Glæden ved glæden

Da jeg var barn, var glæde sådan en nem ting. "Ja", tænker du måske, "hvad i alverden sku' der nu være svært ved glæde??" Men hør nu bare:

Dengang glædede jeg mig fx i dagevis til, at min far vendte hjem fra sin årlige 2-3 måneder lange ingeniørrejse i alverdens ufremkommelige områder. Og når han så endelig stod i den brede hoveddør og først krammede min mor meget, meget længe og dernæst os børn, og snakken gik livligt, og glædestårerne trillede, mens den toldfri chokolade og sprut blev hevet frem af taskerne... Ja, så var det et naturligt klimaks på en forventningens glæde, som havde varet i dage- ja, ugevis! De aftener var fantastiske!

På samme måde var det med julen, med at tage på besøg hos min faster, som boede helt ovre i Jylland og med at tage på ferie i et lånt sommerhus, jeg aldrig havde været i før, i Sverige eller på Bornholm, og med den årlige tur i Tivoli.

Men som jeg blev ældre blev det sværere, det dér med glæden. Ikke at jeg holdt op med at være positiv - overhovedet ikke. Men der var altid så meget, jeg skulle nå. Og pludselig var der bare aldrig længe, længe, længe til julen. På et tidspunkt blev det snarere sådan, at julen altid var en størrelse, der bare væltede ind ad døren, mens man stadig stod iført en halv bh og en løbet nylonstrømpe, mens man rendte frem og tilbage mellem badeværelset og køkkenet for at røre i sovsen og tjekke, hvilket interval af stegningen anden nu var i...

Julen er stadig skøn, men at glæde mig til den... dét har jeg ikke gjort i mange år. Jeg har simpelthen ikke nået det. Jeg nyder den utroligt meget, når man sidder dér sammen med hele familien om julebordet d. 24. december. Ingen tvivl overhovedet! Og jeg elsker at stå og lave julemiddagen. Men spørger du mig samme dag kl. 15, om jeg er i julestemning, vil svaret formodentlig være: "Hva'? Tager du ikke lige en liter sød med fra kiosken, så er du en sveske? Vi mangler!"

Tilsvarende med alle de andre barndomsglæder:
Min far er pensioneret nu og rejser ikke længere på "togt", og vi låner ikke længere sommerhuse måneder i forvejen. Jylland har jeg de sidste ti år fartet til i alle mulige og umulige sammenhænge, og nu ser jeg egentlig mest rejsen som et nødvendigt onde.

Selvfølgelig kan jeg stadig se frem til ting, jeg skal, og aftaler jeg har, men ligefrem gå og glæde mig utålmodigt og mærke sug i maven... dét gør jeg sjældent. Der er udover travlhed osse kommet noget andet frygteligt voksent ind over: Noget med at være bange for at blive skuffet. Tænk hvis man nu glædede sig for meget. Alene udtrykket er jo nærmest absurd grænsende til det tragiske!

MEN:
Nu var det så, at jeg her for et par timer siden mærkede en lidt fremmed fornemmelse i maven. Og pludselig gik det op for mig: Jeg glæder mig simpelthen så meget til de dér amoriner i morgen, at jeg har sommerfugle i maven. Og så blev jeg endnu mere glad og tænkte, at dét måtte jeg blogge om. Facto!

Lommen - i morgen er der amoriner; der er længe, længe til...