"Flirter han?"

Prøv at Google ovenstående. Der kommer en sand syndflod frem af fortvivlede individers spørgen ud i det (halvtomme) cyber-rum: "Hvad betyder det, når hun...?", "er han interesseret i mere end venskab, når han smiler sådan til mig?" "Hvordan flirter man med piger?"

Blah, blah, blah.

Og ja, sådan må man godt spørge, når man er tyve eller femogtyve, ikke? Men jeg er lige straks tredive, og da jeg mødte min kæreste, spurgte jeg altså venner om det samme: "Flirter han?" Og Bedstevennen var ved at ryge ned ad stolen: "Ja, han gør ikke andet, Pernille!" Og så skraldgrinede han.

Okay. Hånden på hjertet. Som regel kan jeg da godt se den, flirten.

Det er jo heller ikke, fordi jeg ikke kan se, når fyre flirter med andre kvinder. Eller den anden vej rundt - jeg kan da godt se, når mine veninder går og gør, hvad de kan for at være lækre, interessante og uundværlige i en bestemt fyrs øjne. Klart! Og det er i øvrigt normalt ret morsomt at overvære de spil og parringsritualer dér.

Så ja. Der er forskel på Pernille tyve år og Pernille næsten tredive. Den sidste af dem kan nemlig godt se flirt - afkode den. Men når flirten er rettet mod mig, tør jeg nok alligevel ikke rigtigt se (erkende?) den.

Ikke fordi jeg er super omsværmet eller noget, men jeg er da heller ikke festens bænkevarmer, vel? (Om end jeg strengt taget langt bedre kan lide at flirte i hverdagen). Anyway. Fyre flirter da og laver sjov med mig, og det er vældigt fint og hyggeligt og bekræftende. Men SÅ er det, at en eller anden kommer og siger f-ordet.

Og så panikker jeg og bliver smigret på én gang: "Flirter han? Orv, tror du?" og dernæst tænker jeg vist, at hvis de sjove kommentarer, der flyver frem og tilbage mellem mig og fyren, er flirt, så er jeg jo inde på en arena, hvor jeg ikke har noget at gøre... Det dér er jo det, som jeg (og alle de andre på indernettet) ikke kan finde ud af og bliver forvirrede over.

Og det er røv-irriterende, jeg har det sådan! Lige indtil jeg hører det ord, går det fint, men der er altid én, der skal påpege, at "der bliver da gooodt nok flirtet igennem dér, Pernille!" Tak for usikkerhed med akavethed ovenpå, altså!

Problemet er, at lige meget om jeg så fylder halvfems, så er jeg sgu bange for selv at tage den på mig - flirten, som det seksuelle spil den nu er. Jeg elsker at pjatte og flirte på den dér uskyldige måde, uden hvilken verden så absolut ville være et forfærdeligt sted. Ja, elsker at flirte, ganske enkelt. Men ikke om jeg kan slappe af med det dér farlige f-ord i nærheden. Og så klapper jeg bare i eller bliver til akademiker-Pernille.

Jeg er bare ikke god til at se mig selv som én, man kan flirte med. Og det er måske ved at gå op for mig, at det er en lidt sur selvopfattelse...

Lommen - glimtet i mit øje er bare en flue