Som kvinde tænker man jo...

Jeg stejler tit, når jeg hører medsøstre levere formuleringer à la overskriften.

"Som kvinde tænker jeg jo, at når ham dér gør sådan og sådan, så er det fordi...".

Som regel bruges sådanne formuleringer reelt til at sige noget i retning af:

"Fordi jeg er kvinde, er jeg jo sådan én, der bruger min intuition så meget, at jeg næsten kan læse andre folks (især mænds!) tanker, og hvis jeg tager fejl i mine mistroiske vurderinger, så er det ikke mit ansvar, for jeg tænker jo bare sådan, fordi jeg er kvinde og socialiseret til det."

... Men øh... Så tog jeg lige pludselig mig selv i at sidde og tænke:

Som kvinde tænker jeg altså, at når fremmede fyre sender mig omsorgsfulde mails, fordi jeg har blogget om, at jeg har haft en hård periode på det sidste, og at jeg er gået fra kæresten, så er der ugler i mosen...
Jeg burde vel skamme mig og bare sætte pris på fremmede menneskers omsorg, men jeg synes altså, det er lidt løjerligt.

Nu er jeg jo osse kvinde...

Lommen - er det bare mig?

Hvornår er man sart? Og hvornår er der god grund til at beklage sig?

I går gik det endnu en gang op for mig, at jeg ikke er særligt god til at se min situation udefra, når jeg igennem længere tid har det skidt og er bekymret. Jeg er ikke særligt god til at få snakket med andre om det, ikke god til at erkende over for mig selv eller over for dem, at den er gal, og at jeg ikke kan klare presset helt alene...

De sidste par måneder har jeg nærmest konstant haft ondt i maven - og jeg har haft utroligt svært ved at falde i søvn om natten. Somme tider har jeg helt måttet opgive pga panikkede tankestrømme og silende bekymring...

... fordi jeg snart er boligløs
... fordi jeg blev så bange for ikke at kunne nå at færdiggøre specialet til deadline (hvorefter jeg ikke har flere legatpenge)
... fordi jeg blev ved at gruble over, hvad jeg dog gjorde forkert, siden Skuldrene så nemt kunne blive så rasende på mig og afvise mig sådan, når nu vi havde det skønt på så mange andre tidspunkter
... fordi jeg følte mig alene med problemerne og følte, jeg ikke magtede at tage hånd om dem (ja, selvfølgelig er man alene, hvis man ikke siger til, Pernille!)

Efter forleden at ha' indset, at det ikke er mig, der gør noget forkert, men Skuldrene, der må arbejde med sin utilstrækkelighedsfølelse... Efter at ha' snakket med ham og fortalt ham, jeg stadig elsker ham, men ikke kan leve med denne konstante utryghed og følelse af ikke frit at kunne sige, hvad jeg mener. Efter at han mødte mig med forståelse og et erklæret mål om selv at arbejde med sine problemer. Efter at ha' lagt det ansvar fra mig, som ikke er mit...

... sov jeg en hel nat. Otte timer i streg. Ingen mareridt. Ingen vågnen midt om natten badet i sved.

Efter at ha' snakket med min far, som sagde: "Selvfølgelig hjælper jeg dig med at flytte og pakke sammen, og så kommer du op til din mor og mig, og så finder vi ud af noget derfra, Nille!"...

... tænkte jeg pludselig: "Nåja, jeg finder mig vel et fremleje, og så går det jo nok alt sammen. Når bare jeg har tag over hovedet og lidt ro til at gøre det."

Efter at ha' taget kontakt til speciale-vejlederen i går og sagt: "Jeg synes, det her speciale-skriveri er pisse-angstprovokerende!!" (ordret citat!)... Efter at vi tog tingene fra en ende af...

... fik jeg pludselig lagt en helt fast plan og fik lavet en oversigt over specialet, som gør, at nu er det bare at sætte sig ned og skrive resten færdigt. Ikke mere angst. For jeg ved, hvad det er, der skal stå, og da jeg sagde til vejlederen, at jeg sgu ikke havde kunnet finde ud af, hvad der skulle stå i næste kapitel, kunne jeg høre, hun smilede: "Jamen, du har jo lige fortalt mig, hvad der skal stå, Pernille!"...

... og i nat sov jeg så om muligt endnu tungere end de foregående par nætter. Min kæbe gør ikke længere ondt (fordi jeg nok ikke længere ligger og skærer tænder i søvne, som jeg ellers altid gør, når jeg er bange, bekymret og føler mig presset), og mine muskler i skuldrene er pludselig faldet lidt ned.

I aftes dukkede erkendelsen så op lidt forsinket:
Jeg tillod mig at snakke om mig selv over for veninden - uden dårlig samvittighed. Jeg fortalte, hvordan det rigtigt havde været. Jeg fortalte om de tanker, som jeg mest har holdt for mig selv. For det var jo noget værre pjat, ikke? Og hvorfor skulle jeg nu sidde og snakke om bekymrende, sorte emner, når vi sku' hygge os? Osv..

Hun kom næsten til at grine, da jeg sluttede med ordene: "Så lige for tiden er det lidt hårdt".
Hun stirrede vantro på mig: "Ja, selvfølgelig er det hårdt! Da jeg skrev speciale, synes jeg, dét var hårdt NOK, og så har du alt det andet oveni, Pernille!"

Pludselig sank det ind. Det var måske alligevel forståeligt, at jeg har haft svært ved at finde det gode humør sådan rigtigt og vedvarende på det sidste? Måske var det alligevel ikke, fordi jeg var sart, at jeg har følt mig energiforladt?

En ven, der har prøvet at gå ned med stress, bakkede mig meget op i dag: "Lige præcis sådan havde jeg det osse. Følte mig fjollet over ikke at kunne overse den smule...". Manden skrev speciale og havde arbejde og... og... Han endte vist med en arbejdsuge på en 60-70 timer en overgang. Og gik så efter nogle måneder ned med flaget.

Nu sidder jeg så her en fredag eftermiddag. Det regner udenfor, radioen spiller lavt. Der er stort set stille i Huset. De fleste er ude. Jeg vil bruge weekenden på at arbejde videre. I fred. Men lige nu skal jeg bare lige fatte, at jeg er omme på den anden side af en bølge, der var ved at vælte mig omkuld. For at kunne ånde lettet op, må man jo erkende, man har været i fare, ikke?

Jeg trækker vejret roligt og kan mærke den gode tyngde, hver gang jeg sætter fodsålen i gulvet. Og det er ikke - længere - en kamp at løfte sålen igen og tage næste skridt. Og jeg er ikke i tvivl om, at det bliver i den rigtige retning.

For nu er der nogen til at støtte mig. Bare så svært at bede om det dérsens hjælp.

Lommen - hurra for grænsefornemmelse...

En lille beundrende post

Ham der Nicolas Winding Refn...

... altså selv om han sidder og tuder på landsdækkende fjernsyn og siger 'opførelse' i stedet for opførsel og kalder Christoffer Boe for 'Christoffer Bro' og er pisse manipulerende og sådan...

Så er han altså bare enormt... sød på en eller anden måde. Måske fordi han siger alle de dér alt for ærlige ting på sin egen lidt knudrede facon. Og så er han svinelækker. Der er ikke noget at gøre. Jamen altså - på visse måder ligner manden jo egentlig en person med downs syndrom ("mongolisme") med de dér små øjne, og han er jo faktisk (hånden på måsen) lidt halv-vomset, ikke? (I hvert fald nu)

Men der ER bare noget med komplicerede mænd, som jeg ikke forstår, og som helt tydeligt har den mest sindssyge lidenskab lige under overfladen. Og som er oprørske. Winding Refn kan ikke HA', når ting skal gøres "korrekt", fortalte han for nylig i et af de opsigtsvækkende interviews, som hhv. Mads Brügger og Mikael Berthelsen laver med ham i DR2-udsendelsen "Den 11. time". Og nej, dét er helt tydeligt - manden er dømt ude af det gode selskab i dansk filmverden OG er gået konkurs to gange.

Uhm... Uhåndterlige, oprørske mænd som man bør holde sig laaaangt væk fra.

Lommen - hvad er god smag? **)

**) Ét af de spørgsmål, som netop er blevet diskuteret en del, i ovenstående interviews.

Lommen goes wise

Så hørte jeg lige mig selv i samtale med meget ung kvindelig medbeboer, som tydeligvis er faldet for en fem år ældre fyr i Huset:

Jeg: "Hvordan kan det være, du ikke har snakket så meget med [fyrens navn] på det sidste?"
Hun: "Tja... Jeg ved ikke rigtigt... Vi har begge to haft travlt og ikke været hjemme samtidig og sådan. Hvorfor spørger du?"
Jeg: "Fordi jeg er næsten tredive, du er atten, og jeg har øjne i hovedet...".

Hun smilede pænt til svar - havde jeg været hende, havde jeg godt nok lige bedt hende den gammelkloge dér om at lukke arret. Især da jeg var atten...! ;-)

Lommen - når man bliver rigtigt gammel, må man osse brokke sig. Privilegierne vælter ned over én...

Frikvarter inden sengetid

Kan godt være, der er mange løs ender lige nu. Kan godt være, jeg svært ved at overskue fremtiden og er bekymret...

...men lige nu er der tændte stearinlys på bordet og et helt frisk afsnit af Forbrydelsen fra i søndags på nettet. :-)

Og så går jeg sgu tidligt i seng. Er, som om min krop pludselig er gået i efterårsmode.

Lommen - dårlig samvittighed over afslapning --> press 'delete'!

Når man ved, hvor man i hvert fald IKKE skal hen

I går havde jeg pludselig et flashback. Ét af dem hvor man pludselig står og tænker: "Hov! Har jeg ikke været hér før? Og er det ikke lige præcis dér, jeg besluttede, at jeg aldrig skulle hen igen?" Det lignede lidt et dejà vu og så alligevel ikke.

Jeg fik en sms fra Skuldrene. Hans ordvalg stødte mig. Slet ikke som førhen. Slet ikke fordi jeg blev i tvivl eller angst eller var irrationel. Ikke fordi jeg blev usikker. På ham. På hans intentioner. Eller på mit eget værd. Jeg blev bare godt gammeldags stødt og fornærmet. Osse selv om jeg vidste, at sms'en var godt ment.

Men det er ikke det væsentlige her. Det væsentlige er...

... at da jeg skulle til at svare, indså jeg pludselig, at jeg stod og vejede mine ord. Jeg var ikke i tvivl om, hvad jeg følte. Men jeg var meget i tvivl om, hvordan jeg skulle formulere mig. For at han ikke blev rasende på mig og igen-igen ikke ville være til at hugge eller stikke i og for at han ikke igen-igen-igen ville ende med at lukke helt af for kontakt resten af dagen.

Jeg forstod i det øjeblik, at selv om en masse andre ting vitterligt er blevet meget, meget bedre imellem ham og mig, og selv om der har været mange flere kærlige, sjove, gode, hyggelige trygge snakke imellem os, så står denne stive, uigennemtrængelige, isnende vrede stadig imellem os. Denne kæmpe gamle sårethed, som ikke har noget med mig at gøre, men som jeg tricker hos ham, blot fordi jeg er tæt på ham, og som rent ud sagt gør tilværelsen mere end besværlig for os begge.

