Lærer man folk at kende i Blogland?
Blogger vi for at lære hinanden at kende, eller for at male (selv-)billeder og fortælle (opdigtede) historier?
Hr. Juncker og jeg har over de seneste dage haft gang i en diskussion om grundpræmisser for den måde, man blogger på.
Sagen er:
Jeg har nu i mere end halvandet år blogget stort set dagligt om alt muligt mellem himmel og jord af tanker og hændelser i mit liv, og jeg har osse kommenteret hos andre bloggere hver eneste dag. Det er ingen hemmelighed, at det er blevet sådan...
... fordi jeg synes, at blogmediet er genialt til at socialisere igennem! - Med alt hvad socialiseren nu indebærer af diskussioner, hygge, sjov, small talk og somme tider at blive lidt klogere.
Kort sagt blogger jeg, fordi det er spændende at lære mennesker at kende - og tilsvarende lade andre kende en del af mig. Der er forskel på, hvor meget vi viser af os selv, hvilke og hvor mange emner, vi helt udelader på bloggen osv.. Folk er mere eller mindre reserverede, sådan er det i Blogland, og sådan er det alle andre steder. Og hurra for forskelligheden!
Men ligesom der er mennesker, som intet giver af sig selv og aldrig risikerer sig selv irl - og ligesom jeg osse irl hurtigt bliver trætte af dem og deres "jeg siger en hel masse, men så siger jeg alligevel ingenting om alt det, jeg antyder, at jeg mener" - så orker jeg heller ikke ret længe de menneskers blogs. (Det er i hvert fald dem, som jeg bilder mig ind, skriver de dér blogs, som jeg for mig selv kalder 'krypto-blogs'). **
Som regel er krypto-blogs i praksis blogs, der ikke gør klart opmærksom på, hvilke af deres blogtekster, som er fiktion, og hvilke der er oplevelser, bloggeren bag rent faktisk har haft. I visse tilfælde blogges der dog rent faktisk om hverdags-emner, men det gøres stadig i så fiktionspræget et sprog, at det er svært at afgøre, hvor virkeligheden ender, og fiktionen - måske - begynder.
For mig er det et mysterium (yessir!), hvorfor personen bag en sådan krypto-blog i det hele taget har en blog, hvis de alligevel ikke ønsker, at læserne skal lære dem at kende.
Men min præmis for at blogge og kommentere - at være nysgerrig og at ville kende personen bag - er selvsagt ikke den eneste, man kan gå til blogmediet med. Jeg véd det jo inderst inde godt - selvfølgelig. :-) Og førnævnte Juncker er måske netop én af dem, der synes, at læsningen af
Og måske kan jeg faktisk godt lide hans blog alligevel...? :-)
Jeg læser jo heller ikke en roman for bagefter at opnå en følelse af, at jeg kender forfatterens personlighed, vel? På den anden side: Kommer jeg nogensinde i den situation, at jeg læser en roman, uden at vide det er en roman (altså en frit opdigtet historie) og tager den for at være sandheden om forfatterens (tanker om) sit liv? Og ville jeg i så fald gide det læseprojekt eller finde det formålsløst - når jeg nu ikke kunne være sikker?
Eller omvendt: Alle de såkaldte "autentiske beretninger" - gider jeg læse dem, hvis jeg gang på gang finder ud af, at de bestemt ikke har været autentiske, men bare opspind? Og var de blevet dårligere historier af, man fra starten havde gjort det klart, hvor "autentiske" de var?
Jeg er bestemt ikke modstander af en god historie. Heller ikke på blogs! Men jeg vil vist helst vide, hvad der er hvad - fiktion eller fakta. Jeg kan heller ikke lide, når folk lyver for mig irl. Men stikker de mig en novelle og siger: "Her er en historie, jeg har fundet på. Læs den og fortæl mig, hvad du synes", så stiller jeg mægtigt gerne op.
