mandag, august 20, 2007

Jeg sov med ét øje åbent

Ansigtslammelse. Ja, sådan en rigtig Mimi Jakobsen-én havde jeg i slutningen af gymnasiet.

Fra den ene time til den anden, ku' jeg pludselig ikke bevæge den ene halvdel af mit ansigt, endsige lukke øjet. Jeg kunne sagtens mærke det, men ikke styre det.

De næste tre-fire måneder sov jeg med det ene øje åbent (og brugte øjensalve for at det ikke skulle udtørre) og måtte holde hånden over øjet, når jeg vaskede hår, for ikke at få shampoo i det, øjet altså.

Jeg blev osse enormt bange for at komme til at sige noget forkert, for med min særligt dengang lidt sarkastiske humor, var det godt nok vigtigt for folks fortolkning af udsagnet, at jeg smilede til dem bagefter... Men dét erfarede jeg ret hurtigt, at jeg slet ikke kunne - smile. Da jeg efter nogle meget mærkelige reaktioner på min såkaldte humor, fik en mistanke om, hvad der var galt, og selv testede mit smil ude i mine forældres badeværelse, kunne jeg i spejlet konstatere, at det så ud, som om jeg skar ansigter. Så jeg var ret hurtigt færdig med at lange hurtige bemærkninger ud...!

At snakke var osse temmeligt besværligt - og det var bestemt ingen spøg at gå til mundtlig studentereksamen i fransk under de omstændigheder...!

Som om det ikke var galt nok, kunne lægerne ikke fortælle mig, hvad der var galt. Jo, de røntgen-fotograferede mig og fandt en art betændelse på alle nervespidser i den ene side af mit ansigt. Men fortælle mig, hvordan det var kommet dér, eller hvor lang tid der mon ville gå, før det gik væk, kunne de ikke.

"Du er så ung", sagde lægen, der undersøgte mig på sygehuset, "så du kommer dig nok relativt hurtigt. Men vi kan jo ikke garantere, at der ikke bliver en rest af det tilbage...".

???!

Hm. Han mente vist selv, at han lød opmuntrende...

Men føj, det var en klam besked at få. Især da han uddybede, at "relativt kort tid" var cirka et halvt år.

Min mor var næsten mere sønderknust end jeg, da jeg kom hjem fra hospitalet med den melding, og jeg måtte venligt, men bestemt understrege over for hende, at var der nogen, der sku' hyle her, så syntes jeg ærligt talt, det skulle være mig.

Cirka fire måneder senere forsvandt lammelsen nærmest over night. Ligesom da det begyndte, sad jeg foran computeren og mærkede lige pludselig noget, der var blevet mig meget uvant: Mit højre øjenlåg rørte på sig!

Jeg kan ikke forklare, hvor lykkelig jeg var, da jeg straks efter sprang ind i stuen til min mor og holdt fjæset hen under hendes læselampe:

"Se lige, Mor! Kan du se det?"

Dét kunne hun. Det var ikke bare noget, jeg bildte mig ind.

Cirka fjorten dage senere, var det næsten helt væk, og jeg blev igen mit gamle smilende jeg.

Efter sådan en omgang bliver man virkelig klar over, hvad mimik betyder for hele éns udtryk!

I dag er der kun en ganske lillebitte smule tilbage af lammelsen i mit ansigt. Jeg er ret sikker på, det kun er mig selv, som kan se det: Når jeg er træt eller bekymret, dirrer det nederste øjenlåg på højre øje ganske let med ujævne mellemrum, uden at jeg kan kontrollere det. Det er alt, hvad der er tilbage.

Og i dag dirrer det så lidt, kan jeg mærke. Det var derfor, jeg kom til at tænke på det.

Lommen - en lille dirren

4 Comments:

Anonymous Anonym sagde...

Det kan komme af stress. Min mor fik det da min far lå på hospitalet alvorligt syg. Den ene side "hang" - mundvigen nedad osv. Øjenlåget havde hun dog kontrol over. Det meste gik væk, men hendes synsforstyrrelser blev og resulterede i briller - hvilket nok er billigt sluppen.

undskylder på forhånd at jeg i denne kommentar forholder mig forholdsvis anonym.

20 august, 2007 18:48  
Blogger Lommen sagde...

@Anonym:
Jeg har ingen idé om, hvem du er. Og det er skam osse helt okay. :-)

Hm... Det med stress havde jeg ikke overvejet. Men jeg husker nu ikke mig selv som specielt stresset i den periode. Et års tid tidligere havde det være en anden snak, da jeg var udsat for massiv mobning/psykisk terror på den skole, jeg gik på dengang... :-/

Godt at din mor kom sig.

20 august, 2007 19:46  
Anonymous Christian sagde...

Jeg kan genkende den med sarkasme og humor, og at andre bare ikke forstår det, og det som skulle ha udløst latter, endte med et surt blik. Sarkasmen løber vist i vores familie, sammen med evnen til ekstrem dårlig timing.

Jeg elsker Frasier, gad vide hvorfor ;)

21 august, 2007 11:46  
Blogger Lommen sagde...

@Christian:
Jeg er blevet lidt mindre sarkastisk med årene. Sarkasme er efter min mening lidt for nem at gemme sig bagved... Men du har da ret: Noget underspillet kan været rigtigt sjovt. Og jeg kan skam osse godt lide Frasier. Især faderen. :-D

Prøv for resten at forestille dig, hvad der ville ske, hvis en af skuespillerne i serien fik en ansigtslammelse à la den, jeg havde! :-)
Hov, måske en idé til et afsnit! ;-) Eller osse ville ingen opdage det...

21 august, 2007 17:22  

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home