Jeg kan kende et mønster, når jeg ser ét. Jeg har jo selv været dér... Dér hvor man gang på gang fortvivlet tænker: "Hvorfor reagerer jeg dog sådan dér? Det er jo komplet irrationelt og destruktivt!" og "jeg ødelægger jo det hele for mig selv og for mine nærmeste. Hvorfor bliver jeg ved?" Men man gør det igen og igen og igen... Bliver mistroisk og sætter spørgsmålstegn ved kærestens intentioner eller rasende og reagerer med spydigheder og ondskab eller såret og afviser modparten totalt, eller hvad det nu er for en gammel strategi, man ikke kan ryste af sig.

Jeg véd, at man kan gå meget længe uden at fatte, at det ikke er éns medmennesker, der skal ændre sig og "tage hensyn". Jeg véd, at det i de her tilfælde ikke er andre, der "får én til" at udføre disse uhensigtsmæssige handlinger. Havde det ikke været den ene person, så havde det været en anden. Og tit ser man folk gå gennem forhold efter forhold, relation efter relation, hvor nøjagtigt de samme problemer og uoverensstemmelser indfinder sig, uden at de indser, at det ikke er kæresterne eller vennerne, der skal skiftes ud eller ændres på...

... men derimod dem selv, som må vende blikket indad for at finde ud af, hvor de dér store ubehagelige følelser, man ikke kan styre, i virkeligheden kommer fra.

Min tvivl og usikkerhed havde jo gode grunde, om end de lå mange, mange år tilbage - i takt med jeg fandt tilbage, er tvivlen fordampet.

Tilsvarende gode grunde har Skuldrenes (forsvars)vrede helt sikkert osse. Og det er langsomt ved at gå op for ham, at der måske er noget om snakken. Måske er det ikke mig, der kritiserer ham og er "urimelig" og bare vil gi' ham "hele skylden"? Måske er dét at jeg - som alle andre - kan misforstå og siger det til ham ikke udtryk for, han er utilstrækkelig?

Måske, måske, måske... Jeg tror nok, jeg har en idé om, hvordan disse ting hænger sammen...

... det er bare ikke mit job at (blive ved at) fortælle ham det og prøve at få ham til at indse, at det ikke er mig, der skal "arte mig" for at hans vrede og sårethed ikke trickes. Jeg ved, hvordan det går, hvis jeg først bevæger mig ned ad den sti, hvor jeg ikke trygt kan vise mine følelser af angst for modpartens voldsomme reaktioner. Dét går ikke. Dér skal jeg ikke hen. For så ender jeg med at være meget ulykkelig og allerværst: Med at miste mig selv.

Nu har jeg gjort, hvad jeg kunne. Fortalt ham, hvad jeg ser, og hvad der nok bør gøres. Og jeg ved, at noget i ham vågnede, og at han selv er dybt ulykkelig lige nu. Jeg hørte ham sige ting som: "Nej, det her kan du jo ikke gå i, Pernille. Du skal jo ikke gå og være bange for mine reaktioner hele tiden...". Og "jeg er selv så træt af, at jeg gør sådan her, og det bliver sådan her. Jeg forstår det ikke helt".

Han véd det jo godt. Han er jo både en klog og en følsom mand. Og jeg elsker ham stadig. Så jeg tillader mig at håbe, at ulykkeligheden slet ikke er så ulykkelig endda...

For med den følger jo erkendelsen af, at problemet ligger i én selv - og når den første sorg har lagt sig, så anes en stribe lys i horisonten, fordi man pludselig fatter, at man selv kan løse det her problem, som man ellers hidtil har opfattet som andres hensynsløse adfærd over for én, hvorfor man har stødt deres kærlighed fra sig...

Og ja, han blev vred over mit sms-svar. Og alle mine bange anelser blev skam til virkelighed. Og det var et helvede resten af dagen. Endnu en gang. Og så var det, at jeg i aftes så tilbage på flashbacket tidligere på dagen.

Og - billedligt talt - tog jeg derfor min hat og frakke på og smuttede med et "vi ses måske" til farvel. "Det håber jeg", svarede han.

Lommen - en streg i sandet

P.s. Og så kan man jo tænke lidt over, at den sidste film, jeg lånte af ham, var Anger Management...

Om at blive rasende i stedet for at sige nej

Kender I mon problematikken med, at visse mennesker bliver vrede, når man beder dem om et eller andet eller siger, hvad man kunne tænke sig?

De har tilsyneladende ikke fattet, at de som voksne mennesker har et voksent menneskes rettigheder og dermed mulighed for at vælge imellem at sige ja eller nej.

Jeg fatter det ikke!

Jeg fatter simpelthen ikke den dér mekanisme, der tilsyneladende hedder: "Nu er der én, der beder mig om noget eller ytrer et ønske, som jeg ikke føler, jeg kan opfylde eller gå med på, så nu må jeg hellere flippe helt ud af raseri over, at vedkommende kunne finde på at spørge!"

Hvem dælen har bildt de her mennesker ind, at det ikke er i orden, hvis de stille og roligt siger fra??
Og hvad er det lige, de får ud af deres raseri? Er det mon en skræmmekampagne, som helst sku' medføre, at man aldrig formaster sig til at bede om noget igen?

Lommen - frustreret, vred og helt ærligt målløs

En grøn plante og en god øl...

... var så, hvad kæresten mente, der skulle til, da han stod og ville forkæle sig selv oven på en dårlig dag...

Hm, hvilken type mand er man mon så??

For mig selv er det så i øvrigt sidst på måneden, og jeg kan alligevel ikke rigtigt komme i tanke om noget i supermarkedet, der skulle kunne kompensere for, at jeg fra 1. januar ikke har noget at bo i, så jeg tror bare, jeg opgiver og "hygger" lidt videre med specialet... *suk*

På den gode side skal jeg snart se min søde elskede OG har haft en rigtigt rar samtale med min far i dag.

Lommen - jeg finder vel en løsning, det gør man jo...

Et ganske særligt kontor

Jeg dumper ind på kontoret efter en mere end turbulent weekend, er lidt træt og bliver det endnu mere ved synet af min arbejdsplads. Uge 39 er i topform, men medarbejderne farer mest forvildet rundt om sig selv i ren panik over hver deres deadline-hærgede arbejdsopgave.

Mit eget skrivebord roder og sejler osse - bunken med ubrugte kys vokser og skuffen med helt nye erkendelser, der skal lægges i orden, tør jeg slet ikke se ned i. Da jeg med vold forsøger at mase den overfyldte skuffe helt ind i dens skinne, kan jeg høre, at et par af erkendelserne ryger ned bagved og sætter sig i klemme mellem skuffen og bordets bagbeklædning. Jeg bander indvendigt, men okay.

Hvor der handles, der spildes...

Lad os se, hvad har vi ellers på programmet? *Kigger ud over skrivebordet med alle papirbunkerne* Nå jo - nogen ringede og rykkede for Evnen til at Slappe Mere af i Parforholdet. Produktet er snart færdigt. Må lige ha' kigget på det en sidste gang. Jeg sender en beta-tester ud til dem en af dagene.
Så er der noget med et speciale, der har klaget, fordi dens ejermand vanrøgter det... Sku' være en rutine-ting.
Dér ligger en sagsmappe på en stempelkande, som har anmeldt sin arbejdsgiver for grove forsømmelser; til trods for at den ifølge sin kontrakt har ret til både ferie og pauser, får den ingen af delene. Hvad f.....? Dén havde vi da osse inde i foråret, nu hvor jeg tænker over det! Nå, videre:
Der er flere sager om ansøgninger til renovering af privatøkonomier...
Så er der minsandten osse et sexliv, der har henvendt sig... Nu igen - det er altså ikke vores departement. Over i omadresserings-skuffen!
Hvad har vi her? Dét er en af de svære... Et raserianfald, som ansøger om opholdstilladelse. Ja, der er jo ikke store chancer med den fortid, men okay. Engang imellem lykkes den slags jo...

Jamen, så er der vist ikke andet at gøre end at komme i gang!

Lommen - just another day at the office

Den her sang skruer jeg op for

... hver gang de spiller den i radioen. - Osse selv om det er lidt Pet Shop Boys-agtigt... :-)

God weekend!

Jeg ku' nemt ha' slået en eller anden ihjel

Hm...

• Biograf-filmen i går eftermiddags hører til de tre værste, jeg har set i mit liv ("kulret og neurotisk" fik en helt ny dimension...)
• En mail fra kæresten (som han selv mente var både fræk og kærlig) tændte mig totalt af og gjorde mig stik-arrig og meget såret - han skrev den jo på en helt forkert dag, ikke...?
  
• Samtalen med Brormand fungerede slet ikke (det var selvfølgelig udelukkende hans skyld...)
  
• Mine bofæller i køkkenet irriterede mig ved deres blotte tilstedeværelse
• Jeg syntes, de fleste folk, jeg passerede på gaden, virkede selvhøjtidelige og opblæste...
• ... og tænkte om mig selv, at hvis jeg mødte mig på gaden, så ville jeg da skynde mig at knalde mig én på skrinet.
• Jeg brugte en masse energi på at holde tårerne indenbords, da jeg sad i toget på vej hjem fra biografen, men måtte gi' los, da jeg steg af og græd en god del af gåturen op til Huset pga...
• den dér mail, den dér film, de dér mennesker, det dér forhold, de dér forældre, som jeg nu på tredje uge (efter eget stille og roligt forslag) ikke taler med, den dér verden og i særdeleshed det dér mig i den.

Lommen - lad menstruationen begynde!

Sådan lige midt om natten...

... stod jeg i mit køkken og følte mig pludselig så glad.

Han får sgu en "jeg elsker dig"-sms.

Lommen - bare fordi :-)

Hvorfor er folk bange for at fortælle om deres drømme?

Jeg har opdaget noget sært:

Folk er tit flove over at fortælle om deres drømme og håb. Altså ikke natlige drømme, men livsdrømme. Om...

• Rejser, de gerne ville foretage
• Stillinger, de håber på at komme til at bestride
• At netop dén, hvis opmærksomhed de arbejder så hårdt på at få, endelig anerkender dem
  
• Kvinder og mænd, de vil ha' deres børn med
• Bøger de vil skrive
• Taler, de vil holde
• At den slægtning, de er uvenner med, efter års fjendskab dukker op med en undskyldning
  

Osv., osv..

Mål, som de et eller andet meget hemmeligt og privat sted omme i baghovedet har sat sig - håb, som de nærer så stærkt, at det er motivationen for store dele af deres arbejdssindsats.

Jeg funderer lidt:

Hvad er det med drømme? Hvorfor er vi mon så blufærdige over at sige dem højt? Er vi bange for nemesis? Eller tør vi ikke tro på, at vi har fortjent det? Er vi bange for at blive grinet af, når vi ved at sætte ord på vores drømme viser vores inderste frem og står ved os selv? Frygter vi, at nogen skal sige: "Det dér? Glem det, du har ikke en chance!"

Og ja. Jeg er osse selv genert omkring den slags. Men hvorfor dog?

Lommen - at mærke hvad man ønsker er at mærke sig selv

En lækker steg

I går var det nok noget nær det bedste, der kunne ske, da Præstevennen ringede, netop som jeg ellers var på vej ud ad døren for at handle:

"Hej, jeg er blevet brændt af af mine middagsgæster og har allerede optøet en gigantisk skinkesteg. Vil du ikke komme forbi og hjælpe med at spise den?" var sådan cirka budskabet.

Nu er jeg et meget hjælpsomt menneske, og med den møgdag jeg havde haft, var udsigten til afslappet samvær og hygge og chancen for at glemme det hele mere end bare tillokkende.

