Hvornår er man sart? Og hvornår er der god grund til at beklage sig?

I går gik det endnu en gang op for mig, at jeg ikke er særligt god til at se min situation udefra, når jeg igennem længere tid har det skidt og er bekymret. Jeg er ikke særligt god til at få snakket med andre om det, ikke god til at erkende over for mig selv eller over for dem, at den er gal, og at jeg ikke kan klare presset helt alene...

De sidste par måneder har jeg nærmest konstant haft ondt i maven - og jeg har haft utroligt svært ved at falde i søvn om natten. Somme tider har jeg helt måttet opgive pga panikkede tankestrømme og silende bekymring...

... fordi jeg snart er boligløs
... fordi jeg blev så bange for ikke at kunne nå at færdiggøre specialet til deadline (hvorefter jeg ikke har flere legatpenge)
... fordi jeg blev ved at gruble over, hvad jeg dog gjorde forkert, siden Skuldrene så nemt kunne blive så rasende på mig og afvise mig sådan, når nu vi havde det skønt på så mange andre tidspunkter
... fordi jeg følte mig alene med problemerne og følte, jeg ikke magtede at tage hånd om dem (ja, selvfølgelig er man alene, hvis man ikke siger til, Pernille!)

Efter forleden at ha' indset, at det ikke er mig, der gør noget forkert, men Skuldrene, der må arbejde med sin utilstrækkelighedsfølelse... Efter at ha' snakket med ham og fortalt ham, jeg stadig elsker ham, men ikke kan leve med denne konstante utryghed og følelse af ikke frit at kunne sige, hvad jeg mener. Efter at han mødte mig med forståelse og et erklæret mål om selv at arbejde med sine problemer. Efter at ha' lagt det ansvar fra mig, som ikke er mit...

... sov jeg en hel nat. Otte timer i streg. Ingen mareridt. Ingen vågnen midt om natten badet i sved.

Efter at ha' snakket med min far, som sagde: "Selvfølgelig hjælper jeg dig med at flytte og pakke sammen, og så kommer du op til din mor og mig, og så finder vi ud af noget derfra, Nille!"...

... tænkte jeg pludselig: "Nåja, jeg finder mig vel et fremleje, og så går det jo nok alt sammen. Når bare jeg har tag over hovedet og lidt ro til at gøre det."

Efter at ha' taget kontakt til speciale-vejlederen i går og sagt: "Jeg synes, det her speciale-skriveri er pisse-angstprovokerende!!" (ordret citat!)... Efter at vi tog tingene fra en ende af...

... fik jeg pludselig lagt en helt fast plan og fik lavet en oversigt over specialet, som gør, at nu er det bare at sætte sig ned og skrive resten færdigt. Ikke mere angst. For jeg ved, hvad det er, der skal stå, og da jeg sagde til vejlederen, at jeg sgu ikke havde kunnet finde ud af, hvad der skulle stå i næste kapitel, kunne jeg høre, hun smilede: "Jamen, du har jo lige fortalt mig, hvad der skal stå, Pernille!"...

... og i nat sov jeg så om muligt endnu tungere end de foregående par nætter. Min kæbe gør ikke længere ondt (fordi jeg nok ikke længere ligger og skærer tænder i søvne, som jeg ellers altid gør, når jeg er bange, bekymret og føler mig presset), og mine muskler i skuldrene er pludselig faldet lidt ned.

I aftes dukkede erkendelsen så op lidt forsinket:
Jeg tillod mig at snakke om mig selv over for veninden - uden dårlig samvittighed. Jeg fortalte, hvordan det rigtigt havde været. Jeg fortalte om de tanker, som jeg mest har holdt for mig selv. For det var jo noget værre pjat, ikke? Og hvorfor skulle jeg nu sidde og snakke om bekymrende, sorte emner, når vi sku' hygge os? Osv..

Hun kom næsten til at grine, da jeg sluttede med ordene: "Så lige for tiden er det lidt hårdt".
Hun stirrede vantro på mig: "Ja, selvfølgelig er det hårdt! Da jeg skrev speciale, synes jeg, dét var hårdt NOK, og så har du alt det andet oveni, Pernille!"

Pludselig sank det ind. Det var måske alligevel forståeligt, at jeg har haft svært ved at finde det gode humør sådan rigtigt og vedvarende på det sidste? Måske var det alligevel ikke, fordi jeg var sart, at jeg har følt mig energiforladt?

En ven, der har prøvet at gå ned med stress, bakkede mig meget op i dag: "Lige præcis sådan havde jeg det osse. Følte mig fjollet over ikke at kunne overse den smule...". Manden skrev speciale og havde arbejde og... og... Han endte vist med en arbejdsuge på en 60-70 timer en overgang. Og gik så efter nogle måneder ned med flaget.

Nu sidder jeg så her en fredag eftermiddag. Det regner udenfor, radioen spiller lavt. Der er stort set stille i Huset. De fleste er ude. Jeg vil bruge weekenden på at arbejde videre. I fred. Men lige nu skal jeg bare lige fatte, at jeg er omme på den anden side af en bølge, der var ved at vælte mig omkuld. For at kunne ånde lettet op, må man jo erkende, man har været i fare, ikke?

Jeg trækker vejret roligt og kan mærke den gode tyngde, hver gang jeg sætter fodsålen i gulvet. Og det er ikke - længere - en kamp at løfte sålen igen og tage næste skridt. Og jeg er ikke i tvivl om, at det bliver i den rigtige retning.

For nu er der nogen til at støtte mig. Bare så svært at bede om det dérsens hjælp.

Lommen - hurra for grænsefornemmelse...