Fordeling

Hvis bloggen er den offentlige scene, hvad er så kulissen - Messenger?

Det KAN være, fordi jeg er overtræt...

... men nu tror jeg faktisk, jeg har fundet ud af, hvad det hele drejer sig om...

Lommen - helt sikkert meget træt, måske meget overmodig

DEMENTI - Lommen erkender: Jeg tog fejl

Trods alt sjældent, at man i løbet af ganske få timer en lørdag eftermiddag ved sin computer indser, at man i årevis har taget fejl. Men verden har tilsyneladende valgt at tage mig på (nej! ikke røven...) sengen i dag og sørget for - ja, lige netop - at tvære det ud i fjæset på mig. På en ganske fornøjelig måde, tilmed. Sagen er...

Det dér med good guys og bad guys, ikke...?

Glem hvad jeg skrev. Glem mine opdelinger (osse selv om de bare var et forsøg på at få mine pointer til at fremstå klart). Good guys har så sandelig deres portion drive, er jeg blevet gjort opmærksom på. Måske økonomiserer de bare med det, ind til rette tidspunkt er nået?

...

*Ser ud ad vinduet*

Gad vide, om Vorherre prøver at fortælle mig et eller andet med det skybrud, Han har gang i lige nu...?

Lommen - leder nu efter sine briller

Good guys og bad guys - hvem vil kvinder ha'?

For nylig læste jeg hos ham her , at der var "good guys og bad guys". Ham og en af hans venner var good guys. Men kvinderne faldt altid for bad guys... Ak, ja. Hvilken ynk! :-)

Nu ku' det være så nemt (alt for nemt, egentlig) at skrive noget forurettet/halvmobset/indigneret eller måske bare ganske almindeligt udglattende på kvinders vegne. Noget i retning af:

"Helt ærligt, hvem tager I egentlig os kvinder for at være? Selvfølgelig har vi da smag og dømmekraft, og selvfølgelig falder vi da mest for good guys". Sådan en slags: "Ska-wi-nu-it-liiiige...?"

Men æhm...

Jo, altså - jeg er faktisk ét af de dér kvindfolk, der ganske ofte falder for good guys. De der liiidt stille, generte, indadvendte, som aldrig boller ved siden af (Pausefisken var en svipser...), aldrig har et eller andet muntert, lille misbrug, som de prøver at holde skjult, aldrig snakker grimt om én til deres venner (hverken bag eller foran éns ryg), ofte forkæler én, giver én blomster og bliver vildt kede af det, når de føler, at de ikke er gode nok som kærester (og tro mig, det føler de tit), kun danser, når de er meget fulde (og altid undskylder for det dagen efter), godt vil snakke føøøølelser og trøste én, når man er menstruations-hysterisk og godt kan knibe en tåre over en film i biografen.

Og jo, jeg holder stadig utrolig meget af den her type fyr - og jeg ender sikkert en dag osse sammen med én af slagsen. Igen. Men som I måske fornemmer, så bliver jeg osse engang imellem en liiille smule træt af den her mand.

Han er bare næsten for god, for blød, for... Ja, for alt muligt. Han mangler nemlig det, som den anden mandetype har (og som er det, tror jeg, der fascinerer så mange kvinder) drive.

Og det er altså dette drive, der gør, at bad guys tager noget mere initiativ - desværre osse til at gå ud og prøve stoffer i weekenden, når kæresten ikke er med. Det er desværre ligeledes dette drive, som kan få ham til at lade sig rive så meget med af stemningen, at han til en fest "kommer til" at nedlægge kærestens veninde/hende den lækre kollega/hende fra læsegruppen med de gode bryster osv..
Drive og energi og uadvendthed skaber opmærksomhed og er fascinerende. Fra drive er der således ikke langt til engagement og videre over til at være en person, der "lyser op" i en forsamling.

Pointen er, at kvinder ikke vælger en bad guy, fordi han laver en masse lort, men på trods af. Min påstand er, at de vælger ham velvidende, at det her kunne gå hen og blive farligt og ubehageligt, men forblændes af energien, fordi den vidner om tiltro til sig selv og egne projekter. Initiativ og målrettethed er, uanset hvordan man så end vender og drejer det, statements. Om en person, der tror på og kan lide sig selv.

Og alt andet lige så er en sådan person mere tiltrækkende end én, der tydeligvis underkender sig selv konstant og ligner en personificering af utilstrækkeligheden.

Jeg véd godt, at det selvfølgelig er at forenkle tilværelsen groft at gruppere et helt køn i to typer. Klart nok. Men jeg undrer mig nu stadig lidt over, at the good guys ikke bare ser at få fingeren ud og demonstrerer lidt mere udfarenhed oven i alt det andet, de mestrer så godt. Så ville de så langt overgå de klassiske bad guys. Men måske må vi kvinder bare indse, at vi ikke kan få både udadvendthed/selvsikkerhed og følsomhed og forståelse? Måske må vi bare lade være med evig og altid at ville typebestemme kærligheden (læs: tænke den ihjel) og så i stedet gå ud og forelske os. Uforbeholdent. - I hvem end han nu måtte være.

