Det var dét

For eventuelle nysgerrige, til opdatering:

Ungersvenden vil bare være venner og var ked af, at hans signaler havde kunnet opfattes som andet end venskabelige. My ass! De fleste af bofællerne har tænkt, han var varm på mig, familie og venner har tænkt det osv.. Men jo, jeg tror ham - fyren har virkelig ikke (haft) et clue om, hvordan alt hans flirteri virker. Som han - ganske rigtigt - pointerede "men sådan [flirtende] er jeg jo over for mange". Jep, kammerat. Vi er nogle, der reagerer på dén slags. Welcome to the real world! Han virkede dødsensræd på den umodne "ups, mine handlinger har konsekvenser for, hvordan andre opfatter mig"-måde.
Og - surprise! - han var enormt ked af, at vi ikke kan være venner - hvilket jeg sagde klart fra overfor: Dét kan vi ikke! Sådan er dét. Hvad tror han selv??
Lommen 20 år havde nok forsøgt venskabet og lidt og grædt i det. Lommen 28 år ved, at den slags er en illusion og en ganske unødvendig tortur at trække sig selv igennem.

Så vidt den faktuelle status. Hvordan står det til indadtil?

Det er selvfølgelig ikke på nogen måde særligt fedt nu at kunne sidde og konstatere, at al min skepsis var berettiget. Uanset hvor meget jeg så prøvede kun at fokusere på de gode tegn, så var der altså noget, der blev ved at være "forkert". Svært at forklare, og det lyder sikkert pissebagklogt at sidde og skrive nu. Og hvad skal det i øvrigt til for?
Men jeg har brug for at tænke højt. Hånden på hukommelsen - hvordan følte jeg egentlig? Lad os bare sige, at min skepsis over for Ungersvendens engagement var til at få øje på. Spørg bare Mie. Så sent som i aftes inden "daten" (i gåseøjne, ja, for det viste sig jo netop ikke at være en date) havde jeg konstant den her "jamen, hvorfor uglen i hulen er jeg så nervøs, for dette er jo ikke en date, sådan ser han det altså ikke - jeg kan mærke det".
Min intuition havde ret endnu engang. Lidt af en flad triumf at fejre... Uanset hvor mange små, søde tegn, der har været, så har mavefornemmelsen hele tiden brølet mig ind i hovedet, at han på en eller anden måde var for lidt "på". De søde tegn var dér, helt sikkert, men de var alt for nonchalant og casual - og frem for alt ikke kun forbeholdt mig. Især det sidste var et dårligt tegn, synes jeg. Lad gå, at man beskytter sig bag lidt nonchalance, når forelskelsen sætter ind, men er der nogen her i selskabet, der snakker sødt om andre end den udkårne over for ham/hende selv? Er det et godt fif at nævne den udkårnes venner eller veninder alt for meget i søde vendinger? Nej, vel? Da vist ikke lige score-tricket, hva'?

Men jeg har jo ikke brug for at sidde og slå mig selv oven i hovedet nu, vel? Det vil jo ikke give mig en skid at sidde og stirre ind i badeværelsesspejlet med vred mine og snerre ad mit spejlbillede: "Hvad sagde jeg? Hvordan kunne du dog være så dum, Lomme?" I sager som denne plejer jeg i stedet så vidt muligt at vælge følgende strategi: Først... "frikender " jeg mig selv. Ingen lange forsvarstaler (for jeg er jo netop ikke under anklage), men en anerkendelse af mig selv og mine motiver: "Okay, du havde dine grunde". Det må fandeme være i orden både at håbe og at tage fejl: Jeg ville så gerne. Jeg ville ham. Jeg ville håbet. Og derfor fortalte jeg mig selv, at min intuition hørte forkert. Jeg har været så vant til at erfare, at jeg har troet for lidt på kærligheden, og dét har alt for ofte forstyrret de positive signaler, jeg fik fra den kære intuition. Men denne gang sku' det være anderledes. Og derfor var det bare på med optimisme-hatten og frem med de søde sms'er!

Når jeg så har frikendt mig selv... prøver jeg at bruge det skete i en læreproces. Fortærsket? Måske. Men ikke så dårligt endda...
Ved I hvad? Hvis der sku' komme noget godt ud af dette, så er det da, at jeg nu har fundet ud af, at min intuition fungerer aldeles glimrende. Og jeg er sikker på, jeg tør lytte til den næste gang. Osse selv om den måske fortæller mig, at den udkårne fyr ikke vil have mig, at nogen har løjet for mig om noget meget vigtigt eller noget helt syvogtyvende, som lige umiddelbart kan være lidt af en langhåret kamel at sluge. Jeg er på det rene med, at jeg kan blive såret, men osse med at jeg holder til det, og at jeg bliver glad igen. Ikke i morgen, måske, men så om nogen tid.

Pyyyh... Det bliver lidt hårdt at være bofælle til ham Ungersvenden nu, og jeg kunne bestemt godt bruge, at han ikke huserede lige ovre på den modsatte side af gangen her i Huset mellem de to Søer, men okay. Nu må jeg over den dér tunge, tunge fornemmelse i kroppen. Livet går videre. Har jeg hørt...

Lommen
- nu mest med lyst til at sove og være glad igen, når jeg vågner. (Men det kommer jo nok til at tage noget tid. Skal osse liiiige igennem noget af det dérsens vrede og noget "jeg føler mig ført bag lyset, selv om han aldrig lovede noget"-følelse...)