Når man ved, hvor man i hvert fald IKKE skal hen

I går havde jeg pludselig et flashback. Ét af dem hvor man pludselig står og tænker: "Hov! Har jeg ikke været hér før? Og er det ikke lige præcis dér, jeg besluttede, at jeg aldrig skulle hen igen?" Det lignede lidt et dejà vu og så alligevel ikke.

Jeg fik en sms fra Skuldrene. Hans ordvalg stødte mig. Slet ikke som førhen. Slet ikke fordi jeg blev i tvivl eller angst eller var irrationel. Ikke fordi jeg blev usikker. På ham. På hans intentioner. Eller på mit eget værd. Jeg blev bare godt gammeldags stødt og fornærmet. Osse selv om jeg vidste, at sms'en var godt ment.

Men det er ikke det væsentlige her. Det væsentlige er...

... at da jeg skulle til at svare, indså jeg pludselig, at jeg stod og vejede mine ord. Jeg var ikke i tvivl om, hvad jeg følte. Men jeg var meget i tvivl om, hvordan jeg skulle formulere mig. For at han ikke blev rasende på mig og igen-igen ikke ville være til at hugge eller stikke i og for at han ikke igen-igen-igen ville ende med at lukke helt af for kontakt resten af dagen.

Jeg forstod i det øjeblik, at selv om en masse andre ting vitterligt er blevet meget, meget bedre imellem ham og mig, og selv om der har været mange flere kærlige, sjove, gode, hyggelige trygge snakke imellem os, så står denne stive, uigennemtrængelige, isnende vrede stadig imellem os. Denne kæmpe gamle sårethed, som ikke har noget med mig at gøre, men som jeg tricker hos ham, blot fordi jeg er tæt på ham, og som rent ud sagt gør tilværelsen mere end besværlig for os begge.

Jeg kan kende et mønster, når jeg ser ét. Jeg har jo selv været dér... Dér hvor man gang på gang fortvivlet tænker: "Hvorfor reagerer jeg dog sådan dér? Det er jo komplet irrationelt og destruktivt!" og "jeg ødelægger jo det hele for mig selv og for mine nærmeste. Hvorfor bliver jeg ved?" Men man gør det igen og igen og igen... Bliver mistroisk og sætter spørgsmålstegn ved kærestens intentioner eller rasende og reagerer med spydigheder og ondskab eller såret og afviser modparten totalt, eller hvad det nu er for en gammel strategi, man ikke kan ryste af sig.

Jeg véd, at man kan gå meget længe uden at fatte, at det ikke er éns medmennesker, der skal ændre sig og "tage hensyn". Jeg véd, at det i de her tilfælde ikke er andre, der "får én til" at udføre disse uhensigtsmæssige handlinger. Havde det ikke været den ene person, så havde det været en anden. Og tit ser man folk gå gennem forhold efter forhold, relation efter relation, hvor nøjagtigt de samme problemer og uoverensstemmelser indfinder sig, uden at de indser, at det ikke er kæresterne eller vennerne, der skal skiftes ud eller ændres på...

... men derimod dem selv, som må vende blikket indad for at finde ud af, hvor de dér store ubehagelige følelser, man ikke kan styre, i virkeligheden kommer fra.

Min tvivl og usikkerhed havde jo gode grunde, om end de lå mange, mange år tilbage - i takt med jeg fandt tilbage, er tvivlen fordampet.

Tilsvarende gode grunde har Skuldrenes (forsvars)vrede helt sikkert osse. Og det er langsomt ved at gå op for ham, at der måske er noget om snakken. Måske er det ikke mig, der kritiserer ham og er "urimelig" og bare vil gi' ham "hele skylden"? Måske er dét at jeg - som alle andre - kan misforstå og siger det til ham ikke udtryk for, han er utilstrækkelig?

Måske, måske, måske... Jeg tror nok, jeg har en idé om, hvordan disse ting hænger sammen...

... det er bare ikke mit job at (blive ved at) fortælle ham det og prøve at få ham til at indse, at det ikke er mig, der skal "arte mig" for at hans vrede og sårethed ikke trickes. Jeg ved, hvordan det går, hvis jeg først bevæger mig ned ad den sti, hvor jeg ikke trygt kan vise mine følelser af angst for modpartens voldsomme reaktioner. Dét går ikke. Dér skal jeg ikke hen. For så ender jeg med at være meget ulykkelig og allerværst: Med at miste mig selv.

Nu har jeg gjort, hvad jeg kunne. Fortalt ham, hvad jeg ser, og hvad der nok bør gøres. Og jeg ved, at noget i ham vågnede, og at han selv er dybt ulykkelig lige nu. Jeg hørte ham sige ting som: "Nej, det her kan du jo ikke gå i, Pernille. Du skal jo ikke gå og være bange for mine reaktioner hele tiden...". Og "jeg er selv så træt af, at jeg gør sådan her, og det bliver sådan her. Jeg forstår det ikke helt".

Han véd det jo godt. Han er jo både en klog og en følsom mand. Og jeg elsker ham stadig. Så jeg tillader mig at håbe, at ulykkeligheden slet ikke er så ulykkelig endda...

For med den følger jo erkendelsen af, at problemet ligger i én selv - og når den første sorg har lagt sig, så anes en stribe lys i horisonten, fordi man pludselig fatter, at man selv kan løse det her problem, som man ellers hidtil har opfattet som andres hensynsløse adfærd over for én, hvorfor man har stødt deres kærlighed fra sig...

Og ja, han blev vred over mit sms-svar. Og alle mine bange anelser blev skam til virkelighed. Og det var et helvede resten af dagen. Endnu en gang. Og så var det, at jeg i aftes så tilbage på flashbacket tidligere på dagen.

Og - billedligt talt - tog jeg derfor min hat og frakke på og smuttede med et "vi ses måske" til farvel. "Det håber jeg", svarede han.

Lommen - en streg i sandet

P.s. Og så kan man jo tænke lidt over, at den sidste film, jeg lånte af ham, var Anger Management...