Lommen
- som godt ved, at det kan blive noget værre noget, hvis man inddeler sine medmennesker i "typer"...

Kan man...

... holde énmands(kvindes!)fest foran computeren uden stemnings-boost fra andet end en kop superlækker kop hjemmelavet caffé latte og en uforlignelig liveoptagelse af funk-GUDEN Maceo Parker med gigantisk orkester...?

Kan man sidde og føle sig nærmest Steffen Brandt-lykkelig, selv om man har tusind ting at nå og alt for lidt tid og pletsover indtil det uanstændige, fordi nattesøvnen for en periode har afskaffet sig selv?

Svaret er, kan jeg afsløre: Ja, helt sikkert!!

*Ding, ding, ding*

Lommen - nu videre til næste runde...

Jeg får ikke sovet i nat...

... og det bedste af det hele er, at dét er jeg egentlig rigtig godt tilfreds med.

Og neeeeej, rolig nu, derude i Blogland! :-) Jeg sover skam alene. Er en noget så pæn pige these days. Men der er kriller i maven, er der. Helt sikkert. Jubii!

Lommen - hverken jord i hovedet eller under fødderne...

Fatal kvinde vol. II

Første del af historien kan læses her

Der var helt mørkt i det rum, jeg faldt ned i. Jeg ramte et hårdt gulv, og egentlig ville det ha' været naturligt, hvis jeg havde skreget højlydt af forskrækkelse eller af smerte - eller begge dele. Men chokket tog al luft fra mig, så jeg sagde faktisk ikke en lyd. Ikke engang "av", da jeg landede.

Rummet måtte være hittegodskontorets kælder. Der var bælgmørkt. Jeg fik rettet mig op og konstaterede til min lettelse, at jeg vist ikke havde brækket noget. Mine hænder, som havde taget af for faldet, føltes bare meget støvede efter mødet med betongulvet, og jeg var lidt øm i det ene håndled. Det var det hele.
Da mine øjne havde vænnet sig til mørket, ku' jeg svagt ane konturerne af nogle møbler, der stod hulter til bulter. Måske var det en slags pulterkammer, jeg var havnet i? I den modsatte ende af rummet kunne jeg skimte omridset af en dør.
Jeg gik over imod den, og da jeg trykkede håndtaget ned, gik den op med en høj, klagende lyd. Den havde nok ikke været brugt i mange år.

Det er svært at beskrive den følelse, jeg fik i hele kroppen, da jeg trådte ud ad den dør. Udenfor var det kulsort nat (til trods for at jeg var taget ned til Hittegodskontoret sidst på eftermiddagen en julidag). Når jeg trods mørket alligevel havde kunnet se omridset af døren inde fra det mørke kælderrum, skyldtes det, forstod jeg nu, en gigantisk fuldmåne, der hang og badede hele området i et lys, der mest af alt mindede om et kæmpe dugvådt edderkoppespind. Det var ren magi og dragende på en måde, som på den ene side ikke var skræmmende, men som på den anden side alligevel gav mig gåsehud.
Jeg kiggede mig overvældet og mystificeret omkring. Hvor i alverden var jeg havnet? Jeg stod midt i en lille lysning. Rundt om mig var der fyrretræer så langt mine øjne rakte. Høje, slanke træer, der hvislede lokkende i den bemærkelsesværdigt lune nattevind, der smøg sig om mig.
Pludselig var det, som om den hviskede til mig, vinden:

"Vi tager imod dig... Hav tillid... Kom til Det indre"

Jeg virrede med hovedet og gjorde omkring. Stod der nogen og hviskede bag mig? Men alt, hvad der mødte mine øjne, var bare flere fyrretræer. Huset? Hvor var døren, jeg lige var kommet ud af? Jamen, et hus forsvinder da ikke bare? Dette hus gjorde åbenbart. Ikke så meget som mærker efter fundamentet kunne jeg se i månelyset. Underligt nok blev jeg ikke engang bange. Det var, som om det hele i forvejen var så mystisk, at jeg tog for givet, at nogen eller noget ville guide mig fra nu af. Og foreløbigt var det ikke helt forkert, skulle det snart vise sig.