Al den slags med fiktion og såkaldt virkelighed tænker jeg nok snart højt over her, når/hvis Juncker altså lige får sat mit indlæg på... ;-)
HVORDAN HAR I DET? VIL I OSSE HELST VIDE, HVAD DER ER FIKTION, OG HVAD DER ER FAKTA PÅ EN BLOG?
Lommen - så diskuterer vi igen grundpræmis :-)
**) Sandheden er måske en forfriskende anden - at de meget reserverede og indehaverne af krypto-blogs ikke er de samme...
Nedfældet af Lommen kl 14:03
11 Comments:
Jeg kan godt følge dig i forhold til de her krypto-blogs. Jeg bliver ikke lige så grebet af dem, fordi jeg ikke rigtigt kan følge med i det. Det kræver i hvert fald en meget større indsats. Noget med at læse en masse gamle indlæg og stykke små hints sammen og så gætte sig frem til, hvad det egentligt handler om. Og så interesseret er jeg sjældent.
På den anden side kan jeg godt nyde at læse et indlæg, der bare er velskrevet og poetisk, selvom jeg ikke bliver klogere på personen bag. Men så er det også mest for den sproglige/poetiske værdi.
@Lenore:
Nemlig! Den dér sammenstykning af hints... Jeg kan ikke se det sjove, når jeg for at forstå selv ret ubetydelige detaljer i dagens indlæg, skal ha' læst med i tre måneder i træk og ha' styr på alle ophavsmandens henvisninger, og mine kommentarer kun kan blive enten 1) du skriver flot eller 2) hvad drejer det her sig om.
Men du har da osse ret mht. et flot sprog og poesi: At man nemlig kan læse blogs med en anden dagsorden end at lære ophavsmanden at kende. Grunden til at jeg ikke rigtigt gør det i den slags læsning, er nok, at jeg i perioder arbejder meget i skriveværksteder og dér får styret min lyst ud i vurdering og diskussion af, hvad nyskabende sprog er, hvornår en tekst kan siges at "fungere" osv..
Jeg gider heller ikke gætte. Og hvad må man spørge folk om uden at gå for nær? Alt for indviklet.
Livet er indviklet nok uden krypto-blogs.
Mange hilsner - totalt u-anonym blogger...
Nogle gange skriver jeg nok, som jeg tænker, og derved kan det lyde lidt kryptisk. Det er nu ikke meningen, for jeg synes jo selv det kan være svært at holde interessen for dem, som bare skriver det hele i det tågede slørede lys som kan tolkes i det uendelige, a la et uge-blads-horoskop, som skal relatere sig til flest mulige.
Men samtidigt gider jeg heller ikke læse om dem, som bare skriver om hvilken marmelade de lige har kogt, hvilken ost der smager bedst med pære, hvilken katteloppehalsbånd der er bedst.. Jeg kan god li´at lære at kende nogen hen ad vejen, indimellem lige se til dem hvad der rører sig, og indimellem kan det være svært at huske sig selv på at man egentlig ikke kender de folk bag bloggene.. og man kan blive slugt af bloggeri-boblen. Men man kender vel dem ligeså godt som alle de andre i ens ydre omgangskreds? Og hvordan skelner man? Men ja, hurra for forskellighed. Både i Blogland og i virkeligheden..
@Lizelotte:
Lige netop: Hvad kan man spørge en kryptoblogger om uden at gå for tæt på?
Vi er - som så ofte før - meget enige. Osse selv om jeg ikke er så offentlig som du.
@Sylle:
Ramt på kornet! :-) Det er jo det, jeg synes, er balancen: For konkret versus for diffust. Og der er mange forskellige meninger om, hvad der er passende, jo.
Hvad angår din blog specifikt, synes jeg normalt ikke, det er så diffust, jeg ikke kan forholde mig til det, eller bruge det, du skriver, til noget.
