Om navlepilleri på bloggen

Måske er der andre end mig selv, som har tænkt over, at jeg de seneste dage mest har blogget om fis og ballade? Der har ikke rigtigt været nogen af de dér - ha! tag nu ordet for hvad det er - lommepsykologiske indlæg på det sidste.

Det har ikke været et bevidst valg - og så alligevel. Man når et mæthedspunkt. Jeg selv nåede det sikkert først længe efter folk, der læser med herinde... *ahem*

Men det har været og er godt med lidt fred omkring de psykologiske forandringer, der sker for tiden. Jeg vender sikkert tilbage med flere af de tænksomme, navlepillende indlæg, når der atter er brug for at åbne ventilen, hvis ikke hovedet skal sprænges...
I har været super at dele nogle ting med, og ikke så få kommentarer her har hjulpet mig ned ad de rigtige stier, når jeg var i tvivl, og min GPS gik i stykker...

Lige nu nyder jeg bare helt ind i knoglerne, at kæresten og jeg ringes/mailes ud af det blå - og ikke nødvendigvis hver dag. At jeg slapper fuldstændigt af i det - og ikke opfatter afstanden som en stress-faktor, jeg ikke kan overkomme eller finde tryghed i. Jeg nyder, at jeg ikke overvejer, hvornår han og jeg snakkes ved igen, og at jeg er fuldt og helt til stede, når vi taler sammen i stedet for som før at være på vagt over for, om han nu gør og siger, som jeg håber.

Jeg nyder at savne ham uden at få mavepine af det. Jeg nyder at føle mig som det, jeg er: Et voksent, selvstændigt menneske, der kan få al den, støtte hun behøver fra én, der står hende nær, men som osse har tillid til, at hun kan klare sig selv. Osse når hun bliver ked af det.

Jeg nyder, at jeg ikke længere er et sekund i tvivl om, at Skuldrene holder af mig, fordi jeg nu giver mig selv lov til at tro i stedet for altid at forberede mig på det værste. At vi lige pludselig i går mailede lidt frem og tilbage, og at ingen af partene kunne lade være med lige at reply'e én gang mere... :-) At vi flirtede og pjattede og var kælne og kærlige.

... Og da især at han senere ikke kunne lade være med at ringe, hvor vi bare hyggesludrede og grinede og pjattede videre en halv times tid, før jeg skulle ud ad døren. Det er jo dét, der er målet: At han skal blive bedre til at tage kontakt og handle i overensstemmelse med sine følelser - og at jeg skal kunne slappe af i en mindre styrende rolle. Både når det kommer til kontakt og til alt muligt andet.

Det virker så ukompliceret. Måske er det dét?

Lommen - love is the spice that makes life eatable

NB: Og jaja, jeg véd godt, jeg bragte mine nye 101 punkter i går. Og at dét vel osse er en slags navlepilleri... :-)