Jeg mærkede, at jeg var tørstig og ville finde min halvliters plasticflaske, som jeg denne sommer har rendt rundt med nærmest overalt, frem af tasken. Men både taske og vand var borte - og det samme var mit tøj, opdagede jeg nu. I stedet for mine jeans og den top, jeg havde taget på om morgenen, var jeg med ét klædt i noget, der mest af alt lignede en efterligning af landevejsrytteren Dick Turpins antræk. I hvert fald havde jeg kappe på. At jeg ved synet af min egen påklædning som det første havde tænkt på Turpin, var måske ikke helt ved siden af. I hvert fald lød en høj vrinsken i det samme ved siden af mig. Det gibbede i mig. Jeg, der altid har afskyet og frygtet heste, forventedes nu tydeligvis at sætte mig op på ryggen af én og begive mig af sted. - Men hvorhen?
Der var nu ikke noget spor faretruende over denne sorte hingst. Tværtimod virkede den fra første øjeblik som en gammel, hundrede procent pålidelig butler, der af sin herre har fået besked på at behandle Herrens gæster godt. Således trådte den et skridt hen imod mig, så den stod lige op ad mig, og sænkede så hovedet - som for at signalere, at jeg roligt kunne sætte støvlen i stigbøjlen og træde op. Det gjorde jeg så. Spørg mig ikke hvordan! Jeg var stadig ikke bange, men holdt nu alligevel godt fast.

Dyret satte vel i det, man kalder trav. Det føltes i hvert fald ikke på noget tidspunkt, som om jeg var ved at falde af. Stor var min forbløffelse derfor, da jeg kort tid senere bemærkede, at skovens fugle begyndte at kvidre. Og minsandten om ikke, mørket gradvist blev mere og mere grågrumset. Solen måtte være ved at stå op! Ikke så langt borte kunne jeg nu ane et hus eller snarere en hytte. Der var lys i vinduerne, og der kom røg op af skorstenen. Røg? Om sommeren? Under en hedebølge?
Min sorte følgesvend lod til at mene, at netop dette hus var vores bestemmelsessted. I hvert fald stoppede den et øjeblik senere med en højlydt vrinsken ude foran huset, der havde stråtag og en lav, skæv dør.
En midaldrende kvinde med tørklæde om hovedet åbnede et af vinduerne og stak hovedet ud:
- Goddag Lomme! Velkommen til! Du har været ventet meget længe!
Hun kendte mit navn! Hun ventede mig ligefrem!
- Øhm... Goddag, fik jeg fremstammet. - Hvem er du? Burde jeg kende dig? Og hvor er jeg?
- Ja, du burde sådan set kende mig, smilede kvinden, og jeg lagde mærke til, at der var glimt i hendes venlige, brune øjne. - Men du har ikke mødt mig før, så det...
Hun afbrød sig selv midt i forklaringen og besvarede i stedet et andet af mine spørgsmål: - Jamen, du er da Der, hvor det Glemte Huskes. Har du virkelig ikke fået dét at vide?
Hun rynkede brynene.
- Æhm... Jo, det har jeg faktisk. Nu du siger det, kan jeg godt huske det.
Jeg var lidt flov. Hvad havde jeg regnet med? Et bynavn og et postnummer? En ruteangivelse og henvisning til Krak.dk?
Jeg sad og følte mig lidt dum på den dér hest, men for at være helt ærlig, så anede jeg ikke, hvordan jeg sku' komme ned.
Kvinden stak en hånd ud igennem det åbne vindue, og hesten gik straks over mod huset. Hun gav den et stykke sukker og klappede den på mulen, nøjagtig som man gjorde alle andre steder. Så vidt jeg vidste i hvert fald.
- Pegasus, kan du så slippe Lommen.
Stod hun dér og bad krikken smide mig af eller hva'??!
Jeg havde ikke behøvet frygte noget. Pludselig mærkede jeg tydeligt et par varme, stærke hænder om mine hofter, og én-to-tre, så stod jeg foran husets dør. Det mærkelige var, at der ikke var andre til stede end mig selv og kvinden (som stadig stod inde i huset med skorstensrøgen). Hænderne måtte bestemt være noget, jeg bildte mig ind, for der var ingen - ud over hesten, der altså åbenbart hed Pegasus, og den stod bare og kiggede blødt på mig med sine store, mørke hesteøjne.
Kvinden åbnede døren og kiggede varmt smilende på mig.
- Kom indenfor, Lomme. Vil du sove lidt - eller skal jeg lave dig en kop the?
- Øhm..., var først det eneste, jeg kunne få frem.
Jeg trådte over dørtrinnet, og hun lukkede døren efter mig. Som altid, når jeg er et nyt sted, registrerede jeg lugten i huset. Det lyder måske mærkeligt, men det mest rammende ville egentlig være at sige, at der lugtede af... hjemme. Kvinden stod bare og smilede tålmodigt til mig, og jeg fik en mærkelig følelse af, at hun vidste, hvad jeg tænkte.
Først da registrerede jeg, at jeg slet ikke var træt, selv om jeg måtte have reddet næsten et halvt døgn.
- Så får du en kop the.
Hun smilede stadig. Nærmest godmodigt.
Kunne hun virkelig læse tanker?
Hun gik ud i det, der måtte være køkkenet. Jeg ku' høre, hun fyldte vand i en kedel. Jeg stod og tog mig til hofterne, hvor de dér hænder for lidt siden havde været. Var der ikke lidt mere varmt netop dér?
- Hænderne stifter du nærmere bekendtskab med i aften, sagde kvinden ude fra sit køkken. - De var ikke noget, du bildte dig ind. Kom nu ind og sæt dig ned og fald lidt til ro.
Det gibbede i mig. Jo, hun læste vist tanker. Og jeg skulle opleve de hænder igen. Jeg sank en klump uden helt at vide hvorfor.
Jeg trådte ind i en næsten skuffende almindelig stue, som mest af alt mindede om noget, man kunne have fundet i et hvilket som helst gennemsnitligt, dansk sommerhus. Der var et værre sammenrend af gamle, udslidte møbler, der på ingen måde passede sammen.
Det samme gjaldt for de to store kopper dampende varm the, min værtinde lidt efter placerede på et lille bord. Selv satte hun sig i en tilsyneladende ret vakkelvorn gyngestol med en spraglet plaid i og bød mig en plads i en meget blød, grøn sofa. Så begyndte hun at tale, lavmældt og langsomt. Men det var tydeligt, at hun vidste, præcis hvad hun ville sige - som om hun havde sagt noget lignende mange gange før:
- Jeg er som sagt glad for at se dig her, Lomme. Det, at du fandt vej til Pegasus, og at han har taget så godt imod dig, viser, at du nu endelig er klar.
- Klar? Til hvad?
Jeg var fyldt til randen med spørgsmål og følte, at jeg hvert øjeblik kunne sprænges af lutter indestængt nysgerrighed og undren. På den anden side havde jeg osse en klar fornemmelse af, at jeg intet fik ud af at presse kvinden for oplysninger. Nærmest tværtimod.
Frustrerende nok besvarede hun mit spørgsmål med et modspørgsmål:
- Ved du, hvad en femme fatale er?