Der blev kokkereret til den store guldmedalje, vi kom alt for sent i gang og gik og småpimpede nogle glas vin, fik lavet en fantastisk sauce indeholdende bl.a. calvados, æblestykker, pærecider og fløde, og alt var i det hele taget, ganske som det skulle være:

Vi spiste omkring midnat (ja, maden blev god!), hørte russisk opera, drak diverse hjemmebryg af mere eller mindre uantageligt tilsnit og så efter en pludselig indskydelse "En duft af kvinde" med Al Pacino klokken endnu mere møg. (Godt, at jeg endelig fik den set!)

Jeg var hjemme omkring kl. syv i morges og sidder totalt og hænger nu pga aaaaalt for lidt søvn - og jeg får vist ikke lavet dagens gode gerning. Hovedet vil slet ikke være med. Tror bare, jeg må se i øjnene, at de dage er talte, hvor jeg kan fungere ordentligt (læs: koncentreret) på under syv timers søvn og planlægge efter det, for det her med sådan en "dagen derpå, jeg kan ingenting"-dag er lidt dumt og spild af tid, ikke?

... På den anden side: For fa'en hvor havde vi det sjovt i går! :-D Og hvor jeg trængte til det.

Lommen - i morgen må der effektive boller på suppen!

Kan ikke lide den her dag II

Pyyyh...

Venindens knude er heldigvis godartet. Så meget ligger fast. Der er en minimal risiko for, at den slags kan udvikle sig til en ondartet tumor, hvis ikke den bliver fjernet, så dét gør lægerne. Inden for en måneds tid.

Dén side af sagen er fin.

Hvad der bekymrer veninden, er imidlertid, at lægerne osse har informeret hende om, at der kan ske det, at de under en sådan operation kommer til at beskadige nogle af de nerver, der kontrollerer motorikken i ansigtet. Sagt på jævnt dansk betyder det, at der er en vis risiko for, at den ene halvdel af hendes underansigt (og mund) kommer til at "hænge" resten af livet.

Hun blev meget ked af det, da den melding langsomt sank ind. Det var hårdt at se hende ha' det sådan.
Mens jeg trøstede hende, prøvede jeg osse at sige, at jeg synes, hun skal tage én dag ad gangen - glæde sig over, at knuden er godartet og så ellers sætte sin lid til, at lægerne er dygtige og gør deres arbejde godt. At det med at beskadige nerven er en risiko, der eksisterer, betyder jo ikke, at det nødvendigvis går så galt.

Men jeg kender godt uvisheden - og det, den gør ved én. Og jeg kan godt huske, hvordan jeg selv havde det under min ansigtslammelse, da jeg fik den melding, at den "nok" forsvandt inden for 6-12 måneder, men at det altså ikke var sikkert, at den nogensinde ville gå helt væk, selv om der var gode chancer, fordi jeg var så ung...

Well. Nu er der bare tilbage at håbe.

Nu vil jeg prøve at gøre den smule, som er tilbage af dagen, til nogle gode timer. Trænger til det. Ikke flere voldsomme følelser til mig i dag, tak.

Lommen - hvordan har jeres dag været?

Kan ikke lide den her dag

Hm...

Klokken er kun knap 14, og ting vælter allerede ned om ørerne på mig...

Jeg vågnede klokken lort i morges med tårerne silende ned ad kinderne. Havde et fuldstændigt forfærdeligt mareridt. Noget om at være taget hele den lange vej over til kæresten kun for at... finde ham med en anden kvinde.

Denne storslåede dag fortsatte så med udfærdigelse af ét stk vred, kold mail til en mand, som jeg gerne vil ha' holder sig væk nu, når han ikke kan lade være med at opføre sig så barnligt og ubehageligt, som han gør...

Og så ringede kæresten fra job (noget han ellers aldrig gør) og lød helt forkert i stemmen, da jeg spurgte, om der var noget galt. Det viste sig så, at han bare var ked af, han havde overset en aftale og ville høre, om vi kunne ses lidt før end aftalt. Jeg er ikke god til den slags skift og bruger gerne lidt tid på at omstille mig - men altså hellere før end senere, ikke? Og så længe der ikke var sket ham noget. Blev bare så forskrækket lige først, da han sku' ta' tilløb til at sige, hvad der var på færde.

Og nu... har veninden lige sms'et: Hun har fået resultater fra hospitalet. Af de blod- og vævsprøver, hun for nylig fik taget af en knude på halsen, hun længe har døjet med. Hun ville ikke fortælle mig resultaterne over telefonen...

Må tilstå, at jeg virkelig-virkelig IKKE kan lide den her dag foreløbig.

Lommen - ængstelig

Om en bas-prut i den grønne lænestol

Uddrag af telefonsamtale med kæresten i aftes:

Jeg: "Lige nu kan du godt nok være glad for, du ikke er min lænestol... Altså, det er du sikkert osse ellers... Eller, altså - du ved."

Han (hørligt smilende): "Øh... Men så havde jeg jo været tæt på dig?"

Jeg (for 127. gang helt befippet over den dejligt kærlige tone imellem os): "Jamen, jeg fes lige en total bas-prut ned i sædet... Desuden: Hvis du havde været lænestolen, havde du jo osse været grøn* og æhm... heddet Olfert".**

Han (med drillende stemme): "Ja, men til gengæld havde du så siddet oven på mig...".

*Saligt suk*

Lommen - jeg kan simpelthen ikke stå for ham!

*) NB! Bemærk venligst at min lænestol osse var grøn FØR prutten...
**) Jepper, visse af mine ejendele har navne - min computer hedder fx Ella (den er af hunkøn, fordi den har personlighed, holder orden på ting og er hurtig til mange ting på én gang...). Min stol hedder Olfert, fordi den er grøn, har gyseligt frottébetræk og er noget så skøn at sidde i (min bror leder stadig efter knappen, der udløser den katapult-funktion, som han pga fjedrene i sædet er sikker på, findes i den...)

Jeg fandt en telefonboks. Eller: Lommen goes Dr. Phil :-)

Når Clark Kent skal forvandle sig til Superman, løber han ind i en telefonboks, hvirvler rundt og skifter tøj og kommer så ud som vores alle sammens usårlige helt.

Jeg er ikke spor usårlig. Dét er min kæreste heller ikke. Alligevel er det, som om vi begge har været en tur inde i sådan en telefonboks og for nogle uger siden kom ud igen og måske var tættere på at være de mennesker, som vi hver især gerne ville være.

Jeg kan kun tale for mig selv. Her er, hvad jeg ser:

• Dengang var det kun sjældent ham, der tog initiativ til kontakt - det tror pokker, jeg tog kontakt hele tiden og var i øvrigt alligevel aldrig tilfreds med hverken kontaktens indhold eller fordelingen af initiativ...
• Dengang havde vi aaaalt for mange af de snakke, som osse Anita hader :-)
• Dengang var min dag ødelagt, hvis jeg i en af hans sms'er fandt et ordvalg, der kunne få mig til at tvivle på hans følelser for mig - jeg "druknede" i fortabthedsfølelsen og fik tit spundet større og større tankespind, som alle centrererede sig om, at han i virkeligheden ikke elskede mig eller ikke elskede mig "nok". Dette medførte dels skam over at ha' det sådan, dels vrede imod ham.
• Dengang følte jeg mig ofte usikker, uønsket, træt og modløs.
• Dengang skændtes vi stort set hver eneste dag.
• Dengang var der til sidst ikke megen latter i vores samtaler.
• Dengang troede jeg dybest set (uden at ha' tænkt over det), at jeg alene havde ansvaret for forholdet: For kontakt, for at planlægge, for at tage vigtige emner op osv.. Sandheden var, at jeg aldrig i nogen relation havde turdet slippe ansvaret - for tænk nu hvis jeg fik mine værste anelser bekræftet, og relationen så faldt fra hinanden...
• Dengang slappede jeg ikke af i det og følte det tit som en kamp.
• Dengang kunne jeg ofte spørge mig selv, hvorfor fanden jeg blev i det.

Nu...

Har vi kun skændtes en enkelt gang over en periode på 3-4 uger - til trods for, at vi har mere og mere kontakt og ganske som det var planen nærmer os hinanden igen.

Så sent som i nat da jeg kom halvfuld hjem og havde mistet mine nøgler, ringede mobilen pludselig. Det var Skuldrene, som lige ville sikre sig, jeg var okay. Og som i øvrigt fortalte mig, at han under alle omstændigheder ville ha' ringet - nøgler og dum situation eller ej - bare for at høre min stemme. Og som derudover havde sendt mig nogle særdeles kærlige sms'er fra sin egen bytur.

Og da jeg så ringede til ham i dag og sagde godmorgen, var han stadig noget så kærlig. Og nu har han lige sendt en sms bare lige for at nusse-kramme lidt og sende mig en tanke, fordi jeg sidder og arbejder (når jeg ikke blogger... ;-)) på en lørdag. Jeg blev bare så glad! Den tilnærmelse, der ligger i sådan en lille, sød besked... *Bliver helt blød indvendigt*

Generelt tager han i det hele taget meget mere kontakt - sender en mail med et sjovt billede, et sms-kys eller ringer for at "høre min stemme".

Og lige pludselig er samtalerne fulde af latter over dagligdags ting. Og jeg tænker ikke ret meget over, hvornår vi mon nu taler sammen igen, eller hvordan et ordvalg skulle opfattes. Jeg har tillid - og ikke så travlt med at kontakte hele tiden. Det er jo osse rart at være i fred eller snakke med andre. :-)

Bevares, somme tider stikker Klidmosteren hovedet frem igen, og jeg kan mærke det prikke et sted i kroppen, som før var i alarmberedskab konstant. Men nu kan jeg kende det og som regel beder jeg hende bare om at fucke af, Klidmosteren. Skuldrene ved det osse og tager det ovenfra og ned. Han virker meget bevidst om, at Rom ikke blev bygget på én dag...

Jeg tror, vi er alt for mange (kvinder), der styrer det hele i familien og de nære relationer, fordi vi er så uendeligt usikre på vores eget værd og tror, at den styring er den eneste mulighed for tryghed. Jeg synes i hvert fald, jeg ser det her mønster i mange andre relationer end dem, jeg selv indgår i. Og jeg tror, at vi er alt for mange, der drømmer om at få frataget hele det ansvar for alting, som vi har pålagt os selv. Drømmer om at nogen får øje på den enorme sårbarhed og usikkerhed, der ligger nedenunder den "sikre styring og organisering".

Vi kommer ingen vegne, før vi sætter os selv fri og lader andre komme til... Før da er der ikke plads til, at vores nære kan vise os, hvor meget de værdsætter os - ikke blot for hvad vi gør, men osse for hvad vi er.

Lommen - kan parforhold virkelig være så ukompliceret?

Lukket ude

På en skala fra -13 til Paris Hilton er en intellektuel supertanker, hvor dumt er det så at miste sine nøgler klokken kvalme natten mellem fredag og lørdag, så man ikke kan komme ind i sin bolig??

Heldigvis har vi en ordning, sådan at vi kan ringe til en beboer i vores nabohus og bede om at blive lukket ind. Et godt menneske: Han får et meget symbolsk beløb for det.

Men... Gæt hvor glad han blev for at blive vækket pissebagstiv af "forstive" Pernille, der havde mistet sine nøgler... :-S

Nå, i det mindste slap jeg for at lave klassikeren og sove på vores køkkensofa.

