torsdag, august 09, 2007

Organisator, diktator og ude af stand til at gi' sig hen

Nå, men det var de her roller, jeg lovede jer noget om...

Da jeg havde besøg af kæresten i sidste uge, havde vi som altid nogle ualmindeligt skønne dage sammen. Men midt i museumsbesøg, grineflip, vandringer rundt i byen, dybe snakke, nusseri og dejlig mad mærkede jeg pludselig en gammel og meget velkendt fornemmelse. Faktisk så velkendt, at jeg hidtil ofte ikke har bidt mærke i den... (Nøjagtigt som Kratluskeren i øvrigt nævner her, så er det nemlig lige præcis dét, der er så farligt og snigende ved mønstre: Man er så indfanget i dem, at man ikke selv bemærker dem - selv ikke når de gang på gang forårsager, at man havner i nogle frustrerende og frugtesløse situationer.)

Følelsen var stress. En særlig tomhed i maven og kulrethed i hovedet. Begge dele skyldes normalt, at jeg er alle andre steder end i min egen krop, mine egne følelser, mine egne behov.

Men jeg blev forvirret. Hvorfor følte jeg mig stresset, når jeg nu lavede alle de ting med Skuldrene, som jeg sådan længes efter, når vi til daglig er så langt fra hinanden?
Det var ikke ham, der stressede mig. Han får mig tværtimod altid til at slappe mere af end til daglig. Med sit rolige væsen og sit praktiske overblik er han en god kur for mere flyvske personnager som jeg. Og således osse her. Jeg fandt snart ud af, at den, der stresser mig, er... mig selv. Alligevel føler jeg bestemt ikke bare, jeg kan lægge det væk.

Pludselig må han osse ha' mærket, at noget var galt:

"Pernille", udbrød han midt inde i luksussupermarkedet, "lad os da bare klare alle indkøbene her. Så meget sparer vi heller ikke ved at gå to andre steder hen med tunge indkøbsposer. Jeg giver gerne indkøbene - og en taxa hjem."

Det var svært for mig at sige ja. Lidt for nemt. En indrømmelse af, jeg ikke kunne klare det hele selv. Økonomisk og energimæssigt. Men jeg fik en klump i halsen over den uventede - uvante - omsorg. Ikke at Skuldrene ikke er omsorgsfuld, men lige dér... Jeg ventede den ikke - den udstrakte hånd og "lad mig tage over"-stemmen. Og jeg havde ikke før det øjeblik forstået, hvor stresset jeg egentlig var. Og hvor ensom jeg følte mig - og så endda ved siden af det menneske, jeg holder allermest af.

Og så er vi endelig fremme ved hende rollen. Da jeg lidt senere sad vel hjemme iført et par gamle joggingbukser i min lænestol, varerne var stillet på plads og benene var smækket op, og jeg begyndte at fortælle Skuldrene, hvorfor jeg vist nok følte, som jeg gjorde, begyndte tårerne at pible ned ad kinderne.

Hende rollen organiserer og tager ansvar, i en grad så det er helt uhyggeligt. Hun løser alle andres vanskeligheder, så snart de opstår. Hun tager vare på. Og hun ser folks problemer, før de selv når at gøre sig den ulejlighed at erkende og ikke mindst formulere dem.

Hun har kort sagt så travlt med at styre hele verden omkring sig, fordi hun jo altid ved bedre, at hun ikke mærker noget til sig selv og sine egne behov - og hun frakender (i kraft af sin emsighed) fuldstændigt sine nære evnen til at tænke selvstændigt og tage ansvar for deres eget liv. Hun er to skridt foran med den bedste og mest hensigtsmæssige handling og løsning. Hele tiden.

Og hun stresser, gør hun - og er pisseanspændt at være i nærheden af. For hun tror jo, det er op til hende, om folk hygger sig, føler sig velkomne, passet på. Hun har ansvar for hyggen!! Ansvaret for det hele. Og det er i forvejen næsten ikke til at elske hende, for det er hun ikke helt værd, men der er da slet ingen, som vil holde lidt af hende, hvis ikke hun i det mindste udfylder sin rolle og gør alle disse ting, vel? Ikke at hun nogensinde har ladet være og bare set, hvad der så er sket....

