torsdag, april 19, 2007

BARE det går godt!

Jeg har en ven, som i dag skal gøre noget, han i måneder har taget tilløb til. Noget, der har gjort ham så bange, at han har været helt ude af flippen. Noget, der helt sikkert vil ændre hans liv over tid. Og som han selv har indset, at han gøre, uanset at noget i ham skriger, at det er meget farligt.

Jeg har en ven, der lider af socialangst - dvs. han er nervøs ved at møde fremmede mennesker og har meget svært ved at slappe af i offentligt rum. Han er både bange for at blive bange (at angsten kan ses på ham, for så ville andre jo kunne se hans følelser, og dét er i hans bog noget af det værst tænkelige), og så er han bange for... noget, han ikke helt ved, hvad er.

Han vil nærheden med og glæden ved andre mennesker. Han elsker faktisk socialt samvær. Han er bare osse så frygteligt bange. Vist nok for ikke at være god nok. For at andre tænker, han er kikset og håbløs. For ikke at slå til. For at blive udstødt, svigtet, efterladt, udstillet. Hver eneste dag lever han med den frygt og føler sig meget blød og sårbar og udsat. Det fortæller han mig. Og trods et langt bekendtskab er jeg stadig lige forbløffet over gang på gang at kunne konstatere, at jeg ikke kan se det på ham. Overhovedet. Han virker altid fattet. Cool, calm and collected. Der er ikke skyggen af noget kikset over ham. Hvordan kan han så føle sådan?

Jeg ved, hvordan jeg selv har det, hvis jeg en enkelt time eller en enkelt eftermiddag er nervøs for noget, bange, bekymret. Tanken om at nogle mennesker har det sådan hver eneste dag fylder mig med en frustration og en afmagt så stor, at jeg kan græde over det.

I dag har min ven sat sig for at sætte angsten stævne. Han har sin første tid hos en psykolog her i eftermiddag. Han skal det, han frygter allermest: Snakke med en fremmed og sætte ord på sine allerinderste følelser.
Jeg beundrer ham helt ufatteligt for at være nået hertil. Jeg véd, hvor mange tårer der er grædt og hvor mange nederlag han har måttet æde, før han nåede hertil.
Tænk på ham. Send ham lidt varme og støtte. Han har så hårdt brug for det.

Lommen - hvis tro kan flytte bjerge, så flytter jeg i dag Mount Everest

3 Comments:

Anonymous Toke sagde...

Jeg håber alt det bedste for ham, at han får en god første samtale der kan anspore ham og bekræftige ham i, at det er det rigtige han gør.

Bedste hilsner og masser af krydsede fingre og tæer herfra.

19 april, 2007 14:40  
Blogger Lizelotte sagde...

Jeg krydser fingre og hepper for din seje ven. Jeg er sikker på, han nok skal klare det...

19 april, 2007 15:15  
Anonymous alice sagde...

Masser af støtte, varme og krydsede fingre herfra :o)

19 april, 2007 15:45  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home