lørdag, september 15, 2007

Jeg fandt en telefonboks. Eller: Lommen goes Dr. Phil :-)

Når Clark Kent skal forvandle sig til Superman, løber han ind i en telefonboks, hvirvler rundt og skifter tøj og kommer så ud som vores alle sammens usårlige helt.

Jeg er ikke spor usårlig. Dét er min kæreste heller ikke. Alligevel er det, som om vi begge har været en tur inde i sådan en telefonboks og for nogle uger siden kom ud igen og måske var tættere på at være de mennesker, som vi hver især gerne ville være.

Jeg kan kun tale for mig selv. Her er, hvad jeg ser:

  • Dengang var det kun sjældent ham, der tog initiativ til kontakt - det tror pokker, jeg tog kontakt hele tiden og var i øvrigt alligevel aldrig tilfreds med hverken kontaktens indhold eller fordelingen af initiativ...
  • Dengang havde vi aaaalt for mange af de snakke, som osse Anita hader :-)
  • Dengang var min dag ødelagt, hvis jeg i en af hans sms'er fandt et ordvalg, der kunne få mig til at tvivle på hans følelser for mig - jeg "druknede" i fortabthedsfølelsen og fik tit spundet større og større tankespind, som alle centrererede sig om, at han i virkeligheden ikke elskede mig eller ikke elskede mig "nok". Dette medførte dels skam over at ha' det sådan, dels vrede imod ham.
  • Dengang følte jeg mig ofte usikker, uønsket, træt og modløs.
  • Dengang skændtes vi stort set hver eneste dag.
  • Dengang var der til sidst ikke megen latter i vores samtaler.
  • Dengang troede jeg dybest set (uden at ha' tænkt over det), at jeg alene havde ansvaret for forholdet: For kontakt, for at planlægge, for at tage vigtige emner op osv.. Sandheden var, at jeg aldrig i nogen relation havde turdet slippe ansvaret - for tænk nu hvis jeg fik mine værste anelser bekræftet, og relationen så faldt fra hinanden...
  • Dengang slappede jeg ikke af i det og følte det tit som en kamp.
  • Dengang kunne jeg ofte spørge mig selv, hvorfor fanden jeg blev i det.

Nu...

Har vi kun skændtes en enkelt gang over en periode på 3-4 uger - til trods for, at vi har mere og mere kontakt og ganske som det var planen nærmer os hinanden igen.

Så sent som i nat da jeg kom halvfuld hjem og havde mistet mine nøgler, ringede mobilen pludselig. Det var Skuldrene, som lige ville sikre sig, jeg var okay. Og som i øvrigt fortalte mig, at han under alle omstændigheder ville ha' ringet - nøgler og dum situation eller ej - bare for at høre min stemme. Og som derudover havde sendt mig nogle særdeles kærlige sms'er fra sin egen bytur.

Og da jeg så ringede til ham i dag og sagde godmorgen, var han stadig noget så kærlig. Og nu har han lige sendt en sms bare lige for at nusse-kramme lidt og sende mig en tanke, fordi jeg sidder og arbejder (når jeg ikke blogger... ;-)) på en lørdag. Jeg blev bare så glad! Den tilnærmelse, der ligger i sådan en lille, sød besked... *Bliver helt blød indvendigt*

Generelt tager han i det hele taget meget mere kontakt - sender en mail med et sjovt billede, et sms-kys eller ringer for at "høre min stemme".

Og lige pludselig er samtalerne fulde af latter over dagligdags ting. Og jeg tænker ikke ret meget over, hvornår vi mon nu taler sammen igen, eller hvordan et ordvalg skulle opfattes. Jeg har tillid - og ikke så travlt med at kontakte hele tiden. Det er jo osse rart at være i fred eller snakke med andre. :-)

Bevares, somme tider stikker Klidmosteren hovedet frem igen, og jeg kan mærke det prikke et sted i kroppen, som før var i alarmberedskab konstant. Men nu kan jeg kende det og som regel beder jeg hende bare om at fucke af, Klidmosteren. Skuldrene ved det osse og tager det ovenfra og ned. Han virker meget bevidst om, at Rom ikke blev bygget på én dag...

