Det regner fra loftet

Det regner lige nu. Ikke sådan en lille, stille, uskyldig regn, der nærmest er en undskyldning for sig selv og forlegen over at være til besvær. Nej, en ordentlig, dramatisk gang skomagerdrenge, der tramper hen over mit tag og gør de asfalterede stier ved Huset blanke og ildevarslende med et vildt genskær af lygternes lys.


Men den gør mig tryg, regnen, for ligesom månen får den mig altid til at føle, at verden er ét stort rum med ét loft over, og at de, som er alt for langt fra mig, alligevel er lidt tættere på: De og jeg ser den samme måne og - ofte - de samme frostmatte eller sommerkåde stjerner, deler den samme regn. Det er en god tanke. Næsten lige så gammel som mig. Jeg har altid fundet megen trøst i den. Ingen skal tage min trøst fra mig.

Lommen - fjern nærhed