fredag, maj 19, 2006

Det var dét

For eventuelle nysgerrige, til opdatering:

Ungersvenden vil bare være venner
og var ked af, at hans signaler havde kunnet opfattes som andet end venskabelige. My ass! De fleste af bofællerne har tænkt, han var varm på mig, familie og venner har tænkt det osv.. Men jo, jeg tror ham - fyren har virkelig ikke (haft) et clue om, hvordan alt hans flirteri virker. Som han - ganske rigtigt - pointerede "men sådan [flirtende] er jeg jo over for mange". Jep, kammerat. Vi er nogle, der reagerer på dén slags. Welcome to the real world! Han virkede dødsensræd på den umodne "ups, mine handlinger har konsekvenser for, hvordan andre opfatter mig"-måde.
Og - surprise! - han var enormt ked af, at vi ikke kan være venner - hvilket jeg sagde klart fra overfor: Dét kan vi ikke! Sådan er dét. Hvad tror han selv??
Lommen 20 år havde nok forsøgt venskabet og lidt og grædt i det. Lommen 28 år ved, at den slags er en illusion og en ganske unødvendig tortur at trække sig selv igennem.

Så vidt den faktuelle status. Hvordan står det til indadtil?

Det er selvfølgelig ikke på nogen måde særligt fedt nu at kunne sidde og konstatere, at al min skepsis var berettiget. Uanset hvor meget jeg så prøvede kun at fokusere på de gode tegn, så var der altså noget, der blev ved at være "forkert". Svært at forklare, og det lyder sikkert pissebagklogt at sidde og skrive nu. Og hvad skal det i øvrigt til for?
Men jeg har brug for at tænke højt. Hånden på hukommelsen - hvordan følte jeg egentlig? Lad os bare sige, at min skepsis over for Ungersvendens engagement var til at få øje på. Spørg bare Mie. Så sent som i aftes inden "daten" (i gåseøjne, ja, for det viste sig jo netop ikke at være en date) havde jeg konstant den her "jamen, hvorfor uglen i hulen er jeg så nervøs, for dette er jo ikke en date, sådan ser han det altså ikke - jeg kan mærke det".
Min intuition havde ret endnu engang. Lidt af en flad triumf at fejre... Uanset hvor mange små, søde tegn, der har været, så har mavefornemmelsen hele tiden brølet mig ind i hovedet, at han på en eller anden måde var for lidt "på". De søde tegn var dér, helt sikkert, men de var alt for nonchalant og casual - og frem for alt ikke kun forbeholdt mig. Især det sidste var et dårligt tegn, synes jeg. Lad gå, at man beskytter sig bag lidt nonchalance, når forelskelsen sætter ind, men er der nogen her i selskabet, der snakker sødt om andre end den udkårne over for ham/hende selv? Er det et godt fif at nævne den udkårnes venner eller veninder alt for meget i søde vendinger? Nej, vel? Da vist ikke lige score-tricket, hva'?

Men jeg har jo ikke brug for at sidde og slå mig selv oven i hovedet nu, vel? Det vil jo ikke give mig en skid at sidde og stirre ind i badeværelsesspejlet med vred mine og snerre ad mit spejlbillede: "Hvad sagde jeg? Hvordan kunne du dog være så dum, Lomme?" I sager som denne plejer jeg i stedet så vidt muligt at vælge følgende strategi: Først... "frikender " jeg mig selv. Ingen lange forsvarstaler (for jeg er jo netop ikke under anklage), men en anerkendelse af mig selv og mine motiver: "Okay, du havde dine grunde". Det må fandeme være i orden både at håbe og at tage fejl: Jeg ville så gerne. Jeg ville ham. Jeg ville håbet. Og derfor fortalte jeg mig selv, at min intuition hørte forkert. Jeg har været så vant til at erfare, at jeg har troet for lidt på kærligheden, og dét har alt for ofte forstyrret de positive signaler, jeg fik fra den kære intuition. Men denne gang sku' det være anderledes. Og derfor var det bare på med optimisme-hatten og frem med de søde sms'er!

Når jeg så har frikendt mig selv... prøver jeg at bruge det skete i en læreproces. Fortærsket? Måske. Men ikke så dårligt endda...
Ved I hvad? Hvis der sku' komme noget godt ud af dette, så er det da, at jeg nu har fundet ud af, at min intuition fungerer aldeles glimrende. Og jeg er sikker på, jeg tør lytte til den næste gang. Osse selv om den måske fortæller mig, at den udkårne fyr ikke vil have mig, at nogen har løjet for mig om noget meget vigtigt eller noget helt syvogtyvende, som lige umiddelbart kan være lidt af en langhåret kamel at sluge. Jeg er på det rene med, at jeg kan blive såret, men osse med at jeg holder til det, og at jeg bliver glad igen. Ikke i morgen, måske, men så om nogen tid.

Pyyyh... Det bliver lidt hårdt at være bofælle til ham Ungersvenden nu, og jeg kunne bestemt godt bruge, at han ikke huserede lige ovre på den modsatte side af gangen her i Huset mellem de to Søer, men okay. Nu må jeg over den dér tunge, tunge fornemmelse i kroppen. Livet går videre. Har jeg hørt...

