Den værste eks at høre fra

Her til aften har jeg fået en mail. Ikke en hvilken som helst mail, men en mail fra en eks-kæreste. Ikke en hvilken som helst eks-kæreste, men ham, jeg refererede til her.

Mailen skyldtes nogle tåbelige og ret ligegyldige praktiske sager, som jeg ikke skal trætte jer med. Nej, om igen. Hvorfor ikke bare sige det, som det er?

Den skyldtes skaldede 800 kr., som jeg da selvfølgelig har haft mulighed for at betale ham tilbage. Har betalt flere tusinde tilbage til ham, som jeg skyldte ham ved bruddet.
Men jeg har fortrængt dem, de 800. Mere eller mindre.

Da vreden over alle urimelighederne (over volden, fornedringen, alt det, der i næsten et år gjorde mit liv til et helvede og stadig sidder i mig som traumer og søvnproblemer og mindreværd)...

Da vreden over alt dette dukkede op længe efter, at forholdet var endt, var det, som om noget i mig sagde: Skal jeg virkelig betale til den stodder - efter alt hvad han har gjort imod mig?! Efter alt hvad han ødelagde? Og selv om pengene og de tragiske oplevelser jo intet havde med hinanden at gøre, og selv om der altid skal to til en tango og alt det dér, så følte jeg alligevel en vis irrationel retfærdighed i at tænke sådan.
(Sku' man ha' gjort det sådan op, burde jeg naturligvis ikke ha' betalt ham en øre!!)

Og så arkiverede jeg erindringen om den latterlige, lille sum i den del af baghovedet, hvor der er allermest mørkt og støvet, fordi man aldrig kommer dér og i hvert fald aldrig kigger efter i skufferne...

800 kr. skal jeg betale. 800 takseres en ordentlig gang bank og psykisk nedbrydning åbenbart til i disse tider. Men så må jeg osse glæde mig over, at jeg fik det billigt, hele pivtøjet - med sammenbrud og depression til følge... Special price for you, my friend!

800 kr. siger du?

Jeg sidder nu pludselig her i klam fortid til op over begge ører. Jeg sidder endda og er forelsket i en helt anden mand, som modsat ham eks'en virkelig er god mod, for og med mig. Jeg har vidunderligt sødsuppede, corny kærlighedserklæringer på mobilen hver dag, lange forstående snakke og trygge, kærtegnende, påskønnende hænder, der holder om mine, når de bliver kolde og rystende. Jeg har glæde og modspil og tillid og fairness. Jeg sidder her... med drømmene og livsglæden mirakuløst i behold. Jeg sidder med gode kort på hånden (og flere i en bunke på bordet, hvis nu jeg sku' løbe tør).

Og alligevel... efter 2½ år kan bare tre linjer om skaldede 800 kroner, tre linjer udvekslet v.hj.a. computersignaler, gøre mig helt kold indvendigt. Al den vrede, jeg aldrig turde mærke og slippe løs dengang, vælder bare op i mig.
Al den kvalme, alt det gamle, hengemte, mugne. Al den uretfærdige angst og ængstelse og ensomhed og skam.

Lommen - de 800 skal af sted nu! Og det kan kun gå for langsomt!!!!