Lommen - men det var en fed bytur, og jeg har næsten ikke tømmermænd i dag**

**) Nok fordi jeg åd den mest salte pizza verden har set OG drak det meste af to liter vand, før jeg gik i seng

Jeg er blevet til en mand...

Blev inspireret hos Lizelotte og tog en quiz, der skulle afgøre, hvilken personlighed jeg har. Jeg må sige, jeg er ganske godt tilfreds (om end jeg da har fået lidt præstationsangst nu... ;-)) Se resultat nedenfor.
God weekend til alle!

Lommen - gad vide om DaVinci heller ikke tænkte ret meget, når en regnvejrskolde fredag dukkede op...? På den anden side: Italien og kulde...

Leonardo DaVinci

Du er et multigeni som både kan lage fantastiske kunstverker, utvikle usannsynlige oppfinnelser og tenke tanker høyt over de fleste andre. Det er bare å velge og vrake for deg! Hva skal du bli, hva skal du gjøre? Verden ligger for dine føtter. En ting er sikker: du vil huskes i mange, mange år etter din død.

7.56% har falt innenfor denne kategorien.

Karlsvognen står klar over Huset...

... og jeg ville helst hoppe ind i den og skynde mig at køre af sted til ham, jeg savner lige nu. Men det bliver hverken i dag eller i morgen eller om en uge. Gider faktisk ikke tænke på, hvor lang tid, der er til. Det er bedst sådan. Har selv bestemt det. Ting skal falde helt på plads mellem os, før vi ses. Det går rigtigt godt - og så er det svært at lade være med at savne. Og det skal man vel heller ikke - lade være med, altså?

Men derfor kan man jo godt længes efter en varm tryg favn at putte i. Det at være helt stille, tætte og trætte sammen...

Har været en helt fin dag med arbejde og kaffe og ikke noget som helst specielt. Bare endnu en dag, der gik som den skulle. Og det er såmænd okay. Nogen forlanger aldrig mere. Er ikke trist på dén måde. Der er vist bare tale om forbigående, lidt luksuriøs melankoli. Måske oven på en meget aktiv dag i går? Det er ikke engang vigtigt hvorfor. Den er der bare.

Det er godt at være nået dertil, hvor et humør bare kan være.

Nu skriver jeg lidt mere på specialet en times tid, og mon så ikke det er i orden at søge ly for efterårsmørket og for kulden, der nu kommer snigende derude? Mon ikke det er i orden at krybe ind under min dyne og gemme mig bag den tryghed, som udsendes af et enkelt rankt sterinlys?

Lommen - pakker mig ind

Hvilke regler forventer du, at andre overholder? - Om såkaldt 'almindelig pli'

Jeg kan tydeligt huske den - den eftermiddag for mange år siden. Min far kom harmdirrende hjem sammen med lillebror og berettede over for min mor og mig indigneret om indkøbsturen, de netop havde været på:

"Hun gik lige forbi mig uden at hilse. Og hun så ellers helt sikkert, jeg nikkede til hende. Det kan da godt være, vi ikke kender hinanden noget særligt, men det er da alligevel almindelig pli at hilse igen!"
Min mor var enig og solidarisk forarget.

Jeg stod og funderede over udtrykket, som jeg dengang syntes lød underligt: Hvad var det dér pli mon egentlig for noget?

Og det er faktisk stadig ikke helt nemt at svare på, synes jeg. Og jeg kan tit være nervøs for at afsløre mig selv som en social analfabet, der ikke kender de dér færdselsregler, som de andre har vedtaget. Ja, og nervøs for at støde nogen, selvfølgelig... :-) Jeg forsøger at være hensynsfuld, men der er sikkert osse regler, jeg ikke kender til. I visse sammenhænge kan jeg virkelig frygte at bumpe ind i dem.

Selv synes jeg i dag, at det er almindelig pli at indlede med at spørge, om man forstyrrer, når man ringer til nogen. Eller at banke på (og afvente svar!), inden man åbner døren til et andet menneskes domæne, fx et kontor. Eller at lade være med at bøvse og fise i andres selskab. Eller i god tid at give besked om hvorvidt man har tænkt sig at deltage i en fest, man er inviteret til. Osv., osv..

Der er en masse sociale færdselsregler - og mange af dem er vi forhåbentlig ret enige om. Ellers er det vel meningsløst at ha' reglerne.

Men sagen er bare...

Hvad ligger der i 'almindelig pli'? Er det ikke lidt en smart formulering for "alt det, du bør vide om, hvordan man opfører sig, uden at jeg behøver gøre mig den anstrengelse at fortælle dig det?" Er det ikke en uformuleret regelsamling, som vi fornærmet kan henvise til, når vi føler os stødt på manchetterne over, at de regler, vi tager for givet, måske alligevel ikke er så givne endda?

Kunne man forestille sig et menneske, som har været sin kæreste utro og fortæller det til ham/hende, hvorefter kæresten indigneret og såret udbryder: "Nej, nu ska' du ellers ha' tak! Det er da almindelig pli ikke at ligge og kneppe andre!"??

Nej, vel?
Almindelig pli omhandler de små ting i hverdagen. Alle de ting, hvor man forventer, at man ikke behøver formulere forestillingerne om, hvad man kan og vil acceptere. Tilsyneladende handler det om de dér små situationer, hvor man kunne risikere at tabe en lille smule ansigt. Ikke på den dødbringende måde, men på den dér måde, hvor det liiige akkurat er tydeligt, at den sårende part ikke har respekt for én.

... Som når folk skubber til én på gaden uden at sige undskyld
... Som når de går foran én i en kø
... Som når de tænder en smøg i offentligt rum og oser dig lige op i ansigtet
... Som når de smækker en (butiks-)dør lige i hovedet på dig i stedet for at holde den på klem, så du kan nå at komme ind
... Som når de undlader at sende maden videre under en middag

Osv., osv..

Jeg elsker folk med pli, som vel osse kunne betegnes 'taktfuldhed'. Men jeg hader, at folk nu og da forveksler pli med empati.

"Du kunne da ha' sagt dig selv, at du ikke skulle svare ærligt, da jeg spurgte, om jeg så tyk ud i den her kjole! Har du ingen pli?"

Nej, jeg kunne ikke. Dét handler ikke om pli - i hvert fald ikke hvis vi er nære venner. For pli er når alt kommer til alt, en offentlig høflighed, der skal gøre det lettere for os alle at færdes blandt mange - fremmede - mennesker hver eneste dag. En slags nyttig forstillelse. Og en måde at undgå at fornærme fremmede på.

Jeg tager gerne hensyn til både fremmede og til mine venner. Men jeg kan ikke læse tanker. Så lad være med at fortælle mig, at jeg "burde ha' vidst", så snart vi når ud over almindelige færdselsregler. Men fortæl mig gerne, du blev skuffet eller såret uden at retfærdiggøre dig med nogle regler, der ikke har noget med sagen at gøre. Så skal jeg forsøge at huske det til en anden gang.

Dét er vel almindelig pli ikke?

Lommen - ;-)

Om tålmod

Jeg har fået mig en lille dims på min computer, som kan fortælle mig, når der er ny mail på min konto hos Gmail (en såkaldt 'notifier'). Vældigt praktisk og maski-mekanisk. :-)

...Men hvor er det dog sindssygt frustrerende når der dukker besked op om, at der er en - sød - mail fra kæresten (ja, man kan læse de første par linjer i den dér dims) og så går der flere MINUTTER, før selvsamme mail rent faktisk er at se i indbakken!

Nå, den her var nu værd at vente på. ;-)

Lommen - jaja, så længe man ikke har større problemer...

En herlig dag

Lige så øv dagen i går var, lige så skøn har denne været på nærmest alle fronter.

Ikke blot var det virkelig en positiv oplevelse hos psykologen i dag, men jeg har osse...

... forkælet mig selv med en pose gourmet-kaffe til stempelkanden (og allerede delt en hyggelig (!) kande med naboen)
... arbejdet koncentreret med specialet (og nu skriver det jo nærmest snart sig selv :-))
... fået indkøbt de dér lufttætte opbevaringsbokse, så alle de dejlige meltyper, jeg altid har stående ikke konstant hærges af de her sataner (har godt nok smidt meget mel ud de sidste par uger - øv!)
... ryddet op og båret affald ned
... husket at købe nogle af de dér småting, som man ellers bliver ved med at glemme
... har bagt økologiske speltboller (og overholder dermed på fjerde måned min målsætning om at bage hovedparten af det brød, jeg spiser, selv)
... har tjekket min saldo, hvilket jeg HADER (og fundet ud af, det stod bedre til end frygtet)

Og for at det ikke skal være løgn, så har jeg osse konstateret, at min gardenia nu lægger an til en håndfuld knopper for tredje gang i år (ja, jeg er en pavestolt plantemor... *rødme-ikon*)

Lommen - man skal jo osse klappe sig selv på ryggen somme tider :-)

Om at finde ud af hvor langt man er nået

"Hvad synes du, du har kunnet bruge fra det her forløb, indtil videre?", spurgte psykologen mig i dag. "Hvad har du fået ud af det?"

Jeg grundede lidt og sagde så ting som:

• Jeg er blevet meget bedre til at sige ligeud, hvad jeg har brug for - og meget bedre til at mærke efter, hvad jeg egentlig behøver, og hvad der egentlig ikke er så vigtigt. Jeg frygter ikke længere at blive forkastet af mine nærmeste, hvis jeg viser min vrede eller skuffelse eller mine drømme. De 127 sms'er om dagen er ikke vigtige eller nødvendige længere, fordi jeg langt det meste af tiden stoler på, at kæresten og andre vil mig. Daglig kontakt er ikke pinedød nødvendig for at jeg ikke såres - den glæder mig, hvis den er dér. Men det gør mig ikke i sig selv ked af det, hvis den ikke er.
  

• Det at evne at læne mig tilbage og stole på, at jeg ikke selv behøver stå for alle initiativer er skønt og meget afstressende ift før - osse for kæresten, der glad siger, han ikke længere føler sig presset! Og jeg kan mærke, han gladeligt tager over, nu hvor jeg giver slip.
  

• Jeg er begyndt at se helt anderledes på folk, som er meget forskellige fra mig selv. I stedet for at blive irriteret over, at de er " nogle rodehoveder", mere indadvendte osv., så ser jeg nu det anderledes som noget, der kan få mig til at bruge nogle andre sider af mig selv end dem, jeg plejer.

• Jeg er blevet bedre til at tage ting, som de kommer - og fatte værdien af den indstilling.

• Jeg har fået det meget, meget bedre med min kæreste, fordi jeg ikke længere mistror ham og hans intentioner. Det gør ham glad. Og så avler glæden glæde: Når jeg slapper mere af og ikke forventer alt muligt (ikke holder regnskab), så har han plads til at nærme sig mig og tage initiativ, og dét bekræfter mig.

Lommen - jeg kan altså godt anbefale det med at se en terapeut, osse selv om det ind imellem er hårdt arbejde...

Hvor kom nu alt det dårlige humør nu fra?

Solen skinner på den skønneste efterårsmåde, gylden og dejlig, og jeg gik en lang tur i det lys tidligere i dag. Jeg er kommet videre med specialet, og egentlig burde jeg ha' det fjong badabing.

Men det har jeg ikke.

