fredag, april 27, 2007

Fuck, hvor pinligt!!

Som antydet i det foregående indlæg, var jeg ikke den sjoveste at ha' et tæt forhold til i morges... Jeg var urimelig, selvretfærdig, stejl. Men mest... urimelig.

Fik den sødeste sms fra ham den dejlige, som kildede mig i øret med en bellis på Assistens Kirkegården forleden, og hvad gjorde jeg så? Skrev jeg ting som fx "nååå, hvor er du sød og dejlig, og hvor er det skønt at ha' en kæreste som dig"? Skrev jeg "uhm, min lækre mand. Skønt at starte dagen sådan"? Næ, jeg blev da æskefornærmet og umulig over, at han ikke spurgte til, hvordan jeg havde sovet, og hvordan min morgen var. For det måtte da betyde, han ikke interesserede sig for mig, ikke? (At han rent faktisk skrev en dejlig sms til mig er åbenbart ikke et tegn på interesse oppe i mit morgenskæve hoved... *suk*).

Så var den stakkels mands grænse altså nået. Og det er forståeligt! Fuldt ud forståeligt. For det er altså bare ikke første gang - hverken i denne uge eller mere generelt - at min fornuft ikke får et ben til jorden, mens min krøllede hjerne laver en vildt negativ og urealistisk fortolkning - og forkludrer det hele for både mig selv og andre. Og jeg er så træt af det!
Og han skældte ikke engang ud, for sådan gør han ikke. Han blev bare så uendeligt træt. Og det er næsten værre, fordi det er så civiliseret og står så meget i kontrast til min egen barnlige opførsel...

Nå, men humørsvingeren her kølede jo så af, besindede sig. Og et par timer senere skrev jeg så til ham på hans arbejds-msn, at jeg godt kunne se... Det var ikke ham (det var vitterligt mig)... Jeg hadede at være så umulig og hysterisk og barnlig, og kunne han tilgive mig og ku' vi ikke kramme lidt?


Der gik nogen tid. Jeg hørte så ikke noget. Hans msn stod på 'optaget', så det var at vente. Men jeg var nu noget nervøs.
Så var det så, at jeg sendte ham en sms med budskabet: "Håber ikke, du er blevet så irriteret, at du ignorerer mig nu, og at det er derfor, din msn står på 'optaget'?"

Svaret tilbage lød noget i retning af, at "nej, nej - han var ikke vred, og han ville meget gerne snakke senere. Han havde bare stået som 'optaget', fordi han havde siddet i møde, hvor hans bærbare i øvrigt var blevet brugt som projektor ... og nu var kollegerne til gengæld ret nysgerrige efter, hvem hende der skrev så mange replikker til ham på msn var..."

....!!!?!....

Aaaargh, når min msn står på 'optaget' er den indstillet til IKKE at lade eventuelle kommentarer poppe op. Bl.a. fordi jeg i perioder underviser og anvender min maskine som projektor!
Well, han grinede nu bare lidt ad det, og så var alt godt. Men fuck, hvor skal jeg bare aldrig møde nogen af hans kolleger nu...!

Lommen - har kun mig selv at takke :-S

UPDATE: Min græske nabos stående kommentar var: "Pernill', this is definitely an apology cake!" *Suk*



10 Comments:

Blogger Lizelotte sagde...

Stakkels dig. Vi er så styret af vores angst nogen gange. Som du nok var det i morges.

Hvor var det godt at høre I fandt ud af det.

Go weekend fra en mild livsnyder med maven fuld af billig cava og kinderne røde af forårssol

27 april, 2007 16:58  
Anonymous Anita sagde...

Føj hvor jeg kender det, når en mand siger - jeg er SÅ træt! Så ved jeg godt hvad klokken er slået og det er tid til at opføre sig ordentligt ;-D

God weekend P'nille :o)

27 april, 2007 17:18  
Anonymous Maria B. sagde...

Nogle gange minder du altså ret meget om mig. Ta' det som et kompliment. NÅ IKKE! Hmmmm... :o/

Spekulerer jo som en gal på, hvem din nye forelskelse er, hvilket er vanvittigt for jeg kender jo nok alligevel ikke vedkommende.

