torsdag, april 19, 2007

Ren fanfare!

Som en update på det forrige indlæg kan jeg med dyb glæde i stemmen sige:

Min ven klarede dagens psykologsamtale over al forventning! Og jeg har simpelthen nærmest aldrig hørt ham så lykkelig over at ha' udfordret angsten, som da jeg talte med ham i telefonen i eftermiddags.

Psykologen havde faktisk opfattet ham som værende så motiveret for et terapiforløb, at hun havde anbefalet ham en bog om kognitiv terapi (for de, der ikke ved det, er kognitiv terapi den terapiform, man traditionelt benytter over for folk med diverse angstlidelser; grundlæggende bygger den på en tanke om, at angsten hele tiden skal udfordres med øvelser i at gøre det, som den enkelte finder ubehageligt; angsten skal "eksponeres", siger man, således at klienten bliver modsagt i sin tanke om, at der er fare på færde).

Tilbage til min ven:
Jeres tanker og krydsede fingre må sgu ha' hjulpet - for han spadserede direkte på biblioteket bagefter (noget han for kort tid siden ville ha' udskudt eller ladet helt være med) og lånte straks bogen.

Han har fået en ny psykologtid allerede, og han føler sig fuldt ud overbevist om, at forløbet op til næste gang ikke bliver helt så slemt. Nu har han jo mødt terapeuten, der virker rar og lader til at gå grundigt til værks, og som nu vil forsøge at indkredse, præcis hvor alvorlig min vens angst er, og hvad der skal gøres. Og han ved præcis, hvor hendes praksis ligger, og hvad der skal foregå. Det giver lidt tryghed.

...

I disse dage er det cirka et halvt år siden, at jeg første gang spagfærdigt nævnte over for ham, at det måske var en idé at se en psykolog. Ifølge hvad jeg kan sjusse mig til ud af hans egne beretninger er det nok omkring fem år siden, at han selv begyndte at overveje det nu og da, når angsten forhindrede ham i at gøre ting i dagligdagen, som han ellers meget gerne ville.

Så man kan roligt sige, det tog nogen tid at indse, at han behøvede hjælp til at gøre selv de ting, han virkelig brændende ønsker at gøre. At turde gøre alt det, han drømmer om. Det tog et langt tilløb.

Men allerede da den endelige beslutning om at gå i terapi blev taget for nogle måneder siden, begyndte der lige så stille at ske ting og sager. Som han sagde til mig: "Jeg véd, at jeg vil i behandling nu. Så jeg kan lige så godt begynde at udfordre angsten allerede nu." Jeg var ved at falde ned af mine egne ben. :-) Dét var nye toner!

Dagen efter begyndte han at tage telefonen, hver gang den ringede (noget han ellers hadede, osse selv om han i displayet kunne se, hvem der var i den anden ende af linjen). I det hele taget er det her med at nærme sig andre mennesker - det være sig fremmede, kolleger eller venner og familie - jo et issue. Han gør alt, hvad kan nu. Og så er han begyndt at fortælle sine venner om angsten, som han ellers altid har holdt komplet skjult...

Lommen - jeg er ufatteligt stolt af min ven

1 Comments:

Blogger Lizelotte sagde...

Hils ham og sig, at han kan glæde sig til at få livet igen...

20 april, 2007 09:45  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home