Jo længere jeg gik, jo mere gik det op for mig: Jeg er vred og ked af det og indestængt og bør helt klart begrave mig i arbejde resten af dagen, så jeg ikke forpester mine medmenneskers dag! Hvor jeg dog hader det humør - I ved, jeg er sådan liiige på nippet til at tude hele tiden. (Og nej, det er ikke dén tid på måneden...).

Lommen - har sgu helt ondt i maven af arrigskab, altså. Øv!

New kid on the blog

Gæsteblogger-indlæg er jo vist nok vældigt moderne :-) Så Juncker har skrevet et svar på tiltale, efter at jeg i går ovre hos ham udbredte mig om, hvilke præmisser jeg selv blogger ud fra - og hvilken type blogs jeg derfor holder af. Surprise, Junckeren er ikke enig i alt, hvad jeg skriver... For kan man fx overhovedet skelne så groft mellem fiktion og faktion, som jeg gør?

--------

Svar til Lommen

Inden det går løs, så lad os være enige om, at vi ændrer begrebet rammer til begrebet præmisser.

Opsamling på Præmisser

Jeg kan godt lide den måde, du samler op på min præmis-tekst. De der 3 punkter, var i virkeligheden alt hvad jeg behøvede at ridse op. Men, nu har du givet gaven videre til læserne og jeg – så lad os bruge den!

Det er muligt, at det er det der har holdt dig væk fra borgen, som du metaforiserer.

For som du selv skriver, er kommentator-Juncker (K-Juncker) og Blog-Juncker (B-Juncker) på crash course, men jeg må så også sige, at det aldrig har været meningen, at de skulle følges ad.

Denne beslutning giver du nogle perspektiver på, som jeg aldrig ville have spekuleret på, hvis du ikke havde bragt dem op.

Og, jeg kan godt se – at hvis man læser mine kommentarer rundtenomkring, kan man nok godt få kaffen galt i halsen, hvis man læser et af de sorte indlæg på CphN.

Og, faktisk ville jeg ønske, jeg kunne blive præsenteret, for et af mine af egne indlæg, en gang. Så jeg kunne få et clue om, hvordan det føles at læse det, sammenlignet med en kommentar.

Så meget vil jeg godt give dig, men på nogen punkter er vi også uenige. (surprise, surprise :-)

Kryptoblogging og jagten på det forsvundne hint

Jeg ved ikke om det drejer sig om kryptoblogging generelt, eller det drejer sig om Junckers Blog. Men, du skriver et sted, at du ikke kan se det sjove, når du for at forstå selv ret ubetydelige detaljer i dagens indlæg, skal ha' læst med i tre måneder i træk og ha' styr på alle ophavsmandens henvisninger.

Jeg forstår godt hvad du mener, men jeg syntes ikke at jeg skriver sådan. (Dermed ikke sagt at, jeg ikke gør det) Faktisk syntes jeg, at mine indlæg er komplet usammenhængende (posivtivt?)

For det andet, mener jeg ikke, at denne hint-indsamling, kun gør sig gældende for krypto-bloggere. Jeg har set, ikke mange, men en række blogs, som udelukkende handler om fx dating og kærlighed.

Og, det er jo cool nok, jeg er selv skribent på kærligheds-redaktionen. Men, jeg bliver sgu rundforvirret, når hr. eller fru blogger sender mig rundt på sine forskellige indlæg, der beskriver dates med en eller anden pige eller dreng for 2 mdr. siden – som de nu savner, eller har fundet en sok fra bag sengen. Men, nu er de i øvrigt også interesserede i MadsMH67 eller Sanne79-7000 på dating.dk, osv osv.

Eller den der mere familieprægede med at, i dag kom Preben med det rivejern, han havde bestilt hjem til os fra Polen.

Jo, det er da godt nok, men hvem er Preben? (Og, hvad skal I med et rivejern fra Polen?)

Begge eksempler er naturligvis grebet ud af det blå, og sat på spidsen, for refleksionens skyld. Men, det er blot for at demonstrere, at sådanne blogs, kan jeg ikke følge med i. Det er ikke fordi det er kritik, men som Acq også skriver, så har vi alle forskellige opfattelser hvad blogmediet skal bruges til.

Men, faktisk syntes jeg også selv, jeg er ret god til at give hints om mig selv, her og der i kommentar-felterne. Men, selvfølgelig sætter jeg ikke store fodspor, så man kan følge hele min færden i kommentarfeltet. Det er i princippet også ligegyldigt. For som du selv eksemplificerer med Blixen og Munk, vi kan heller ikke kun læse bøger med forfattere, vi kender i forvejen. Og, det er ikke fordi jeg nyder at sidde bag masken, og grine af mine læsere – men fordi at…

Og det er det er målet med min blog

Blog og Socialisering

Men, naturligvis vil jeg også gerne socialisere blog-wise, hygge og alt det andet. Men, nogen gange vil jeg også bare gerne sidde og kigge ind i væggen, og grave dybt i sorte tanker. Og sådan er jeg faktisk også IRL. Men, jeg vil gerne diskutere og give min mening, til kende – og er ikke bare den, der officielt ikke mener noget.

På den måde har du ret i, at det er svært at mene noget om noget, som jeg ikke aner, om jeg skal placere i en fiktions- eller en faktionsramme? Og kan jeg forholde mig til det – bruge det – uden at mene noget?

Og, på den baggrund er jeg glad for, at de opstillede præmisser, har sat mine tekster i mere positivt (brugbart) lys.

Slutteligt, kan jeg ikke se at du skulle have været langsom til at kunne forstå, at der er forskel på B- og K-Juncker. Det kommer jo helt an på, hvor meget jeg vil investere K-Juncker i forhold til B-Juncker, og vice versa.

/Juncker

Lærer man folk at kende i Blogland?

Blogger vi for at lære hinanden at kende, eller for at male (selv-)billeder og fortælle (opdigtede) historier?

Hr. Juncker og jeg har over de seneste dage haft gang i en diskussion om grundpræmisser for den måde, man blogger på.

Sagen er:

Jeg har nu i mere end halvandet år blogget stort set dagligt om alt muligt mellem himmel og jord af tanker og hændelser i mit liv, og jeg har osse kommenteret hos andre bloggere hver eneste dag. Det er ingen hemmelighed, at det er blevet sådan...

... fordi jeg synes, at blogmediet er genialt til at socialisere igennem! - Med alt hvad socialiseren nu indebærer af diskussioner, hygge, sjov, small talk og somme tider at blive lidt klogere.

Kort sagt blogger jeg, fordi det er spændende at lære mennesker at kende - og tilsvarende lade andre kende en del af mig. Der er forskel på, hvor meget vi viser af os selv, hvilke og hvor mange emner, vi helt udelader på bloggen osv.. Folk er mere eller mindre reserverede, sådan er det i Blogland, og sådan er det alle andre steder. Og hurra for forskelligheden!

Men ligesom der er mennesker, som intet giver af sig selv og aldrig risikerer sig selv irl - og ligesom jeg osse irl hurtigt bliver trætte af dem og deres "jeg siger en hel masse, men så siger jeg alligevel ingenting om alt det, jeg antyder, at jeg mener" - så orker jeg heller ikke ret længe de menneskers blogs. (Det er i hvert fald dem, som jeg bilder mig ind, skriver de dér blogs, som jeg for mig selv kalder 'krypto-blogs'). **

Som regel er krypto-blogs i praksis blogs, der ikke gør klart opmærksom på, hvilke af deres blogtekster, som er fiktion, og hvilke der er oplevelser, bloggeren bag rent faktisk har haft. I visse tilfælde blogges der dog rent faktisk om hverdags-emner, men det gøres stadig i så fiktionspræget et sprog, at det er svært at afgøre, hvor virkeligheden ender, og fiktionen - måske - begynder.

For mig er det et mysterium (yessir!), hvorfor personen bag en sådan krypto-blog i det hele taget har en blog, hvis de alligevel ikke ønsker, at læserne skal lære dem at kende.

Men min præmis for at blogge og kommentere - at være nysgerrig og at ville kende personen bag - er selvsagt ikke den eneste, man kan gå til blogmediet med. Jeg véd det jo inderst inde godt - selvfølgelig. :-) Og førnævnte Juncker er måske netop én af dem, der synes, at læsningen af ham hans tekster bliver bedst, hvis jeg ikke er på helt sikker grund og ved, hvor han køber ind henne, hvor gammel han er, og hvad hans livret er, inden jeg læser teksterne.

Og måske kan jeg faktisk godt lide hans blog alligevel...? :-)

Jeg læser jo heller ikke en roman for bagefter at opnå en følelse af, at jeg kender forfatterens personlighed, vel? På den anden side: Kommer jeg nogensinde i den situation, at jeg læser en roman, uden at vide det er en roman (altså en frit opdigtet historie) og tager den for at være sandheden om forfatterens (tanker om) sit liv? Og ville jeg i så fald gide det læseprojekt eller finde det formålsløst - når jeg nu ikke kunne være sikker?

Eller omvendt: Alle de såkaldte "autentiske beretninger" - gider jeg læse dem, hvis jeg gang på gang finder ud af, at de bestemt ikke har været autentiske, men bare opspind? Og var de blevet dårligere historier af, man fra starten havde gjort det klart, hvor "autentiske" de var?

Jeg er bestemt ikke modstander af en god historie. Heller ikke på blogs! Men jeg vil vist helst vide, hvad der er hvad - fiktion eller fakta. Jeg kan heller ikke lide, når folk lyver for mig irl. Men stikker de mig en novelle og siger: "Her er en historie, jeg har fundet på. Læs den og fortæl mig, hvad du synes", så stiller jeg mægtigt gerne op.

Al den slags med fiktion og såkaldt virkelighed tænker jeg nok snart højt over her, når/hvis Juncker altså lige får sat mit indlæg på... ;-)

HVORDAN HAR I DET? VIL I OSSE HELST VIDE, HVAD DER ER FIKTION, OG HVAD DER ER FAKTA PÅ EN BLOG?

Lommen - så diskuterer vi igen grundpræmis :-)

**) Sandheden er måske en forfriskende anden - at de meget reserverede og indehaverne af krypto-blogs ikke er de samme...

Lommen over stok og sten

Som omtalt før her på siden, lider jeg desværre voldsomt af søvnløshed i perioder.

Sådan en periode har jeg for tiden. Altså, jeg er ikke helt søvnløs, vel? Det her er næsten værre: Jeg gør det, jeg kalder at pletsove. Det vil sige dårlig søvn spredt ud i "pletter" á en time eller to (højst tre) og føler mig som følge heraf konstant småtræt og uoplagt. (Vel egentlig sådan folk med helt små babyer lever *gyyys*).

Meeen... Nu har jeg fundet mit gamle vidundermiddel frem: En times hidsigt-hurtig gang i kuperet terræn hver dag. Plejer at være en fantastisk kur. Gik så første gang forleden efter en længere pause, og jeg aner virkelig ikke, hvorfor jeg nogensinde holdt op. Her er smukkere end på nogen anden årstid i september-oktober måned, frustrationer kan fysisk arbejdes ud af kroppen, og glæder kan gås større...

I dag var jeg så ude igen. Og jeg siger jer: Jeg nærmest løb, selv om jeg havde den store sweater og "kun gå-skoene" på (havde ikke lige troet, jeg havde så meget krudt i mig). Humøret er helt anderledes velvilligt og optimistisk nu, hvor jeg sidder og puster ud, og sveden hagler af mig. Otte kilomteer på 65 minutter. Sådan!