Fortsættes...

Hvis man har sat sig for...

... at man nu igen skal til at stå op om morgenen (ja, I læste og fortolkede rigtigt; de sidste uger har jeg levet mit indre b-menneske helt ud...!), så er det en ualmindeligt dårlig idé at lægge lækkert, velduftende, rent sengetøj på...

Jamen, det er bare så dejligt og blødt og... *snuser* uhm, altså! Snupper lige en time mere.



Lommen - nu med planer om at investere i en døgnrytmegenerator (læs: et vækkeur)
Og ja, jeg véd udmærket godt, det er superforkælet at ku' skrive et indlæg som dette! :-)

Når jeg nu engang har fået sovet...

... så skal jeg nok fortælle jer om, hvad der egentlig skete, da jeg røg igennem det gulv. I skal høre om den aften, jeg for første gang i mit liv stiftede bekendtskab med en ganske særlig person og De brændende Hænder, som fik mig til at danse, som jeg aldrig har danset før - helt alene...

Indtil da... *letter ærbødigt på hatten og forsvinder*

Kimse og fusentast

Hvem har ikke undret sig over, hvad i alverden det vil sige "at kimse"? "Det er ikke sådan at kimse ad!", udbryder folk, men hvad foretager man sig egentlig, når man kimser?

Eller hvad med ordet 'en fusentast'. De fleste af os er nok så langt, at vi ved, det er noget skidt at kalde et andet menneske. Det er noget med at "tage fusen på nogen", men hvad betyder det helt præcist? Hvafforn fus?

Jeg har mange, mange eksempler på både gamle og nye ord, hvis egentlige betydning, jeg tit har undret mig over. Men nu er Danmarks største ordbog (Ordbog over det Danske Sprog - ODS) heldigvis gået online.* I visse browsere kan den endda indbygges. Så hvis I mangler ord...

Lommen - sprogglad

*Jah, jah... Det er sikkert længe siden, men jeg er altså først blevet opmærksom på det nu... :-)

Den menneskelige Buffet

Min bofælle Smilet og jeg har et begreb, vi kalder "Den menneskelige Buffet". Det dækker over det fænomen, at man i et hus som vores, hvor vi bor knap tredive mennesker, til hver en tid kan springe på det sociale liv - det være sig ved at opsøge uforpligtende selskab ude i ét af vores køkkener eller ved at foreslår en eller anden aktivitet.

Nogen, der vil med ud at svømme? Nogen, der vil spille basket eller rundbold? Nogen, der vil grille og drikke sig fulde? Nogen, der vil grille og lade være med at drikke sig fulde, "fordi jeg skal altså til familiefødselsdag i morgen"? Nogen, der vil se film/ordne cykel/med på loppemarked/på shopping/løbe en tur/strikke/sy/male/spille computerspil på netværket/spise morgen-, aftens- eller natmad, sågar frokost sammen/tage på picnic/ha' sneboldskamp/vaske tøj/hjælpe med en computer, der driller/låne mig sin værktøjskasse/sortere tøj og tømme klædeskab/løbe på rulleskøjter? Whatever. Man går aldrig forgæves i Den menneskelige Buffet!

