onsdag, september 19, 2007

Hvorfor er folk bange for at fortælle om deres drømme?

Jeg har opdaget noget sært:

Folk er tit flove over at fortælle om deres drømme og håb. Altså ikke natlige drømme, men livsdrømme. Om...
  • Rejser, de gerne ville foretage
  • Stillinger, de håber på at komme til at bestride
  • At netop dén, hvis opmærksomhed de arbejder så hårdt på at få, endelig anerkender dem
  • Kvinder og mænd, de vil ha' deres børn med
  • Bøger de vil skrive
  • Taler, de vil holde
  • At den slægtning, de er uvenner med, efter års fjendskab dukker op med en undskyldning
Osv., osv..

Mål, som de et eller andet meget hemmeligt og privat sted omme i baghovedet har sat sig - håb, som de nærer så stærkt, at det er motivationen for store dele af deres arbejdssindsats.

Jeg funderer lidt:

Hvad er det med drømme? Hvorfor er vi mon så blufærdige over at sige dem højt? Er vi bange for nemesis? Eller tør vi ikke tro på, at vi har fortjent det? Er vi bange for at blive grinet af, når vi ved at sætte ord på vores drømme viser vores inderste frem og står ved os selv? Frygter vi, at nogen skal sige: "Det dér? Glem det, du har ikke en chance!"

Og ja. Jeg er osse selv genert omkring den slags. Men hvorfor dog?

Lommen - at mærke hvad man ønsker er at mærke sig selv

14 Comments:

Anonymous Kratluskeren sagde...

Det har jeg også tænkt over. Har selv skrevet et enkelt indlæg på min blog om det og det er det eneste indlæg jeg nogen sinde har haft svært ved at udgive.

Det sjove er, at det nok også er det indlæg jeg har fået mest respons på og udelukkende positiv. Men for pokker, hvor var det svært. Føler virkelig jeg blottede noget meget, meget privat, noget af mit inderste.

19 september, 2007 11:44  
Anonymous Henriette Weber Andersen sagde...

en af mine amerikanske venner sagde engang til mig "dream on girl - only 10 % of your total dreams are gonna happen" - så det har egentlig været min drømmeleveregel siden.. men ja folk drømmer for lidt - ligesom folk befinder sig for lidt i nuet..

19 september, 2007 11:57  
Blogger Anne O'Manne sagde...

Jeg er også meget privat omkring mine drømme, og jeg tror faktisk, at det handler om, at jeg er bange for at blive hånet og få at vide, at det kan jeg godt glemme alt om.

Jeg kan jo så "bare" være ligeglad med, hvad andre mener, men det kan jeg vist desværre ikke finde ud af.

Desværre er jeg også sløv til at arbejde på at få drømmene til at gå i opfyldelse.
Usikkerhed stinker!

19 september, 2007 12:19  
Anonymous Lenore sagde...

Når man fortæller om sine drømme, kommer der også et pres for, at man gør noget for at realisere dem.

Det kan både være godt og skidt. Det er jo ikke alle drømme, man gerne vil realisere i morgen. Nogle gange drømmer man også bare. Omvendt kan det være fint med lidt socialt pres, hvis det er noget, man vitterligt gerne vil have gjort noget ved. Så forpligter man sig mere til det, når man har fortalt det til andre. :)

19 september, 2007 14:21  
Blogger Toni sagde...

Jeg oplever det stik modsatte i min omgangskreds; her er folk bestemt ikke bange for at drømme stort og højt (og de er heller ikke for flove til at indrømme, når noget ikke gik som forventet, eller når de har skiftet mening - fx om det dér vægttab, osv.)

Problemet er bare, at mange af mine venner og bekendte har det med at glemme, hvad der virkelig betyder noget for dem - og det er ofte de små nære ting...

Måske er det netop de inderligste, mest basale drømme (fx bare at være elsket), der er vanskeligst at udstille for andre?

19 september, 2007 15:04  
Blogger Lommen sagde...

@Kratter:
Orv, det var modigt! - Synes osse svagt jeg erindrer noget... Men alligevel: Har du ikke et link? Sådan et indlæg vil jeg da gerne læse. :-)

@Henriette W.A:
Det var da egentlig en udmærket regel - hvis man altså overhovedet behøver regler for sådan noget. ;-) Kan vi overhovedet lade være med at drømme? Er man levende, hvis man lader være?

19 september, 2007 16:51  
Blogger Lommen sagde...

@Anne og Lenore:
Ja, det er jo nok derfor, vi kun i helt særlige stunder betror nogle for os helt særlige mennesker vores håb og drømme.
Vi føler os i fare - enten for at blive hånet og grinet af, underkendt på en eller anden måde (sådan som du nævner, Anne). Eller fordi, som du er inde på, Lenore, at folk kunne presse os.

Men hvor tit har man egentlig oplevet at blive hånet for sine drømme? Ved folk ikke fra sig selv, at når man "drømmer højt", er man meget sårbar?
Og det dér med presset... Hm... Man kan vel sige fra?