Nu ud under bruseren og så en portion mad og så videre med specialet. Hurra for lørdage i eget aktivt selskab efter en hel uge med aftaler (selv om de osse har været vældigt hyggelige!).

Lommen - veloplagt

Måske gør det så osse et eller andet for den gode sag, at Skuldrene tilsyneladende er nyforelsket i mig (og jeg i ham), at han og jeg snakker og griner så skønt sammen i telefonen, og at han bagefter ikke kan lade være med at sende mig nogle meget kærlige hilsner... :-) At det virker, som om kærligheden for første gang i mit liv kan være ukompliceret og bare overskudsgivende.

Grund til nervøsitet?

Ordveksling mellem Skuldrene og mig tidligere på dagen:

Jeg: "Havde du en hyggelig fredag aften?"
Han: "Jaja - jeg var oppe hos [venindes navn] og to af hendes veninder var dér osse, og så sad vi og spillede noget brætspil og noget."
Jeg: "Tre veninder? Hold da op - du er da virkelig blevet én af tøserne, Søde! Varer ikke længe før du kan rådgive mig om hårfjerning..."
Han: "Du skal bare bruge en epilator!"
Jeg: "..."

Og nu er det så, jeg sidder og overvejer, om der ikke er noget liiiidt galt her...? ;-)

Lommen - hjælp, min kæreste er blevet metroseksuel

Så vær dog ærlige for f.....!

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen:

Når folk bliver vrede og/eller irriterede, kan de/I så for dylan ikke fortælle det til den/dem, som det drejer sig om??!

Alt for tit oplever jeg, at folk enten holder det inde (og så kan det alligevel mærkes på en eller anden måde) eller fortæller tredjepart om irritationen.

Jeg orker det ikke! Jeg orker ikke at finde ud af den slags tusind år senere (ofte tilfældigt). Jeg orker ikke at finde ud af at ting i dén grad har hobet sig op hos den her person, uden at man rigtigt har vidst noget. Tag nu ansvar for den vrede!

... Og lad os så få en snak om tingene og få det ud af verden.

Lommen - hvorfor skal jeg respektere en vrede, som dens ejermand ikke engang anser for vigtig nok til at han selv "stands up for it"?

Men bortset fra det: God fredag til alle! :-) Jeg skal ha' veninden til ost og rødvin, så ingen smalle steder her. :-)

Først knuste han mit hjerte...

... og i går smadrede Ungersvenden, som stadig er min genbo, så kolben i Husets kaffemaskine.

Mit hjerte, lad gå - men kaffemaskinen?!!

Gad vide, om "Chefen" (min præstevens navn til Gud) har en finger med i spillet her? Først ryger espressokanden, så var det kaffemaskinen. Hvad bliver det næste? At nogen bruger min stempelkande til at koge sovs i eller noget...?
Nogen prøver i hvert fald tilsyneladende at hjælpe mig af med min søvnløshed. På den dårlige måde.

Lommen - men det er nu dejligt, at jeg i dag bare kan stå og pjatte med Ungersvenden om den dér kande og ikke skænke fortiden en tanke...

Søvnløs

Jeg døjer meget med søvnløshed for tiden. Kan ikke sove før om morgenen, selv om jeg lægger mig omkring kl. 02. (Og nej, jeg drikker ikke kaffe efter kl. 20...)

Osse på grund af søvnløsheden er jeg igen begyndt at gå meget - i meget hurtigt tempo, løber næsten. I går "småløb" jeg ti kilometer. Har savnet det både fysisk og mentalt. Ved ikke, hvorfor jeg en overgang lod være. Hvis man kun sidder på sin flade og arbejder, så bliver både den og arbejdet mere og mere fladt... Det er sådan en underlig ubrugelig træthed, når man kun er træt i hovedet, ikke?

Jeg tager osse baldrianpiller (naturlægemiddel fra Matas - sku' få én til at slappe bedre af).

I morges faldt jeg så alligevel igen først i søvn kl. 06. :-( Nå, men jeg vil ud at gå/småløbe igen i dag. Og så tvinger jeg mig selv op efter 4-5 timers søvn i morgen. Så MÅ jeg da kunne falde i søvn i morgen aften. Den døgnrytme skal der altså orden på NU! Hader, når den vender forkert.

... Det er, hvad der kommer ud af at spekulere for meget. Pengesager. Øv...

Lommen - nogen, der har piller imod indre billeder af éns bankrådgiver?

Om navlepilleri på bloggen

Måske er der andre end mig selv, som har tænkt over, at jeg de seneste dage mest har blogget om fis og ballade? Der har ikke rigtigt været nogen af de dér - ha! tag nu ordet for hvad det er - lommepsykologiske indlæg på det sidste.

Det har ikke været et bevidst valg - og så alligevel. Man når et mæthedspunkt. Jeg selv nåede det sikkert først længe efter folk, der læser med herinde... *ahem*

Men det har været og er godt med lidt fred omkring de psykologiske forandringer, der sker for tiden. Jeg vender sikkert tilbage med flere af de tænksomme, navlepillende indlæg, når der atter er brug for at åbne ventilen, hvis ikke hovedet skal sprænges...
I har været super at dele nogle ting med, og ikke så få kommentarer her har hjulpet mig ned ad de rigtige stier, når jeg var i tvivl, og min GPS gik i stykker...

Lige nu nyder jeg bare helt ind i knoglerne, at kæresten og jeg ringes/mailes ud af det blå - og ikke nødvendigvis hver dag. At jeg slapper fuldstændigt af i det - og ikke opfatter afstanden som en stress-faktor, jeg ikke kan overkomme eller finde tryghed i. Jeg nyder, at jeg ikke overvejer, hvornår han og jeg snakkes ved igen, og at jeg er fuldt og helt til stede, når vi taler sammen i stedet for som før at være på vagt over for, om han nu gør og siger, som jeg håber.

Jeg nyder at savne ham uden at få mavepine af det. Jeg nyder at føle mig som det, jeg er: Et voksent, selvstændigt menneske, der kan få al den, støtte hun behøver fra én, der står hende nær, men som osse har tillid til, at hun kan klare sig selv. Osse når hun bliver ked af det.

Jeg nyder, at jeg ikke længere er et sekund i tvivl om, at Skuldrene holder af mig, fordi jeg nu giver mig selv lov til at tro i stedet for altid at forberede mig på det værste. At vi lige pludselig i går mailede lidt frem og tilbage, og at ingen af partene kunne lade være med lige at reply'e én gang mere... :-) At vi flirtede og pjattede og var kælne og kærlige.

... Og da især at han senere ikke kunne lade være med at ringe, hvor vi bare hyggesludrede og grinede og pjattede videre en halv times tid, før jeg skulle ud ad døren. Det er jo dét, der er målet: At han skal blive bedre til at tage kontakt og handle i overensstemmelse med sine følelser - og at jeg skal kunne slappe af i en mindre styrende rolle. Både når det kommer til kontakt og til alt muligt andet.

Det virker så ukompliceret. Måske er det dét?

Lommen - love is the spice that makes life eatable

NB: Og jaja, jeg véd godt, jeg bragte mine nye 101 punkter i går. Og at dét vel osse er en slags navlepilleri... :-)

"Flirter han?"

Prøv at Google ovenstående. Der kommer en sand syndflod frem af fortvivlede individers spørgen ud i det (halvtomme) cyber-rum: "Hvad betyder det, når hun...?", "er han interesseret i mere end venskab, når han smiler sådan til mig?" "Hvordan flirter man med piger?"

Blah, blah, blah.

Og ja, sådan må man godt spørge, når man er tyve eller femogtyve, ikke? Men jeg er lige straks tredive, og da jeg mødte min kæreste, spurgte jeg altså venner om det samme: "Flirter han?" Og Bedstevennen var ved at ryge ned ad stolen: "Ja, han gør ikke andet, Pernille!" Og så skraldgrinede han.

Okay. Hånden på hjertet. Som regel kan jeg da godt se den, flirten.

Det er jo heller ikke, fordi jeg ikke kan se, når fyre flirter med andre kvinder. Eller den anden vej rundt - jeg kan da godt se, når mine veninder går og gør, hvad de kan for at være lækre, interessante og uundværlige i en bestemt fyrs øjne. Klart! Og det er i øvrigt normalt ret morsomt at overvære de spil og parringsritualer dér.

Så ja. Der er forskel på Pernille tyve år og Pernille næsten tredive. Den sidste af dem kan nemlig godt se flirt - afkode den. Men når flirten er rettet mod mig, tør jeg nok alligevel ikke rigtigt se (erkende?) den.

Ikke fordi jeg er super omsværmet eller noget, men jeg er da heller ikke festens bænkevarmer, vel? (Om end jeg strengt taget langt bedre kan lide at flirte i hverdagen). Anyway. Fyre flirter da og laver sjov med mig, og det er vældigt fint og hyggeligt og bekræftende. Men SÅ er det, at en eller anden kommer og siger f-ordet.

Og så panikker jeg og bliver smigret på én gang: "Flirter han? Orv, tror du?" og dernæst tænker jeg vist, at hvis de sjove kommentarer, der flyver frem og tilbage mellem mig og fyren, er flirt, så er jeg jo inde på en arena, hvor jeg ikke har noget at gøre... Det dér er jo det, som jeg (og alle de andre på indernettet) ikke kan finde ud af og bliver forvirrede over.

Og det er røv-irriterende, jeg har det sådan! Lige indtil jeg hører det ord, går det fint, men der er altid én, der skal påpege, at "der bliver da gooodt nok flirtet igennem dér, Pernille!" Tak for usikkerhed med akavethed ovenpå, altså!

Problemet er, at lige meget om jeg så fylder halvfems, så er jeg sgu bange for selv at tage den på mig - flirten, som det seksuelle spil den nu er. Jeg elsker at pjatte og flirte på den dér uskyldige måde, uden hvilken verden så absolut ville være et forfærdeligt sted. Ja, elsker at flirte, ganske enkelt. Men ikke om jeg kan slappe af med det dér farlige f-ord i nærheden. Og så klapper jeg bare i eller bliver til akademiker-Pernille.

Jeg er bare ikke god til at se mig selv som én, man kan flirte med. Og det er måske ved at gå op for mig, at det er en lidt sur selvopfattelse...

Lommen - glimtet i mit øje er bare en flue

Og festen fortsætter...

... aj, men altså det dér Michael Carøe-reklame på Gmail var da bare det rene VAND, må jeg konkludere!

Tog hjem fra fødselsdag hos Bedstevennen med vildt god overskudsfølelse i hele kroppen. Ting går, som de skal for tiden, og jeg er nyforelsket i min kæreste. *Bredt smil*

Og så skal man lige hjem og tjekke mail og på hovedet i seng, og hvad dukker op ude i højre side af skærmbilledet?

Permanent hårfjerning
2 første behandlinger 25% derefter 40% på efterfølgende behandling.

Tykke Kvinder
Mødestedet for alle store mennesker i både hjerterum og krop.

Mega tilbud lolitadukker **)
Spar op til 50%

DANG! Nattesøvn spoleret!
Styr lige skanningsmaskinen dér - så mærkelige er mine mails sgu heller ikke! :-S

Lommen - men jeg får mig nu tit et godt grin over de dér reklamer!


**) Jeg har med vilje fjernet links og henvisninger til hjemmesider, da dette ikke er ment som en reklameblog.

Hvor er det bare på SÅ mange planer IKKE i orden...

... at der på Gmail er reklamer for Michael Carøes nye show?!?!