Jeg tror, vi er alt for mange (kvinder), der styrer det hele i familien og de nære relationer, fordi vi er så uendeligt usikre på vores eget værd og tror, at den styring er den eneste mulighed for tryghed. Jeg synes i hvert fald, jeg ser det her mønster i mange andre relationer end dem, jeg selv indgår i. Og jeg tror, at vi er alt for mange, der drømmer om at få frataget hele det ansvar for alting, som vi har pålagt os selv. Drømmer om at nogen får øje på den enorme sårbarhed og usikkerhed, der ligger nedenunder den "sikre styring og organisering".

Vi kommer ingen vegne, før vi sætter os selv fri og lader andre komme til... Før da er der ikke plads til, at vores nære kan vise os, hvor meget de værdsætter os - ikke blot for hvad vi gør, men osse for hvad vi er.

Lommen - kan parforhold virkelig være så ukompliceret?

9 Comments:

Anonymous Lenore sagde...

Det lyder da helt vildt godt. :) Det er rart at høre, at det kan gå den vej.. jeg kan nemlig også godt se mig selv falde i klidmosterfælden.. og så må man jo ud igen.

Selvom det selvfølgeligt er et fælles ansvar at få det til at fungere.. men tit er det lettest at se på (men sværest at erkende), hvad man selv kan gøre anderledes..

15 september, 2007 18:10  
Blogger Lommen sagde...

@Lenore:
Dér var du hurtig i kommentarboksen! :-) Jeg vil lige for en ordens skyld sige, at jeg har skrevet indlægget noget om, mens du kommenterede på "1. udgave"...
Og ja, det overrasker mig jo ikke just, at du kan være en klidmoster :-) Det virker, som om der er styr på tingene hos dig - men nu HAR Klidmosteren jo altså osse nogle GODE egenskaber. Trods alt. :-)

15 september, 2007 18:13  
Anonymous alice sagde...

Det er et rigtig rart indlæg at læse. Rart at høre at det kan gå den vej. Og rart at høre at både du og i er på rette vej.

15 september, 2007 18:29  
Blogger Lommen sagde...

@Alice:
Tak! Det er jeg glad for, du synes! :-) Man må jo huske osse at blogge, når man er glad og ikke kun, når man er trist eller vred, eller det hele er kaos... ;-)

16 september, 2007 12:46  
Anonymous Iduna sagde...

Nyd det, det lyder skønt. Og hvorfor skulle det ikke netop kunne være så let og dejligt. Så enkelt, kærligt og rigtigt.

16 september, 2007 20:20  
Anonymous Beologen sagde...

Jeg citerer dig ovre på min blog.
Tror du har fat i noget centralt.
http://beologen.xtrablog.dk/citat-fra-baglommen-post4017

16 september, 2007 22:42  
Blogger Lommen sagde...

@Beo:
Jamen goddag, Beolog. Troede, vi var uvenner? Eller noget. Men uvenner citerer man vel ikke... Nuvel. Vel mødt da.

16 september, 2007 22:45  
Anonymous beologen sagde...

Jeg er stadig uvenner, men derfor kan du jo godt have så meget ret at jeg er nødt til at løfte den ene mundvig et kort øjeblik.

17 september, 2007 08:42  
Blogger Lommen sagde...

@Beo:
*Smiler lidt og ryster på hovedet* Fint nok - der er så meget, kvinder ikke forstår, du ved...
Lad os bare sige, vi stadig er uvenner. Dét vil i hvert fald være en garanti for, jeg VIRKELIG har skrevet noget med bid i, hvis du fremover går til sådanne yderligheder og ligefrem citerer mig.

17 september, 2007 12:26  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home