Handler det her om, at hvis vi af venner og bekendte bliver dømt "uværdige" til at opnå det, vi drømmer om, så får vi bekræftet vores værste inderste frygt: Nemlig at vi ikke er gode nok til at fortjene det, som er vigtigt for os? Så tænker vi, at de nok har ret?

19 september, 2007 16:56  
Blogger Lommen sagde...

@Toni (hurra, nu med link :-)):
Det var faktisk lige præcis den type drømme, som du nævner her, jeg tænkte mest på, da jeg skrev posten: De basale. Jeg prøvede at gengive det ved eksemplet med slægtningen, man er uvenner med... Men jeg havde osse nævne mere konkrete "projekt-agtige" håb.

For mig at se, har du ret: Sådanne følelsesmæssige behov er virkelig grænseoverskridende at sige højt!

Hvad er det for noget - det dér med behov, ønsker, drømme, håb? Jo mere, jeg tænker over det, jo mere åbner jorden sig under mig... Svært at overskue, hvor dybt dette emne egentlig stikker.
Drømme driver os fremad, drømme forbinder os med andre mennesker (som vi kan ha' fælles drømme med eller drømme om), divergerende behov starter konflikter og krige. Behov får folk til at skamme sig, og skuffede behov får dem til at føle sig svigtede.

Gosh...! Skal passe på, jeg ikke går helt i fortænknings-mode ;-)

19 september, 2007 17:03  
Blogger Toni sagde...

Kunne det have noget at gøre med, at vi tit misforstår HVEM, det er, der skal opfylde drømmene for os?

Hvis vi lægger dem for meget ud til andres forgodtbefindende, bliver vi så sårbare. Men hvis vi kan finde en måde at opnå dem på og samtidig ikke være nær så afhængige af andres deltagelse, bliver det helt lidt mindre farligt.

Tænker selv en del over dette. Det kan gøre ondt at gøre sig afhængig af andre, specielt når det gælder noget basalt.

19 september, 2007 21:45  
Blogger Syno sagde...

Måske er det også noget med, at ting først bliver rigtig mærkbare, når vi udtaler dem.

Man kan sagtens gå og overveje en beslutning i flere uger, og lige så snart man har delt sin bekymring med en anden person, så ved man, hvad man skal gøre.

På samme måde føles drømmen måske mere virkelig, når man deler den med et andet menneske, og det vil så være endnu sværere at leve med tanken om, at den måske ikke går i opfyldelse?

Eller er det for langt ude? ;)

20 september, 2007 11:04  
Anonymous Den onde hund sagde...

Meget interessant og vigtigt spørgsmål. Jeg er meget enig med flere af kommentatorerne, især Leonore.

Jeg ved ikke, om det der med, at man skal have drømme, er noget forholdsvis nyt i menneskehedens historie? Noget, der har med etableringen af USA at gøre.

Førhen gjorde man vel bare det, man skulle... Der var ikke så mange andre muligheder, og det har sikkert ikke været så forfærdeligt for fortidens mennesker, som vi forestiller os udfra vores moderne synspunkt.

Måske er vi bare stadigvæk på et kulturelt stadium, hvor vi er ved at finde ud af, hvordan vi skal håndtere muligheden for at have drømme. (Jeg tænker her mest på konkrete drømme, f.eks. om job - drømmen om f.eks. kærlighed er vel basalt menneskelig, og ikke kulturbetinget).

"F.eks. kærlighed"... sjov ordsammensætning... ;-)

Lommen skulle vel aldrig have fået en ny emailadresse? Hunden har et spørgsmål, som ikke egner sig her. Jeg har adressen "amokkogekonen" osv., men den virker åbenbart ikke.

20 september, 2007 11:53  
Blogger Lommen sagde...

Toni:
Ved nærmest ikke, hvad jeg skal sige. Det dér med afhængigheden tygger jeg lige lidt videre på... Godt input.

@Syno:
Din kommentar giver masser af mening, og jeg har hørt andre sige noget meget lignende. Engang imellem kan man simpelthen snyde sig selv til at tro, at man IKKE har en given drøm, for så er man fri for at blive skuffet, hvis den ikke går i opfyldelse. Sådan er der vist desværre mange mennesker, som er endt med at være meget ulykkelige uden helt selv at forstå hvorfor...

20 september, 2007 12:11  
Blogger Lommen sagde...

@Hunden:
Jeg tror nu, at mennesker til alle tider har dagdrømt og håbet. Der er mange ting, vi slet ikke kan klare os igennem, hvis ikke vi kan drømme nu og da... Fx har kvinder og mænd vel til alle tider drømt om deres elskede, når de af den ene eller den anden grund blev nødt til at være adskilt igennem længere tid?

Måske har du ret omkring de mere "moderne" drømme om fx karriere - at det er drømme, vi stadig er ved at øve os i at ha' og tackle. Men egentlig kan jeg ikke se, hvorfor disse drømme skulle adskille sig væsentligt fra de "basale", når det kommer til, hvor risikabelt vi føler det at erkende og formulere dem.

Mht min hotmail, så virker den glimrende. Alle jeres kommentarer er fx gået ind på den...

20 september, 2007 12:18  
Anonymous Den onde hund sagde...

Nå, så må jeg jo bare prøve igen.

20 september, 2007 12:45  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home