Lommen over stok og sten

Som omtalt før her på siden, lider jeg desværre voldsomt af søvnløshed i perioder.

Sådan en periode har jeg for tiden. Altså, jeg er ikke helt søvnløs, vel? Det her er næsten værre: Jeg gør det, jeg kalder at pletsove. Det vil sige dårlig søvn spredt ud i "pletter" á en time eller to (højst tre) og føler mig som følge heraf konstant småtræt og uoplagt. (Vel egentlig sådan folk med helt små babyer lever *gyyys*).

Meeen... Nu har jeg fundet mit gamle vidundermiddel frem: En times hidsigt-hurtig gang i kuperet terræn hver dag. Plejer at være en fantastisk kur. Gik så første gang forleden efter en længere pause, og jeg aner virkelig ikke, hvorfor jeg nogensinde holdt op. Her er smukkere end på nogen anden årstid i september-oktober måned, frustrationer kan fysisk arbejdes ud af kroppen, og glæder kan gås større...

I dag var jeg så ude igen. Og jeg siger jer: Jeg nærmest løb, selv om jeg havde den store sweater og "kun gå-skoene" på (havde ikke lige troet, jeg havde så meget krudt i mig). Humøret er helt anderledes velvilligt og optimistisk nu, hvor jeg sidder og puster ud, og sveden hagler af mig. Otte kilomteer på 65 minutter. Sådan!

Nu ud under bruseren og så en portion mad og så videre med specialet. Hurra for lørdage i eget aktivt selskab efter en hel uge med aftaler (selv om de osse har været vældigt hyggelige!).

Lommen - veloplagt

Måske gør det så osse et eller andet for den gode sag, at Skuldrene tilsyneladende er nyforelsket i mig (og jeg i ham), at han og jeg snakker og griner så skønt sammen i telefonen, og at han bagefter ikke kan lade være med at sende mig nogle meget kærlige hilsner... :-) At det virker, som om kærligheden for første gang i mit liv kan være ukompliceret og bare overskudsgivende.