27 april, 2007 17:36  
Anonymous Sine sagde...

Du var nu også sød, lyttende og konstruktiv at have et tæt forhold til i morges :-) Men kærester får selvfølgelig tit "særbehandling", både i positiv og negativ forstand ;-)

God solskinsweekend!

27 april, 2007 19:22  
Blogger Pernille sagde...

@Lizelotte (med det skarpe blik):
Angst - ja, det er lige netop dét! Jeg har haft mig selv til "kammeratlig samtale" i dag - og har osse efterfølgende talt med ham den dejlige.
På et tidspunkt må man jo gøre op med sig selv, om man ønsker et liv, som er styret af angst eller af lyst. Handler man som man gør, fordi man er bange og vil undgå eller foregribe det frygtelige? Eller går man bevidst efter at nyde og slappe af og ha' tillid? Således opstillet er det jo ikke svært at vælge...
Lyder, som om du har haft en dejlig dag - jeg forsøger at slutte min lidt i samme stil, selv om jeg er bagud med læsningen og derfor desværre må ta' min aften til hjælp... :-/

@Anita:
Ordet 'føj' er fantastisk dækkende i sammenhængen - for gud, hvor man dog føler væmmelse ved sig selv, når man bagefter konfronteres med, hvor fuldstændigt tåbelig og ubegrundet éns adfærd er... :-S

Osse rigtigt god weekend oppe i Holstebro! :-)

Frk. Journalisten (med nyt alias!):
Haha - Maria, i det mindste er der selvironi at spore, og dét kan gøre selv de mest svingende og utilregnelige af os til langt smukkere og mere "spiselige" mennesker...! !-) Men rart at vide, at jeg ikke er den eneste, som det fremgår af denne tråd.

Hvad angår min nye forelskelse, så overrasker det mig ikke, at du er nyfigen - journalister har jo alle dage haft et gen for at ville vide alting. *Driller*

27 april, 2007 19:24  
Blogger Pernille sagde...

@Sine:
Orv, der krydsede kommentarerne lige hinanden! :-)
Det er jeg rigtigt glad for, du synes! I lige måde - helt sikkert. Dejligt at kunne snakke sådan med sine veninder!!
Og så for resten: Hvor er 'negativ særbehandling' dog et fantastisk begreb. Ku' ikke lade være med at grine lidt. :-)
Osse dejlig weekend i det "sinede" hjem!

27 april, 2007 19:26  
Blogger Lizelotte sagde...

Jeg har haft en dejlig dag - og forventer en af samme slags i morgen :-) Håber der også er sådan en i vente til dig!!

PS: Det skarpe blik - det er sådan noget vi sydøstjyske mødre bare har... ;-)

27 april, 2007 23:53  
Anonymous beo sagde...

Meget interessant emne, faktisk.
Jeg er en type, som ikke kunne drømme om at svinge mentalt med armene uden at spørge om lov først af mine nærmeste - og da SLET ikke om morgenen!
Men hvis det virkelig kan passe, at ukontrolleret vrede om morgenen kan dække over en angst for et eller andet...så forstår jeg pludselig en hel masse meget bedre ift mit forliste ægteskab.
Jeg var gift med en person som skød først og spurgte bagefter...og hjerteblodet sivede langsomt ud af alle mine mange små skudhuller.
Til sidst måtte jeg holde så stor afstand fra den mentale skudafstand, at hun til sidst ikke kunne få øje på mig...og så brød hun familien op, til mit store chok.
Tænk hvis hun hele tiden bare var angst?
Gyyys....

28 april, 2007 12:01  
Blogger Lizelotte sagde...

Beo, jeg synes faktisk hun lyder angst. I den grad. Jeg håber dine skudhuller er helet. :-(

29 april, 2007 08:19  
Anonymous beo sagde...

Tak, Lizelotte...ja, det var hun nok.
Og jeg var svær at ramme selv med spredehagl med min luftige personlighed.
Jeg foretrækker offerrollen, og det er nok min største svaghed.

30 april, 2007 13:58  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home