overvejet lidt nærmere, hvad f... eksistentiel angst egentlig ER. Perspektiverne er jo mildest talt... skræmmende, hvis der i dén grad, som du hævder, er sammenhæng mellem eksistentiel og patologisk angst. *Overvejer stadig*
Derudover er jeg så rørende enig med dig i, at medicinsk behandling tyder på en forkert (og meget distanceret og forenklet) opfattelse af mennesker med angst (læs: mennesker som i virkeligheden er i tvivl). Medicinering bliver lynhurtigt en sygeliggørelse af noget naturligt (nemlig den tvivl, vi alle kan føle ift større spørgsmål i tilværelsen) og gør dermed i visse tilfælde langt mere skade end gavn.
Hm... Jeg er stadig ikke helt kommet mig over din pointe, må jeg konstatere. Som jeg læser dig, siger du, at vi lever i et samfund, hvor man forsøger at "behandle" og helbrede tvivl, som var det en sygdom, og at tvivlende mennesker i kraft af omverdens måde at tacklen tvivlen på kommer til at føle sig syge?
Jeg er lamslået, Lotte. Du har gjort det igen.
P.s. Du har i øvrigt forstået min tag line helt i den ånd, den blev skrevet. :-)
@Spunky:
Allerførst: Jeg er rigtigt glad for, du vil dele det her med mig (og andre)! :-)
Synes, det er tankevækkende, at det at kommunikere via bloggen har betydet så meget for dig ift din angst. Hvor meget betyder blog-anonymiteten for dig i dette? Du skriver, det er nemmere at få nogle af tankerne ud mundtligt. Selv kender jeg flere, der har det omvendt - når de står ansigt til ansigt med folk, så svigter modet. De kan bedre skrive det ned, for så føler de, at de holder en vis distance.
Er du helt åben omkring det over for folk i din bekendtskabskreds eller hvordan?
Du siger selvfølgelig bare til, hvis jeg spørger for meget. Vil ikke presse dig!!
Du presser mig på ingen måde.
Følte jeg det så skulle jeg nok sige fra!
Med hensyn til anonymitet, så er det da klar at det er lidt lettere at gemme sig bag et alias da man på den måde skærmer sig for en direkte personlig konfrontation.
Det er klar at man er ikke mere anonym end at det sagtens kan lade sige gøre at finde frem til en bloggers sande identitet og herunder også min!
Men det er de færreste mennesker der gider at buge tid på det arbejde, skulle der så være en smutter imellem, så ved man næsten per automatik at det er en som kun har slige (sorry, men jeg elsker bare dette gamle udtryk) hensigter og så må man tage den derfra.
I øvrigt har jeg da på et tidspunkt, når jeg føler mig fuld fortrolig med mit skriveri og det at blogge, tænkt mig at stå ved min egen identitet og dermed putte navn på mig selv, men dette er også en del af min egen bearbejdelse af min angst!
Når jeg skriver at det for mig kan være nemmere at kommunikerer min tanker om angsten ud via samtale, så forudsætter det det dog, at der er et vist fortroligt forhold mig og den person jeg kommuniker med imellem.
Det kan f.eks. være en god ven, familie eller en psykolog.
Og ja jeg er helt åben over for folk i min bekendtskabskreds og over for min familie!
Så et eller andet sted kan man jo godt sige at jeg selv holder en distance i forhold til hvem og hvordan jeg ønsker at kommunikerer min tanker ud.
Spunky ;)
Det, jeg oftest oplever (panikangst) er en total mangel på forståelse - for jeg kan jo bare tage mig sammen, ikke! Det er så bare lige præcis det, jeg ikke kan, for så havde jeg gjort det for længe siden. Det er ikke skidesjovt at have en hverdag med så mange begrænsninger...
Jeg har valgt at være helt åben om forholdene - ellers tror jeg slet ikke, det ville være til at leve med.
"Jeg har valgt at være helt åben om forholdene - ellers tror jeg slet ikke, det ville være til at leve med."
Og det er genialt, at du gør det. Jo flere tabu man kan bryde på den konto jo bedre og så vil jeg tro at virkeligheden faktisk lettes lidt på den konto. Visse ting har det med at bliver overkommelige hvis man flår dem ud i dagslys..
Og så staves patalogisk angst: patologisk angst. Jeg brækker snart mine fingre af på den konto..og smadrer kommnetarfunktionen for ikke at have en fortrydeknap til hurtigskrivere der lammer sig selv grammatisk fra tid til anden. HADER når det sker..
L :-)
@Fr. Møller:
Ser først din kommentar nu. Og jeg kan kun som Lotte stemme i med, at det er virkeligt sejt, du vælger at være åben om det. I længden kan den startegi forhåbentlig begrænse antallet af mennesker, der reagerer så tåbeligt, som du beskriver, på noget så alvorligt, og hvor den pågældende har så meget brug for støtte og forståelse.
- Og så er det selvfølgelig for dig personligt da osse langt det sundeste.
Godt kæmpet, Møller!
Send en kommentar
<< Home