Jeg er faktisk fuldstændig ligeglad med hvor "virkelig" en blog er, for selv om jeg skriver ærligt om et udsnit af det jeg lever er min blog jo stadig en fiktion, fordi jeg langt fra fortæller alt. Alt der står er sandt, som jeg opfatter det, men hele sandheden er der ikke, så på den måde er det jo en fiktion.
Ved at læse en blog, selv en nok så ærlig blog, kommer man altid kun til at kende et lille udsnit af en person og så ER det en fiktion.
Flere af de blogs jeg følger, læser jeg som jeg ville læse Basserne. Godt nok kan der være rigtige mennesker bag, det er der sikkert, men bloggen er ikke et menneske, den er bare en tekst.
Og så gider jeg ikke læse blogs hvor der intet er på spil. Hvis bloggeren ikke investerer noget af sig selv, hvis det aldrig kan risikere at gøre ondt, hvis man aldrig blotter sig, hvis der kun er ironisk distance eller fortællinger om hvordan man har revet indkørslen, så er jeg meget hurtigt ude.
Kratlusker, jeg er enig i, at det er bedst, når bloggeren giver ud af sig selv...
Det er lidt et dilemma, når man kan slåes op i telefonbogen, sådan som jeg kan.
Jeg forsøger at ramme det der niveau, hvor det bliver personligt uden at blive privat (citat: Liselotte fra Slagtenhelligko.dk). For min chef, min exmand, min veninde, min kollega, min nabo, mine børns venner ... hvem som helst kan læse med. Og det er jeg altid bevidst om.
Men nogen gange har jeg da været fristet. Til at lave en side-blog, hvor jeg kunne udfolde mine "mørke sider" - eller hvor jeg bare kunne være lidt mere åben.
Jeg ved dog også, at anonymitet på internettet er en illusion. Så det gør jeg nok aldrig.
Det private kan du måske få adgang til, hvis du lærer mig at kende. Fx. ved Pernille mere om mig end dem, der bare læser min blog. Fordi vi mødes på messenger engang imellem og snakker igennem....
Men ja - det er vanskeligt. Der er også kryptoblogs, som jeg følger - alligevel. Fordi tingene ikke er sorte og hvide. Fordi man lader sig fange ... heldigvis :-)
@Kratter:
Jamen, jeg er egentlig ret enig - bortset fra at jeg så som regel IKKE synes, at bloggeren "sætter sig selv på spil" ved at skrive en eller anden fiktionstekst.
Og nej, din blog synes jeg på ingen måde er "fiktion". Det er ret tydeligt, du kun blogger om dele af dit liv, fordi din blog har været et sted at læsse af i en hård periode af dit liv. Men derfra og til at kalde det fiktion er der i mine øjne meget langt.
Jeg har ikke et sekund været i tvivl om, at du ER ved at blive skilt, og at du HAR to dejlige unger. Dét bliver ikke til fiktion, blot fordi der er mange sider af dit liv, du IKKE skriver om.
Man kan sagtens skrive om ganske få sider/små hjørner af sit liv og udelade andre, uden at bloggen bliver uinteressant eller mindre "ærlig", synes jeg. Sagtens!
Mht de ironiske, "standup-agtige" blogs har du lidt ret - og så alligevel ikke: Jeg vil faktisk hellere følge en distanceret humor-blog end en krypto-blog. Pudsigt måske, men jeg synes faktisk oftest, at de dér lidt ironiske blogs er mere ærlige end krypto-blogs. Har jeg ikke helt tænkt igennem...
Hvis jeg fx. mener jeg har en toprådden chef, så kan jeg være evigt forvisset om at blive fyret efterfølgende, når denne ser min blogpost. Man skal ikke være direkte dum!
Skriver jeg derimod (på kryptosprog) at nogle topspidser kan være liiige lovligt spidse nok, så ville du aldrig tænke tanken, at det faktisk kunne være min egen chef jeg taler om, vel, men du har en formodning om, at der er noget, som ihvertfald er sat på spidsen (ho ho) ;o)
Jeg kan godt lide kryptoindlæg, men kun hvis jeg kender forfatteren til dem. Jeg er nødt til at vide, hvad denne går igennem i sit liv, for at kunne forstå meningen med den sorte snak, men jeg respekterer dybt og inderligt trangen til at gjalde al sin vrede, frustration og deslige ud i æteren, men istedet bruger energi på at gøre det så hvast som muligt, uden at risikere liv og lemmer på det.