Det sku' være så godt, og dét er det sandelig osse! Men Smilet og jeg er nået frem til, at vores boform bestemt osse rummer et par faldgruber, som det er værd at være opmærksom på. Den her boligform gør nemlig noget ved éns måde at anskue relationer på.

Der sker det, at man i dén grad tager hele den her palet af muligheder for socialisering og hygge for en selvfølge. Man behøver jo egentlig ikke gøre noget aktivt for at møde mennesker. Der er altid nogen i nærheden. Kort sagt skal man passe på ikke at blive lige lad nok. Man kan osse nemt glemme, at vennerne uden for Huset altså ikke er blandt dem, der sidder ude på køkkenet - at man sgu er nødt til at gribe knoglen og kalde til mønstring nu og da. Det er jo ikke sikkert, at gutterne ude på køkkenet egentlig er dem, man helst vil se lige nu, selv om det er nemmest...

En af mine gode venner fortalte engang, at han - da han var flyttet fra sin kollegiebolig - havde siddet i sin lejlighed og tænkt: "Nå, jeg smutter lige ud på køkkenet og sludrer med de andre... Øh... Nååårh, nej!" På det tidspunkt havde han boet for sig selv i knap en måned...

Ikke mindst kan man som beboer i et stort bofællesskab som vores osse glemme at sørge for alenetid! Med store konsekvenser for såvel fællesskabet som én selv. Jeg bilder mig på ingen måde ind, at denne problematik er forbeholdt mennesker i bofællesskaber, men jeg tror, vi er en "højrisikogruppe". :-) Fordelen er, at man lærer hurtigt: Efter maks ét år her, er folk forbløffende gode til at smide høfligheden og uden blusel sige nej til en invitation, de ikke har lyst og/eller overskud til at gå med på. Hvis man skal stikke en (dårlig) undskyldning hver gang, bliver det ganske enkelt for bøvlet for alle parter.

En anden fare er, at man faktisk kan blive lidt... kynisk af at bo sådan her. Eller måske er der bare tale om en nødvendig blaserthed. - En vis distance og upåvirket attitude, fordi man ellers ville blive skør af at ha' så mange mennesker omkring sig hele tiden. Man kan ikke være nær og dyb med tredive andre mennesker, bare fordi man deler køkken med dem. Den menneskelige Buffet er ganske vist åben for alle beboere - men man skal ikke forvente, at der er nogen, der annoncerer efter én, hvis man ikke indfinder sig. Du kan holde dig til, eller du kan blive væk. Der er ingen, der blander sig i det, hvis du ikke er til stede i tre uger. Der er ingen, der savner dig. Du er blot endnu en beboer, og på et tidspunkt flytter osse du jo... Det lyder måske hårdt, men er tæt på sandheden. En nødvendig sandhed, tror jeg. Der er som nævnt ikke plads til lige meget føleri hele tiden... Til gengæld kan du så osse snildt hoppe ind og være med, som om du aldrig havde været væk, når du vender tilbage. Og holder du dig til i buffetten, skal folk osse nok tage godt imod dig.

Tag nu ikke fejl af det: Selvfølgelig er der mange nære venskaber her i Huset. Selvfølgelig er der folk, man sms'er og ringer med, når man er væk i mere end nogle dage. Folk, der banker på og spørger, om man skal ha' noget med nede fra byen, fordi de ved, at man ligger syg. Der er folk, man véd, man kommer til at se mere til, når engang man flytter. Men helt generelt er vi sammen på den uforpligtende måde og hygger os her og nu, uden at der ligger nogen fremtidsløfter i det. Forventer man noget andet, så bliver man skuffet. Jeg tog mit grundkursus i dén disciplin i et andet bofællesskab. Jeg endte med at bestå eksamen og fatte, at det var sådan, det hang sammen. Men det tog dæleme sin tid...

Hm... Gad nok vide, hvorfor jeg tænker sådan i ulemper ved den her boligform? Måske er jeg i gang med at overbevise mig selv om, at det sikkert bliver fint nok at flytte i egen lejlighed til næste år, når jeg er færdig med mine studier? Men ved I hvad? Jeg overvejer faktisk at flytte i... bofællesskab, hvis jeg kan slippe af sted med det... :-) Kan det komme bag på nogen?

Hvad har du så lært i dag?

I disse kompetencefikserede tider er det nok ingen skade til somme tider at gøre status over særligt frugtbare dage, når det kommer til ting, man har lært. I går lærte jeg...

