torsdag, april 12, 2007

Sej sæbeboble

For nylig brast en sæbeboble i min tilværelse. Ikke med sådan et sprødt, mismodigt knald af sulfohinde, som stænkede på mig og fik øjnene til at svie. Slet ikke. Nej, det var snarere sådan tyggegummiagtigt. Der gik hul i en sej og blød skal, og jeg vred mig ud af den, missede med øjnene mod sollyset, da jeg stak hovedet udenfor.

For nylig indtraf et mirakel i mit liv - set med mine øjne intet mindre. Eller måske var det faktisk flere små mirakler, der føltes og føles som ét stort?

Siden jeg var lille, havde jeg haft en bestemt opfattelse af verden.
Den gik ud på, at når jeg blev usikker og ked af det og følte mig meget sårbar og bange for at miste dem og det, der var vigtige/vigtigt for mig, så viste jeg vrede. Hvis jeg troede mig forrådt, snydt eller ladt hånt om, så slog det klik. Nærmest sådan pr. refleks. Med tiden lærte jeg at beherske raseriet udadtil, men følelsen indadtil var den samme.

Det skete så automatisk, at jeg indtil for cirka 5-6 år siden slet ikke nåede at tænke over det - og heller ikke helt selv forstod, hvad der skete. Men langsomt blev jeg mere og mere bevidst om, hvor meget det her reaktionsmønster ødelagde for mig.

For når omgivelserne så selvfølgelig ikke mødte mig med det, som jeg i virkeligheden havde så hårdt brug for - omsorg, nærhed, trøst, beroligelse - blev jeg hver gang bekræftet i, at jeg var ensom, misforstået, overset. Den opfattelse passede jo bare ikke sammen med, hvordan mine nære ellers agerede. Så enten løj de resten af tiden om deres varme følelser for mig - eller osse tog jeg fejl...


Jeg fattede ikke, at folk ikke kunne se ind under vreden og genkende den som noget sårbart. Hvorfor var de så ufølsomme?

Tilsvarende mødte jeg jævnligt hidsige mennesker, som på enhver tænkelig måde signalerede "lad mig være i fred", med omsorg. Jeg vidste jo fra mig selv, at raseri i virkeligheden oftest betød: "Forstå mig. Tag mig ind. Lyt.", så dét betød deres hidsighed vel osse...?

På den måde begik jeg nogle forfærdelige overgreb, når jeg prøvede at "trøste" og "forstå" meget vrede mennesker i den tro, at jeg gjorde det bedste for alle parter.

Jeg tror, miraklet indfandt sig, da én, som står mig meget nær, for relativt nylig såret spurgte mig: "Pernille, hvorfor kritiserer du mig sådan? Hvad er du så vred over?"

Var det dét, jeg gjorde? Kritiserede? Skældte ud? Og hvad havde jeg at skælde ud over? Jeg fandt ud af, at jeg skældte ud over selv at være bange.

Jeg fandt ud af, jeg reagerede med vrede for at beskytte mig selv mod såretheden ved et forventet svigt - ikke fordi jeg egentlig var rasende. Men når jeg ikke forventede at blive mødt af omsorg, så var det jo helt klart en god idé at gemme sig lidt, ikke? Hellere det end at ha' bedt om omsorg og så blive afvist, ikke? Eller...

Nu er det jo imidlertid ofte sådan, at som man råber i skoven, får man svar. Jeg måtte "råbe" anderledes, hvis jeg ville ha' anden respons. Såre simpelt!

Og i dag hører jeg så endelig mig selv sige ting som: "Jeg blev bare pludselig så bange..." eller "jeg troede, du ville sige, det hele var min skyld". Og jeg får lutter knus og kram og forståelse fra folk, der er tæt på mig, og som synes, at jeg nu endelig viser dem den tillid, som de vist i mange år, har undret sig lidt over ikke at se... Det er jeg virkelig ked af, folkens. Det var ikke jer, den var gal med...

Det kan lyde uendeligt banalt nu, hvor det står så lysende klart. Men det har taget mange, mange år, før denne brik endelig faldt på plads for mig.
De få gange i årenes løb, hvor jeg så småt har prøvet at vise min mest sårbare side frem - stå ved en skræk, som jeg var bange for ikke var gyldig, fordi jeg ikke kunne forklare den rationelt (skrækken for at blive svigtet)... De gange... har jeg desværre ofte valgt at åbne mig for de forkerte mennesker, som ikke magtede at tage ordentligt imod. Eller osse har jeg alligevel ikke turdet vise det helt. Og så er mit budskab blevet underligt forkrampet - og modpartens reaktion ligeså.

Ja, det blev meget terapeutisk - men det er jo det skønne ved at ha' sin egen blog: Man kan skrive, hvad f... man lyster, så længe man opfører sig pænt. :-)

Lommen - endelig forstået

2 Comments:

Anonymous kontorchefen sagde...

:-)
Det er en svær balance, hvis man er for åben hele tiden, hvornår er det så alvor. Det er flot du skriver det du gør. Bange for at blive svigtet ødelægger så meget.

12 april, 2007 14:47  
Blogger Pernille sagde...

@Kontorchefen:
For åben? Forstår ikke, hvad du mener. Når jeg siger noget og viser, jeg er sårbar omkring det, er det sgu altid alvor. Hvorfor filen sku' jeg ellers gøre det?

12 april, 2007 17:08  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home