Karlsvognen står klar over Huset...

... og jeg ville helst hoppe ind i den og skynde mig at køre af sted til ham, jeg savner lige nu. Men det bliver hverken i dag eller i morgen eller om en uge. Gider faktisk ikke tænke på, hvor lang tid, der er til. Det er bedst sådan. Har selv bestemt det. Ting skal falde helt på plads mellem os, før vi ses. Det går rigtigt godt - og så er det svært at lade være med at savne. Og det skal man vel heller ikke - lade være med, altså?

Men derfor kan man jo godt længes efter en varm tryg favn at putte i. Det at være helt stille, tætte og trætte sammen...

Har været en helt fin dag med arbejde og kaffe og ikke noget som helst specielt. Bare endnu en dag, der gik som den skulle. Og det er såmænd okay. Nogen forlanger aldrig mere. Er ikke trist på dén måde. Der er vist bare tale om forbigående, lidt luksuriøs melankoli. Måske oven på en meget aktiv dag i går? Det er ikke engang vigtigt hvorfor. Den er der bare.

Det er godt at være nået dertil, hvor et humør bare kan være.

Nu skriver jeg lidt mere på specialet en times tid, og mon så ikke det er i orden at søge ly for efterårsmørket og for kulden, der nu kommer snigende derude? Mon ikke det er i orden at krybe ind under min dyne og gemme mig bag den tryghed, som udsendes af et enkelt rankt sterinlys?

Lommen - pakker mig ind