... at der findes noget, som hedder Polka Verners legat
... at personer, der lyder navnet Eivind, såfremt de ikke er producenter af s/m-udstyr, helt sikkert laver røgeost (nej, ikke rygeost!)
... at der ét eller andet sted måske findes en person med ternet plasticoverskæg
... at den store, grå hund fra Tom & Jerry hedder Butch (men hvad dytten i hytten hedder den store negerkvinde, som osse medvirker? - Og jo, serien er tegnet for flere årtier siden, så dengang var hun altså en negerkvinde!)
... at et ordentligt regnskyl må defineres som ét, der kan fylde et kaffeglas helt op på under en halv time
... at kødsauce rent faktisk kan smage skønt uden oregano og basilikum
... at toffee på dåse, som kan opvarmes i mikroovn, er opfundet
... og endelig at det ikke gør ondt at gå hjem i gnavende (gnavne?) sko, når bare musikken, man lytter til imens, er god, og det holder tørvejr.

Jamen, altså er det ikke mageløst? Om der så egentlig kan udvikles kompetencer på baggrund af ovenstående, er jeg stadig lidt i tvivl om. Men dét er vel bare et spørgsmål om innovation...

Lommen - nu med erfaring

Fatal kvinde vol. I

Da I lå i jeres senge i nat, faldt I måske i søvn til lyden af silende regn... Det regnede i hvert fald voldsomt dér, hvor jeg var. Jeg var glad for, at nogen havde pakket mig godt ind i mange lag tøj - og endnu mere for at jeg følte mig sikker på, at hesten, der bar mig, nok sku' lystre mit mindste vink. Det var noget af et uvejr at ride i med pløre og mudder sprøjtende om min gangers galopperende hove, og jeg var udmattet, da jeg i morges nåede frem. Men den del af historien må vente lidt endnu. Lad os ta' det hele fra begyndelsen.

Sagen er, at for et par dage siden drog jeg, som I måske husker, af sted til Hittegodskontoret. Jeg havde i lang tid tænkt, at det var, som om der manglede noget inden i mig. Der var noget, der aldrig helt var faldet på plads. Forskellige hændelser, som jeg ikke skal trætte jer med beskrivelser af her, havde ledt mig frem til, at jeg måtte ud og lede efter min indre femme fatale. Det vil sige: Jeg anede ikke, hvad sådan en fatal kvinde egentlig var, og hvad jeg skulle med hende. Men noget instinktivt sagde mig, at jeg nok sku' finde ud af begge dele. Og ganske rigtigt:
Et bud kom til min bolig med et sammenfoldet stykke pergament, komplet med laksegl og det hele. I brevet stod blot:

"Hende, du leder efter, findes, hvor det glemte huskes."

Af en eller anden grund var jeg slet ikke skeptisk lige umiddelbart. Jeg overvejede ikke engang, hvem brevet var fra, hvorfor det var så kryptisk, om det var fis og ballade - eller måske en eller anden form for fælde. Brevet var nemlig så meget et åbent svar på en masse spørgsmål, jeg på det sidste havde stillet mig selv, at jeg simpelthen ikke kunne ignorere det. Og "hvor det glemte huskes" måtte vel være... på Hittegodskontoret! Så på med vandrestøvlerne og ned mod byen.

På Hittegodskontoret skete imidlertid noget mærkeligt. Da jeg havde vist brevet med lakseglet til den gamle mænd bag skranken, så han inspicerende på mig hen over kanten af sine guldindfattede læsebriller, rynkede panden og lod sine øjenbryn mødes lige over næseryggen. Der var ingen tvivl om, at mit brev var noget helt særligt - gjorde mig til noget helt særligt - og at det var vigtigt, at jeg nu osse var den virkelige modtager af det stykke pergament. Hvad mon han vidste, den gamle? Jeg turde ikke spørge. Så bad han mig endelig følge med ud i baglokalet.

Jeg var på én gang både meget nysgerrig og samtidig nervøs for, hvad der ventede mig i dette gamle, støvede rum med de knirkende gulvbrædder og lugten af sur snade og gammel kaffe. Jeg havde absolut ingen idé om, hvad dette skulle føre til. Havde jeg vidst det, havde jeg nok været endnu mere spændt...

Stationsforstanderen (eller hvad han nu var) bad mig vente i baglokalet et øjeblik, så forsvandt han. Det samme gjorde jeg minsandten. De gamle, mørke gulvbrædder, der ellers havde knaget så lystigt under stantionsforstanderens slæbende trin var nu mærkværdigt lydløse, da de med ét åbnede sig som en fælde under mig og lod mig falde adskillige meter ned i noget, som jeg først troede var intetheden.

Fortsættes...

Ka' I osse mærke det?

Det er muligvis ikke velset, at jeg skriver det følgende, men ved I, hvad der trods alt liver mig op midt i alt det forvirrende og dybe (som der nok skal komme noget om her i Baglommen)?

Når jeg åbner vinduet i min hybel, så lugter der nu af MULD. Når jeg ligger og er ved at falde i søvn om aftenen, så kan jeg pludselig oftere høre regnens trommen på taget (ja, for jeg bor nemlig øverst i Huset), vi har atter fundet tepotter og stearinlys frem i vores to fælleskøkkener, og i dag har jeg for første gang i noget, der ligner tre måneder, haft sokker på. Og så det grå lys og regn og rusk...

