Picnic oven på lig

Ja, ja - jeg veeeeed det det godt, men ku' altså ikke nære mig for den overskrift...

Sagen er, at Amorinerne og jeg fulgtes ad til Nørrebro i dag. Mellem eftermiddagstravle nørrebroere, der i vanlig høj fart cyklede, racede, truttede, bugtede sig vej ned ad deres hovedstrøg Nørrebrogade, gik vi med jakkerne over armen og fyldte vandflasker i hånden. Uden at skulle nå noget som helst. Slentrede inden om Tim's Cookies og hentede de lækreste muffins, fik endnu en pose under armen hos Bagel & Co. med deres klassiske store bagels fyldt til randen med friske frokostlækkerier.

Fortrak til en af de mange grønne pletter på Assistens Kirkegården, bredte jakkerne ud på jorden, smed sko og strømper, som vi i et øjebliks vildfarelse havde taget på hjemmefra - for solskinnet har jo flere gange været lumsk og køligt, men nej, ikke i dag.
Spiste og småslumrede og nussede dér, som om vi aldrig sku' forlade stedet igen.

Nu har jeg røde kinder og endnu flere bløde pletter i hjertet.

Fordi jeg blev kildet i øret med en bellis
Fordi vi så en lille dreng, der simpelthen var noget så kær, som han løb rundt i sine miniaturejeans og forsøgsvis sparkede til en lille fodbold
Fordi vi begge lo overstadigt af en virkelig grim, men meget krammeagtig bokserhund (som jeg på et tidspunkt halvt i søvne troede, at jeg blev overfaldet af, da jeg mærkede noget blødt mod min fod - det var hans fod...)
Fordi han sagde: "Jeg tror, du bliver en god mor"

Lommen - nogle kirkegårde rummer både liv og død