De dér små hvirvelvinde...

"Jeg begynder så småt at frygte,
hvad der kan ske pigen. Forstår
udmærket sikkerhedsafstanden,
som jeg nu fatter, at de to meter
imellem dem er. I mit hoved
passerer gamle billeder revy, og
smerten i maven indfinder sig øjeblikkeligt:
Mine møbler - væltede. Mine bøger,
flere af dem ødelagte, revet ud af min
reol og ned på gulvet i én hensynsløs,
demonstrativ bevægelse, glasskår,
blod, blå mærker."

Natbussen har denne helligdagsnat netop losset mig af ved stationen. Fordi jeg bor lidt uden for byen, og fordi det er blæst ganske gevaldigt op, har jeg besluttet mig for at ofre penge på en taxa ud til Huset.

Jeg skråer over busholdepladsen og finder over til taxaernes parkering. Det er, mens jeg frysende står og småtripper og halvhjertet overvejer at ringe til taxacentralen for at høre, om jeg mon kommer til at vente længe, at jeg får øje på dem. Et ungt par strider sig frem i blæsten fra gågaden op mod busholdepladsen.

De går med et par meter imellem sig, og med det samme gætter jeg, at noget må være helt galt. Det er tydeligt, at han er meget fuld. Hans bevægelser er grove og stødvise. Finmotorikken er røget for flere timer siden. Hans gang er tilsvarende meget slingrende. Og da han så begynder at vælte diverse avisstandere og skraldespande på de tos rute over imod taxaerne, er jeg helt sikker: Her går en meget vred ung mand. En vred og måske voldelig mand med cirka halvanden flaske mindreværd i årerne.
Hans kæreste virker ikke specielt beruset. Men hendes ansigtsudtryk siger alt: Munden er en tynd lige streg, og - viser det sig, da de kommer nærmere - øjnene er blanke.

Jeg begynder så småt at frygte, hvad der kan ske pigen. Forstår udmærket sikkerhedsafstanden, som jeg nu fatter, at de to meter imellem dem er. I mit hoved passerer gamle billeder revy, og smerten i maven indfinder sig øjeblikkeligt:

Mine møbler - væltede. Mine bøger, flere af dem ødelagte, revet ud af min reol og ned på gulvet i én hensynsløs, demonstrativ bevægelse, glasskår, blod, blå mærker.

Erindringerne blæser imod mig i aprilvinden, hvor jeg ikke har en chance for at parere. De svirrer rundt som de få løbske, visne blade i de små hvirvelvinde på pladsen. Små hvirvelvinde, som jeg engang læste var bittesmå skypumper. Noget, der under særlige omstændigheder blev til naturkatastrofer...

Parret er nået helt over til mig nu. Reklameskiltenes hængsler piber i vinden. Jern mod jern. Hårdt mod hårdt.
De to står bag en søjle nu. Men jeg kan høre ordene. Og jeg kan regne ud, at de nu står tæt, for de kan begge være bag søjlen. Jeg kan høre hende trygle og nedgøre sig selv. Jeg kan høre desperationen i hendes stemme. Jeg kan høre hans magtesløshed og hårdhed, som skal skjule hans enorme usikkerhed og sårbarhed, og som skal styre situationen, fordi han tror, det er den eneste måde at få tryghed på. Frem for alt kan jeg høre begges lede ved dem selv og ved situationen:

Hun: "Hvorfor gør du det her?"
Han: "Jeg vil ikke. Lad være med det dér!"
Hun: "Hvorfor gør du det? Hva'?"
Han: "Fordi jeg ikke vil være sammen med en pige, der flirter med alle og enhver, når vi er i byen."
Hun: "Flirter? Hvad snakker du om?"
Han: "Neeeej, det er klart! Du aner ikke, hvad jeg snakker om... Gu' gør du så!"
Hun: "Jeg har overhovedet ikke flirtet med nogen..."
Han: "Jeg vil ikke mere..."

Den diskussion har de haft før, er jeg ret sikker på. Under lignende omstændigheder. Og i næste uge eller næste uge igen har de den måske endnu en gang. Er de allerede dér, hvor de skænderier har et fast mønster? En bagatel, en fight, et net af beskyldninger, man aldrig når til bunds i? Tusind usagte ting, der mistroisk tolkes og tages med i tonsvis af analyser, som ingen vegne fører? Derefter frustrationen, vold, undskyldning, forsoning, sex og så... et par dage senere... det samme igen... Bare med lidt flere åbne sår fra sidst. Lidt mere og lidt grovere vold hver gang. Lidt alvorligere løgne.

Til min overraskelse mærker jeg en lille, stille kvalme røre på sig nede i mit mellemgulv. Selv om jeg spiste alt for meget hos Præstevennen tidligere på aftenen, ved jeg, at dét intet har med sagen at gøre: Jeg ku' ha' brækket mig på aldeles tom mave denne forblæste nat, hvor jeg hellere ville ha' været én af de andre betonsøjler end mig.

Jeg føler mig som en kryster, da der endelig kommer en taxa, og jeg lettet kryber ind og fortæller en venlig chauffør, hvor jeg skal hen.

Jeg sidder dér i den lune bil og mindes alle de krige. Jeg husker al den selvudslettelse. Jeg husker desværre alle fornedringerne. Jeg husker løgnene og angsten. Jeg husker alle undskyldningerne for, at jeg var mig og for at jeg havde følelsesmæssige behov, som det gjorde ondt ikke at få opfyldt og at blive skældt voldsomt ud for at ha'. Jeg husker tabet af værdighed. Heldigvis er det flere år siden.

Men jeg ønsker stadig, at jeg kunne være gået hen og ha' sagt til den pige: "Lad ham gå, hvis det er dét, han vil, min tøs. Lad ham under alle omstændigheder gå. Gi' slip og gå så ud og find ud af, at du er meget, meget bedre værd end al den mistro, det tyranni."

Lommen - vi ender altid ved 'selvværd' og 'respekt' som nøgleord...