Jeg ER nok mærkelig, men jeg har altid godt kunnet lide efteråret. Ikke kun for regn og rusk, selvfølgelig, men da naturligvis osse for de anderledes solnedgange og ikke mindst de mange flotte farver på træerne i skoven. Nu er det osse snart på tide at dampe til Sverige og putte sig i Smålandsidyllen med tæpper, sweatre og varmedunk - der føles som Himmerige efter en lang fodtur i vandrestøvlerne.

Og så ikke ét ord om, at så er osse vinteren tættere på...

Lommen - nu med bittesmå, rare efterårsfornemmelser

Femme fatale?

Så I hende, der lige susede om hjørnet dér? ... Hvis I undrede jer over, hvor i alverden Lommen sku' hen i den fart, så kan jeg hermed videregive en hilsen fra hende: Hun er taget ud for at finde sin indre femme fatale. Det var noget med, at hun ville prøve at henvende sig på hittegodskontoret: Måske har de en femme fatale i overskud? Lommen har i mange år manglet sin. Hun er blevet bestjålet. Tror hun nok. Faktisk er hun nemlig ikke heeeelt sikker på, hun nogensinde har haft sådan en "fatal kvinde" i sig.

"Hvad er det nu for noget pjat?", tænker I måske.
Tja... Jeg ved faktisk heller ikke heeeelt, hvad hun har gang i. Hun nåede ikke at sige så meget i farten. Men hun lovede at skrive hjem. Snart...

De gode stunder...

... er for eksempel, når man tilfældigt løber på REM's sang Everybody hurts og i glimt tænker tilbage på alle de gange, man har haft det præcis, som det beskrives i teksten, men nu... Nu er man bare glad og tilfreds og på ret kurs. Ikke stjernelykkelig, men ganske godt tilfreds. Der er masser af ting, jeg kan blive bedre til, der er masser, der kan og bør og skal ændres. Selvfølgelig. Men der er ikke noget, som jeg føler, at jeg ikke kan overskue. Der er ikke nogen smerte i maven. Og jeg glæder mig til at kaste mig over det alt sammen. Osse det rigtigt svære.

Jeg kan ikke huske, hvem det var, der sagde, at lykke ikke alene kan defineres ud fra fraværet af bekymringer. Godt så. Men jeg hævdede jo heller ikke, at jeg var lykkelig, vel?

Lommen - taknemmelig, for det ku' være SÅ meget værre!

----

When the day is long and the night, the night is yours alone,
when you're sure you've had enough of this life, well hang on.
Don't let yourself go, everybody cries and everybody hurts sometimes.

Sometimes everything is wrong. Now it's time to sing along.
When your day is night alone, (hold on, hold on)
if you feel like letting go, (hold on)
when you think you've had too much of this life, well hang on.

Everybody hurts. Take comfort in your friends.
Everybody hurts. Don't throw your hand. Oh, no. Don't throw your hand.
If you feel like you're alone, no, no, no, you are not alone

If you're on your own in this life, the days and nights are long,
when you think you've had too much of this life to hang on.

Well, everybody hurts sometimes,
everybody cries. And everybody hurts sometimes.
And everybody hurts sometimes. So, hold on, hold on.
Hold on, hold on. Hold on, hold on. Hold on, hold on.
Everybody hurts. You are not alone.

Mysterium

Nogen, der har set min hukommelse? Har irriterende nok glemt, hvor jeg har lagt den...

Hold op med det!

Hm... Omkring nytår var nærmest alle mine venner af begge køn singler. Og ih, der var en sukken efter kærestemateriale, så man gør sig ikke begreb om det. En overgang handlede alle samtaler - alting - nærmest ikke om andet. End parforhold. Og kvinders forestilling. Om mænd. Og omvendt. At tale om det var et surrogat for det, vi ikke kunne få.

I min vennekreds (sikkert osse i mange andre, forestiller jeg mig) er der nogle stykker af dem, man ku' kalde "evigheds-singlerne". Så er der dem, som godt kan banke nogle forhold af en hæderlig varighed på benene, men som så alligevel før eller siden altid bliver gået eller går. Og så er der de par stykker, som man for længst opfatter som gifte par (uden at der skal lægges noget dårligt i dét ;-)) Sidstnævnte har sådan set slet ikke noget med den her sag at gøre. I hvert fald: Der var mange singler. Og somme tider var det en trøst, for så er man jo ikke alene og alt det dér. Men mest af alt syntes jeg faktisk bare, det var lidt tragisk. Fordi det var/er tydeligt, at de her mennesker - når det kommer til stykket - ikke ønsker at leve alene.