Jeg kan så rasende godt lide at give eksempler på det, jeg mener - hvis jeg da kan - og det kan jeg heldigvis sagtens i dette her tilfælde. Det tror jeg måske også _du_ kan ;o)
Engang læste jeg ikke www.many.dk fordi hun kryptoniserer (wauu for et ord hva') i vildskab... eller HAR gjort ihvertfald. Da anede jeg ikke en skid om, hvad der foregik i hendes liv og indlæggene gav mig absolut intet, men idag ved jeg meget mere og idag forstår jeg mange flere af hendes "sorte indlæg", når de kommer over hende.
Vampyrpingvin.blogspot.com kryptoniserer også, men hun gør det på en forbandet smuk og poetisk måde, som rykker ved noget i min fantasi.
Hvis jeg selv kryptoniserer, så kan du være evigt forvisset om, at jeg enten er forelsket eller bare pishamrende vred og gal på én eller flere, men at jeg ikke kan tillade mig at skrive om det offentligt ; - D
@Anita:
Som altid er du frisk med det perspektiv, jeg ikke fik med - herligt! :-)
Jeg synes ikke, der er noget som helst galt i, at du fx i tilfældet med en chef ikke på bloggen skriver "min chef er et røvhul/en dårlig chef, fordi han/hun...".
Især i betragtning af, du både har billede og navn på bloggen...!
Det er både forståeligt (ift faren for fyring) - og desuden ville det være unødvendigt set ift at skrive et (med mine øjne) meningsfuldt blogindlæg.
Hvis bare jeg ud af indlægget forstår så meget, som at du åbenbart er irriteret, og at det har noget med job at gøre, kan der jo sagtens komme en god snak ud af det, uden at jeg behøver kende alle detaljer. :-)
For mig opstår det problematiske først, hvis jeg efter at ha' læst indlægget ikke aner, om du er sur eller ked, om årsagen til det dårlige humør er job eller privatliv eller hvad. Så ved jeg ikke lige, hvad det er, jeg kan bidrage med - og forstår nok heller ikke helt, at så diffust et indlæg kan gi' ophavsmanden "luft" for frustrationen. Men dét kan det sikkert - for nogen.
Dernæst:
Du har selvfølgelig HELT ret i, at hvis man kender en blogger bag et kryptisk indlæg, så forstår man ofte meget mere og bliver ikke længere forvirret eller irriteret. My point exactly - for så forsvinder det kryptiske jo netop. :-)
Og nu har du så i øvrigt givet mig en ramme for, hvordan DIN "kryptonisering" skal forstås - nemlig at du enten er vred eller forelsket, når det sker. Tak for det! :-) Men ærligt talt, jeg synes nu ikke, jeg har vanskeligt ved at følge med på din blog. :-) Min fornemmelse er, at det, du vil sige, siger du, og det, du ikke vil tale om - surprise! - det taler du ikke om. Og dét er en politik, jeg simple menneske forstår. ;-)
P.s. 'Kryptoniserer' er et fantastisk ord! :-)
Kratlusker: Det er jo nemlig fortolkning, hvem siger at du ser og opfatter en grøn farve, som jeg gør?
Man skal nok bare forholde sig intelligent kritisk til de informationer man får - helt generelt, om det så er igennem blogs, både de krypto og de jordnære, til face-to-face-samtaler, i Basserne-tegneserier, gennem rygter, politiske strømninger osv. Det er måske ikke altid så nemt at skelne det, når man tænker på at der sidder "rigtige mennesker" bag, og slet ikke hvis ens omgangskreds kender til det man skriver.
Send en kommentar
<< Home