onsdag, april 11, 2007

Tryghedssved

Efter en herlig aften med veninden ved nogle andre søer end de vante to herhjemme ved Huset, gik det for en times tid siden i raskt trav fra stationen hjemad til den vante friske luft og stilheden under nattekolde stjerner.

Kulden krøb ind under de to rækker knapper og det tykke lag denim, som samarbejder på overtid om at udgøre min jakke. Og mens tekstil og knapper således knoklede på livet løs, fokuserede i deres iver efter at løse deres fælles opgave, gik jeg i min egen verden og savnede. Savnede at varmes og varme.

Så det første, jeg gjorde, da jeg stod hjemme i min lejlighed, var derfor at tænde min radiator, pakke mig betænkeligt godt ind og krybe ned under dynen.

Visse mennesker ville måske i stedet ha' forsøgt at varme radiatoren og skrue op for dynen. Måske de ikke forstår, at virkelig varme handler om allerførst at erkende, hvor meget man egentlig fryser samt dernæst at vide, hvorfra man kan vente varmen...?

Lommen - hvis varme = tryghed, er man så i sikkerhed, når man sveder?

2 Comments:

Anonymous Anonym sagde...

"de to rækker knapper og det tykke lag denim, som samarbejder på overtid om at udgøre min jakke" hvor får det fra ?? Du er ret dygtig man kan ikke lade være med at læse på din blog.

11 april, 2007 22:32  
Blogger Lommen sagde...

@Kontorchefen:
Tak for rosen. Den blev jeg glad for. Det er jo ikke til at sige, hvor ideer "kommer fra".
Lige præcis den her formulering kom bare snigende, fordi jeg skrev på en vis ensomhedsfølelse. Jeg lod ordene stå, fordi jeg syntes, de fint understregede min oplevelse af, at alle andre (absurd nok endda osse jakken) havde fælles projekter, mens jeg bare gik dér under stjernerne og følte mig lidt fortabt, formålsløs og alene - ikke hørte til nogen steder.
Sådan føler jeg heldigvis kun i korte stunder.

12 april, 2007 00:10  

Send en kommentar

<< Home