"Jeg hader den blog!"

"Jeg har nemlig nogle gange taget
mig selv i at blive ved at vende
tilbage til enkelte blogs, som jeg
af den ene eller den anden grund
finder irriterende, forargelige -
ja, endog ubegavede og stærkt provokerende.
Jeg ku' aldrig finde på at lægge en
kommentar på dem - for jeg ville
ærligt talt ikke ha' noget som helst
konstruktivt at sige, men det er et
faktum, at jeg bliver ved at læse dér
igen og igen og igen."

Vi har haft den tusind gange her i Blogland - den dér kommentartråd, hvor én eller flere kommentatorer på en eller anden blog ytrer sig meget negativt om pågældende blogpost - evt. hele bloggen (og i visse tilfælde på den baggrund ligefrem bloggeren selv).
Blogindehaveren selv eller andre bloggere svarer så, at hvis man ikke kan lide, hvad man læser, ka' man da bare lade være med at kigge med.
Som regel er der osse nogle, der ytrer noget i retning af, at de simpelthen ikke fatter, hvorfor folk kommenterer, hvis de kun har noget grimt at sige.

Jeg er helt på linje med den holdning!

Det synes somme tider helt absurd og urimeligt, når folk begynder at brokke sig over et indlæg og sviner bloggeren (som de oftest kun kender fra nettet) personligt til og med vold og magt vil ha' pågældende til at ændre udtryksform eller livsstil, fordi de ikke bryder sig om vedkommendes indlæg.
Der skal bestemt være plads til uenighed og debat - men man må osse opføre sig ordentligt. De lange moralske prædikener kommer som oftest, synes jeg, til at smage en anelse forlorent, hvis ikke de skrives med bare et stænk kærlig (selv)ironi og lidt varme i ordene...

Nu er formålet med dette indlæg imidlertid ikke en moralprædiken. :-) Men derimod en lille eftertanke:
Jeg har nemlig nogle gange taget mig selv i at blive ved at vende tilbage til enkelte blogs, som jeg af den ene eller den anden grund finder vildt irriterende, forargelige - ja, endog ubegavede og/eller usympatiske og stærkt provokerende. "Hvem f... er folk at offentliggøre så mange tåbeligheder??", sidder man så i al sin egen mageløshed og tænker. ;-)

Jeg ku' aldrig finde på at lægge en kommentar på de blogs - for jeg ville ærligt talt ikke ha' noget som helst konstruktivt at sige, men det er et faktum, at jeg bliver ved at læse dér igen og igen og igen. Og det må jo være noget af det disse førnævnte "arrige kommentatorer" osse oplever:
At de ikke kan undvære at blive bekræftet i deres fordomme om "typer" af mennesker og disses holdninger og levevis. Præcis som man holder meget af visse blogs, fordi man nemt identificerer sig med ophavsmanden og relaterer til dennes oplevelser og synspunkter... Præcis lige så meget har man vel brug for at få bekræftet, at "åååååh nej, hende dér er lige præcis af den type, jeg ikke kan fordrage, og som altid ville gøre sådan og sådan, hvis jeg mødte hende nede i gågaden" eller "ååååh, ham dér er så træls, at det ikke er til at komme sig over, og selvfølgelig siger han sådan dér! - Hvor nederen!"

Så er der styr på verden. Den opfører sig som ventet. Og man føler måske, man har et gyldigt påskud for at sidde foran sin skærm og for én gangs skyld være præcis så smålig og fordømmende, som vi ellers er opdraget til, at man ikke må være over for fremmede.

Lige fra vi er små, lærer de fleste af os nemlig, at vi skal opføre os ordentligt og inddrage alle i legen på børnehavens legeplads. Og det gør vi så for det meste. Men vi ved godt alle sammen, at der er mennesker, vi ikke kan lide og ikke fungerer med - når vi sådan skal være helt ærlige og ikke behøver at spekulere over, om vedkommende er en kollega, hvis hjælp vi har brug for, eller et fjernere familiemedlem, som det vil gi' os problemer at kritisere.

Der er bare nogen, vi har mere tilfælles med end andre. Og somme tider kommer den indre svinehund så op i os i forhold til "de anderledes", der måske i nogen grad virker som en trussel imod vores egen måde at gøre tingene på. Selv om vi helst ikke vil være ved det...

Den kan ikke undgås, svinehunden - heller ikke i Blogland. Og jeg mener, det er en gave, at man her - næsten uset - kan lure på alt det, man ikke kan lide hos andre mennesker. Vi har brug for at blive mindet om, at der findes mennesker, som gør ting og tænker ting helt anderledes end os selv. Og dét har vi for at kunne positionere og definere os selv. Og så kan man jo faktisk en sjælden gang imellem osse blive glædeligt overrasket. Trods alt... :-)

Opfordringen, som jeg osse minder mig selv om nu og da, skal derfor lyde: "Tænk løs, lad dig forarge og provokere, vær urimelig og usaglig, men overvej lige hvordan du formulerer disse tanker, hvis andre absolut skal begaves med dem i kommentarfelterne rundt omkring, ikke?"

Lommen - værten vil forarges, og værtinden er ikke et hår bedre!