Om at blive rasende i stedet for at sige nej

Kender I mon problematikken med, at visse mennesker bliver vrede, når man beder dem om et eller andet eller siger, hvad man kunne tænke sig?

De har tilsyneladende ikke fattet, at de som voksne mennesker har et voksent menneskes rettigheder og dermed mulighed for at vælge imellem at sige ja eller nej.

Jeg fatter det ikke!

Jeg fatter simpelthen ikke den dér mekanisme, der tilsyneladende hedder: "Nu er der én, der beder mig om noget eller ytrer et ønske, som jeg ikke føler, jeg kan opfylde eller gå med på, så nu må jeg hellere flippe helt ud af raseri over, at vedkommende kunne finde på at spørge!"

Hvem dælen har bildt de her mennesker ind, at det ikke er i orden, hvis de stille og roligt siger fra??
Og hvad er det lige, de får ud af deres raseri? Er det mon en skræmmekampagne, som helst sku' medføre, at man aldrig formaster sig til at bede om noget igen?

Lommen - frustreret, vred og helt ærligt målløs