Helt ærligt - man reklamerer da heller ikke for, hvor i byen man kan få sig en gang gonoré, vel? Og man opstiller det da slet ikke som "oplevelsen, du bare ikke MÅ gå glip af" og "tadaaa, det er sørme endda rigtigt billigt!".

Lommen - du godeste du dårligste!

101 nye

Der er sket meget i mit lille liv, siden jeg skrev de første 101 om mig selv for - opdager jeg nu pludselig - ret præcist halvandet år siden. Så her er 101 nye punkter om personen nede i Baglommen:

1) Det er faktisk fedt at smide kontrollen og læne sig tilbage. Osse fordi andre så pludselig læner sig frem...
2) Jeg har tænkt på at skrive en børnebog for mindre børn. Hvis jeg gør det, ku' den sagtens få titlen "Bjørnen og Sælen på eventyr".
3) Men bjørne og sæler er meget forskellige dyr, så måske ville historien blive for søgt?
4) Bjørnen og Sælen er mig og min kæreste. Vi er barnlige nok til, at historien ville kunne forstås af børn. I må selv gætte, hvem der er bjørnen, og hvem der er sælen.
5) Jeg kan stadig ikke særligt godt lide bladselleri - til gengæld har jeg pludselig fået smag for knoldudgaven.
6) Der skete vilde ting i mit hoved, da jeg begyndte at forstå, at de sider, jeg før har følt trang til at ændre hos andre, fordi jeg ikke forstod dem, i stedet kan anskues som chancer for at lære noget om mig selv.
7) Tålmodighed er ikke det samme som at sætte sig på hænderne og forsøge at holde ventetiden ud...
8) Det er ikke altid bedst at sige sine følelser højt, netop i det øjeblik man har dem...
9) Jeg har engang fundet en kæreste via min blog. Og det var slet ikke meningen!
10) I virkeligheden har jeg vist glemt, hvad meningen egentlig var med at starte denne blog.
11) Men den giver masser af mening alligevel og har bragt enormt meget godt med sig: To gode veninder, et kæresteforhold og kontakt til gamle venner og bekendte - foruden al den glæde og de mange spændende samtaler i selve kommentarsporet og på msn.
12) Og for at det ikke skal være løgn, så skriver jeg osse universitets-speciale om blogging. Det bliver færdigt lige om lidt.
13) Jeg tænker mere og mere over, hvordan jeg mon vil reagere, når mine forældre dør. Jeg er bange for det, har jeg fundet ud af.
14) Jeg vil gerne ha' snakket ud med min far inden. Og nu tror jeg godt snart, jeg tør...
15) Når det her pokkers speciale er færdigt, så vil jeg et smut ud at rejse. Jeg vil ha' min nuværende kæreste med - ham, jeg her på bloggen kalder Skuldrene.
16) Jeg har stadig ikke glemt, at han sagde, han gerne ville se mig blive gammel, og at jeg sikkert osse var smuk med gråt hår.
17) Jeg er ved at lære, at jeg er elskelig, men det tager tid.
18) Hvorfor virker 20-årige pludselig dumme på en måde, der får mig til at reagere overbærende i stedet for irriteret?
19) Og hvorfor føler jeg oftere en umiddelbar connection med folk omkring de fyrre?
20) Enten har jeg ændret smag i mænd på det fysiske plan - eller osse bliver "min" mandetype bare lidt rund om maven, når han passerer tredive? ;-)
21) Jeg bider stadig negle - og det er jo gratis og generer ingens helbred, så det fortsætter jeg nok med. Ellers må I jo bare oprette neglebider-kupéer i togene...
22) Mit all time slogan kunne sagtens være: Hellere fejle end fake.
23) Men det er mest fake. Jeg er bange for at fejle. Men faker at jeg ikke er det.
24) Jeg glæder mig til at blive femoghalvfjerds (hvis jeg altså stadig er rask og rørig). Har en aftale med Bedstevennen om, at vi skal på plejehjem sammen og hygge os og køre rullestolsræs og flirte med personalet og brokke os, alt hvad vi kan (og det er meget!)
25) Gamle mennesker må gerne brokke sig, lader det til. Min far er blevet gammel. Han fylder halvfjerds om et par år.
26) Jeg ligner ham...
27) ... men ikke nær så meget som jeg ligner min mor.
28) Nogle af de sider i mig selv, jeg har det sværest med, har jeg dog fra min far: Stædigheden, egensindigheden, trang til at provokere (for provokationens skyld) og tendensen til at miste overblikket, når et stort materiale skal overskues.
29) Jeg skal snart flytte. Jeg kommer til at savne Huset. Og Søerne her.
30) I mange år troede jeg, at jeg var hård og dominerende...
31) Men jeg opdagede, at jeg snarere var blød og bange for at afgive kontrol.
32) Min far har engang fodret en isbjørn med syltede agurker.
33) Man kan altså godt sige 'mestendels' og 'ingenlunde' i samme sætning som fx 'nederen' og 'ses på grillen dér'.
34) Sproget kender ingen grænser. Så man må håbe, menneskene gør.
35) Det er meget sjældent, jeg går ud ad min dør uden mp3'eren i ørerne. Hvis jeg gør, er det tit for at kunne lytte til regnen.
36) Jeg er nem at glæde.
37) "Perfektionisme er bare et pænere ord for at ville bestemme det hele", har Lone Kühlmann vist sagt et sted. Jeg synes, det er et andet ord for usikkerhed og mindreværd.
38) Jeg sover stadig med bamser om natten.
39) Næsten alle de ting, jeg ejer, har en forhistorie fra min slægt eller min omgangskreds med sig. I min vindueskarm står fx min farfars kikkert. Folk ser altid helt vildt mistroisk på den, når de besøger mig første gang, og jeg ville ønske, de ville spørge, så jeg kunne forsikre dem om, jeg ikke lurer på genboen. Men de spørger aldrig.
40) Jeg glæder mig til at stifte familie
41) Min bror og jeg er enige om, at familien kan man ikke smide væk. Uanset hvor rædselsfuld den så end måtte være. Vores mor er ikke enig. Hun har kappet alle bånd til sin familie (altså den før os). Min bror og jeg mistede derfor en moster for cirka ti år siden. Den anden moster nåede vi aldrig at ha'...
42) Jeg er vildt misundelig på folk med store familier og stadig levende bedsteforældre!
43) Jeg har engang haft mareridt om, at min far stemte på Dansk Folkeparti. Mareridtet blev virkelighed. Nu diskuterer jeg ikke længere politik med ham.
44) Mænd bliver stadig overraskede over min kvindelighed og min seksualitet, når jeg endelig viser den frem. Jeg er meget privat omkring den. Men osse glad for den.
45) Nogle af mine venner bliver jeg mere og mere forskellig fra - og nogle får jeg flere og flere ligheder med. Venskaberne holder stadig, uanset hvilken af de to veje det går.
46) Stand-up er bare ikke særligt morsomt, men Mick Øgendahl og Carsten Eskelund kan altså alligevel noget. Og så taler sidstnævnte bare så kultiveret og er så høflig, alt imens han rent faktisk mener noget. En svigermors drøm - hvis jeg var svigermor, that is.
47) Tre gange har det reddet en dårlig dag for mig, at jeg har set Nikolaj Coster-Waldau i gadebilledet...
48) ... Nikolaj Lie Kaas var til gengæld ikke nær så lækker live. Lignede bare en fortravlet hulemand (kan en hulemand ha' travlt?)
49) Min kæreste er ikke sådan én, der stiller sig op og giver en bunke komplimenter og en masse blomster. Men når han gør ting, kommer det altid helt bag på mig, og er endnu bedre end i mine drømme.
50) Jeg har fået mig en ny ven for ikke så længe siden. Her på bloggen hedder han Manden med de Sorte Øjne. Jeg ved ikke helt, hvad det er med ham og mig. Men jeg tror bestemt, det venskab har noget at byde mig.
51) Jeg er blevet meget gladere for at gå i kjole og nederdel.
52) Det er sjovt at lege med ord, men hvis folk konstant gemmer sig bag ordspil og verbale narrestreger, mister jeg let tålmodigheden. Så er det jo, fordi de ikke tør.
53) Jeg kan bedst lide mennesker, der tør risikere sig selv nu og da.
54) Jeg har tit undret mig over ordet 'udansk'. Hvad betyder det?
55) Clement Kjersgaard er udansk. Det tror jeg, han er ret godt tilfreds med.
56) Det er jeg osse. Hvis bare han ikke afbrød hele tiden.
57) Folk bliver forskrækkede og somme tider vrede over, hvor ligeud jeg siger det meste. Men heldigvis bliver de osse tit lettede.
58) En af mine bedste venner hjalp mig med at flytte, da jeg flyttede ind, hvor jeg bor nu. Da vi holdt for rødt og skulle over en bro, opdagede vi pludselig at bilister i nabo-kørebanen gestikulerede kraftigt og pegede bagud. Det viste sig, vi havde tabt min ene højttaler ud ad den varevogn, vi havde lejet. Højttaleren lå og flød midt på kørebanen, og vi måtte ud i en fart for at fiske den op. Min ven er stadig flov over det. Men min højttaler spiller fint og ser ikke engang mærkelig ud. Min ven skal sikkert hjælpe mig med at flytte igen næste gang.
59) Jeg synes, man bør bruge ordet 'elsker' somme tider. Ikke 'holder af', ikke 'er glad for', men elsker. Altså om mennesker, ikke? Helst ikke om koalabjørne, skumfiduser, regnvejr og den slags...
60) Jeg er ikke naiv nok til kun at tro på Gud og ikke kynisk nok til kun at tro på videnskaben.
61) Aforismer er virkelig godt tidsfordriv. Jeg kan bare aldrig huske dem udenad. Det lader jeg kæresten om.
62) Min bror har leveret en af de bedre tag lines (som oplivende svar en dag, hvor jeg selv syntes, jeg var lidt for tyk og alt var i vejen på den tøsede måde): "Husk, Pernille, man kan komme langt med gode kinder!"
63) I min familie har vi alle sammen gode kinder. Og vi er faktisk nået langt. Så måske har han ret, brormand?
64) Min bror har tit ret. Osse selv om han er lillebror, og det er mig, der bestemmer.
65) Jeg bliver aldrig glad for dyr. De generer mig ikke, men de er altså heller ikke søde eller flotte. De eneste dyr, jeg kunne tænke mig at eje, er 1) en rød, meget fed kat (den skulle hedde Monsieur Skattekat) eller - for det må jo blive et 'eller'! - 2) en meget fed, lav hund med fladtrykt ansigt af den bokseragtige slags. Den kunne jeg godt finde på at kalde Leo Eriksen. Eller måske Onkel Leo. Noget med Leo, i hvert fald.
66) Jeg har to onkler, der hedder Leo. Men okay, der skal jo være plads til fejl.
67) Jeg ved ikke, om jeg ville ha' lyst til at leve, hvis jeg mistede smagssansen...
68) Noget af det værste, man kan udsætte mig for, er, hvis man ikke tror på mine gode intentioner og tillægger mig alle mulige besynderlige og ondskabsfulde motiver.
69) Jeg tror kun, der er to personer i min omgangskreds, som aldrig er blevet mobbet. De har i øvrigt været kærester med hinanden.
70) Min bedste ven og jeg holder regnskab med, hvor mange af hinandens venner/veninder, vi har været sammen med. Jeg fører p.t..
71) Jeg kunne godt tænke mig at lære et sprog, der benytter et andet alfabet - men jeg tror ikke, jeg har tålmodigheden.
72) Det mest skræmmende, jeg nogensinde har været ude for var, da jeg oplevede, at én af mine nære fik en psykose.
73) Men det var nu osse skræmmende, at jeg for nylig stod på en togperron og ventede på et IC-tog og i glad uvidenhed tog ud på en rejse tværs over landet. Kun for dagen efter i avisen at erfare, at netop på den perron, hvor jeg havde stået, var fem mennesker én time senere blevet alvorligt kvæstet af en nedfalden køreledning med strøm i.
74) Livet er alt for kort til at gå og overveje, hvor kort det mon er.
75) Jeg lider i perioder af søvnløshed. Men har opdaget værdien af motion og baldrianpiller.
76) Jeg elsker holder dog stadig meget af kaffe. Men efter kl. 20 må jeg nære mig.
77) En af mine bedste venner lever med en sygdom, som under normale omstændigheder enten ville ha' slået ham ihjel i hans barndom eller gjort ham dybt åndssvag. Men han er Sprællevende - og kun åndssvag, når han driller mig og rammer spot on! Her på bloggen hedder han Tom og Jerry-vennen. Han er lidt af et mirakel for mig. Mon han egentlig ved det?
78) Folk, der er "lige" i hovedet forstår ikke altid min humor. Eller måske er jeg bare ikke sjov? Det er aldrig lykkedes mig at definere det dér "lige". Man ved bare, hvad folk er - lige eller skæve, ikke?
79) Surprise, jeg har flest skæve venner. Men jeg har osse brug for de lige.
80) I sommer gjorde jeg mig totalt vittig over en vens badebukser, som var alt for små. Kaldte dem "Speedos" og sådan noget. Så opdagede jeg, at der med gult lige midt på brystet af min badedragt, som jeg har haft i mange år, står "Speedo". Resten af vores sommerhus-tur var jeg "Mrs. Speedo". Typisk mig. Jeg tænker, før jeg taler.
81) Derfor har jeg været nødt til at udvikle 1) selvironi og 2) gode evner for at argumentere og "lappe på" mine bommerter...
82) Jeg er ikke medlem af noget politisk parti, men jeg melder mig ind igen nu. Det går jo den HELT forkerte vej i det her land...
83) Det forskrækkede mig meget, da jeg for nylig læste et interview med Uffe Ellemann-Jensen og blev bestyrket i en mistanke, jeg længe har haft: Manden har mange sympatiske holdninger, og jeg er enig i mange ting, han siger. Engang holdt han sådan et énmands-op-til-et-folketingsvalg-show på mit gymnasium. Dengang var jeg ved at kaste op. Men han siger jo osse selv, han har ændret holdning til mange ting.
84) Hvad fanden? Birthe Rønn Hornbech er jo osse sej.
85) Ingen af dem slår dog Pernille Rosenkrantz-Theil. (Hendes parti er så til gengæld i mange henseender helt skudt i roen...!)
86) Jeg er spændt på, hvordan det går mig, når jeg skal ud og søge mig et job. Jeg er osse bange for det. Ret bange, faktisk.
87) Jeg vil gerne lave noget, hvor jeg kan give mennesker nyt perspektiv og håb. Og jeg har flere ideer til, hvor jeg vil hen.
88) Jeg har i det hele taget fået flere idéer de sidste par år. Og jeg skal nok få dem realiseret. Hvis ikke jeg kommer i gang, skal Brormand nok sørge for at sparke. Stol på det!
89) Kunne det ikke godt gå lidt stærkere, det dér med kønsroller? Altså med at mænd gerne måtte være bløde og strikke og snakke om følelser - og kvinder gerne måtte være initiativrige og udadvendte og fortælle vittigheder i større forsamlinger? Altså, hvis nu det er dét, man har lyst til, ikke? Jeg har nemlig ikke så nemt ved at være indadvendt...
90) Jeg er træt af, at kvinder ikke må lave jokes om deres onani. Jeg er faktisk ret træt af, at kvinder ikke må lave jokes.
91) Jeg er osse ret træt af, de ikke små snakke om onani.
92) Og så er jeg træt af, at selv kvinder med humor altid går ind i den passive publikumsrolle, når der er mænd i nærheden.
93) Humor betyder næsten lige så meget som selve livet for mig.
94) Det var humor, der gjorde, jeg faldt for min kæreste. Han er udpræget morsom. Og bagefter kommer alt det dér med de flotte skuldre og den slags så.
95) På så mange planer forstår jeg ikke, at der findes mennesker i Danmark, som står ved, at de har en egnsret, der hedder Slyngkål. Endsige at de på nettet har diskussioner om 1) hvor mange centrifugeringer kålen skal ha' i en vaskemaskine samt 2) hvad man gør, hvis nu uheldet er ude, og vaskemaskinen går i stykker pga kålen.
96) Der er så meget, jeg ikke forstår. Noget af det, har jeg indset, må jeg bare lære udenad. Det gælder osse visse egenskaber ved andre mennesker.
97) Jeg kunne ikke tænke mig at springe bungy-jump. Men giv mig en tur til Caribien - dét ville være et eventyr!
98) Jeg har for nylig taget mig selv i at tænke, at Morten Messerschmidt så lidt sød ud. Så opdagede jeg, at jeg ikke havde fået kaffe den dag...
99) Nu må jeg se at få taget mig sammen til at læse Biblen. Men det er jo lidt ærgerligt, at nogen er kommet til at afsløre slutningen inden...
100) Når nu jeg har taget alle kommunikations-kanaler til mig, efterhånden som de er dukket op (mail, chat, blogs, sms osv.), så tænker jeg på, om mine unger (hvis jeg får nogen) osse vil blive hyper-kommunikative engang - om det vil blive dem, der kommer og viser mig det sidste nye, som nu er blevet "integreret med" ditten og datten.
101) Jeg tænker faktisk en del på, hvordan det ville være at få børn. Jeg ved, jeg gerne vil ha' nogle. Både kæresten og jeg kan blive totalt bløde og rørte, når vi ser en lille stump i miniaturejeans eller flyverdragt. There you go - Lommen som skruk. :-)