Måske var det foråret (som vi i år, forekommer det mig, ventede exceptionelt længe på), der gjorde det, da det endelig viste sig, og træernes blade, pigernes smil og fyrenes biceps endelig sås for fuld power i gadebilledet. I hvert fald fik alle lige pludselig kærester - dér i solskinnet. En af evighedssinglerne tog fx fusen på os alle sammen (og det blev vi glade for) og fandt sammen med ham, hun hele tiden havde gået op og nedad, men som "jo ikke var hendes type". (Yeah, right!)

Der var osse venner, som med stort held rent faktisk støvede en RIGTIG KÆRESTE op ude i byen (ka' man det?), og der var minsandten venner, der fandt sammen med andre af mine venner.

Men nu, hvor sommeren går på held lige om et øjeblik, hvad sker der så? Ja, gæt tre gange! Folk slår op, som var de betalt for det! Og der er tårer, er dér. Og vrede. Og skuffelse. Og flere tårer og mere skuffelse. Og jeg prøver efter bedste evne at feje skårene op og måske klinke dem. Jeg forsøger virkelig at sige det rigtige i de dér situationer, hvor der ikke er noget rigtigt at sige.

Guderne skal (selv om jeg aldrig helt har forstået, hvorfor de ska' blandes ind i noget som helst jordisk...) vide, at jeg denne sommer osse selv har været igennem min del på den konto (først med historien om Ungersvenden, som jeg nu helt bogstaveligt kan smile af, dernæst med ham "Pausefisken", der åbenbart havde et regnskab at gøre færdigt med sin eks). Ingen klager dér. Jeg er blevet lidt klogere - har fx lært at rase ud med det samme. På den sunde måde. I stedet for at trække det i langdrag og skyde såretheden fra mig. Jeg har osse lært at tilgi' - og hold op, hvor det letter. Endelig har jeg lært, at tillid må der til. Er den først væk, kan resten være lige meget.

Men når det gik i kage for mig selv, det dér kærlighed, har jeg i det mindste ku' glæde mig over, at de mennesker, jeg holder af, nu havde fået en chance. - Nogle af dem reelt for første gang nogensinde.

Og så nu - ingenting.

Jeg bliver sgu trist til mode, gør jeg. Hvorfor kommer sådan noget altid i stimer? Æv.

Lommen - ikke ked af sit eget liv, men ærgerlig og trist på andres vegne.

Nogle gange bli'r man så imponeret...

... at det bedste, man umiddelbart kan gøre, er at gå i seng!

*Synker lige en gang*

Hvis en mand siger "jeg elsker dig", bryder de sammen af angst

Hvis det utænkelige sku' være sket - at du er havnet her i Baglommen for at blive underholdt, må jeg skuffe dig. Gå et andet sted hen. Her er som sædvanlig dødkedeligt. Tag i biografen, få et eller andet rart menneske til at kilde dig, løb en tur eller hvad du nu finder sjovt og/eller afslappende, givende. Whatever.

Hænger du her endnu? Godt så. Du er selv ude om det. Fortæl mig venligst, om du genkender noget i nedenstående! Jeg blev så nedtrykt, da jeg læste det. Er det virkelig sådan, det er fat med os veluddannede, stærke, moderne singlekvinder omkring de 30-35 år? *Allerede nu sidder jeg og vrænger indvendigt ad alle klichéerne, som tårner sig op* Men der var vel en grund til, at jeg bed så meget mærke i nedenstående passage...

"Intellektuelt og praktisk er de unge kvinder opdraget til styrke og selvstændighed, de klarer sig fint, bor alene, uddanner sig og hævder sig netop på de områder, de som børn fik ros for af deres emanciperede mødre. Men det følelsesmæssige, kærlighedsforholdet, har de ikke lært at tackle på samme overbevisende måde. Det er der, deres usikkerhed bor. Deres angst handler om at miste uafhængighed, men også om en manglende accept af sig selv som individer, der er værd at elske.

Hvis det holder som tendens, og noget kunne tyde i den retning med den udbredte singlekultur vi har fået, har kvinderne kun erobret halvdelen af det, man kunne kalde målet. De er med andre ord lige så "halve" som deres mødres generation, uanset deres powerwoman-image. De har råstyrke til at tage lederposter og jonglere med store budgetter, men hvis en mand siger "jeg elsker dig" bryder de sammen af angst."

Ordene er Suzanne Giezes og stammer fra bogen: Drømmen om kvinden, s. 218.

Jeg kender kvinder, der reagerer, som det beskrives her. Og jeg har sgu så ondt af dem. Selv er jeg ikke heeelt sådan. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg slet ikke er bange for kærligheden. Ellers ville jeg vel for f... ikke gemme mig sådan. For mig selv og alle andre...

Men nok om mig. Jeg véd, der er mange af netop de veluddannede single-kvinder omkring 30 ude i Blogland.

Og til jer: Har hun virkelig ret??
Lommen - nu igen med overskud til at stille de store spørgsmål