Hvilke regler forventer du, at andre overholder? - Om såkaldt 'almindelig pli'

Jeg kan tydeligt huske den - den eftermiddag for mange år siden. Min far kom harmdirrende hjem sammen med lillebror og berettede over for min mor og mig indigneret om indkøbsturen, de netop havde været på:

"Hun gik lige forbi mig uden at hilse. Og hun så ellers helt sikkert, jeg nikkede til hende. Det kan da godt være, vi ikke kender hinanden noget særligt, men det er da alligevel almindelig pli at hilse igen!"
Min mor var enig og solidarisk forarget.

Jeg stod og funderede over udtrykket, som jeg dengang syntes lød underligt: Hvad var det dér pli mon egentlig for noget?

Og det er faktisk stadig ikke helt nemt at svare på, synes jeg. Og jeg kan tit være nervøs for at afsløre mig selv som en social analfabet, der ikke kender de dér færdselsregler, som de andre har vedtaget. Ja, og nervøs for at støde nogen, selvfølgelig... :-) Jeg forsøger at være hensynsfuld, men der er sikkert osse regler, jeg ikke kender til. I visse sammenhænge kan jeg virkelig frygte at bumpe ind i dem.

Selv synes jeg i dag, at det er almindelig pli at indlede med at spørge, om man forstyrrer, når man ringer til nogen. Eller at banke på (og afvente svar!), inden man åbner døren til et andet menneskes domæne, fx et kontor. Eller at lade være med at bøvse og fise i andres selskab. Eller i god tid at give besked om hvorvidt man har tænkt sig at deltage i en fest, man er inviteret til. Osv., osv..

Der er en masse sociale færdselsregler - og mange af dem er vi forhåbentlig ret enige om. Ellers er det vel meningsløst at ha' reglerne.

Men sagen er bare...

Hvad ligger der i 'almindelig pli'? Er det ikke lidt en smart formulering for "alt det, du bør vide om, hvordan man opfører sig, uden at jeg behøver gøre mig den anstrengelse at fortælle dig det?" Er det ikke en uformuleret regelsamling, som vi fornærmet kan henvise til, når vi føler os stødt på manchetterne over, at de regler, vi tager for givet, måske alligevel ikke er så givne endda?

Kunne man forestille sig et menneske, som har været sin kæreste utro og fortæller det til ham/hende, hvorefter kæresten indigneret og såret udbryder: "Nej, nu ska' du ellers ha' tak! Det er da almindelig pli ikke at ligge og kneppe andre!"??

Nej, vel?
Almindelig pli omhandler de små ting i hverdagen. Alle de ting, hvor man forventer, at man ikke behøver formulere forestillingerne om, hvad man kan og vil acceptere. Tilsyneladende handler det om de dér små situationer, hvor man kunne risikere at tabe en lille smule ansigt. Ikke på den dødbringende måde, men på den dér måde, hvor det liiige akkurat er tydeligt, at den sårende part ikke har respekt for én.

... Som når folk skubber til én på gaden uden at sige undskyld
... Som når de går foran én i en kø
... Som når de tænder en smøg i offentligt rum og oser dig lige op i ansigtet
... Som når de smækker en (butiks-)dør lige i hovedet på dig i stedet for at holde den på klem, så du kan nå at komme ind
... Som når de undlader at sende maden videre under en middag

Osv., osv..

Jeg elsker folk med pli, som vel osse kunne betegnes 'taktfuldhed'. Men jeg hader, at folk nu og da forveksler pli med empati.

"Du kunne da ha' sagt dig selv, at du ikke skulle svare ærligt, da jeg spurgte, om jeg så tyk ud i den her kjole! Har du ingen pli?"

Nej, jeg kunne ikke. Dét handler ikke om pli - i hvert fald ikke hvis vi er nære venner. For pli er når alt kommer til alt, en offentlig høflighed, der skal gøre det lettere for os alle at færdes blandt mange - fremmede - mennesker hver eneste dag. En slags nyttig forstillelse. Og en måde at undgå at fornærme fremmede på.

Jeg tager gerne hensyn til både fremmede og til mine venner. Men jeg kan ikke læse tanker. Så lad være med at fortælle mig, at jeg "burde ha' vidst", så snart vi når ud over almindelige færdselsregler. Men fortæl mig gerne, du blev skuffet eller såret uden at retfærdiggøre dig med nogle regler, der ikke har noget med sagen at gøre. Så skal jeg forsøge at huske det til en anden gang.

Dét er vel almindelig pli ikke?

Lommen - ;-)