De her adfærdsmønstre kommer jo naturligvis ikke ud af den blå luft. Den slags stammer jo et sted fra.

Og for nu at gøre den lange, sørgelige historie helt kort, så har jeg stort set hele min opvækst været mor for min psykisk ustabile mor. Min far (som har brugt meget af sit krudt på enten arbejde eller min vanskelige mor) var meget svingende i sit overskud til Lille-Pernille. Ofte var der kun plads til den dygtige, søde, sjove, selvstændige udgave af mig. Ikke hende, der blev drillet og holdt udenfor i skolen eller havde andre bekymringer. Hun havde ingen virkelige problemer og skulle lade være med at forstyrre og "skabe sig". Hun sku' være en "stor pige" i stedet for at belemre sin far. Det sagde min far selvfølgelig aldrig, men det fremgik alligevel tydeligt.

Inden for de sidste par uger er det gået op for mig, at jeg i meget, meget højt grad har taget disse to roller med mig ind i mit voksne liv.

På visse områder kan de såmænd være fine nok. Fx er det jo fint nok at kunne "tage sig sammen", som det jo hedder, i visse situationer. Og det er jo osse fint nok at kunne tage et initiativ og være den, der fører an og organiserer og får alt til at glide. I hvert fald nogle gange.

MEN DER ER SÅ MEGET, DE TO ROLLER BARE IKKE KAN, OG JEG ER SÅ UTROLIGT MEGET MERE!!

Fx er rollerne ekstremt dårlige til at give sig hen og bare slappe af og tage imod og nyde - afgive ansvar. De har det mærkeligt og uvant med at tage imod omsorg - og det dér med at lære nyt og vise usikkerhed (i modsætning til at belære andre) er heller ikke deres stærke side. Og de har faktisk svært ved at føle nogen eksistens-berettigelse ved andet end deres evne for omsorg. Sad but true.

Så... Mine damer og herrer! Det er mig en glæde at kunne præsentere mit nye personlige udviklingsprojekt...

Hvem husker ikke, hvordan jeg sidste forår med stor ildhu gik i gang med at udrydde min indre pingponger, som var bange for at lade folk komme tæt på, og derfor altid var så pisserap i replikken, at det ikke på nogen måde var til at holde ud? :-) Kors, hvor det dog hjalp på meget - og hvor har jeg ændret mig meget i min måde at møde nye mennesker på!

Nu er det tid for at lære at finde ind til, hvem Pernille er uden organisator- og morrollen!

Projekt "Pernille som afslappet & nærværende", sæt i gang!

Lommen - min egen rollemodel

2 Comments:

Anonymous Sylejma sagde...

"Og de har faktisk svært ved at føle nogen eksistens-berettigelse ved andet end deres evne for omsorg."
..eller evne for struktur, for sit fag, sit "talent" eller andre påduttede evner..
Glæder mig meget til at følge dit projekt, glæder mig til at læse og lære, skal helt sikkert også lige se tilbage på dit projekt sidste år (for hvor er det nemt at klappe en rap/sjov/kæk replik af, for at undgå at folk kommer for tæt på)
..for det ringer meget højt i mine ører med genkendelses-klang.
Du ønskes alt muligt held og lykke!

09 august, 2007 12:58  
Blogger Lommen sagde...

@Sylle (!):
Uha-uha! Får da næsten helt præstationsangst her - men på den anden side er det da en ekstra motivation for at gå til biddet, hvis andre følger mig og håber osse at få lidt udbytte af mine meritter i projekt "tag ting som de kommer!", som jeg nu har fundet som mere rammende titel...
Og ja, det anede mig nok, at du genkendte et eller andet her. Det er jo i Blogland som alle andre steder: man tiltrækkes ofte af dem, der ligner én selv en smule... Eller osse af dem hvor man ikke kan se én eneste lighed...

Tak for de gode vibs! :-)

11 august, 2007 12:39  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home