Til morgenkaffe hos Lommen?

Godmorgen Blogland, er I friske? (Det er jeg ikke - endnu). :-)

Taget i betragtning af, at klokken var næsten tre, før jeg var til køjs, så er det her altså for tidligt. *Gaber* Venter lige et par timer, før jeg hælder den første kop tjære på maskinen, ikke?

Men så skal der altså osse bestilles noget - for jeg skal ha' go' samvittighed, når jeg skal til fødselsdagsmiddag hos bedstevennen i aften. Glæder mig meget!

Hva' si'r I? Bliver det en god dag derude? *Letter på gardinet*

Lommen - hænger du på, så er der hjemmebagte boller, juice og god ost og spegepølse at hente... (Jeg skal osse nok hente en bakke til dig) :-)

Kan man kigge efter fyre om efteråret?

Jamen, det er altså rigtigt!

Der lugter af muld, der hænger masser af skønne æbler på æbletræerne omkring Huset. Folk er startet på deres studier igen. Og jeg har fundet mine sutsko frem. Alt omkring mig tyder på efterår.
-- Men fortæl lige det til mine hormoner, eller hvad dylan det nu er, som fiser rundt i kroppen på mig i disse dage...!

Sagen er...

Jeg ser bare ikke ret mange ansigter for tiden - og jeg plejer ellers at hæfte mig ved en masse detaljer i fremmede menneskers træk, når jeg er ude omkring. Kan slet ikke lade være.
Men lige nu... Jeg ser brystkasser og skuldre og gode røve og store, dejlige hænder osv.. Og det er ikke hos kvinderne, hvis I sku' være i tvivl... *indsæt selv rødme-ikon*

Det er jo ikke til at koncentrere sig på den måde!! Jeg plejer FINT at kunne begå mig i rollen som megatør akademiker med min underspillede humor og min "se det hele fra oven"-tilgang til ting (begge dele bliver endnu mere udpræget, når jeg er usikker).

Men jeg må vist til at vænne mig til, at jeg lige p.t. ikke har kontrol over noget som helst...
Lige været nede i byen og rende ærinder og handle. Nu har jeg været ovre og sætte det famøse vasketøj over.

Og altså... Jeg går bare og smiler til fyre og kan godt mærke, at min gang - helt ærligt - er fjedrende og glad.

Lommen - hm, hvad mon der egentlig er i de dér nye vitaminpiller, jeg købte...?

Argumentet, som altid virker

Når vi kvinder siger noget komplet urimeligt til mænd (og det gør vi jo - hånden på hjertet - tit), og når det indebærer noget med at få vores vilje (og det gør det jo som regel), så husk følgende argument, som altid kan legitimere din egoisme:

"Jeg må gerne - jeg har bryster".

Lommen - kun rimeligt

UPDATE: Kunne ikke finde ordentlige fotos af smørkager, så ingen udsmykning af post i denne omgang. ;-)

Våd røv og udbrændt hårtørrer

Ja, det er altså én af de dér små ting, som jeg normalt ikke lige nævner for vennerne eller folk i forbifarten, vel? Osse begrænset hvor spændende éns vaskevaner (eller mangel på samme) lige er, ing?

Men øh... Der er altså en sjælden gang imellem, hvor jeg ikke lige får vasket undertøj, inden jeg løber tør for rent. Så plejer jeg at være god til at klatvaske lidt, sådan at jeg alligevel har til de næste par dage, inden jeg får tid til at maskinvaske.

Ja - plejer. Det er smuttet et par gange, og hvad gør man så?

Man klatvasker og tørrer så straks trusserne under hårtørreren (underboen må gå og forestille sig, at hendes ellers korthårede overbo har et meget stort hår... ;-))

Well. I dag brændte min hårtørrer så sammen. Ja, den holdt bare op med at virke. Lige pludselig. Så det er så forklaringen på overskriften... *Rødmer lidt* Mand, hvor sku' jeg ikke sidde i vores fælles sofa i eftermiddags - kunne bare se for mig, hvilket aftryk, jeg ville have efterladt... :-S

Og ja, der er bestilt vasketid til i morgen! ;-)

Lommen - hellere våd røv end klam personlighed

Det løber, det siver, det plasker

Jeg havde en mærkelig oplevelse i nat...

Et sted i Huset havde nogen tilsyneladende glemt at slukke for vandet - eller osse var det et toilet, der stod og løb?

Det føltes som at ligge og falde i søvn lige op og ned ad en klukkende kilde - eller som om jeg lå og sov flydende på vandoverfladen i en flod inde under et mindre vandfald. Meget drømmeagtigt. Blev forstærket af, at jeg lige så stille faldt i søvn og halvt vågen, halvt sovende fik en masse billeder af vand oppe i hovedet.

Perlende, strømmende, brusende, silende, løbende.

Jeg vågnede og opdagede, jeg havde drømt, at jeg sku' tisse - og så var jeg i øvrigt enormt tørstig.

Pudsigt, som vi tager vores drømme med os ud i tilværelsen og vores tilværelse med ind i drømmene... Det ene belyser det andet - drømmene sætter fokus på de behov og længsler, vi har i virkeligheden.

Vand er forudsætningen for liv. Jeg føler mig enormt meget i live for tiden.

Nu vil jeg gå mig en regnvejrstur ved Søen...

Lommen - så længe det vand, der kommer ud ad ørerne er rent...