Kunsten at give (og at tage) et nej

"Tror du, hun bliver sur over, at jeg sagde nej til at ses i dag", ville han vide.

"Nja...", sagde jeg og overvejede, "måske bliver hun lidt tøsefornærmet, fordi hun blev skuffet".

"Åh, nej", sagde han, "jeg hader at skuffe folk, og nu vil jeg gå hele aftenen og tænke på, om hun mon er sur på mig."

"Hold nu op", indvendte jeg, "I har været venner længe. Måske er hun blevet lidt knotten, men herregud. Du tager den da bare op, næste gang I ses. Fortæl hende, at du havde meget brug for en aften alene. Så vil hun da osse forstå, når du fremover engang imellem siger nej. Ja, og så vil det være lettere for hende at sige nej til dig - fordi du viser, at du selv godt kan tackle et nej. Ville sgu da heller ikke ha' været rart for hende, hvis du bare havde sagt ja til at ses uden at mene det og sådan... siddet og kigget på uret, du ved...".

"Nej", mumlede han, "det har du ret i. Jeg må snakke med hende."

"Ja, du må da - lad nu være med at være nervøs. Kan du måske forestille dig, at I bliver uvenner og aldrig ses igen pga dette?"

"Nææææ", svarede han tøvende, "det ka' jeg vel ikke..."

Og i den tøven lå så mange ting gemt, at det kan undre helt, at de ikke væltede ned om ørerne på os og fik støvet til at hvirvle op i store, grå skyer...

Lommen - ikke nej til DIG, men nej til DET!