Lommen
- nu mest med lyst til at sove og være glad igen, når jeg vågner. (
Men det kommer jo nok til at tage noget tid. Skal osse liiiige igennem noget af det dérsens vrede og noget "jeg føler mig ført bag lyset, selv om han aldrig lovede noget"-følelse...)

7 Comments:

Blogger Mie sagde...

Hmpppprrhhh..... jeg tillader mig at være smækfornærmet på dine vegne!!

Og ked af det, selvfølgelig - ikke mindst!

*Lader tiden passere og vurderer, hvornår du er klar til "op på hesten"-flosklerne*.

*Anstrengt smil*

19 maj, 2006 07:16  
Anonymous Sille sagde...

AAAHHHRRRAA...Sidder lige og er vred. Det er præcis de situationer jeg er såååå træt af i disse dage.

For hulen - hvor svært kan det være, at være straight mand!!

Og så er jeg selvfølgelig også ked af det på dine vegne....det er noget øv...ikke mindst fordi i stadig skal fungere sammen... Håber at weekenden bringer godt...

19 maj, 2006 07:42  
Blogger Suzy-Hang-Around sagde...

Det er så trist. Og så bekendt. Mange tanker herfra.

19 maj, 2006 09:33  
Blogger Pernille sagde...

@Mie: Op på hesten-flosklerne er da allerede nu velkomne. Jeg ER allerede begyndt at tænke: "Han sku' bare vide, hvad han går glip af" (og jeg har ikke engang sovet i nat, så hvad kan det ikke blive til efter en god nats søvn...? ;-))

@Sille: Pudsigt, jeg følte, da jeg læste dit indlæg for nogle dage siden, at du ramte hovedet SÅ meget på sømmet! Så... Jeg vidste jo nok godt, hvor det bar hen, om jeg så må sige... Men jo, det er ganske trættende, det her. Har heldigvis fået fortalt en vis herre, at jeg ikke gad være hans ego-boost. det blev taget MEGET alvorligt, sku' jeg hilse og sige...!

@SHA: Ja, det ku' bli' vældigt trist alt sammen, men jeg er vist lidt en finurlig én, hvad den slags angår. Måske BURDE jeg gå rundt og være trist og ked meget længe (det er nok sundt for et eller andet?), men øh... Som regel er jeg lidt af et vidunder til at komme hurtigt videre og tage det med et smil. Mon ikke det osse virker denne gang? Ungersvenden og jeg har da tilbragt de sidste tre timer (!) sammen i både meget alvorlig og munter snak. Og jeg er faktisk lidt stolt af mig selv, fordi jeg fik sagt en masse ting af typen "fat at det gør ondt på mig, når du... fordi jeg læser det som at...". Han var da drøncharmerende, men jeg slappede af og var bare mig selv og vigtigst: Jeg fik ham til at tænke og stod ved mig selv. Nu ved jeg, hvor jeg står. Og ja, jeg gør mig ingen illusioner. Det skal nok blive ganske problematisk, det her.

19 maj, 2006 10:18  
Anonymous Sine sagde...

Æv, altså... Ked af at høre det, søde.
Men det ER svært med venner og samboer (og ikke mindst sambo-venner) - hvordan skal man tolke signalerne og, ikke mindst, sende de rigtige selv? (been there, done that, left the building...) Skal man sige noget positivt om det, så var det godt, at du fik det afklaret nu.

Og så kan jeg godt lide din selvfrikendelsesindstilling. Lyder rigtig sund. Håbet skal man sgu have lov til at have.

Klem herfra.

19 maj, 2006 10:24  
Blogger Pernille sagde...

@Sine: Skøn kommentar - og især var jeg vild med din fyndige variant af et velkendt udtryk: "Been there, done that - left the building"! Hep! Men Huset mellem de to Søer forlader jeg nu ikke sådan lige...
Ja, du har ret, jeg føler mig egentlig godt tilpas med at have fået afklaring. Og - indrømmet - med at han var SÅ knust over tilsyneladende at have mistet muligheden for at kommunikere med mig, som tilfældet var (ny blogpost coming up). Var dog ikke et manipulations-forsøg, da jeg i nat gav ham det indtryk, at jeg ville droppe relationen helt. Kunne bare slet ikke overskue det. Nu er det måske alligevel okay. Hvis bare han ikke får sig en kæreste de første par måneder... ;-)

19 maj, 2006 10:45  
Blogger WhiteMofo sagde...

Aii...så forlader man blog-verden en lille måneds tid for at hellige sig hoveopgave-pjank og så sker der alskens sørgelige kærlighedshistorier i blogverden!

Frygteligt Lomme, men det lyder som om du besidder samme move-on-evne som undertegnede!

Men som andre end jeg selv synes, så er det da altid noget at du fik vished nu.

En "op på hesten"-floskel herfra!

19 maj, 2006 22:44  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home